Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Han hørte Ledvogternes Horn, som skrattede og lød langt, og der kom et Lokomotiv med et Tog Godsvogne. Det kom frem i Svinget men kørte ind paa et Sidespor og forsvandt bag Tog, som holdt. Rundt paa Skinnerne gled Vogne, trukket af Maskiner, trukket af Heste, eller glidende ganske alene. De krydsede hinanden og strøg hinanden forbi. Og der blev fløjtet og pebet og bræmset.