↩ Han havde faaet den Idé, at alle Mennesker vilde Faderen ondt. En Dag mødte han Hospitalets Bogholder nede paa Landevejen. Den Mand kunde Faderen ikke lide. Bogholderen standsede ham og spurgte, om hans Fader holdt Foredrag i Aften. Det vidste Jørgen ikke. Saa gik Bogholderen. Jørgen vidste overhovedet ikke, hvad Foredrag var. Men han fik en Fornemmelse af, at Bogholderen vilde komme og gøre Faderen et eller andet. Og mange Dage efter, at en Mand var blevet henrettet der paa Egnen, gik Jørgen om i Angst for, at Skarpretteren skulde komme for at hente Faderen. At denne havde mange underlige Ting for, som de andre Drenges Forældre ikke gav sig af med, vidste han. Og saa gik han og passede paa Moderen for at se, om hun ikke ogsaa var angst. Men han opdagede ikke noget, og spørge turde han ikke; hverken om dette eller om ret meget andet. Han spurgte næsten aldrig. For kom han til Faderen, blev han for det meste bidt af; Faderen havde aldrig Tid. Og Moderen gik saa underligt udenom. Saa opgav han at spørge, og trode sine Tanker dumme og gemte dem. Heller ikke de andre Drenge fik dem; Jørgen var altid angst for, at de skulde le ad ham og gøre Nar.