Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I NOVEMBER

Men man gaar tidlig til Ro i Dresden, og Terrassens Spasereskare blev tyndere og tyndere, og da de to Damer et Par Gange havde vendt om ved Hjørnet, og endnu engang kom derhen, saae jeg strax paa deres Vending og den Maade, hvorpaa Helene svøbte sig i sit Overstykke, at det nu gik hjemad. Jeg boede i Hotel Bellevue og havde det lønlige Haab, at de ogsaa hørte til dets Gjæster. Og ganske rigtig. Da de vare komne ned fra Terrassen, tog de Retningen over imod Hotellet, og faa Minutter efter stod de ved Indgangen. Jeg var ganske nær og kunde høre Portieren, da han rakte dem Nøglen til deres Værelse. Jeg vilde træde frem og hilse paa Helene, men turde ikke, jeg var bange for, at min Stemme skulde ryste altfor meget, og at jeg skulde være altfor rød eller altfor bleg, hvad det nu vilde blive til, men i ethvert Fald altfor lidt, hvad en normal Mand i min Alder burde være. Jeg vilde hellere sove paa det. Saa sov jeg paa det, eller rettere, det gjorde jeg ikke, thi først laa jeg længe vaagen, og da jeg havde sovet lidt, vaagnede jeg atter og kom saa pludselig til at tænke paa, at de maaske tog afsted med et tidligt Morgentog. Du veed, hvor drilagtigt et saadant Indfald er om Natten, hvorledes det først pusler ganske smaat i Ens Hoved og saa lidt efter lidt faar En helt vaagen og saa, naar det har faaet En vaagen, voxer og mere og mere antager den afgjorte Visheds Dimensioner. Det varede ikke længe, inden jeg blev ganske sikker paa deres tidlige Afrejse og endogsaa paa, at jeg havde hørt Portieren sige til dem Noget om »fünf Uhr« og »Courierzug«. Saa vilde jeg slet ikke mere faa hende at se. Det var mig en forunderlig pinlig Tanke. Tilsidst maatte jeg have Lys og have Hendschells herlige Bog frem og se efter, hvilke Morgentog, der gik fra Dresden der.