Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Dagen efter saa han hende først ved Middagsbordet. Han havde været oppe ved Gærdet, hvor de havde siddet Aftenen i Forvejen. Nu laa Solen igen over Markerne og flimrede, og Havren stod og groede og gyngede saa levende med Axene. Den skar i Øjnene, al denne Sommerdags Frodighed, og brød saa plumpt ind over ham. Han bar paa noget i Slægt med den stille Skumring og de sovende Skygger, en Hemmelighed, han ikke selv vidste at raade, men som fulgte ham og gjorde ham stille. Han var ikke ene. Der kredsede noget om ham i store lydløse Ringe.