Stuckenberg, Viggo Uddrag fra ASMADÆUS

↩ Asmadæus havde lettet sig paa Albuen og stirrede ud i den - 451 hvad Jord og Himmel angik - grænseløse Frihed. Saa strakte han sig, langt og grundigt, og vendte imens Øjnene mod Tagets Straa, sænkede omsider langsomt Hovedet og stirrede atter ud, som havde han levnet det derude Tid til at forandre sig og Solen Stunder til at bryde igennem.