Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Jørgen stod og stirrede efter hende. Han havde holdt Vejret, mens hun passerede, og kun set halvt paa hende. Nu hun var borte, syntes han, hun havde fyldt hele Gangen, og at Haven var gledet bort, og blot hun havde været der. Alle hans Nerver havde hun spændt og fanget alle hans Sanser og fyldt hver enkelt af dem helt. Nu slappedes alle Sanser igen og laa som døde, og han øjnede ingen Ting. Først lidt efter lidt skød det frem for ham igen, Stikkelsbærbuskene og Ærterne der inde. Og tilsidst havde han Samling paa det alt sammen, Gangen og Solskinnet og den blaa Himmel.