Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

Aage havde hentydet til Emma og nedbedet Helligaandens Naadegave over ham og hende. Helligaandens Naadegave! Paa det gik Jørgen og tænkte rent idiotisk. Hvad skulde den Slags Bønner til? Hvad var det for noget denne Helligaand og denne Naadegave? Jørgen var saa dum paa det den Dag i Dag, som han havde været den Dag, han blev konfirmeret. Det kom ham nærmest for, som havde Aage smidt Lig paa Emmas og hans Vej. Han lukkede Vinduet op og lod den kolde Natteluft strømme ind og klædte sig af for aabent Vindue og lukkede det først, da han lige skulde i Seng. Brevet lod han flyde paa Bordet.