Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Ensom, venneløs, slagen over alt, hvor han havde sat sit bedste ind for at vinde, ramt i sit Inderste, stod han barhovedet i den bladløse Efteraarsskov og saa Maanen skinne mellem drivende Skyer, stod som en fredløs Flygtning, fattig og ensom midt i Efteraarets fattige Ensomhed.