Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Han rakte hende Haanden. Og saa gik hun igen, med de tunge Trin, han havde hørt fra sin tidligste Barndom; gik ind paa sit Kammer, hvor hun træt af Dagslidet havde holdt Søvnen borte for at være vaagen, naar han kom hjem. De stod paa én Gang for ham, de tyve lange Aar, hun Dag ud Dag ind havde lagt Ryg til for dem her hjemme. Han saa alle disse Aar som i ét Blik baaret af hendes Tyendetrællen. Og nu slap hun pludselig; 89 gik sin Vej for at gifte sig. Karen gifte sig! Det var umuligt for Jørgen at holde rigtig Samling paa dette; det gled imellem hans Fingre. Og han saa Karen selv - Karen som han altid havde givet en Plads for sig, langt fra alle andre - saa hende sluges af Maskinen, fanges ind og forsvinde midt mellem alle disse andre, saa dagligdags lig dem.