Stuckenberg, Viggo Uddrag fra HJEMFALDEN

↩ Han talte næsten aldrig til mig. Han havde aldrig Tid. Bestandig var han paa Færde. Den Gang troede jeg, at alle Mænd, paa nær min Lærer, havde travlt som han, at det var Rigdommen, der laa i smaa Bunker rundt omkring og kaldte paa ham og ikke undte ham Ro, før han havde hentet dem. Nu, jeg ved, at han var fattig, forstaar jeg, at det var ham, der blev jaget. Kun om Aftenen sad han stille en halv Times Tid. Saa maatte jeg læse Grundtvig højt for ham. Men det kom altid saa pludseligt, at nu maatte han i Seng. Saa strøg han mig hastigt over Haaret og gik.