3
Hans Christensen Sthen
Skrifter I
En liden Vandrebog
UDGIVET AF JENS LYSTER
UNDER MEDVIRKEN AF JENS HØJGARD
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
C. A. Reitzels Forlag
København 1994
Trykningen er bekostet af Statens Humanistiske Forskningsrad
Tilsyn med udgaven: Erik Dal og Iver Kjær
l994 by Jens Lyster og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Printed in Denmark by Special-Irykkeriet Viborg a-s
J. P. Møllers Bogbinderi. Haderslev
ISBN-nr for serien 87-7421-916-2. for bd. 1 87-7421-917-0
Indhold
- Selskabets forord..................7
- Udgiverens forord..................9
- Udgiverens brugsanvisning.............12
- En liden Vandrebog..................15
- Tillægget til Vandrebogen...............108
- Efterskrift......................179
- Digteren og udgiveren..............179
- Vandrebogen...................190
- Vandrebogen - et fbrskningshistorisk rids....195
- Tillægget.....................208
- Sthen og dagvisen................219
- Principper for tekstredaktion...........231
- Kommentar.....................237
- Eksisterende udgaver af En liden Vandrebog....325
- Udgavebeskrivelser................326
- Stemma......................364
- Tabel over lakuner................365
- Nyordning af registre...............368
- Variantapparat....................369
- Tradering......................397
- Forkortelser og litteratur..............427
✂ Facsimiler side 15, 19, 327, 345, 349, 357, 363
✂ Orig. vignetter side 18, 107, 145, 171, 178
✂
Binddekorationen er Sthens emblem. Det er anvendt i
En liden Haandbog 1578 og i Saligheds Vey 1584. Se s.184f.
7
Selskabets forord
✂ Hans Christensen Sthen (1544-1610) var Nordens betydeligste religiøse digter i Christian IV's dage. Og nogle af Sthens salmer, først og fremmest »Du, Herre Krist, min frelser est« og »Den mørke nat forgangen er«, har stadig en fremtrædende plads i den danske salmetradition.
✂ Alligevel kan den længe savnede tekstkritiske udgave af dette forfatterskab først udkomme nu. Overleveringsforholdene er for flere af teksterne sa uoverskuelige, at det har syntes uoverkommeligt at søge dem afklaret. Først da domprovst Richard Fangel (1905-1977) og sognepræst Jens Lyster for over 20 år siden tog fat på at forberede en udgave, kom der gang i arbejdet.
✂ Nu foreligger første bind af Sthens Skrifter med Jens Lyster som udgiver og under medvirken af sognepræst Jens Højgård. Bindet indeholder Sthens hovedværk, En liden Vandrebog, med bønner, viser og leveregler. Udgivelsen er forsynet med kommentarer, variantapparat, udgavebeskrivelser og traderingsoversigter. Det er Selskabets hab, at udgaven bade vil blive til glæde for læserne og til gavn for forskning af mange arter.
✂ Andet bind, som forventes at udkomme i 1997, skal indeholde Sthens oversættelse og bearbejdelse af Avenarius' bønnebog samt Sthens En liden Haandbog. Mens tredje bind, der forventes omkring år 2000, skal indeholde Sthens øvrige trykte skrifter.
✂ Statens Humanistiske Forskningsråd har finansieret trykningen af dette bind. Det takker udgiverne og Selskabet varmt for.
København, den 10. oktober 1994DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB
John Kousgård Sørensen, formand
Esben Albrectsen Karsten Friis-Jensen
Ebba Hjorth Flemming Lundgreen-Nielsen/Iver Kjær Mette Winge
9
Udgiverens forord
✂ Hans Christensen Sthens forfatterskab har gennem lang tid kun været almindeligt tilgængeligt i mindre udvalg. I en kronologisk rækkefølge, der tillige afspejler en voksende interesse for forfatterskabet, er de vigtigste tekstudgivelser flg.: C.J.Brandt & L.Helwegs Den danske Psalmedigtning I, Kbh.1846, nr.230-267; S.Birket Smiths Kortvending, et moralsk-allegorisk Skuespil fra Frederik den Andens Tid, Danske Samlinger I, Kbh.1865-66; C.J.Brandts Udvalg af Hans Chr.Sthens Salmer og aandelige Rim, Kbh.1888; Carl S.Petersens Hans Christensen Sthenius. Af hans Vandrebog, Kbh.1914; Anders Mallings Dansk Salmehistorie I-V, Kbh.1962-66 passim; Richard Fangels Lykkens Hjul, Under Guds Ord nr.145, Skive 1963; Jens Aage Doctors Hans Christensen Sthen: Kort Vending, Kbh.1972; Hans Christensen Sthen: Udvalgte Salmer, Aarhus 1972; Richard Fangels Ugebønner fra Avenarius' bønnebog 1571, Under Guds Ord nr.218, Skive 1976; Jens Lysters It smuct Epithalamion fra 1572, Hymn.Medd. 1982; Iver Kjær, John Kousgard Sørensen og Niels Werner Frederiksens Hans Chr. Sthens Ordsprog, Danmarks gamle Ordsprog (DgO) IV, Kbh. 1987.
✂ Hvem der ikke har kunnet nøjes med at læse Sthen i udvalg, har været henvist til at benytte de originale skrifter, der alle er store sjældenheder, spredt på en lang række biblioteker i ind- og udland og i de seneste år tit kun tilgængelige som lidet læservenlige mikrofilm.
✂ Efter at vore store salmedigtere Kingo, Brorson og Grundtvig for længst er tilgodeset med tekstkritiske udgivelser, hvortil der de sidste tre årtier føjer sig udgivelsen af Anders Arrebos samlede skrifter og en række facsimileudgaver af reformationstidens salmebøger, er mangelen på en samlet udgivelse af vor ældste salmedigters forfatterskab blevet følelig. Et systematisk studium af den danske bønnelitteratur efter reformationen er af Krister Gierow i 1948 kun lige akkurat ført frem til begyndelsen af 10 Sthens forfatterskab. En udgivelse af Sthens bønnebøger vil derfor være en afgørende forudsætning for det fortsatte studium af denne genres udvikling i Danmark, ikke mindst fordi en række af Sthens bønner fik samme store og langvarige udbredelse som hans salmer. Hvad angar den øvrige del af forfatterskabet, som væsentlig bestar af andagtsbøger, vil dets betydning først kunne vurderes af en fremtidig forskning.
✂ Ideen til udgivelsen af Sthens samlede skrifter er undfanget af domprovst Richard Fangel, Ribe, som i august 1972 sammen med undertegnede forelagde Det Danske Sprog- og Litteraturselskab en plan for udgivelsen. Efter den skulle Richard Fangel have ansvaret for den problemfyldte Enliden Vandrebog (Vb) og undertegnede for resten af forfatterskabet. Fangels forudsætninger var dels en gammel kærlighed til Sthen, dels en fortjenstfuld udgivelse af »Gudstjenestekollekterne«, Bringstrup 1953. Undertegnede blev inddraget på baggrund af en specialeafhandling om »Forlæg og kilder til Hans Christensen Sthens prosaskrifter«, indleveret i 1968 til det teologiske fakultet i Kbh., og efterfølgende artikler i Kirkehist.Saml. 1969 og Danske Studier 1970. Også for mit vedkommende er der tale om gammel kærlighed. Den første salme, jeg sang - og lærte udenad - i Bodilsker nordre Skole hos min far, førstelærer Henry Lyster, var Sthens morgensang »Den mørke nat forgangen er«. Siden blev interessen for Sthens forfatterskab yderligere vakt gennem laboratorieøvelser hos professor Niels Knud Andersen.
✂ Richard Fangels krævende embede som domprovst betød en forsinkelse af projektet, og ved hans tidlige død i august 1977 forela kun en endnu ikke korrekturlæst afskrift af hele Vandrebogen efter udgaven i Skokloster (udg.S) og sporadiske handskrevne ordforklaringer til samme tekst.
✂ I 1981 dukkede den adskilligt ældre udg.H op. Ganske vist var den kun et fragment med store mangler i begyndelse og slutning, men det besluttedes at lægge denne tekst til grund for udgivelsen og kun lade udg.S levere teksten til de manglende dele. Fundet af udg.H, hvor lykkeligt det ogsa var, betød en afgørende forsinkelse 11 i arbejdet, fordi tekstgrundlaget nu blev et andet, og tilrettelæggelsen af variantapparatet kunne begynde forfra. Da dette arbejde endelig var bragt ajour, blev der i 1986 fundet en anden gammel, næsten komplet udgave (udg. W), yngre end H, men ældre end S og derfor mere interessant end S, som nu blev reduceret til 2.suppleant med alt, hvad det indebar af nye ændringer i variantapparatet. Endelig i 1990 dukkede, meget ubelejligt, udg.N op. Den viste sig at være tidligere end W, hvorfor den allerede to gange trykfærdige tekst med ledsagende apparater måtte igennem endnu en tredie, tidrøvende revision. Som om disse forsinkelser ikke skulle være nok, havde Statens humanistiske Forskningsråd i mellemtiden besluttet kun at yde støtte til manuskripter, der forelå på diskette. Det har betydet yderligere en tidrøvende arbejdsgang med skanning og ny korrekturlæsning.
✂ Medens nærværende bd.I er helliget Vb, vil bd.II efter planen rumme de to bønnebøger: Christelige oc vdkaarne Bøner 1577 (AV) og En liden Haandbog 1578 (Hb). Bd.III vil omfatte den resterende del af forfatterskabet, hvortil bl.a. hører tre udlægninger af Davids psalmer og to trøsteskrifter.
✂ I maj 1990 trådte min nære ven og kollega, sognepræst Jens Højgard, Enderslev, ind i projektet med stor beredvillighed og nye kræfter og ideer; han har især ved udarbejdelsen af punktkommentaren og korrekturlæsningen bidraget afgørende til udgivelsen.
✂ Jeg er min kone Anne Hesseldahl Lyster en stor tak skyldig for årtiers tålmodighed og for den møjsommelige afskrift af teksterne i AV og Hb, som vil komme bd.II til gode. Min teknisk begavede søn Sune takker jeg for kyndig og tålmodig bistand i de sidste år, når pc'en ikke ville som jeg, og for udførelsen af de grafiske bidrag til nærværende bind. Endelig retter jeg en varm tak til DSL's tilsynsførende, Erik Dal og Iver Kjær, for venskab, tålmodighed, gode råd og kyndigt mod- og medspil og personligt engagement gennem årene.
Notmark præstegård marts 1994. Jens Lyster.Udgiverens brugsanvisning
✂ Denne udgivelse indledes med teksten til Hans Christensen Sthens Enliden Vandrebog, der omfatter bade den egentlige Vandrebog (Vb) og dens tillæg (Vb-T). Teksten er stykket sammen af fire forskellige udaterede udgaver, der alle er trykt af Salomon Sartor i Kbh. 1612-44. Udg.H, et fragment fra 1612-16, danner tekstgrundlaget for hovedparten af bogen, nemlig fra bl.F 2 til Ee 6. Udg.N, et fragment fra 1616-20, leverer det meste af den øvrige tekst, og endelig giver udg.W (1620-24) og udg.S (1624-44) teksten fra de indledende og afsluttende blade. Saledes er det kun udg.S, der har et bevaret titelblad. Udgiveren har opdelt Vb i 63 og Vb-T i 48 enheder, der er betegnet med nummer i skarp parentes.
✂ Dernæst følger udgiverens ledsagende kommentarer i flg. afsnit:
✂ Efterskrift. Indeholder en kortfattet biografi og et forsøg pa at tegne et billede af Sthens betydning som forfatter og digter. En kort præsentation af Vb, herunder lidt om Vandrebogen som genre. Vandrebogen - et forskningshistorisk rids. En indgående analyse af Vb-T. Gennemgang af spørgsmålet om Sthen som den gamle kristelige dagvises bearbejder. Udgivelsens tekstetablering.
✂ Kommentar. Rummer ordforklaringer, oplysende noter og litteraturhenvisninger til hver enkelt tekst-enhed. Kommentaren er ikke kun indrettet efter, hvad de lærde matte mangle, men ogsa efter, hvad de i læsning af gamle tekster uøvede brugere kunne tænkes at have brug for. Af hensyn til de sidstnævnte kommenteres der tæt i begyndelsen af bogen og mindre tæt sidenhen. For de tekster, der gik videre til samlinger uden for Vb, nævnes disse samlinger og deres afvigende læsemader.
13✂ Udgavebeskrivelse. Præsentation af de elleve i dag kendte udgaver af Vb og deres indbyrdes forhold. Undersøgelsen sammenfattes i en stamtavle over udgaverne. Afsnittet afsluttes med en synoptisk sammenstilling af tekst-lakuner i udgaverne.
✂ Variantapparat. Anfører alle de læsemåder, der i andre Vb-udgaver afviger fra den etablerede tekst. Oplyser endv. om tekstrettelser. Her kan salme-, bønne- og ordsprogsforskeren præcisere kilderne til de samlinger, hvori indgår stof fra Vb.
✂ Tradering. Oversigt over Vb's efterliv, de enkelte Vb-teksters, især salmeteksters, brug, betydning og udbredelse op gennem 1600-tallet.
✂ Forkortelses- og litteraturliste. Litteraturhenvisninger i efterskriften og apparaterne sker næsten altid ved hjælp af forholdsvis gennemskuelige forkortelser, der finder deres fulde forklaring i denne liste.
Psalm 145
✂ HErren er nær hos alle dem som kalde paa hannem.
Joh 4.
✂ Gud er en Aand, oc de hannem tilbede, skulle tilbede hannem vdi Aanden oc vdi Sandhed.
Fortalen til den Christelige
Læsere.
✂
Fromme Læsere vilt du mig acte,
Oc denne min Lærdom ræt betracte,
Da vil ieg kortelig vnderujse dig,
Huor du skalt bede Christelig:
Effterdi at Bønen hun visselig er,
Vor beste Tilfluct i Verden her,
Baade i Aandelig oc Legemlig Nød,
I atskillig Kaarß, i Liff oc Død.
Den sande leffuendis oc eeniste Gud,
Skalt du tilbede effter hans Bud,
Ingen fremmede Guder skalt du dyrcke oc tiene,
Men vor HErris Christi Fader alleene,
Hannem skalt du tilbede i IEsu Naffn,
Saa gaar dig alting til Lycke oc Gaffn,
Huo hannem saa paakalder effter hans Ord,
Den giffuer hand oc Forjættelsen stor,
At hand det visselig skal faa oc bekomme,
Det hannem kand være til beste oc fromme,
Huad wi skulle bede om, lærer Christus selff,
Vdi sin Bøn, hand haffuer dictet vel,
Der vdi befattis alt det met skæl,
Wi haffue behoff til Liff oc Siel:
Dog skalt du mercke, at huo ræt vil bede,
Et Poenitentzis Hierte skal være til rede,
Du skalt dig først met Gud forlige,
Tro paa Christum, oc fra Synden vige,
Oc haffuer et got forsæt, dig at bedre oc rætte
Afflegge wgudelighed, kjff oc trætte.
