Stuckenberg, Viggo Uddrag fra DIGTE FRA PARIS

Jeg sagde dig en Aften, at jeg elsker dig saa højt,
at alle Sprogets Ord er mig for svage, -
det var en Elskerfloskel,
en bleg Reminicens fra gamle Dage.

Jeg vil saa nødig bruge den arge Billedsværm,
der løfter Elskov bort fra Jordens Rige,
- min Elskov bygger dér,
hvor Løvetanden blomstrer under Dige,

Jeg elsker dig, fordi du har løst mig fra al Sorg,
fordi dit Haandtryk gør mig stærk og modig,
fordi din Kærlighed
har atter gjort min Sjæl, min Vilje frodig.

326

Og dog - hvert Ord er galt. Min Kærlighed er jævn
som Hverdagsdøgnet i dets bramfri Færden.
Jeg elsker dig, fordi
du er - den, som du er, ... i hele Verden.