Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Ned over Bjærget kommer Akbar, Prinsen, Nedims Søn. Kroget og træt søger han Fæste for sin nøgne Fod og famler sig frem som en blind og stemmer sin Ryg og sin flade Haand mod den hede, glatte Klippe. Han er mager som en Palme, hans Kinder er hule, og hans Hud forbrændt af Solen. Men hans Øjne er store og skinnende, og de lyser som dybe Brøndes Vand. Langsomt glider hans krumme Skygge hen over den solglødede Sten.