Ellers giør du dig selff den største smerte.
18
Oc beder imod dit egit Hierte.
Forhaler oc Gud sin hielp oc trøst,
Oc lader dig henge i Nød oc Brøst,
En liden tid, saa længe hand vil,
Oc hans Guddommelig Vijßhed siger til,
Da skulle wi icke tuile, som før er rørt,
At vor Bøn jo aff hannem er visselig hørt,
Hand vil met forhaling vor Tro forsøge,
Oc vor Taalmodighed der met forøge,
Som hand beujste den Cananeiske Quinde,
Den hand affvijste trende sinde,
Men paa det sidste gaff den HErre saa from,
Hende alt det hun monne bede om,
Saa skulle wi ocsaa forfare endelig,
At vor Bøn skal icke være wnyttelig:
Derfore skulle wi tage oss vare,
At wi Gud ingen tid skriffue fore,
Enten Vey eller maade at hielpe vdi,
Men lade hannem det beholde frj,
Oc befale oss i hans Godhed oc Naade,
Saa finder hand vel den beste maade,
Naar hand er oss gunstig, mild oc blid,
Saa rammer hand vel den rette Tid,
Toffuer hand end lenge, saa kommer hand vist,
Hand bruger mod oss ingen argelist,
Ville wi hannem der til fortro,
Da skulle wi finde baade Glæde oc Ro,
Hans Godhed oc Naade her i Liffue,
Oc siden hos hannem i Himmerig bliffue,
Det vnde oß IEsus allesammen,
Huo det begærer, suare der til
Det første du reyß dig op om
Morgenen, da sig saa:
✂
O Gud være Loff, for sin godhed oc naade.
Som mig haffuer beuaret denne Nat fra Vaade:
Nu reyß ieg mig op aff min Senge oc Leye,
IEsus berede for mig de rætte Veye,
Gud opliuse mig met sin Aand, oc mig beuare,
Oc frj mig fra Dieffuelen oc alskens Fare.
I IEsu Christi Naffn staar ieg nu op,
Gud holde sin Fred offuer min Siel oc Krop,
Den HErre IEsus mig haffuer forløst met sit dyrebar Blod,
Hand vnde mig en lycksalig Dag oc god,
Oc effter denne Verdens elendighed,
Ledsage mig til det euige Liff oc Salighed,
AMEN.
✂
Naar du haffuer iført dig, oc toet, kiemt
oc flyet dig, da gack i Kircken, eller i dit Kammer
i enerum, Oc begynt din Dags Gierning, met en aff
disse effterfølgendis Bøner.
1.
En almindelig Bøn, som kand brugis
baade Morgen oc Afften.
✂
O Allmæctige, vijse oc gode Gud,
Som lærer oss i dine Ord oc Bud,
At wi dig skulle dyrcke oc tiene,
Dig paakalde, ære oc tacke alleene,
Du haffuer oss loffuet, du vilt oss høre,
Oc huad wi bede, vilt du fuldgiøre,
Ieg arme Synder bekiender mig,
Icke værdig at være at bede dig,
Thi ieg haffuer offte ilde giort,
Som mig er vitterligt baade lidet oc stort,
Ieg er fordærffuet aff min Natur,
Ieg arme syndige Creatur,
Met Tancker, Ord oc Gierninger slemme,
O huor tijt monne ieg dine Ord forglemme,
Huor mangen vild Stj haffuer ieg løbet,
Oc meget ont i Verden bedreffuet.
Ieg kiendis mig skyldig for Øyne dine,
Til euig Straff oc Helffuedis Pijne,
Om Rætten skulde haffue sin gang,
Da maatte ieg quæde en sørgelig sang.
Men effterdi HErre du est saa god,
Miskundelig oc Naadig aff Hierte Rod,
En Synderes Død begærer du ey.
Men at omvendis til den rætte Vey,
Du haffuer oss sendt din elskelige Søn,
For hues skyld du altid vilt høre vor Bøn,
21
Du siger: At huo paa hannem vil tro,
Skal ey fortabis, men hoss dig bo:
Der met, O HErre, da trøster ieg mig,
Oc gaar diß dristigere frem til dig,
Ieg vdøser for dig mit Hierte oc Mod,
Fordi ieg veed du est dannis oc god,
For IEsu Christi skyld beder ieg dig,
At du vilt høre mig naadelig,
Dit naadige Ansict til mig vend,
Din værdig Hellig Aand til mig send,
Opliuß mit mørcke Hierte oc Sind,
Lad mig ey bliffue i Synden blind,
Du haffuer mig til dit Billede skabt,
O HErre lad mig ey bliffue fortabt,
Ieg tacker dig for alle Velgierninger dine,
Besynderlige for din Søns Død oc Pijne,
Met huilcken wi ere forløste, oc frj
Fra Dieffuelens Snare, wi vaare vdi,
Fra Synden, Død oc Helffuedis Glød,
Haffuer du oss frelst O IEsu sød,
Thi bør dig euig Prjß oc Ære,
Aff alle som monne dine Tienere være:
Ieg tacker dig O Fader blid,
Dit Naffn være benedidet til euig tid,
Du haffuer mig her til naadelig sparet,
Oc mig fra megen Wlycke beuaret,
Der ieg met rætte vel haffde fortient,
Om mig skulde effter mine Gierninger hent:
O Gud huad din Barmhiertighed er stor,
Dig bør at prijse baade Himmel oc Iord.
Ieg tacker dig aff Hiertens Grund,
For denne fremgangne { Nat / Dag } oc Stund
At du haffuer mig beuaret saa vel,
Met alt det ieg haffuer, til Liff oc Siel,
At ieg endnu er karsk oc sund,
22
Kand rætte mine Lemmer, min Aand oc Mund,
Det er din Gierning veed ieg vist,
Thi tacker ieg dig HErre IEsu Christ,
Oc beder dig fremdelis O veldige Gud,
Vndt mig at leffue effter dine Bud,
At skicke mit Leffnit i Ære oc dyd,
Saa ieg min Stat der met kand pryde,
Oc dig for alting tro, tiene oc dyrcke,
O HErre du mig hielpe oc styrcke,
Ellers er det met mig intet værdt,
Vndt mig at giøre det dig er kiert,
Din Naadis Redskaff lad mig være,
Saa længe ieg er i Verden here,
Vdbred offuer mig din Naaderig Haand,
Driff fra mig Satan, den skadelig Aand,
Lad hannem icke faa mact offuer mig,
Beuar mig fra hans Vold oc Suig,
Fra Last oc Skam, fra Fare oc Vaade,
Fra alle onde Menniske der mig hade,
Fra farlig Kranckhed, fra en hastig død,
Fra Hiertesorrig, oc all anden Nød,
Beuar mig du hellige Trefoldighed,
For din Guddommelig wskyldighed,
Huad heller ieg er til Land eller Vand,
Beskærme mig met din veldige Haand:
Min Siel oc Liff, min Velfærdt oc Ære,
Oc huad mig aff dig forlænt monne være,
Befal ieg gantske vdi din Vold.
O HErre mig i din gunst behold,
Lad mig denne Dag lycksalig bliffue,
Slet vnder din Mact vil ieg mig giffue,
En salig stund vnd mig at faa,
Naar ieg all Verdens gang skal gaa,
De Himmelske Væctere dine Engle fromme,
Lad hoss mig bliffue, oc til mig komme,
23
Deres stercke Leyer omkring mig at sla,
Huad heller ieg monne ligge eller gaa,
Min Sel paa det sidste at føre til dig,
Saa hun kand glædis Euindelig.
Fader vor, etc.
O Naadige Gud oc Fader kier,Hues Bolig vdi Himmelen er,
Helligt vorde dit benedide Naffn,
Dit Rige tilkomme oss til Gaffn,
Din Vilie skee her i Iorderig,
Lige som hand skeer i Himmerig:
Giff oss i dag vort daglige Brød,
At wi kunde smage huor du est sød.
Forlad oss vor skyld, vær mild oc god,
Som wi giøre dem oss bryde imod.
Lad oss icke falde vdi Fristelse oc Snare,
Men frelß oss fra ont, oc altid beuare,
Thi dit er Riget, Ære oc Mact,
Amen, dette haffuer du oss selff tilsagt,
Dit Ord er fast, der lide wi paa,
Vnd oss det euige Liff at faa, Amen.
AMEN.
II.
En anden Bøn om Morgenen,
korteligere at bede.
✂
O GVD skee Loff til euig Tid,
For sin Godhed oc Naade,
Som mig hafuer beuaret met største fljd,
I denne Nat fra Vaade,
Saa beder ieg dig aff Hiertens Grund,
O Himmelske Gud oc HErre,
At du i dag, oc allen stund,
24
Vilt min Beskærmer være,
Fra Synd oc Sorg, fra wlycke oc fare,
Fra alt ont mig kand hende,
Dine hellige Engle mig beuare,
Den hellig Aand til mig sende,
Regære mit Hierte, Raad oc Sind,
Lad ingen mig fra dig skillie,
At ieg paa Guds Fryct legger vind,
Oc altid at følge din Villie.
Huad heller ieg er til Land eller Vand,
I Huß eller vden faare,
Holt mig fast ved din høyre Haand,
Mig mod mine Fiender at forsuare,
Stat dem imod met veldig mact,
Som mig ville vndertrycke,
All min Fortrøstning er paa dig lagdt,
O HErre giff Raad oc Lycke,
Naar du est min, oc ieg er din,
Huad kand mig siden skade?
Dit hellige Ord er Trøsten min,
Mod alle som mig monne hade,
Min Velfærdt, Ære, Siel oc Liff,
Ieg trolig dig befaler,
Frj mig fra Wro, Tuist oc Kiff,
Fra Klaffer oc onde Bagtaler,
Giff mig fra Verden en salig Affgang,
Naar min tid er til stede,
At ieg skal vandre den Vey saa trang,
Hielp mig til Himmerigis Glæde,
Det beder ieg dig i IEsu Naffn,
For Christi skyld alleene,
Gud vende mig alting til beste oc Gavn,
Alt effter Guds villie reene, Amen.
III.
En anden Morgenbøn, foruden
Rijm, gantske nyttelig.
✂ IEG tacker dig, Allmæctige, Euige oc Barmhiertige Gud oc Fader, Ved din kiere Søn IEsum CHristum, oc den Hellig Aand, at du haffuer saa Naadelig be-|uaret mig, til Liff oc Siel, met din Naade, i denne Nat oc altid, fra all Fare oc Wlycke: Gud være Loff oc Prijß til euig tid. Ieg beder dig ocsaa, O naadige Gud oc Fader, At du for IEsu Christi, din kiere Søns skyld, vilt forlade mig, alle mine slemme oc mangfoldige Synder oc Offuertrædelser, Met huilcke ieg dig enten i denne Nat, eller nogen tid tilforn, vdi all min Liffs tid hafuer fortørnet, Oc vdslette dem met Christi Rosens Blod, som hand vdgaff i sin hellige Pijne oc Død, for mig oc alle Bod-|færdige Syndige Menniske. Oc forlæn mig fremdelis en rolig, god oc lycksalig Dag: Vdbred din Naaderig Haand offuer mig, oc beuare mig som en veldig oc Allmæctig Gud, fra Dieffuelen oc alt Ont. Lad din Hellig Aand regære mit Hierte, Sind oc Tancker, Raad oc Anslag, oc dine Hellige Engle beskytte mit Legeme, min Siel, min Ære oc Velfart, fra alskens Vaade oc Fare, oc fra alle mine Fiender oc Vuenner, siunlige eller wsiunlige, hemmelige eller aabenbare, Giff mig en sund oc reen| Siel oc Aand, i et sunt oc karskt Legeme: Bevare mig fra farlig oc wlægelig Siugdom fra Brad død, oc Haffs Nød, fra Liunet oc Torden, fra et wnaadigt Herskaff oc ond Selskaff, Fra falske Hierter oc onde Tunger, fra Ildebrand oc Tyffuehaand, fra Kiff, trætte oc had, Fra Troldom oc Forgifft, Oc fra alt det mig kand skade oc fordærffue, paa Liff, Siel, gods, Sundhed, hæder eller ære. Hielp mig trolige, i all min Bestilling, oc vndt mig Naade, at ieg maa vocte mit Kald, flittelige oc vel, dig til euig| Ære, Min Næste oc mig selff til gode oc beste, oc vden all Forhindring til min Salighed. Giff mig Held oc Yndest, hoss Gud oc got Folck, ledsage mig i alle mine veye, lad mig icke falde i groff Synd oc Last, imod min Samuittighed, oc lad mig icke komme paa den sted, eller iblant det Folck, der ieg 26 kand fare ilde hoss. O HERRE, tag icke din Hellig Aand, eller dine Gaffuer fra mig, for min Wlempe skyld, Men formeere dem, oc stadfeste i mig det gode, som du haffuer begynt, for din Barmhier-|tigheds Skyld: Vndt mig at beholde alle mine Sind, Siun oc Hørelse, Røst oc Hukommelse, som ere mit Embedis Redskab, Der til min Samuittighed, skæl oc Fornufft, saa længe ieg leffuer. Ieg befal mig Gud Fader, Søn oc Hellig Aand i Vold, met Liff oc Siel, met Gods, Ære oc Velfærdt, i Dag oc altid. O Gud vær mig god oc kier, lad mig aldrig falde fra din Naade oc ære, Oc dersom ieg aff Kiøds oc Blods skrøbelighed bliffuer forrasket, At ieg ginge noget aff Veyen, O HERRE vig |icke strax fra mig, forlad mig icke min Gud oc HErre, du est min Hielper, min Frelser, oc min tilfluct allene: Forbarme dig offuer mig for Iesu Christi skyld, Du veedst ieg er ickun Iord oc Støff: Vent aldrig dit milde Ansict fra mig, men skriff mig i din Haand oc hierte, oc lad mig bliffue salig met dig til Euig tid, ved IEsum Christum din kiere Søn, Amen.
Her kant du slutte til met Fader
vor, oc Troens opregnelse, etc.
oc siden sige:
VOr HErre velsigne oc beuare mig,HErren lade liuse sit Ansict offuer mig,
oc være mig naadig,
HErren betee sit Aasiun paa mig, oc giffue mig
Fred oc salighed, Amen.
Naar du gaar vdaff dit Kammer, i
din Gaard, eller paa Gaden, da læß
den 21 Psalme, oc sig:
✂
IEg løffter mine Øyen i all min nød,
Op til de Himmelske bierge, oc min HErre sød,
Fra huilcken all Hielpen monne komme,
Min hielp kommer fra HErren den fromme,
Som Himmel oc Iord haffuer i mact,
27
Oc haffuer alting i goder act,
Min Fod skal ey skride paa wjeffn Ban,
Eller nogen wlycke komme mig an,
Oc den som mig beuarer met mact,
Hand soffuer icke, men haffuer mig i god act,
See, den Israel vocter i all sin Vey,
Den samme soffuer eller slummer ey,
HErren beuarer mig stedse vel,
At mig intet skal skade til Liff eller Siel,
HErrens høyre hand offuer mig skygger,
At ieg altid kand være trygger,
At Solen om Dagen skal mig ey brende,
Eller Maanen om Natten mig skade oc skende,
Min HErre oc Gud skal saa naadelig,
Fra alskens Ont beuocte mig,
Min Siel oc Liff vil hand beuare,
Oc fri mig fra all vaade oc Fare,
Min Indgang oc Vdgang beuare HErre,
Oc altid min Beskærmer være,
Først her i Verden denne korte tid,
Oc siden i Himmerig i all Euighed, Amen.
