Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Hr. Fris smækkede Døren op og lod Jørgen gaa først ind. Døren slog mod noget, der stod bag den. Og saa skød Hr. Fris den i igen og satte sin høje Hat oven i en Bunke Stilebøger, der laa i Vindueskarmen. Alle Vegne laa der Stilebøger; paa det runde Bord midt i Stuen og paa de to Stole. Og et Landkort drev, skævt rullet sammen, i Chaiselongen.