↩ Jørgen var gærne blevet staaende lidt endnu; han befandt sig saa vel der inde i det lille tarveligt møblerede Kontor, hvor alt saa stilfærdigt og afdæmpet ud; det nedrullede Gardin, den overklattede 22 Almanak, de solide Protokolrygge og Lampelyset over Skrivebordet. Og han begreb egentlig ikke, at det var overstaaet, det der havde jaget og fyldt ham den hele Dag. At der ikke var mere. At han kunde gaa ud og ind her og sætte sig i de Stole, han vilde, og tale og faa Svar, akkurat som i Gaar og i Forgaars. Var der da ikke sket noget i Formiddags? Formiddagen stod paa én Gang saa uendelig fjærnt, gemt bag en uhyre Parenthes. Og Jørgen kunde sunget, da han kom ind i Stuen igen.