Et kort Benedicite, naar
du gaar til Bords.
✂
DEn HErre IEsus som tolde paa Korset død,
Hand velsigne oc mangfoldig giøre vor Øl oc Brød,
Oc oplad oss sin runde oc milde Haand,
Met huilcken hand spjser baade quind oc Mand
Gud trøste alle Bedrøffuede i deris Nød,
Oc frj oss fra den euige død,
Gud vnde oss at nyde oc bruge hans gafuer saa,
At wi alle Himmerigis glæde kunde faa, Amen.
En kort Gratias effter
Maaltid.
✂
HErrens hellige Naffn være prijset,
Som oss haffuer skabt, forløst oc spjset,
Wi haffue nu baade drucket oc ædt,
Thi maa vor HErre ey være forgæt,
Hannem være Tack, Loff, Hæder oc Ære,
For Øl oc Mad, oc sit salig Ords Lære,
For Huß oc Klæder, for Rolighed oc Fred,
For all sin Godhed oc Barmhjertighed,
For sin bitter Pijne oc haarde Død,
Hielp oss HErre IEsu Christ aff all vor Nød,
Vndt oss at bruge dine Gaffuer saa,
At wi det euige Liff kunde faa, Amen.
✂
Der som mand vil, kand mand siunge
en Psalme effter Maaltid, enten den: Siunge
wi aff hiertens grund, eller en anden i Psalmebogen, etc.
Eller dette ene Verß, aff samme fornæffnde
Psalme.
✂
VOr HErris Iesu Christi Fred,
Være hoss oss i Euighed,
Gud trøste dem som sorgfuld er,
Heller de ere fiern eller nær,
Gud beuare sin Christenhed,
Oc vor kiere Offrighed,
Gud giffue oss tred oc salighed, Amen.
Naar det ringer Tolff, da tag
din Hat aff, bede oc sige:
✂
JESUCHRISTE Fili vivi Dei, Miserere mei,
Esto propitius mihi misero peccatori,
Qui pro me in ligno crucis dignatus es mori.
✂ Det er:
29✂
O IEsu Christ Guds leffuendis Søn,
Som hafuer forløst all menniskens kiøn,
Vær mig arme Syndere naadig oc blid,
Forkast mig icke til euig tid:
Du som paa denne tid bleffst dømt til døde,
Oc strax ophengt paa Kaarset i angest oc møde,
Forlad mig alle Synder mine,
For samme din hellige Død oc pijne:
Giff mig en salig stund at dø,
Oc skillis vel fra denne Ø,
Annamme da min Siel vdi din Haand,
Beuar mig fra syndsens oc Dieffuelsens baand
O HErre vær mig mild oc from,
Naar ieg kommer for din strenge Dom,
Oc for den wrætferdige Dom ofuer dig monne gaa,
Der du monne for Pilatum staa,
Lad mig en mild oc naadig sententz faa, Amen.
✂ Om Afftenen naar det ringer fem, Saa vel som anden tid naar Klocken slar: Da tænck, at du est en time, en Dag nærmer Døden, end du vaarst en Time siden, eller i Gaar: Bed derfor Gud om en salig stund, at leffue oc dø vdi, du veedst aldrig naar det vil gielde. Men salige ere de som døe i HErren, heller det skeer kort eller langsomt.
✂ Det vaar paa denne Tid, der IEsus laa nedlagdt i sin Graff, det vil oc der til en gang met dig, I huor sterck oc stiff du nu gaar, at du| maat bucke for Døden, Oc mand fører dig til dit rætte Herberg, oc lucker Dørren til for dig met Skuffl oc Spade: Giør dig saa en gang om Dagen en betænckelse der om, saa faar icke synden saa megen mact met dig som ellers.
✂ Mand pleyer oc at kalde det Fredsklocken, Naar du derfor hører den ringe oc klemte, saa bed oc læß: Da pacem Domine in diebus nostris, quia non est alius, qui pugnet pro nobis, nisitu Deus noster, Deus pacis sit nobiscum, ut in pace viva-|mus, in pace requiescamus, in pace cum Simeone ex mundo demittamur, & in æterna pace cum omnibus sanctis lætemur, Amen.
30✂ Det er:
✂
BEgaffue oss O HErre Gud
Met Fred i vore Dage,
Lad oss met Ro leffue effter dine Bud,
Vend fra oss Orloffs Plage:
Thi ingen kand for oss i Striden gaa,
Vden du alleene O HErre,
Du Fredsens Gud kand vore Fiender bestaa,
Naar du vilt hoss oss være:
Giff at wi om dagen leffue i Fred,
Oc Natten i Fred at huile,
Beuare oss aff Wsamdrectighed,
Oc fra Dieffuelens gloende pijle:
En fredsommelig oc salig Simeons stund,
Vndt oss fra Verden at fare,
At wi siden i euig Freds forbund,
Maa glædis iblant alle Helgenes skare,
En bøn at bede om Afftenen, før
mand gaar til Seng.
✂
O Euige Gud oc Fader kier,
Ieg tacker dig met all tilbørlig ære,
At du mig wuærdige Tienere din,
Haffuer vden all fortieniste min,
Beuaret naadelig i denne Dags Fare,
Ved din Guddommelig Englers skare,
O Fader, for din Søns smædelig død beder ieg dig,
Vend din milde Naade oc Barmhiertighed til mig,
Oc ved din store Guddoms Krafft,
Forlæne mig denne tilkommendis Nat,
Met et reent Hierte oc Rolighed offuer at gaa,
Oc met et sunt Liff i morgen igien opstaa,
At min gierning oc tieniste altid kand teckis dig
Dine hellige Engle beuocte mig,
31
Gud vær min Skiold min Vern oc Mur,
Mod Dieffuelen oc alle onde Creatur,
Det hellige Kaarß, IEsus hengde paa,
Skal for mig mod alle mine Fiender staa,
IEsu Christi hellige fem Saar oc Vunder,
Giør mig til Liff oc Siel karsk oc sunder,
Oc komme mig til trøst i min sidste Nød,
Oc frje mig fra den euige Død, Amen.
En anden Afften Bøn,
vden Rijm.
✂ JEg tacker dig O Hellige oc Barmhiertige gode Gud, ved IEsum CHristum oc den Hellig Aand, at du i denne Dag saa naadelig haffuer beuaret mig, Oc alt det| mig tilkommer, At ingen ond skeffne eller Wlycke haffuer fordærffuet mig: At du haffuer affverget den grumme Fiendis List oc huasse Pile, som flyer midt om liuß Dag. O HErre, dersom ieg haffuer faldet, oc besmittet mig i nogen maade, met groff Synd oc Last, som ingen kand vide huor offte hand snubler, Da beder ieg om Forladelse oc Naade, for IEsu Christi skyld. Oc effterdi at Tiden nu er, at legge sig til Soffns oc Huile, Oc ieg icke veed, om ieg kand leffue denne Nat offuer, Thi| Søffnen er Dødens Broder, Derfore beder ieg dig O HERRE, Omkring giff mig met dine Hellige Engles Varetegt oc Beuebnelse, at ieg maa rolig oc sødelig soffue, oc huile disse trette oc tunge Lemmer, at Sathan ingen mact eller Ræt skal faa offuer mig. Beuare mig HERRE, oc beskærme mig vnder dine Vinger, som en flittig Høne sine smaa oc wfløge Vnger oc Kyllinge: Du est min Fader, ieg er dit Barn, Lad mig kaldis din, oc være din i Liff oc Død. Oc naar mine Øyen| tager Søffn til sig, Da lad mit Hierte altid vaage til dig, Lad intet Spøgerj, eller daarlige Drømme, forskrecke eller forstyrre mit sind oc Hierte. Ieg betal mit Liff oc min Siel, mine N. met all min Velfært, Oc alt det ieg haffuer, som du aff Naade haffuer vndt mig, i dine Hænder: Oc lige som et spæt Barn soffuer 32 sødelige i sin Moders Arme, saa lad mig huile tryggelige i dit Skiød oc din foruaring, Oc i Morgen igien opuaagne karsk oc sund, at ieg da, som nu, maa tacke oc prjse dig til Euig|tid, oc naar døden kommer met sin sidste stund, vær da min Beskærmelse oc faste Slot: Stat mig trolig bj, at ieg maa ende mit Liff Christelig oc vel, oc skillis her fra i en salig stund oc time, oc hensoffue i din Bekiendelse oc paakaldelse, wbehindret fra all verdsens forgengelighed, oc icke pjnes lenge. Siden, naar den sidste Basune skal blæse oc liude: staar op i døde, etc. O rætferdige Gud, lad din mildhed beuare mig, at ieg maa blifue en delactig lem i dit himmelske rige, for Iesu Christi skyld. Gud styrcke oc hielpe mig til liff oc | siel: hans naffn vere benedidet til euig tid Amen.
Naar du legger dig til søffns,
Da sig:
✂
O Gud være Loff for sin godhed oc Naade,
Som mig hafuer beuaret denne dag fra Vaade,
Nu legger ieg mig paa min høyre Side,
Mig beuocte oc opuecke IEsus den blide,
Gud lade mig icke i synden soffue,
Oc ey heller i Sorgen opuogne,
Min gode Engel Gud haffuer tilføyet mig,
Hand er min Væcter visselig,
Thi soffuer ieg nu saa tryggelig hen,
Mig beskærme IEsus, Mariæ Søn:
I Naffn Gud Faders, etc.
En Bøn at bede om Mandagen,
eller først om Vgen.
✂
ALmæctige Himmelske Fader blid,
Wi tacke dit Naffn i allen tid,
For alle dine Velgierninger oc Gaffuer,
Som du oss her til giffuet haffuer:
Du haffuer i denne fremgangne Vge,
33
Vndt oss dine Legemlige Ting at bruge,
Oc oss beuaret saa naadelig oc vel,
Fra skade oc Fare til Liff oc Siel:
Thi bede wi dig samdrectelig,
For IEsu Christi skyld ydmygelig,
Forlad oss, huad som ilde er giort,
Hemmeligt eller aabenbarligt, lidet eller stort,
Oc oss i denne Vge beuare,
Fra Dieffuelens list, fra all skade oc Fare,
Fra farlig siugdom, fra en hastig død,
Fra Hiertesorg oc all anden Nød,
Lad all vor Gierning skee fornumstelig,
At vort gantske Leffnit kand tæckis dig,
Regære oss i alle vore Veye ræt,
At wi effter dit Ord maa vandre slet,
Lad synd oc Ondskab ey hoss oss bo,
Giff oss din Benedidelse met fred oc Ro,
Wi befale oss aldelis met Liff oc Aand,
O IEsu Christe vdi din Haand,
Lad dine Engle hoss oss bliffue,
Oc oss beskytte her i Liffue,
Vor Siel paa det sidste at føre til dig,
Saa hun kand glædis euindelig, Amen.
En daglig velsignelse, at
liuse offuer sig.
✂
GVD Fader Allsommæctigste der mig haffuer skabt,
Hand lade mig aldrig bliffue fortabt,
Guds Søn som mig haffuer frelst oc forløst,
Hand være altid min bjstand, hielp oc trøst,
Gud den hellig Aand i lige maade,
Hand deele met mig, Raad, vijßdom oc naade,
Gud den hellige Trefoldighed,
Beuare mig til den euige salighed,
34
IEsus for sin hellige pijne oc Død,
Hielp mig affall min Angest oc Nød:
IEsus for sin hellige Marter oc Pijne,
Forlad mig alle Synderne mine:
IEsus for sin store Banghed oc smerte,
Trøste mig oc alle bedrøffuede Hierte:
IEsus for sit hellige dyrebar Rosens Blod,
Giøre mit Endeligt saligt oc god:
Gud skille mig ved alt det mig er imod,
Saa faar ieg paa all min Sorg Bod:
Altingest O HErre befaler ieg dig,
O IEsu vær mig miskundelig, Amen.
ALIUD.
✂
GVds Barmhjertighed benaade mig,
Guds Godhed oc Naade hielpe mig,
Guds Almæctighed beskærme oc beuare mig,
Guds Vijßdom opliuse oc regære mig,
Guds Kierlighed være met mig,
Oc ledsage mig paa alle mine Veye,
Oc opholde mig til det euige Liff oc salighed,
I Naffn Gud Faders, etc.
Et aabenbarligt Scrifftemaal oc Bekiendelse
for Gud, at bede om Syndernes forladelse
oc Guds Naade, Aff den 51 Psalme, huilcken
mand kand altid bruge, oc besynderlige naar mand
haffuer i sinde at gaa til Guds Bord.
✂
AH leffuende Gud, ieg bekiender for dig,
At ieg haffuer leffuet Wgudelig,
Ah huor wuærdig en Syndere ieg er,
Det klager ieg for dig min HErre kier,
Intet Menniske tør ieg see oppaa,
Det giør din straff mig trycker saa,
35
Ieg haffuer syndet mod Himmel oc Iord,
Oc imod dit hellige Bud oc Ord,
Huort skal ieg da henuende mig?
Huem vil offuer mig forbarme sig?
Saa stor da er min synd oc Daad,
Hoss intet Menniske finder ieg Raad,
Oc naar ieg opløffter mine Øyne vaade,
Til Himmelen, at bede om din Naade,
Saa haffuer ieg syndet mod dig O HErre,
Huor skal ieg mig da bæst atbære?
Stor forargelse i Verden haffuer ieg dreffuet,
Oc fra min Vngdom saare ilde leffuet,
Huad skal ieg giøre, huad er mig best,
Skal ieg fortuile HErre Iesu Christ?
