Stuckenberg, Viggo Uddrag fra ASMADÆUS

↩ En Tid lang blev han staaende og stirrede. Saa rettede han sig sindigt, halede op i Bukserne og spyttede og gik langs Hækken hen til en Laage, som han dovent aabnede. Han saa ned ad Havegangene og gik saa tværs ind over et Bed. Der standsede han et Øjeblik og bøjede sig og strøg med Haanden hen over Bedets vaade Blade. Saa smilede han.