Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Netop det sad Jørgen og tænkte paa men turde ikke komme frem med det. Han maatte de bare Arme mere nær, følte han. Det maatte ske paa en eller anden Maade. Flytte tættere hen var jo foreløbig den eneste. Men der var det lange Rum, de skulde igennem, uden om alle de Borde; det vilde gøre Støj; og saa vilde han høre sine egne Trin, høre dem her inde; fornemme at han virkelig var her, at man kunde se ham. Stille, gemt maatte det ske, saa han selv var skjult, og ingen fik at vide, det var ham.