Effterdi du est min Frelsermand,
Barmhiertighed hoss dig ieg finde kand:
Liff oc Salighed offuer maade,
Haffuer du at giffue aff din Naade:
Derfore ieg for ingen deel vil,
Fortuile, i huad som nogen siger til,
Ieg flyer til dig oc vil det voffue,
Til dig staar all min Lid oc Loffue,
Hoss dig alleene soger ieg met skæl,
Trøst, Raad oc Hielp, for min arme Siel:
Dit Creatur oc Billede vist,
Foracter du ey HErre IEsu Christ,
Saa bange oc sorgfuld kommer ieg til dig,
O HErre forskiud du icke mig,
For sorg kand ieg neppelig tale eller see,
O HErre du mig din Naade betee,
Min Offuertrædelse du vdslætte,
Oc alle mine store Synder forgætte,
Giør du mig reen oc toe mig huid,
Aff all min Ondskaff oc wdyd,
Ieg seer min Wrætferdighed,
36
Min synd hun er mig slem oc led,
Allene haffuer ieg syndet mod dig,
Det maa ieg bekiende visselig:
Min arme Moder mig vndfangede vist,
Oc fødde i Synd, O HErre Christ,
Bestenck mig HErre met Isop skøn,
Oc met dit Blod du Davids Søn,
Som flød vdaff dine Saar saa røde,
Der met forløste du oss aff møde:
Toe mig at ieg bliffuer huid som Snee,
Din hellig Aands Naade mig betee,
Giff mit Hierte Glæde oc ro,
At ieg maa stadelige haabe oc tro,
At du forlader mig synderne mine,
For din hellige Marter, Død oc Pjne,
En reener Aand forny vdi mig,
Forskiud mig ey O HErre fra dig,
Tag ey fra mig din Hellig Aand,
Men giff mig Naade oc ræt forstand,
At ieg oc maa andre Syndere omuende,
At de dig HErre, oc din Naade kiende:
Oplad mine Læbe oc Tungen min,
At den forkynder Æren din,
Intet Offer er dig saa kier,
Som et angerfuld Hierte din Naade begær,
Bestenckt met Christi Rosens Blod,
O HErre vær mig naadig oc god,
Besegle i mit Hierte denne Trøst,
At du HErre Christ haffuer mig forløst,
Dit Legeme oc Blod skal være mit Pant,
At ieg skal tro oc vide forsant,
At alle mine synder forladne ere,
Diß skee dig prijß min Gud oc HErre,
Fra Euighed oc til euig Tjd,
Gud være oss altid naadig oc blid,
En anden aabenbarlig Bekiendelse
for Gud.
✂
O IEsu Christe Guds leffuendis Søn,
For din euige Godhed hør min Bøn,
Du est en Kilde til all Miskundhed oc naade
O HErre IEsu mig ey forlade:
Du monne jo aldrig nogen Synder forsmaa,
Som til dig haffuer sæt sin ljd oc attraa,
Met dine Barmhiertigheds Øyen see til mig,
En arm Syndere bekiendis ieg for dig,
Ia met de Øyen du saaest til Peder met,
Der hand gick vdaff Sallen oc græd.
Oc til Magdalenam i det Gæstebuds skare,
Der hun tode dine Fødder met sine øyne taare,
Oc til den Røffuere paa Kaarsens Gallie,
Der du lodst dig hans Bøn befalde:
Som du disse alle din Naade beteede,
Saa vndt mig met Peder mine Synder at begræde,
Oc dig met Magdalena at haffue kier,
For all den tingest i Verden er,
Oc siden met Røffueren hoss dig at være,
Til euig tid i Himmerigis Glæde oc Ære.
En Bøn at bede, naar mand gaar
til Alterens Sacramente.
✂
O HErre IEsu allerkieriste Broder min,
Her kommer ieg wuærdige Tiener (eller Tienerinde) din,
Ieg maa vel sige som Centurio,
Endog hand haffde en stercker Tro,
Ieg er icke værdig i denne dag,
At du skulde indgaa vnder mit Tag:
38
Men ieg behøffuer din Hielp oc Naade,
Kom mig til Trøst i min Nød oc Vaade,
Du biuder mig saa mildelig til din Gæst,
Som ieg i Scrifften haffuer hørt oc læst,
Du haffuer bered for mig et Bord,
I dit Sacrament oc hellige Ord:
Du skencker mig dit hellige Legeme oc Blod,
Til Pant, at du vilt være mig god:
Paa dine sandrue forjættelser forlader ieg mig,
Oc gaar diß dristeligere frem til dig,
Ieg æder oc dricker saa effter din Villie,
O IEsu lad mig ey fra dig skillie:
Vor HErris IEsu Christi Legeme oc Blod,
Bekomme mig til euig Salighed god,
Tacksigelse oc Bøn, effter mand haffuer
været til Guds Bord.
✂
JEg tacker dig HErre IEsu Christ,
At du mig hafuer spjset oc skenckt foruist,
Met dit hellige Legeme oc dyrebar Blod,
Oc at du nøgen for mig paa Kaarset stod,
Met dette Sacrament haffuer du beseglet mig,
Alt det Himmelske gode visselig,
Huilcket du mig hafuer forhuerffuet oc alle dine
Met din hellige Død oc bittre Pjne:
Min Samuittighed haffuer du trøstet vel,
Oc styrcket min Tro til Liff oc Siel,
At mine Synder ere vdslettet nu,
Oc aldrig meere skulle kommis ihu:
Ieg beder dig oc met samme Tro,
Du vilde stedse met din Naade vdi mig bo,
Oc met din Hellig Aand mig regære,
At ieg i alting søger din Ære:
Bøye mit Hierte til Kierlighed,
39
Met Gud oc min Næste at leffue i Fred,
Et Gudfryctigt oc Christeligt Leffnit at føre,
Indtil de bære mig død aff Dørre,
Saa ieg kand tæckis dig min HErre blid,
Oc siden leffue met dig til euig tid, Amen.
En almindelig Tacksigelse effter
Christi Nadere.
✂ Wi tacke dig HErre Allmæctigste euige GVD, At du met disse salige Gaff-|uer haffuer oss vederquæget. Nu bede wi din Barmhiertighed, at du lader oss disse samme Gaffuer ræt bekomme, til vor Troes styrckelse: Paa dig, oc til Kierlighed imod vor Næste, til Taalmodighed vnder Kaarsset, oc til en glædelig oc salig ende, paa all vor Modgang oc Bedrøffuelse, for din Søns IEsu Christi vor HErris skyld, AMEN.
En Bøn at bede for et siugt Menniske
der berættis.
✂ O Allmæctigste Euige Gud, vor HErris IEsu Christi Fader, Du som allerbest kiender Menniskens Suaghed oc Skrøbelighed, Du som allene kand giffue Krafft, Hielp oc styrckelse. Wi bede eendrectelige, at du vilt indgiffue din hellig Aand i denne din Tieneris (eller Tienerindis) hierte, som her ligger din Fange, paa sin sotte Seng: Wi bede dig, lige som de hellige Apostle bade om Troen: O HErre forøg, styrcke oc stadfeste hans (hendis) tro, imod all Anfectning oc Fristelse,| der hannem (hende) paakomme kand, at hand (hun) jo fast bliffuer bestandig i Troen til dig, formedelst vor HERRE IEsum Christum. Forlad hannem (hende) naadelig alle sine synder, ved din Søns Hellige Legeme oc Blod: Vær du hans (hendis) beste Doctor oc Læge, du som læger til Liff oc Siel. Forlæne hannem (hende) din hielp oc trøst, saa bliffuer altingest got: Giff hannem (hende) en Christen Taalmodighed vnder dette Kaarß, at hand (hun) maa giffue sin Villie 40 vnder Guds gode Fa-|derlige oc velbehagelige Villie, i et fast Haab paa din Guddommelige oc Naadige Førlßning: Oc huad heller hand (eller hun) leffuer eller døer, maa være din, oc bliffue din, oc høre dig til, oc aldrig atskillis fra dig til euig Tid, Amen. Gud høre vor Bøn. Fader vor, &c.
En Bøn at bede for et siugt Menniske,
der ligger i sit Yderste.
✂ O Allmæctigste gode Gud, Du som oppeholder vort Liff mit i Døden: Wi be-|de dig, at du vilt vende din Barmhiertigheds Øyen til dette siuge Menniske, oc vederquæge hannem til Liff oc Siel, oc aff Naade tilgiffue oc forlade hannem alle sine Synder. Tag din kiere Søns IEsu Christi wskyldige døds Offer til en Betalning for hans Synder: Thi hand er ocsaa døbt paa hans Naffn, oc met hans blod er hand toet oc renset. Saa frelß hannem nu fra dette Liffs quale oc pijne, forkorte hannem sin vee oc sprecke: Opholt hannem imod sin samuittigheds anklagelse, oc imod alle den onde Fien-|dis Fristelser, paa det hand kand mandelige stride, oc offueruinde hannem, forlæne hannem en salig hiemfart til det euige Liff: Tilskicke dine hellige Engle, at de ledsage hans Siel til alle dine Vduaaldis forsamling, i IEsu CHristo vor HErre, Amen.
Fader vor, etc.En smuck Bøn for vnge Børn, at
bede i Huset, Morgen oc
Afften.
✂
O Himmelske Gud oc Fader blid,
Wi tacke dit Naffn i allen tid,
At du haffuer her til Naadelig,
Oss beuaret fra Dieffuelsens vold oc suig,
Wi bede dig oc for Christi Død,
Beuare oss fra all Iammer oc Nød,
41
Lad dine Engle vore Væctere være,
Oc met din hellig Aand oss regære,
Beuare vore kiere Forældre ocsaa,
At de met oss længe leffue maa,
Wi kunde opuoxe i ære oc Dyd,
Met gode Seder oss smycke oc pryd,
Oc Gud for alting frycte oc lyde,
Saa kunde wi salighed met hannem nyde.
Din Naadis Redskaff lad oss være,
Saa længe wi ere i Verden here,
Oss fattige Børn beuare ocsaa,
Fra all den Fare oss hende maa,
Giff oss god Nemme oc god Forstand,
At lære det, dig til Ære være kand,
Lad Synd oc Ondskaff ey hoss oss bo,
Giff oss i { Dag / Nat } din Fred oc ro,
Vor Siel oc Liff befale wi dig,
Der paa saa { vaage / soffue } wi tryggelig,
Et Litanie, hoss Siuge
Folck at bede.
✂ HErre forbarme dig, Christe forbarme dig, HErre Hellig Aand forbarme dig offuer dette siuge Menniske.
✂ HERRE Gud Fader i Himmelen, HERRE IEsu Christe Guds Søn, verdsens Frelser: HERRE Gud Hellig Aand, Hellige Trefoldighed, Euige Gud, Forbarme dig offuer hannem (eller hende) HERRE vær Naadig, oc forskone det dødelige Menniske, fra den onde Aand, Fra Dieffuelens Bedrægerj oc List, Fra alt Ont, Fra Helffuedis Pjne: Beuar hannem kiere HERRE Gud, For din Hellige Fodsels skyld, For din Død, Kamp oc blodige Sued, For dit Kaarß, Pjne| oc Død. For din hellige Opstandelse oc Himmelfærdt, Ved din hellig Aands Naade, Paa hans sidste ende, Paa den yderste Dommedag, Hielp hannem kiere HErre Gud.
42✂ Wi Arme Syndere bede, Du vilde bønhøre oss kiere HERRE Gud, oc trøste dette krancke Menniske, Forlad hannem alle sine Synder, oc giff hannem det euige Liff. Christe Bønhør oss, Bønhør oss kiere HERRE Gud: O du Guds Lam, som bar Verdens Synder, forbarme dig offuer hannem. O du| Guds Lam, som bar Verdens synder, Miskunde dig offuer hannem. O du Guds Lam, som bar Verdens synder, forlæne hannem den euige Fred, Kyrie eleison, Christe forbarme dig, HErre Hellig Aand forbarme dig offuer dette krancke Menniske.
Fader vor, du som est i Himmelen, etc.En anden Bøn, i sit yderste
selff at bede.
✂ O HERRE IEsu CHriste: Ieg beder dig ved din Grundløse Barmhiertighed, at du vilt forlade mig alle mine Synder, oc styrcke min Siel, paa denne lange Vey, der ieg nu effter din Guddommelige Villie maa vandre i et wbekient Land: Ieg troer visselige oc wryggelige, at du est død for mine Synders skyld, oc est opstanden mig til Rætferdighed, oc du haffuer forladt mig mine Synder aff Naade, oc tilsagdt mig det Euige Liff. O HERRE, denne min Tro, veed| ingen bedre end du, Du est der til mit Vidmßbyrd, at dette er mit Hierte, oc yderste villie, at dø i saadan en Tro, paa din lutter Barmhiertighed: Oc dersom ieg aff Vee oc Smerte, ved nogen wfornufft eller Anfectning, fulde her fra, O HERRE, saa lad mig icke dø i Vantro eller Fortuilelse, Men styrcke mig met din Naade, oc formeere mig min Tro, at mig intet Ont kand skade, Thi paa din Hielp oc Trøst forlader ieg mig alleene, i Liff oc Død: Saa opholt mig nu midt vdi all nød oc Dødsens fare,| oc giør mig met dig euig salig. O HERRE IEsu, I dine Hænder befaler ieg min Aand, Du haffuer forløst mig du trofaste Gud, Dit Naffn være æret oc benedidet vdi all Euighed, AMEN.
En Bøn at bede, naar mand icke end
skiønt selff gaar til Alteret, Men er dog til stede,
naar Christi Legoms oc Blods Sacramente
tracteris, forhandlis oc
vdbyttis.
✂ O HErre IEsu Christe, du leffuende Guds Søn, som annammede dit hellige Kiød og dit dyrebare Blod, aff den ærefulde Iomfru Mariæ reene Liff, oc vdøste det samme Blod aff din allerhelligste Side paa Kaarsens høye Altere, for vor salighed, oc est i samme ærefulde Kiød opstanden aff de døde, oc opfaren til Himmelen, oc est igien ventendis, at dømme de Leffuendis oc døde i det samme Kiød: Ieg beder dig kiere HErre IEsu Christe, at du vilt ved dit allerhelligste Legome oc blod befrj oc frelse mig,| fra all min siels oc Legoms wreenhed, oc aff alt ont, baade næruærendis oc tilkommendis: O gode IEsu, skiul mig inden i dine Saar oc hellige Vunder, for alle mine fiender, siunlige oc wsiunlige, lad mig aldrig skillies fra dig, beskærme mig fra Dieffuelen oc hans Parthie, oc vdi min døds time stat mig trolige bj: Kald mig til dig, at ieg met alle dine Helgen oc Vduaalde Guds Børn, maa loffue, tiene oc prjse dig til euig tid, AMEN.
En Bøn, Som gode Christne kunde bede
for en fattig Fange, som for sine Mißgierninger
skal staa sin Ræt, enten til
Suerd, Galge, Steyle eller
Ild, etc.
✂ O Allmæctige Euige GVD, vor HErris IEsu CHristi Fader, Som lader din Barmhiertighed skinne offuer alle dine Gierninger: See nu mildelige til denne din fattige Fange, som du i Dag vilt kalde aff denne arme wsle Verden, oc dette Syndefulde| Leffnit: Giff hannem din Hellig Aands naade i sit Hierte, at hand maa staa fast vdi Troen til dig, Oc dø et ræt Christet Menniske. Lad din Elskelige Søn CHristum IEsum, sige til hannem, 44 som hand sagde til Røffueren paa Kaarsset: I dag skalt du være met mig i Paradjß. See icke til hans store Synder, Men til din store Barmhiertighed, Oc til den haarde oc bittre Død, som din Søn for hannem haffuer lidt: Lad hannem saa i Dag skillis fra denne Verden, at hand maa paa den Yderste| Dommedag opstaa, I de Rætferdiges opstandelse, oc siden bliffue hoss dig til euig Tid, Ved den samme din kiere Søn IEsum CHristum vor HErre, Amen.
