Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I NOVEMBER

Nej, kjære Ven, gjør ingen Undskyldninger, fordi Du berører et delikat Punkt, det er noget Visvas med de delikate Punkter i vor Alder, vi kunne tale om Alt. Jeg vil ogsaa gaa lige til Sagen og sige ligefrem, tro blot ikke, at jeg er forelsket. Saa kjender Du daarlig et halvgammelt Ungkarlehjerte. Det er som vaadt Krudt, det futter og sprutter og ryger maaske, men slaa ud i en kraftig Explosion, det kan det ikke. Og heldigvis! Hvad kunde man saa ikke lade sig forlede til? Husk paa, at jeg, der er Ungkarl, er bleven ældre end Dig, der er gift. Jeg føler en vis poetisk Stemning i dit Brev, Du er vist egentlig glad over at tro, at jeg endnu skulde være istand til at forelske mig, og jeg mærker nok, Du ønsker, at jeg vilde følge, hvad man i sin Tid kaldte »Hjertets Røst«. Kjære Ven! Du est en ung Mand. Du har holdt dig grøn derude under det mosgroede Tag, og, jeg gjentager det, Du er ikke skarpsynet nok til at se, hvor underligt det ser ud hos en ældre Herre som mig, der maa antages i al Stilhed at have faaet et Forspring paa en halv Snes Aar for Dig, ser Du. Dersom det var min Husholderske, der var Tale om at gifte mig med, saa vilde jeg maaske ikke være saa ubestemt, men dette (jeg behøver naturligvis ikke at definere nærmere, hvad jeg mener med »dette«) er noget Andet. Her er baade for Meget 143 og for Lidt. Maaske der er en Smule Forelskelse, som kunde narre de Fleste, men ikke en klog Karl som mig, der føler, at naar det ikke er stærkere, saa....; ja, saa er det hverken til at leve eller dø af. Det skal være Noget og er dog ikke nok. Det paalægger mig Forpligtelser, som jeg føler mit Følelsesliv dog ikke er istand til at fyldestgjøre, og indgiver mig Forhaabninger, som jeg føler ikke ville blive opfyldte. Og saa bagefter, ja, vilde det saa ikke være bedre, simpelthen at finde sig gift med sin Kokkepige? Jeg tror, at jeg vilde føle mig mindre generet ved Tilværelsen og altsaa i mere Harmoni med den ved at vaagne op igjen til Virkeligheden ved hendes Side.