Topsøe, Vilhelm Uddrag fra I NOVEMBER

Herregud, lad mig nu være fri for mere om den Sag. Den er afgjort. Hun er jo rejst allerede et Par Dage, før jeg skrev mit sidste Brev, vist samme Aften, jeg sendte Dig det næstsidste endogsaa, og dermed er den Historie forbi. Jeg har set hende rejse, ganske rolig. Jeg kom tilfældig ud ad Vesterbro ved den Tid, Aftentoget til Korsør skulde afgaa, og tog mig en Perronbillet paa Banegaarden. Jeg saae hende stige 145 ind i Kupéen; der var flere Bekjendte, jeg blev ikke set. Saasnart Togføreren havde stødt i sin Pibe, og Lokomotivet havde svaret, gik jeg bort, inden Toget endnu var begyndt at gaa. Jeg havde været der ti Minutter. Jeg er forresten ikke rigtig vel i denne Tid; jeg ser Alting Graat i Graat; mit Arbejde falder mig saa kjedsommeligt og besværligt. Stundom kan jeg falde helt hen - ikke i Tanker, men snarere i en Lakune af Tanker, et mørkt Hul, hvori jeg plumper ned, og hvorfra jeg har ondt ved at komme op. Naar jeg kommer op, er det kun for igjen at være lige glad eller lige kjed ved det Hele, som man tager det. Livet er en daarlig Opfindelse. Min Appetit er ogsaa borte. Det maa komme fra Maven. Jeg skulde vist hellere have brugt en Brøndkur i Sommer end gjort den dumme Udenlandsrejse. - Saa havde jeg ogsaa været fri for .... ja, Du forstaar mig jo ikke.... været fri for ikke at kunne forelske mig.