En Bøn, at bruge, naar mand vil
vandre eller reyse aff By
✂
O IEsu Christ Guds leffuende Søn,
Hør min begæring oc Hiertens Bøn,
Du som est Sandhed, Liff oc Vey,
Paa denne min Reyse forlad mig ey:
Du som tilforn i fordum tid,
Vdførde Israels Børn met fljd,
Aff Ægypten ind i det forjætte Land,
Ved din Allmæctige veldige Haand,
Igiennem det røde Haff oc vildsom Orck,
Som vaar en Vey baade farlig oc mørck:
Abrahams Tiener, oc Tobias met,
Ved din Engel ledsagede du aff sted:
De vjse Herrer aff Osterrige,
Hialpst du ved Stiernen deres Vey tillige,
Til Bethlehem oc hiem igien,
Foruden Fare, foruden meen.
Ieg beder dig HErre aff Hiertet saare,
Efiterdi denne Reyse staar mig nu faare,
Du vilde mig ledsage oc følge frem,
Ved dine hellige Engle, baade vd oc hiem.
At mig ingen skade eller forfang skulde skee.
Dine naadige Øyen altid til mig see:
Min Liff oc Siel befaler ieg dig,
45
Oc alt det du haffuer giffuet mig,
Beuare mig ved din veldige Haand,
Huad heller ieg er til Land eller Vand:
Dieffuelen oc ont Selskab bort fra mig kiøre
At de mig ingen skade paaføre,
At ieg maa tacke oc prjse dig,
Baade her, oc siden euindelig, Amen.
Naar du far aff sted, da giør først
IEsu Christi Kaarsis betegnelse
for dig, oc sig:
✂
PAa Fredsens Vey til Lycksalighed,
Ledsage oss den hellig Trefoldighed:
Guds H.Engel som Tobiam følge vilde
Hand være vor Ledsager baade aarle oc silde,
Gud beuare oss naadelig fra all Fare oc vaade,
Gud styre for oss oc altid raade:
Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,
Være vor Skytzherre til Land oc vand, Amen.
En Vise at siunge, om
det samme.
✂
I IEsu Naffn saa fare wi,
Hans Godhed oc Naade staa oss bj,
Gud Faders Krafft beuare oss vel,
I denne Dag til Liff oc Siel.
2.
Christus være vor Ledsager Mand,Oc beskærme oss paa vor Vey oc Gang,
Vent fra oss vore Fienders List oc vold,
Oc vær altid vor Mur oc Skiold.
3.
Den hellig Aand oc lige saa,46 Vilde met sine Gaffuer hoss oss staa,
Hand styrcke oc trøste oss i all Nød,
Huad oss kand skade til Liff oc Død.
4.
Den hellige Trefoldighed,Holde offuer oss sin Naade oc Fred,
At wi maa komme beholdne frem,
Oc siden wskadde til Huß oc Hiem.
AMEN.
✂
Her effter kand mand siden bruge andre
smucke nyttige Viser oc Psalmer, at fordriffue
tiden met, som findis enten vdi Psalmebogen,
eller andensteds, huer effter som hand
haffuer lyst til, etc.
Endnu en anden Velsignelse, at bede
oc sige, naar mand vil reyse.
✂
BEuar oss den hellig Trefoldighed,
Paa denne vor Vey til Lycke oc Fred:
Guds Engel der fulde Tobiam frem,
Hand ledsage oc følge oss baade vd oc hiem:
Nu ville wi i IEsu Christi Naffn reyse oc fare,
Gud Allsommæctigste oss naadelige beuare:
Gud lade oss lyckelige fare oc fremgaa,
Oc alle vore Wuenner tilbage at staa:
Gud være met oss i flock oc følge,
Oc oss for alle vore Fiender skiule oc dølge:
Gud vort Liff oc Helbrede spare,
Oc oss fra all Wlycke beuare,
Oc giffue oss Lycke oc beholden Reyse,
At wi maa hannem siden til euig tid prjse,
I Naffn Gud Faders, etc.
✂
Dette kand mand oc bruge, for sin gode
Ven at bede, Naar hand vil reyse aff By, Oc i
den sted, som ieg oc oss staar, kand mand sætte
hans eller hendis Naffn, der mand
beder fore, etc.
En Bøn om et saligt Endeligt at
bede, eller i sit yderste.
✂
O Gud være mig arme Syndere Naadig
oc barmhiertig, oc høre min Bøn
for IEsu Christi skyld.
IEg beder dig HERRE for din wskyldige Død,
Hielp mig naadelig aff all min Angest oc Nød,
Ieg beder dig for dit hellige Legom oc Blod,
At du giør mit Endeligt salig oc god:
Oplad mit Hierte, Forstand oc Sind,
Oc send mig den hellig Aand der ind,
Som mig kand trøste i all min Nød,
Oc frj mig fra den euige Død:
Beuare mit Liff oc Leffnit vel,
Oc eftter Døden annamme min Siel,
Fordi du est min Frelser mild,
Oc haffuer din Faders Vrede stild,
Oc mig igienløst fra all straff oc pjne,
Som ieg haffde fortient met Synder mine,
Icke met Sølff eller Guld som er smeltet,
Men met dit Rosens Blod, som aff dit Legome bleff vdueltet,
Met dit salige Ord oc trøstelige Tale,
Vil ieg mig i dødsens time hußuale.
Gud styrcke mig met din hellig Aand,
Oc annamme min Siel vdi din Haand:
Gud opholde mig i en Christen Tro,
Oc giffue mig siden den euige Ro,
I Naffn Gud Faders, Søns, oc hellig
Aands. AMEN.
Den gamle Christelige Dagevise,
Den signede dag som wi nu see, etc.
✂
DEn signede Dag som wi nu see,
Ned til oss aff Himmelen komme,
Gud liuse for oss jo længer oc meer,
Oss alle til Glæde oc fromme:
Gud lade oss icke skee i Dag,
Huercken Last, Skam eller Vaade.
2.
Den signede Dag, den signede Tid,Vor HErre hans Fødsels time,
Da kom der Liuß aff Himmelen ned,
Saa vijt offuer Verden at skinne,
Det liuser for oss Euindelig,
Nu oc foruden all Ende.
3.
Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,Met alle sine Engle skare,
Beuar oss i dag oc allen stund,
Fra alskens Dieffuelens Snare,
Fra all den Affvind hand til oss bær,
Vor Siel oc Liff til Fare.
4.
Det Kaarß vor HErre hand bar for oss,For vore Synder oc icke for sine,
Det sætter ieg i dag imellem Dieffuelen oc mig,
Ieg mener Guds værdige pjne:
Det Blod der neder paa Kaarset rand,
Det slycker vd Synderne mine.
5.
Vaar alle de Træ i Verden er,Loff, Græß, oc Sand paa Haffsens bonde,
Haffde de Maal oc kunde de tale,
49 Oc siunge met Engle stemme:
Da kunde de aldrig tilfulde loffue,
IEsum Mariæ Søn den reene.
6.
Den lille Fuel hand flyer saa høyt,Oc Været bær vnder hans Vinger,
Det er fuld ont met liden mact,
Mod høye Bierge at springe:
De Strømme de rinde saa frydelig,
Op vnder de grøne Linde.
7.
Dagen hand er aldrig saa lang,At Afften maa wi jo vente,
Liffuet det endis met Dødsens tuang,
Huem det vil rættelig betæncke:
Wi bliffue vdfuß, oc Graffuen giøris trang,
Oss følger ingen anden Ende.
8.
Da giffue det Gud wi haffde saa tient,I Verden vel til maade,
I Troen, at wi Guds Søn haffde kient,
Saa wi miste icke Guds Naade:
Naar Verden haffuer oss sin bag tilvent,
At wi da faa euig Baade.
9.
Naar wi skulle til vort Fæderne Land,Oc skillies ved dette Elende,
Da befaler ieg Gud min Siel i Haand,
I Himmerigis Glæde at sende:
Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,
Hand giffue vort Maal en god ende, Amen.
50
✂
Her effter følge nogle smucke oc
trøstelige Loffsange, i atskillige tider,
effter leyligheden at bruge.
En Morgensang.
✂
DEn mørcke Nat forgangen er,
Oc Dagen rinder op saa vide,
Solen hun skinner ofuer Marck oc Kiær,
De Fule de siunge saa blide:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
2.
Loffuet være Gud i Euighed,Oss denne Nat haffuer beuaret,
Gud liuse offuer oss sin hellige Fred,
Oc frj oss fra alskens Fare:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
3.
Paa Paaskemorgen den signede dag,Vor HErre stod op aff døde,
Det vaar oss alle et got Behag,
Hand frelste oss der met aff Nøde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
4.
I sex dage skabte Cud Himmel oc Iord,Oc alle Creatur tillige,
Alt ved sit Allmæctige Guddoms Ord,
Som Scrifften monne oss sige:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
5.
Den forste Dag skabte hand Liuß oc skjn,Oc klarhed offuer Verden at komme.
51 Der Natten oc dagen skulle skinne fijn,
Til Menniskens glæde oc fromme,
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende
6.
Den anden dag skabte hand Himmelen skøn,Oc Himmelens Firmamente,
O HErre IEsu hør altid vor Bøn,
Lad oss Glæde hoss dig vente,
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
7.
Den tredie dag beredde hand Iorden til,At hun sin Fruct skulde giffue,
Met Træ oc Vrter ieg sige vil,
Hun skulde vor Huserom bliffue:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
8.
Siden oppaa den fierde Dags tid,Hand Himmelen vel monne pryde,
Met Soel oc Maane oc Stierner met,
Deres skjn wi nu daglige nyde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
9.
Fule oc Fiske den femte Dag,Dem skabte Gud aff sin Naade,
At Været oc Vandet skulde fyldis der aff,
Til Menniskens ophold oc Bade:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
10.
Den siette Dag den sidste er,Guds skabelse Dag wi kalde,
52 Alle Diur paa Iorden da skabte monne være,
Oc Mennisken sidst effter dem alle:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
11.
Hielp oss O IEsu vor Frelsermand,I denne dag oc allen stunde,
Forløß oss snart aff Dieffuelsens Baand,
At wi dig ræt tiene kunde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.
12.
At naar denne Dag forgangen er,Oc Natten vil til oss skride,
Wi kunde dig prjse O HErre kier,
Baade nu oc i allen tide:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende, Amen.
En Afften eller Natsang: Siungis vnder
de Noder: Ieg tiente mig vdi
Greffuens Gaard, etc.
✂
DEn liuse Dag forgangen er,
Oc Natten hun henger oss paa,
O IEsu Christe HErre kier,
Du altid hoss oss bliffue maa,
Glæde oss Gud i Himmerige.
2.
Du est det euige Guddoms Liuß,Det maa wi jo bekiende,
Kom til oss i vor Hiertens Huß,
Met din Naade oss optænde,
Glæde oss Gud i Himmerige.
3.
Du est vor Væctere tryg oc tro,53 Du vilt oss aldrig vndfalde,
Paa dig saa ville wi bygge oc bo,
I all vor Nød dig paakalde,
Glæde oss Gud i Himmerige.
4.
Dagen er skabt til Arbeyd oc wmag,Det kand huer hoss sig mercke,
Men Natten er skabt til Ro oc Mag,
De trætte Lemmer at styrcke,
Glæde oss Gud i Himmerige.
5.
Beuar oss Gud i denne Nat,For Dieffuelsens listige Pjle,
I alskens Fare du met oss stat,
Giff Rolighed oc god Huile,
Glæde oss Gud i Himmerige.
6.
Wi befale oss i IEsu Vold,Naar wi vore Øyen tillycke,
Gud være vor Vern, vor Klippe oc Skiold,
Mod alt Ont der oss kand trycke,
Glæde oss Gud i Himmerige.
7.
Giff oss en rolig Nat oc god,Lad oss i synden ey soffue,
Lad oss ey giøre det dig er imod,
Ey heller i sorgen opuaagne,
Glæde oss Gud i Himmerige,
8.
Saa ville wi i Morgen loffue dig,Din Godhed gierne bekiende,
Oc siden altid i Himmerig,
Dig prjse foruden Ende,
Glæde oss Gud i Himmerige.
AMEN.
En Christelig Vise oc Dict, om Adams
oc Eves syndige Afffald fra Gud, Oc deres
annammelse igien til Naade, formedelst Christi
Foorbøn oc Lydighed.
Oc siungis met den Tone, som: Naar
Tegn er skeet i Maane oc Soel.
✂
TIl trøst den gantske Christenhed,
Denne Vise aff Scrifften er bered,
Huor Adam oc Eva tillige:
Aff Dieffuelen ere fristede hart,
Oc fra Gud faldne met en fart,
Monne saa fra hans Budord vige.
2.
Det euige Liff oc salighed,Haffue de forlaaret oc sat der ved,
De arme Syndere baade:
De ere faldne vdi stor Nød,
Oc haffue fortient den euige død,
Oc ført oss alle i saadan vaade.
3.
Haffde Gud icke, som er mæctig oc vijßSig selff til euig Ære oc Prjß
Vdaff sin milde Naade:
Forløst det arme Menniskens Kiøn,
Ved IEsum Christ sin eeniste Søn,
Oc frelst dem saa aff den vaade.
4.
Da haffde wi alle været forkast,Til den euig Død for Synd oc Last,
Gode Raad vaar dyre at finde:
De haffde mist deris Ære oc Prjß
Oc bleffue vddreffne aff Paradjß,
De maatte der ey bliffue inde.
55
5.
Det ynckede Gud Fader som oss haffde skabt,At Menniskens Kiøn skulde bliffue fortabt,
Det gick hannem saare til Hierte:
Hand tenckte paa sin Barmhiertighed,
Huor hand kunde styre den Bitterhed,
Oc vende deris vee oc Smerte.
6.
Derfore den hellig Trefoldighed,Gaff sig i Raad i Hemmelighed,
De vilde hielpe oss aff nøde:
Haffde der icke kommet saadan Raad,
Da haffde wi alle vden all Naad,
Bleffuen hen fordømt til Døde.
7.
Guds Engle maatte ocsaa gaa i Raad,Om de kunde hielpe den sag til Naad,
De maatte deris Dom fremføre:
Huad dennem tycktis om den Sag,
De maatte oc giffue paa Mennisken klag,
Enddog de vilde det nødigt giøre.
8.
Da traadde her frem fire Iomfruer skøne,Som altid besidde Guds Rige oc Throne,
Deris Naffn vil ieg opregne:
Det vaar Rætferdighed oc Sandhed,
Barmhiertighed oc Fredsomhed,
Deris Dom gaffue de tilkiende.
9.
Justitia, Retfærdighed.REtfærdighed begynte sin Klage saa,
O strenge Dommere tenck der paa,
Huad Mennisken mod dig monne bryde:
Skulde det gaa saa wstraffet hen,
56 Huor bleff da din Rætujßhed igien?
Det maatte dig jo saare fortryde.
