Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Men der var kommet noget af Moderen over Aage, da han spurgte. Det var straks gledet bort igen. Hans Øjne havde brændt saa underligt og set saa bedrøvet dømmende paa ham, saa Jørgen følte, at Aage saa, han løj. Hvorfor løj han ogsaa? Det var dumt. Der var ingen Skam ved at faa Prygl. Det var saadan faldet ham ind at sige nej, lige idet Aage spurgte; han havde slet 33 ikke tænkt over det. Men han blev staaende ved Løgnen. Fra den Dag gik han helst uden om Aage ogsaa.