Stuckenberg, Viggo Uddrag fra VEJBRED

↩ Dagene gik, og lige ensomt var der om ham. Dybt ind i store Skove brød han sig Vej. Der laa de aabne Pletter inde og lyste i Solen og lokkede ham som gyldne Fepaladser. Men kom han der, var det kun Sol paa Græs eller Sol paa Vand. Og op over Bjærge, hvis Toppe skinnede som Taarntinder af Sølv, steg han. Men stod han deroppe, var Taarnene Fjæld og det flimrende Sølv Is og Sne. Saa gik han der hen, hvor Storm og Uvejr rasede, og 497 kaldte paa den, han søgte, og spilede sine Øjne vidt aabne og stod og stirrede, hver Gang Lynene flammede. Men ingen Ting saa han, intet andet end Ensomheden omkring ham.