10.
See til derfore du rætuise Gud,Huor Mennisken haffuer foract dine Bud,
Skulde de det icke vndgielde:
Derfor kand det ey anderledis skee,
De maa lide straff oc euig vee,
Din Rætferdighed det saa formelder.
11.
Veritas, Sandhed.SAndhed kommer siden met Dommen sin,
Hør strenge Dommere paa talen min,
Du sandru Gud at raade:
Paa det dine Ord kunde sande bliffue,
Lad aldrig Mennisken være i Liffue,
Straff dennem vden gunst oc naade.
12.
Det vaar jo HErre dit Bud saa smuct,Huilcken Dag i æder aff denne Fruct,
Da skal eder Døden gieste:
Dit Bud er brut, det veedst du vel,
Derfore straff dennem paa Liff oc siel,
Saa kand du sandhed befeste.
13.
Der disse tuende haffde talet det,At Himmel oc Iord maatte skielffue der ved,
Denne Dom saa haard monne være:
De arme Menniske fryctede sig tet,
For saadan streng Dom oc saadan Ræt,
Stor Hiertesorg monne de bære.
14.
Saa komme de andre lomfruer to,Som haffde hørt til, oc vaare oss tro,
57 De ynckede vor store Elende:
De fulde paa Knæ oc venede sig,
De bade til Gud saa inderlig,
Hand vilde vor store Sorg vende.
15.
Misericordia, Barmhiertighed.BArmhiertige Gud oc HERRE min,
Lad op nu Naadsens Ørne din,
Oc hør min Hiertens begiere:
Tenck paa din store Barmhiertighed,
Saa vel som paa din Rætujßhed,
Lad Naade hoss dig regiere.
16.
Naade er bedre end strenge Ræt,O fromme HErre det ey forgiet,
Stor Ære det dig skal bliffue:
At du icke straffer, som du haffuer mact,
Men Rætten formilder aff Guddoms act,
Lad Mennisken bliffue i Liffue.
17.
Pax, Fred.DErnæst da kommer Fredsomhed,
Til hendis Syster Barmhiertighed,
De suckede oc græde saa saare:
Til Gud Fader talede de der om,
De hylede oc gaff sig for saadan en Dom,
Aff deris Øyen gick der Taare.
18.
O Gud, som Fred oc Eenighed haffuer kier,Huorlunde kommer denne strjd da her,
Vor Dom ey offuereens monne gange:
O HErre tenck paa din Fredsomhed,
Oc paa din store Barmhiertighed,
At de arme Syndere maatte Naaden fange.
58
19.
Der effter taler hun til Syster sin,Følge du mig effter kiere Syster mm,
Du skalt met mig hengange:
Ieg vil dig vise den rette Mand,
Som denne sag forlige kand,
De arme Syndere maatte Naade fange.
20.
Da komme de baade for Guds Søn,Begærede Hielp, met grædendis Bøn,
Saa sorgfuld vaar deris Hierte:
Saa snart at de monne Naade begære,
Guds Søns Hierte strax obet mon være,
At ledske Menniskens vee oc smerte.
21.
Guds Søn stod op i samme stund,Aff Miskundhed lod hand op sin Mund,
Ieg kand nu ey lenger bide:
Aff Kierlighed mod Mennisker alle,
Lod hand saadan en mild Dom falde,
Den wskyldige skal for de skyldige lide.
22.
Ieg vil selff være en Meglere skiøn,Mellem min Fader oc Menniskens kiøn,
Min Faders hastige Vrede:
Som hand monne i sit Hierte drage,
Vil ieg alleene paa mig tage,
Oc met min Lydighed affbede.
23.
Guds Søn, som alle gode Raad kand,Falt strax i Knæ for sin Fader paa stand,
Hierte kiere Fader dem benaade:
Ieg vil selff bliffue et Menniske vist,
Oc frelse dem vdaff Dieffuelsens list,
Aff all deris Synd, all sorg oc vaade.
59
24.
Den Tale Gud Fader til Hiertet gick,Saa mild et Sind hand til oss fick,
Sin Søn til Verden vdsende:
Hand haffuer nu met sin Pjne oc Død,
Oss løst fra Synd fra Helffuedis Nød,
Fra all vør Iammer oc Elende
25.
Her glæder sig ved alle Engle Choer,Oc alle de som paa Iorden boer,
De siunge Gud Loff oc ære:
At Dieffuelen hand er nederlagt,
Oc Himmerige er oss alle tilsagt,
Ved Iesum Christ vor Broder kiere.
26.
Loff, Prijß, skee dig HErre Iesu Christ,At du vor Talßmand vorden est,
Vor straff haffuer du paa dig taget:
Du haffuer vor Sag bestyret saa,
At oss Guds strenghed ey dømme maa,
Saa haffuer det din Godhed behaget
27.
Du haffuer oss alle bereed den sted,I Himmerigis Glæde oc Salighed,
Det maa wi ey forgiette:
Der fra vaare wi vdstøtte før,
Nu haffuer du igien opiat den Dør,
For alle som Troen til dig sætte.
28.
Ieg beder dig HErre for Pjnen din,At du vilt være Talßmand min,
Naar du skicker oss allesammen:
For din Rætferdige strenge Dom,
At ieg maa Naade oc Salighed bekomme,
Dig siden prjse euindelig, Amen.
Om den hellige Ecteskabs Statis Indstifftelse
i Paradjß, imellem Adam
oc Eva, etc.
✂
Siungis met den Tone, som den Dytmerske
Feyde Vise, Vellan, Vellan
vdi Guds naffn, etc.
✂
OM Ecteskabs stat wi siunge vil,
HErre Gud giffue oss sin naade der til,
Sit Naffn til Loff oc Ære:
Oc alle Christne til Lærdom god,
HErre Iesu giff oss der til Mod,
Du vilt stedse hoss oss være.
2.
Der Gud skabte Adam i Paradjß,Oc giorde hannem baade hellig oc vijß,
Alt effter sit Billede reene:
Da skabte hand hannem Eva met,
Til Methielp, thi hand saa vel det,
At hand ey kunde være alleene.
3.
En dyb Søffn kaste hand Adam paa,Oc der hand nu saa soffuendis laa,
Et Been tog hand aff hans side:
Der aff bygde hand en Iomfru prud,
Som skulde være Adams kieriste Brud,
Oc hannem all ære vide.
4.
Der Adam opuaagnede oc sig omsaa,Den deylige Iomfru for hannem mon staa,
Hans Hierte begynte at brende:
Aff Kierligheds ild, vden Sorg oc Harm,
Hand tog sin Kieriste i sin Arm,
Hende for sin Hustru kiende.
61
5.
Her er Been oc Kiød aff mit Kiød oc Been,Derfor siger ieg nu foruden meen,
Oss skal ret ingen atskille:
Min kierist Mandinde hun kaldis maa,
Effterdi Gud haffuer det skicket saa,
Alt effter sin egen Ville.
6.
Oc Gud gaff dem til Morgengaffue,Det beste de i Verden vilde haffue,
Velsignet dem begge tilljge:
Paradjß skulde deris Herresæde være,
Der skulde de leffuet i lyst oc ære,
Om de icke fra hannem vige.
7.
For Klæder oc skøne Klenoder met,Gaff hand dem sin Wskyldighed,
Met forstand mon hand dem pryde:
Huilcke Klenoder vaare bedre end Guld,
End Perler eller andet, der Verden er fuld,
Det skulle de for andre nyde.
8.
Hand gaff dem oc vnder deris Haand,Alle Creatur til Land oc Vand,
Baade Fule oc Diur tillige:
Altingest skulde dem lydige være,
O Adam, huad vaarst du da en Herre,
Altingest maatte for dig vige.
9.
O du arrige Slange, giffuet du vaar vee,Du kunde det icke lenger tilsee,
Vore Forældre monne du bedrage:
Du komst dem til at bryde Guds Bud,
Thi maatte de romme aff Paradjß vd,
Dem til mange sorgfulde Dage.
62
10.
Men Loff oc tack være Iesu Christ,Som oss forløste fra Dieffuelsens list,
Oc Skaden igien oprette:
Met sit Blod haffuer hand giort oss fri,
Fra Synden, som wi vaare falden vdi,
Det skulle wi aldrig forgiette.
11.
Der Syndfloden offuer Verden gick,Saa stor en Affbreck Mennisken fick,
Gud lod sin Vrede kiende:
Men mit vdi sin Vrede saa grum,
Vilde hand dog giffue sin Naade rum,
Oc straffen fra Verden vende.
12.
Hand stadfeste Ecteskab igien paa ny,Bad Mennisken samlis i Stæder oc By,
Oc Verden at formeere:
Foræret dem Kiød oc Vijn til føde,
At de icke skulde plat leggis øde,
Men voxe jo lenger oc flere.
13.
Der IEsus hid til Verden kom,For vor skyld tog paa sig Mandom,
Ecteskaff hand ey forsmaade:
I Cana der hand bleff bøden ind,
Til Bryllup, da lod hand sig der finde,
Monne selff til Glædskaff raade.
14.
Der met vilde hand tilkiende giffue,At hand hoss oss vil altid bliffue,
Alt met sin Naade oc gaffue:
Vor Ecteskaff bepryde saa,
At wi alle salige bliffue maa,
Oc føre et got Naffn til graffue.
63
15.
Men de sig søler i skam oc Last,Oc tender op Ild til Helffuede fast,
Met Løßhed aarle oc silde:
Foracter den Stat Gud haffuer skabt,
Oc bliffuer der offuer euig fortabt,
Deris Salighed skendelig spilde.
16.
Thi lader os haffue til Gud vor tro,Met Kierlighed i Ecteskaff bygge oc bo,
Saa vil Gud hoss oss være:
Oc giffue oss her baade Lycke oc Fred,
Oc siden den euige Salighed,
Det vnde oss Christ vor HERRE,
AMEN.
En Arm Synderis Klagemaal oc Bekiendelse
for Gud, oc Trøst aff Guds
Ord at anamme.
Siungis met den Tone, Ieg stod mig op
en Morgenstund, etc.
✂
IEg stod mig op en Morgenstund,
Ieg klaget min Sorg saa mangelund,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.
2.
Der stod en Engel oc liude der paa,Du arme Synder, hui klager du dig saa,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.
3.
Ieg maa vel klage oc vene mig,Mit Hierte mig tuinger saa jammerlig,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.
4.
Naar ieg tæncker paa den fremgangne tid.64 Da kand ieg ey andet end sørge oc qujde,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.
5.
Saa dybt ieg vdi Guds vrede staar,Mine Synder mig trenger ihuort ieg gaar,
Sorgen vaar i min hu for synder mine.
6.
Ieg veed oc ingen i Verden til,Der mig enten hielpe kand eller vil,
Sorgen vaar i min hu for synder mine.
7.
DV arme Syndere mißtrøste dig ey,Ieg vil dig vise den rette Vey,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.
8.
Ieg vil dig vise til den Mand,Som alle dine Synder borttage kand,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.
9.
Den samme Mand heder IEsus Christ,Alle Synders Trøst er hand foruist,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.
10.
Hand er hid kommen aff Himmelen ned,Oss alle til Glæde oc Salighed,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.
11.
Hand siger selff: Kommer hid alle til mig,Som ere bedrøffuede hiertelig,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.
12.
Jeg vil eder vederquege oc ledske vel,Oc være eders Hielp til Liff oc Siel,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.
65
13.
HAff tack, haff tack, for saadan god Trøst,Nu er mit Hierte aff Sorgen løst,
Glæden er i min hu ved Christ allene.
14.
Nu kand mig ey skade Synd eller Død,Thi IEsus haffuer mig frelst aff Nød,
Glæden er i min hu ved Christ allene.
15.
Ieg troer hannem vel for alle Mand,Hand er den eeniste mig hielpe kand,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.
16.
O IEsu Christ min Frelsere god,Vnd mig paa all min Sorrig bod,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.
17.
Min Siel oc Liff befaler ieg dig,HErre IEsu vær mig Miskundelig,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.
18.
Vnd mig paa denne Verdens Ø,Baade ærlig at leffue, oc salig at dø,
Glæden er i min hu ved Christ allene.
19.
Giff mig til enden en stadig Tro,Oc siden i Himmerig den euige Ro,
Glæden er i min hu ved Christ allene.
20.
DEr den Vise haffuer dictet vel,Gud hannem beuare til Liff oc Siel,
Glæden vær i hans hu ved Christ allene.
21.
Huo denne Vise siunger met Fljd,HERRE Gud dem beuare til euig tid,
Glæden være i deris hu ved Christ allene.
66
22.
Huo denne Vise høre vel til,Gud være met dennem ieg ynske vil,
Glæden være i deris hu ved Christ allene.
23.
Nu ville wi giøre her ende paa,Christ vnde oss alle Guds Rige at faa,
Glæden bliffuer da i vor hu ved Christ allene.
AMEN.
En Christelig Supplicatz til Guds
Søn, siungis met den Thone: Es ist auff
Erden kein schwerer leiden, etc.
1.
HERRE IEsu Christ,Min Frelser du est,
Til dig haaber ieg alleene:
Ieg troer paa dig,
Forlad icke mig,
Saa Elendelig,
Mig trøster dit Ord det reene.
2.
Alt effter din Ville,O HErre mig stille,
At ieg dig trolig kand dyrcke:
Du est min Gud,
Lær mig dine Bud,
All min tid vd,
Du mig i Troen styrcke.
3.
Nu vil ieg være,O IEsu kiere,
Huor du mig heldst vilt haffue:
Ieg lucker dig ind,
67 I mit Hierte oc Sind,
O HErre min,
Met all din Naade oc Gaffue.
4.
Saa inderlig,Forlader ieg mig,
Alt paa din Gunst oc Naade:
O IEsu sød,
Hielp mig aff all nød,
For din haarde Død,
Frelß mig fra alskens Vaade.
5.
All min Tilljd,Nu oc altid,
Haffuer ieg til dig O HErre:
Du est min Trøst,
Dit Ord oc Røst,
I all min Brøst,
Mit Hiertens glæde monne være.
6.
Naar Sorgen mig trenger,Effter dig ieg forlenger,
Du kand mig best hußuale:
Den du vilt beuare,
Hand er vden Fare,
Du mig forsuare,
Dig monne ieg mig befale.
7.
Nu veed ieg vist.HErre IEsu Christ,
Du vilt mig aldrig forlade:
Du siger jo saa,
Kald du mig paa,
Hielp skalt du faa,
I all din Sorg oc vaade.
68
8.
O giffue det Gud,Wi effter dine Bud,
Kunde oss saa skicke tilsammen:
At wi met dig,
Euindelig,
I Himmerig,
Kunde leffue i Salighed, Amen.
Et anfectet Menniskis Bøn
til Gud.
Siungis met den Thone: O Gud
huor saare mig lengis, etc.
