↩ En stor Spyflue summede op og ned ad det ene Vindu og stødte en Gang imellem mod Ruden med et Bums; ellers var der ingen Lyd at høre. Jørgen blev staaende midt paa Gulvet og saa sig om og vidste ikke, hvad han skulde røre sig til. Hvad skulde han der overhovedet, saa komplet fremmed som han var? Nu skulde han begynde paa at leve sig sammen med disse Mennesker og alt her omkring ham; vænne sig til det, hvis det i det hele taget kunde lykkes ham. Det krøb i ham, som skulde han 56 til at begynde paa et tungt Arbejde, han ikke havde Spor af Lyst til. Alle disse nye Mennesker. Hvor det var dumt med Menneskene; alle Vegne var de ham i Vejen og forstyrrede. Og pludselig længtes han saa inderlig hjem igen, tilbage til det solfattige Hjem, hvor han kendte alt ud og ind, og hvor intet kom ham paa tværs og tvang ham ud af den Vane, han slentrede af i, jævnt og mageligt.