Stub, Ambrosius Uddrag fra Digte

Hjemmet blev nu opløst. De to overlevende Børn Christine og Christian blev anbragt hos Familien, og Stub er kort efter vendt tilbage til Valdemarsslot. Om hans Færden i den nærmeste Tid efter Hustruens Død faar man Oplysning gennem en Sag, der verserede ved Odense Byret i Efteraaret 1747. En Mand i Odense havde lejet en Ejendom »Tolderlund« uden for Odense, men vilde fragaa Lejemaalet, hvorfor han blev indstævnet for Byretten. Her fremlagde han imidlertid Udkast til en Lejekontrakt, som endnu findes ved Sagen, skrevet egenhændig af Stub, hvori en Mand fra Kerteminde i Stedet for den sagsøgte var indført som Lejer.1 Stub blev derfor indkaldt til at møde i Retten for at afgive Forklaring. Hans tidligere Husvært, Værtshusholder Kyhn, erklærede imidlertid, at Stub kun kom som Gæst, der betalte for hver Nat og hvert Maaltid og skiftevis boede hos ham og hos Værtshusholder Jørgensen, men iøvrigt mest opholdt sig hos Juel paa Taasinge og paa Brahesholm - Stockfleth var da netop vendt tilbage fra Norge - men da Stævningen indtraf paa Taasinge, var han lige rejst, uden at man vidste egentlig, »hvor den gode Mand er eller opholder sig«. Sagen trak ud til hen paa Foraaret, da man opgav at faa ham indkaldt.2