Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Thi hun tænker paa ham, der kom en Nat og bandt sin Hest i Bøjlen ved Taarnets Dør og steg til hendes Kammer og sov i hendes Seng og var redet før Dagens Gry, paa ham, der kom som en Byges Blæst, og hvis Ord var som en Skovs Sus, og hvis Favntag tændte alle Drømme i Baal og bar Solens Ild til hendes Hjærte, paa ham, som lod hende ene med de Spor, hans Hests Hov havde skrabet i Muldet for Taarnets Fod.