Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Nu laa Hjemmet pludselig foran ham i sit Graalys, og han saa Forældrenes Trællesliden, saa hvor de havde slæbt sig frem, slæbt sig igennem. Og det gik op for ham, hvor stille der i Grunden altid havde været hjemme. Og samtidig vidste han, at blev han i Hjemmet, kom han aldrig selv nogen Vegne. Der var noget som Sumpluft over det, noget som stemmede for Brystet og gjorde døsig; under dette Fattigdommens evindelige Taagedryp, som faldt og faldt og holdt al anden Lyd ude, var hans Barndom gledet hen; de klamme Draaber havde slukket hans Tanker, og alt, hvad han havde syslet med, var sovet ind under deres ensformige smaagrædende Nynnen.