✂
O Gud effter dig mig forlenger,
Naar Synden mit Hierte trenger,
Til dig staar all min Ljd:
Paa dit Ord oc hellige Naade,
Vil ieg mig altid forlade,
O HErre vær mig mild oc blid.
2.
Mit Hierte giøris mig ræt bange,Det volder mine Synder saa mange,
IEsus er dog min Trøst:
Ieg troer hannem vel for alle,
Hand vil mig ret aldrig vndfalde,
Hand haffuer mig met sit Blod forløst.
3.
Stor Fristelse monne ieg finde,Mine Synder de mig hart binde,
O Gud hielp mig der fra:
Lad mig fortabt ey bliffue,
Huercken i Død eller Liffue,
Euig ieg dig vil prjse da.
69
4.
O IEsu Liffsens HErre,Vilde du min IEsus være,
IEsus er et sød Naffn:
Min Frelsere er IEsus lille,
O IEsu dig ey fra mig skille,
IEsus hand er min trygge Haffn.
5.
Gud Fader som mig haffuer skabet,Lad mig aldrig bliffue fortabet,
Mit haab sætter ieg til dig:
Guds Søn som mig haffuer forløst,
Du være altid min Hielp oc Trøst,
Styrcke det du haffuer begynt i mig.
6.
Den hellig Aand i lige maade,Forlene mig Vijßdom oc Naade,
Giff Lycke oc gode Raad:
I mit Kald saa flittig at være,
Oc mit Kaarß taalmodelig bære,
Siden tange i Himmerig deel oc laad, Amen.
En Vise om Verdens Suig,
oc falske Venner.
Siungis met den Tone, som den Psalme:
Vaag op, vaag op i Guds Naffn, etc.
✂
IEg gick mig vdi Rosens Lund,
Ieg actet der Diur at bede,
Men der møtte mig i samme stund
Den ieg ey effter monne leede:
Saa kand der meget hende,
Fra Morgen inden Afften monne komme,
Thi er det bedre at vende,
End føre den Gierning til ende,
Der meere kand skade end fromme.
2.
Om nogen sig kunde skicke saa,At hand huer mand kunde tiene,
Dog huer mands gunst skal hand ey faa,
Det taar hand aldrig meene:
Thi den som du giør best imod,
Hand skal dig snarest skende,
Thi huo er nu hin anden god,
Den eene den anden træder vnder Fod,
Være sig enten Frynt eller Frende.
3.
Huo Ræff met Ræffue skal fange,Hand skal sig vel omsee,
Thi Klaffer i Verden ere mange,
Tro ey huer at dig monne lee:
De ere icke end alle de beste,
Der recker dig høyren Haand,
Var dig for onde Gieste,
Forrædere ere nu de meste,
Alt baade hoss Quinde oc Mand.
4.
Ackeley er vel en smucker Vrt,Hun haffuer dog ingen luct,
Saa er der mangen der ved vel purt,
Sine Ord at farffue smuct:
Oc loffuer dig got met Tungen,
Oc meener der intet aff,
Det er altsammen aff Lungen,
Hand sætter dig paa en gunge,
Saadan er all Verdens Venskaff.
5.
Nu vil ieg tage mig faare,Oc fatte et andet Sind,
For ingen mig obenbare,
Paa Guds Fryct legge vind:
71 Naar Venner de oss vndfalde,
Saa staar Gud altid bj,
Om wi hannem trolige paakalde,
Hans Naffn være æret for alle,
Hand er vor Skytzherre frj.
6.
CHRIST Himmel oc Iordens HErre,Vnde mig din Naade der til,
Met din Aand mig regiere,
Der om ieg dig bede vil:
Ieg maatte min Tid saa slide,
I denne Verden hen,
Ieg siden hoss dig monne bide,
I Himmerig til euig tide,
Gud vnde mig det, AMEN.
En anden Vise om Wtroskab, siungis
met den Thone: Ieg veed en Vrt baade
deylig oc bold, etc.
✂
DEt er foruist blant alle mand,
En meenlig Sorg oc Klage,
At Tro oc Loffue ey findis kand,
I disse sidste Dage:
Her gielder ey Ord, her gielder ey Eed,
Ey Breff eller Segl hin stercke,
Ieg troer de fromme maa skot være keed
At leffue, huo det vil mercke.
2.
O Menniske vilt du høre til,Ieg vil dig raadene giffue,
Forlad dig paa Gud, tro hannem vel,
Lad ingen dig fra hannem driffue:
Tro du ey Menniskens søde Ord,
Oc lad dig icke forføris,
72 Thi de ere jdel Støff oc Iord,
Wstadige, som været røris.
3.
Sandhed, Venskaff oc Trofasthed,Haffuer Verden sæt tilbage,
En stund vaar Verden anden met,
I Trang oc rætferdige Sager:
Nu haffuer ingen Venner i By,
Vden hand er veldig oc Riger,
Som for sit Gods seer høyt i Sky,
Oc finder icke mange sin lige.
4.
Ieg taler vdaff forfarenhed,Oc maa met rætte bekiende,
At Tro oc Loffue ey er mange sted,
Leder mand til Verdens ende:
Den eene er offuer den anden tredsk,
Met Svig oc List at driffue,
Huo nu kand hyckle oc være sledsk,
Den monne mand Æren giffue.
5.
Ligerujß som Ræffuen paa Isen gaar,Sine Kløer væder met sin Tunge,
Paa det hand icke skade faar,
Saa giør nu Gamle oc Vnge:
Deris Sko aff Ræffskind er bered,
At de skulle icke falde,
Men skrier saa tredskelige aff sted,
Lader sig dog trofaste kalde.
6.
Gud bedre den som fattig er,Oc trænger til huer mands Naade,
Wræt oc Vold hannem offte skeer,
Forfølgis i atskillig maade:
Den er hannem verst den hand troer best,
Det er den Fattigis Lycke,
73 Oc den hand pleyer at holde sig nest,
Monne hannem allermest fortrycke.
7.
Thi raader ieg dig ihuor du est,Tag dig for Falskhed vare,
Vær icke gierne huer mands Giest,
Var dig for Smiglerens Snare:
Sig icke altid din Meening frem,
Oc lad dig icke mercke,
Ellers bliffuer du spottet naar du gaar hiem,
Dine Wuenner ere dig for stercke.
8.
Paa Gud sæt all dit Haab oc Tilljd,Oc bed hannem altid om Naade,
Det er dig tryggest til euig Tid,
Hand vil dig aldrig forlade:
Den Gud fortroer oc haaber paa,
Oc fra hans Ord ey viger,
Til skam hand aldrig bliffue maa,
Den hellige Scrifft det siger, Amen.
M. A. I. H.
Om Trøst oc Frimodighed, mod all
Kaarß oc Modgang, oc imod
Døden.
Siungis met den Thone: Aff dybeste
Nød lader oss til Gud, etc.
✂
AH fromme Christne værer ved god Trøst,
I skulle icke forsage,
Christus Guds Søn haffuer oss forløst,
Dog hand met Kaarset oss plager:
Den Straff haffue wi vel fortient,
For Gud ville wi det være bekient,
Ingen taar sig vdelycke.
2.
Vdi din Haand wi oss giffue,O Gud vor kiere Fader,
Den stund wi ere her i Liffue,
Du oss aldrig forlader:
Thi her er intet vden Sorrig oc Nød,
Elendighed oc Bedrøffuelse til vor Død,
Hoss dig wi Glæden vente.
3.
Ingen Fruct et Huedekorn giøre kand,Vden mand det i Iorden giffuer,
Saa skal oc dette Legeme forsand,
Til Støff oc Aske bliffue:
Før end det kommer til Herlighed,
Som du HErre Christ oss haffuer bered,
Ved din blodige Død oc Pjne.
4.
Huorfore ville wi da frycte saa,Denne timelig Død paa Iorden,
Wi maa dog engang met hannem gaa,
Thi huem er altid her vorden?
Men huo met Simeon soffuer hen i Ro,
Sin Synd bekiender oc paa Christum troer,
En salig oc god stund hand fanger.
5.
Betænck din Siel, beuare dit Liff,Lad Gud din Fader raade,
Hans Engle dine Vectere bliffue,
Dig beskytte fra alskens Vaade:
Ia som en Høne sine Kyllinge smaa,
Sine Vinge breder hun dennem paa,
Saa giør Gud mod oss arme.
6.
Huad heller wi soffue eller vaage maa,Da ere wi HErrens egne,
75 Paa Christum ere wi døbte ocsaa,
Hand beskærmer oss alleuegne:
Ved Adam paakom oss den Død,
Men Christus hielper oss aff all Nød,
Thi ville wi hannem prjse.
7.
Loff, Ære oc Prijß skee dig altid,O Himmelske Konnmg oc HErre,
Ved Iesum Christ vor Broder blid,
Den hellig Aand skee lige Ære:
O du wskyldige Trefoldighed,
Skee loff oc Tack i all Euighed,
Huo det begærer siger AMEN.
En Bekiendelse oc Bøn til Gud, i
Synd, Sorg, oc Legemlig suaghed.
Siungis met den Thone: Ieg kand
besinde oc ræt befinde, etc.
1.
O IEsu Liffsens HErre,Kom mig til hielp oc trøst,
En Syndere monne ieg være,
Ieg kiender for dig min Brøst:
Min Synd kand ieg ey dølle,
Hun tuinger mig Nat oc Dag,
Stor Sorrig monne ieg føle,
Der til giøris ieg nu suag.
2.
Den stund ieg er i Liffue,HErre IEsu ieg beder dig,
Du ville mig Naaden giffue,
At ieg maa omuende mig:
Ieg haffuer meget ont bedreffuet,
I all min gantske Tid,
Oc haffuer ræt ilde leffuet,
Det gior mig Sorrig oc qujd.
76
3.
Mit Kaarß haffuer ieg oc draget,Met stor Mødsommelighed,
Som Gud det haffuer behaget,
Huad oss tien, hand best veed:
Dog vil ieg mig ey offuergiffue,
I denne min Sorrig oc Brøst,
Men altid hoss Guds Ord bliffue,
Som er min høyste Trøst.
4.
Huem skal ieg mig ellers tiluende,Thi Tiden hun giøris mig lang,
Saa faa ere de mig kiende,
Naar ieg er i nød oc trang:
Mand kand sig icke besinde,
Naar Lycken vel skicker sig,
Siden skal mand selff befinde,
Huo leffuet haffuer slemmelig.
5.
Stor Sorrig lønlig at bære,Det giør i Hiertet vee,
Ieg taar mig for ingen kære,
Men du Gud som alting monne see:
Du kand mig best husuale,
Ieg klager for dig min Nød,
Du vilt mig icke vndfalde,
Huercken i Liff eller Død.
6.
En stadig Tro mig skencke,Met et fast Haab til dig,
Mig met dit Blod bestencke,
Det beder ieg Hiertelig:
Din villie lad mig fuldgiore,
Dig altid frycte saa,
77 At ingen skal mig forføre,
Men salig met dig bliffue maa.
7.
For din Døds skyld alleene,Bønhør mig naadelig,
Alt ved dit Ord det reene,
Ieg altid trøster mig,
Naar ieg skal heden fare,
Aff denne Iammerlig Dal,
Min Siel vilt du beuare,
Vdi den Himmelske Sal,
AMEN.
En arm Synderis Klagemaal for Gud,
siungis met den Thone: Ich armes Megdlein
klage mich sehr, etc.
✂
IEg arme Syndere maa vel klage mig,
Huor skal ieg mig atbære,
Thi den Rætujse Gud i himmerig,
For min Synd mig vred monne være:
Det driffuer bort vist all Glæde oc Lyst,
Oc giør mig i Hiertet bange,
Naar ieg tæncker paa, huor det vil gaa,
Mit Hierte i Fryct oc Sorrig monne staa,
Mine Synder ere store oc mange.
2.
O rjge Gud giff mig din Naade,Huor ieg i Landet mon fare,
Min Siel oc Liff, mjn ære i alle maade,
Fra Skam oc Last beuare:
Saa vil ieg altid tacke dig,
Baade Nat oc Dag, oc allen stunde,
Naar ieg tæncker paa, huor det vil gaa,
Mit Hierte i Fryd oc Glæde monne staa,
Min Sorrig er da forsvunden.
78
3.
Effter din villie HErre føre mig,Lad mig din egen være,
Alt got forseer ieg mig til dig,
Ieg vil dig tacke oc ære:
Ingen Suig hoss dig mand finde kand,
Du est trofast for alle,
Dit hellige Ord er mig saa kiert,
Alt Keyserens Gods er intet vert,
Paa dit Ord vil ieg bygge, Amen.
En Tacksigelse effter Maaltid, eller
anden tid at siunge.
1.
HERRE Christ wi dig nu prise,Dine fattige Børn oc Faar,
Du monne oss vel bespise,
Din Rundhed til oss gaar:
Met Klæder oc Liffsens Føde,
At wi ey skulle leggis øde,
:/: Saa stor din Mildhed staar.
2.
Alt got aff dig wi haffue,O milde IEsu Christ,
Mangfoldig er din gaffue,
Du vnder oss her Liffs frist:
Met Sundhed, Næring oc Lycke,
Effter dit gode tycke,
:/: Thi tacke wi dig foruist.
3.
Naar wi ere glade oc mætte,Vdaff din rjge Laan,
Saa maa wi dig ey forgætte,
79 Wi anamme det aff din haand:
Wi ville dig prjse oc ære,
Du est vor Gud oc HErre,
:/: Oc vor eeniste Frelsermand.
4.
Skenck oss din hellig Aands naade,At den maa hoss oss bo,
Fri oss fra alskens Vaade,
Giff oss en stadig Tro:
Beuar oss her i Liffue,
Oc siden oss Himmerig giffue,
:/: Met euig glæde oc ro, Amen.
En lærafftig oc trøstelig Vise, Siungis
met de Noder: Mag ich Vnglück
nicht wiederstahn, etc.
H. C.
✂
TIl Gud alleene min forhaabning staar,
Huor det mig gaar,
I hannem ieg er trygger:
I Nød oc all Modgengelighed,
Vil ieg altid,
Hart oc fast paa hannem bygge:
Hand er min Tilljd,
Nu oc allen Tjd,
Tratz Dieffuelsens mact,
Gud er min Krafft,
For huem skal ieg mig frycte.
2.
Bedrægerj tager Offuerhaand,Synd, Last oc Skand,
I denne tid offuen sueber:
Oc tuert imod, Dyd oc ærlighed,
Staar nu bag ved,
80 Fuld faa effter ære streber:
Huo nu dette seer,
Hoss sig selffuer leer,
Huor er nu Gud,
Oc spotter hans Bud,
Tryg oc wgudelig leffuer.
3.
Saa skalt du icke dømme min Ven,Men betæncke igien,
At Gud langmodig mon være:
Der lenge seer til vor Synd oc Last,
Oc dømmer ey fast,
Indtil at Tiden kommer nære:
Naar hand siden vil,
Saa slar hand flux til,
Met Rijß oc Rod,
Huilcken ellers er god,
Met haard straff vil hand dig da lære.
