Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Hendes Stemme lød saa stille, og hun bøjede sig frem for at se ham ind i Øjnene. Men han stirrede bestandig over paa Vognen; turde ikke flytte Øjnene fra den, saa underlig grædefærdig var han. Aller helst havde han lagt sit Hoved i hendes Skød og drømt sig til Døde under hendes Hænders Kærtegn. Han var veg og forknyt og følte sig ene ude paa et milevidt Hav, ene, med Længsel mod blødt Sommergræs og Søvn i skyggesvale Skove.