Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Men saa kunde Ordene med ét mildnes og lyde stille, mens han koglende skrev om Sommersol over Aaløb og Enge, om varm, fin Luft, som skulde lulle ham og hende i Søvn der ude i Engen under den store, stille, lysende Himmel, lulle deres Legemer i Søvn, mens rundt om dem Naturen aandede lindt og sagte, lykkelig i sin evindelige, evige Brudenat.