Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Emma lo af ham og kaldte ham Barn, naar hun svarede. Vist elskede hun ham; det vidste han jo nok. Men efter som hans Ord blev hedere og hedere, tystnede hendes Latter, og der kom en stille Tone over hendes Breve, som hviskede hun Ordene frem med Ansigtet ind mod hans Skulder.