Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Og hun bøjer sig længere frem og støtter sine Albuer mod Karmen, og de isnes af den kolde Mur, men hun mærker det ikke. Hun ser ikke, at Himlens Røde er blegnet i Pytterne mellem Slettens Græs, og at Sletten, der var aaben som Havet, drager sig sammen, og hun hører ikke, at Skovens Raager er tavse.