4.
Om Gud icke strax monne føre dig til,Alt huad du haffue vil,
Lad dig det icke anfecte:
Naar hand saa siunis wnaadig for sig,
Oc lenge opholder dig,
Hand vil dig dog slet intet necte,
Bie men effter ham,
Oc gack ræt fram,
Den frommis Vey,
Forlader hand ey,
Hielper altid sine tro Knecte.
5.
Dit Haab sæt til den HErre sød,I all din Nød,
Kast du paa hannem all din Sorge:
Hand veed oc kiender vor arme Klag,
81 Huad wi behøffuer i Dag,
Huad wi behøffuer i Morgen:
Hand vil oss vel nære,
Oc altid vel beskære,
Huad oss giøris behoff,
Thi hand haffuer nock,
Taar ey aff nogen borge.
6.
Ieg haffuer været vng min Ven,Den tid hun er nu hen,
Nu er ieg meer til Alder kommen:
Ieg haffuer igiennem vandret Stæder oc Land,
Oc kient der mangen mand,
Dog haffuer ieg icke fornommet:
At den Rætferdig er,
Eller hans Sæd saa kier,
Aff Hungers Nød,
Gick om effter Brød,
Men rigelig er forsiunet.
7.
Det haffuer ieg oc forfaret vist,Vden all argelist,
At Gud den wgudelig ey vil skone:
Om hand end som en skøner Vrt,
Opuoxer frisk oc purt,
Oc staar som Blomster hin grøne:
Men der effter fast,
Kommer Guds straff met hast,
Hand hugger omkring,
Saadan Wkrud i Ring,
Lader dem som en Vrt henvißne.
8.
Men der imod den salig er,Baade her oc der,
Som sig i Guds Fryct lader finde:
82 Der sætter sin Gierning all til Gud,
Oc følger hans Bud,
Sin trøst oc haab paa Gud mon binde:
Om wlycke kom paa,
Vilde ham tilbage slaa,
Gud vndsætter hannem vist,
At hand paa sidst,
Kand alt Ont offueruinde.
9.
Ieg tacker min Gud oc HErre kier,Min Liffs tid her,
Som mig her til saa vel har næret,
Oc mig til min Nødtørfftighed,
Haffuer forsørget altid,
Intet meer haffuer ieg begæret:
Thi stort Gods oc Rijgdom,
Kand en snart giøre wfrom,
Fordømme hannem met,
Om hand henger der ved,
Oc sit Hierte der hen kerer.
10.
Huad skal ieg oc met Rijgdom stor,Paa denne wsle Iord,
Huilcken ieg maa endelig forlade:
Ocsaa met Døden fare hen,
Ihuor rijg er en,
Maa paa den almindelig Gade:
Rijgdom eller Armod,
Er begge ey god,
Rijgdom stolt gior,
Armod foractet er,
Giff HErre alting met maade.
11.
Mig saare forlænger effter dit Ord,Som er den rætte Port,
83 Ind i dit Rige at gange:
Derfor lad mig O HErre kier,
Ved den reene Lær,
Din Villie at vide fange:
Paa det at ieg,
Fast troer paa dig,
Oc vden all vee,
Dit Ansict maa see,
Oc i Himmerig met dig indgange,
AMEN.
En Søfaren Vise, kand siungis met
Det Stemme: Vden HErren opholder
vort Huß oc Gaard, etc.
✂
HVo skal ledsage en Søfaren Mand,
Som staar vdi Fare oc vaande,
Offuer Sø oc offuer det salte Vand,
At seyle i fremmede Lande?
Vil hand sig nære met Gud oc ære,
Da vil IEsus hans ledsagere være,
Om hand hannem trolig paakalde.
2.
En from Skipper skal først tæncke til,Som en god Reyse vil giøre,
Gud at paakalde hand gierne vil,
At hand got Folck maa føre,
Som vil met hannem giøre deris Bøn,
Til IEsum Christ Guds eeniste Søn,
Om dem skal gaa vel i haande.
3.
Effterdi det er gammel seduan,Naar en Skipper sit Skib vil vdtackle,
Saa hyrer hand gode Affice Mænd,
Deris Arbeyd kunde giøre til tacke,
84 Da bør hannem at hyre Guds Engle met,
Der gierne ville være paa saadan sted,
Som HErren er selff inden Borde.
4.
Sammeledis ligger der mact oppaa,At en Skipper ey heller forglemmer,
At hand en forfaren Styremand kand faa,
Sin Kaaß veed at passe oc fremme:
Oc sætter hende icke bister eller grom,
Men hannem bør at være Gudfryctig oc from,
En god Haffn skal hand da finde.
5.
Naar en Skipper saaledis acter sin Sag,Huad heller hand er vde eller inde,
Da skal det gaa til Lycke oc mag,
Det skal hand selff befinde:
Hand skal oc selge sin Vare vel,
Heller det er Fractgods eller eget sel,
Baade i Øster oc Vester Lande.
6.
Det er oc farligt, ey met det beste,At haffue met sig inden Borde,
En hob Voffuehalse oc Skendegieste,
Der altid vil bande oc suere,
Som Paulus Apostel, den Mand saa from,
Han haffde met sig, der hand seylet til Rom,
I den haarde Vinters tide.
7.
Hand raadde dem til Gudfryctighed,De vilde hannem ingenlunde høre,
Men Offuerdaadighed i Tale oc Sæd,
Monne de allermest fremføre:
Thi sende Gud dennem Bedroffuelse stor,
For de bespottede hans hellige Ord,
Saa skeer endnu i disse Dage.
85
8.
Sanct Povel paakalder sin Skaber blid,At hielpe sig aff denne Vaande,
Det onde Selskaff at bliffue qujt,
Som laa vdi Syndsens Baande:
Da kom Guds Engel til hannem om Nat,
Oc sagde, du skalt nu hielpis brat,
Det lader HErren dig sige.
9.
HErren haffuer hørt din Bøn oc Graad,Sagde Engelen samme stunde,
Du skalt icke seyle i saadan wraad,
Eller omkomme nogenlunde:
Vaare du icke met i denne fart,
Da skulde forgaa oc end vel snart,
Huer mand til Haffsens Bonde.
10.
Forfarenhed giffuer tilkiende her vd,For dem som seyler inden Borde,
Met en hob forloren Sathans Krud,
Oc skiendegieste vel store:
Slem snack haffue de offuer Mad oc Øel,
Det skal dem betalis i Helffuedis Pøl,
I euig Pjne at brende.
11.
Den som sig tuctig vilde gierne betee,I Ord oc Gierninger sine,
Ad hannem monne de baade fnyse oc lee,
Oc spaattelig ad hannem grine:
Saadan een er icke deris beste Mot,
Der giøris aff hannem baade spee oc spot,
Hand kand dem ey vel befalde.
12.
Naar Chor skal holdis om Afftens gang,At prjse Gud met Tuct oc ære,
86 Da skal mand snarer høre anden Sang,
Som skeer Gud til stor vanære:
Hand liuder om Horerj oc anden wtuct,
De meen det staar dem tappert oc smuct,
At de Gud saa kunde fortørne.
13.
Naar deyligt Vejr er, oc en herlig vind,At Glæde er at see oc skue,
At tacke vor HErre ere de slet blind,
Guds Fryct kommer de minst ihue:
De sige, lad staa til en Dag eller fiff,
Saa komme wi til de Spanske Viff,
Oss lyster met dennem at leege.
14.
Vor HErris Mildhed er meget stor,Der saadant fordrage kunde,
At hand icke i sin Vrede slar,
Disse Dieffuels Kroppe til grunde:
Met Haffsens Bølger som bruse saa hart,
Det kunde hand giøre vel met en fart,
Vaar ey hans Godhed diß større.
15.
Derfor raader ieg, at en huer for sig,Sin Salighed kier monne haffue,
Tractere der paa fornumstelig,
At bruge Guds hellige Gaffue,
Oc heller mand er til Land eller Vand,
Befale sig Gud til troer hand,
Guds Engle hannem ville beskærme.
16.
Gud Fader, Søn, oc hellig Aand,Hannem bør oss at prjse oc ære,
Hand oss beuarer til Land oc Vand,
Vil altid vor Hielpere være:
Hand vnde oss at seyle i Verden saa,
87 Wi alle en lycksalig Haffn kunde faa,
I Himmerig met hannem at bliffue, Amen.
L. I. H.
Regula pietatis.
Quivult DEO servire, hunc oportet exspectare
consilium Domini.
Hoc est:
Credere invisibilia,
Sperare dilata,
Et semper diligere DEUM, sive austeram
sive benignam faciem nobis ostendat, atque ita
in finem usque pcrseverare.
✂ Det er:
✂
HVo Gud Allmæctigste vil tiene oc liude,
Oc euig Salighed met hannem nyde,
Hannem bør at fortøffue Guds Raad oc Ville,
Oc sig aldelis effter hannem stille,
Det hand icke seer det skal hand dog tro,
Om hand hoss Gud vil haffue ro:
Forhaler Gud Hielpen oc tøffuer sin tide,
Saa skal hand dog haabe oc effter hannem bide,
Gud skal hand elske oc haffue kier,
For alle de ting i Verden er,
Huad heller hand siunis dig haard eller mild,
Haff hannem lige kier ellers far du vild,
Naar du her i varactig til enden staar,
Da bliffuer du vist salig, ihuor det gaar,
Haffuer du Gud kier da elsk oc din Næste,
Oc ramme i alting hans gaffn oc beste,
Tal aldrig noget paa en andens ære,
Vden hand selff tilstede monne være,
Thi aldrig leffuer der i Verden een,
Som icke haffuer sit Breck oc Meen:
Tracte altid at giøre ræt oc gaat,
88
Om du end der offuer skulde lide spaat,
Thi aldrig er nogen saa forstandig oc vijß,
At hannem aff alle kand giffuis prijß.
En anden Regel at skicke sig der effter
i gode Sæder.
✂
DEt siges at være en vjser Mand,
Der sin sag regerer met skel oc forstand,
En Daare vilde gierne oc kand det ey,
Thi hans Sind oc Mod vil icke den Vey:
Mod Gud duer ingen Velde eller Mact,
Thi er det tid at fare varlige oc sact,
Huad Gud icke selff bestille vil,
Der giffuer hand heller ingen Lycke til:
Er det aff Gud, da haffuer det genge,
Er det mod Gud, da varer det ey lenge,
Derfor haff Gud paa din side,
Saa kand dig intet skade eller qujde.
At det gaar ilde til alle stæde,
Det seer vel mange oc det begræde,
Men faa ere der hielpe vil,
At det kunde gaa noget bedre til.
All Verdsens Handel er omskifftelig,
Huo det vil acte grandgiffuelig,
Ingen Ting bliffuer lenge ved et paß,
Men vendis om som et Timeglaß,
Denne Verden løber flux om oc om,
Den i Dag er ond, kand i Morgen bliffue from,
Den i Dag siunis den beste at være,
I Morgen kand hand sig forkære:
Det nu nedbrydis haffuer andre opbygd,
Oc meente det skulle saa staaet fast oc trygd,
Nu bygger wi igien flux andet op,
Om et stund blifuer der aff huercken rod eller top,
89
Intet bliffuer noget, oc noget bliffuer intet igien,
Saa gaar all Verdsens Herlighed hen.
Den som aldrig aff det sure monne swe,
Hand veed oc icke huor til det søde kand dwe:
Huo aff det onde icke beet oc barcket er,
Det gode kand hand ey heller haffue kier,
Saa haffuer det mangens Vijßdom forøgt,
At hand baade det gode oc onde haffuer forsøgt,
Huor til duer en wforsøgter Mand,
Der huercken gø eller gabe kand,
Men den som meget haffuer fristet i Liffue,
Hand veed oc andre gode Raad at giffue:
En forsøgter Mand er god at gæste,
Haffuer ieg altid hørt aff de bæste,
En Hiemfødning oc den som intet got veed,
Aff hannem faar mand oc tynt beskeed:
En flittig Mand vil Gud hielpe fram,
En vankundig forsømmelig gaar tilbage met skam
Gud giffuer alt got til klæde oc Føde,
Dog vil hand wi skulle haffue Arbeyd oc møde,
Læde giffuer ingen Løn vden Last,
Sagde Broder Ruß, thi arbeydede hand fast,
Aff en liden Nød, bliffuer en Hassel bleg,
Aff et Agerne, en stor oc stercker Eeg,
Aff et lidet Barn, en lærder Mand,
Om hand i Vngdom holdis til forstand.
Naar du gaar ind ad nogen mands Dør,
Dette at betæncke dig flittelige bør,
At du dig saa skicker i ære oc Dyd,
Saa de icke faar til dig Lack eller lyd,
Men kand sige dig effter naar du est hen,
Her vaar hand saa hand maa komme igien,
Oc haffuer holt sig hoss oss venlig oc vel,
At ingen kand andet sige met skæl.
O huad det er saa i Verden vel leffuet,
90
Naar en finder saadant paa sin Ryg skreffuet,
Naar een saa lucker Dørren effter sig,
Saa hand tør hende igien oplade dristelig,
Men naar de siger der tuert imod,
Den Fandens Skalck hand bliffuer aldrig god,
O huad det saa ilde leffuet monne være,
Saadant et Rycte fra Huset at bære.
Met Villighed oc Tienstactighed,
Vinder du meer, end met hastighed,
Thi daarlig hastighed oc Stiffsindighed,
Hielper dig intet til Lycksalighed:
Huilcken der ey kand fire oc hale,
Oc handle varlig i Gierning oc Tale,
Oc holde aff Veyen, oc heller vige,
End trætte met den ey er hans lige,
Hand taber vist Marcken met skam oc spot,
Oc giffuer ham paa det sidste meer ont end got,
Buck Broder, oc lad offuergaa,
Naar Vold oc Mact gaar for Rætten at staa,
Mod en stercker Mur met sit Hoffuet at løbe,
Bader mand intet paa, huo det vil prøffue:
Naar Vold gaar for Rætten hen,
Da er det bedre at være Herre end Suend.
Maadelig Lycke er alsombest,
Oc saa en rolig Samuittighed dernæst,
Oc frycte saa Gud vær glad oc fro,
Det er det beste vilt du mig tro:
Haffuer du din nødtørfftige opholt met ære.
Oc den dig viss oc fast mon være,
Begær intet meer, men lad dig nøye,
Met den Lycke Gud monne dig tiltøye:
Leff vel der aff, tacke Gud, oc vær glad,
Thi hoss offuerflødig Lycke er affuind oc Had,
Far vel met dine Venner, far vel met dig selff,
Befale saa Gud baade Liff oc Siel.
91
Stor ære er at tie, oc tale i tide,
Huo det kand, maa vel en vijß Mand hede:
O huilcken en nyttig ting det er,
Huo altid Vijßdom hoss sig bær,
Oc handler alting met Raad oc maade,
Det kand hannem i Verden meget baade:
Lad Skæl oc Fornufft regære dig,
Oc ey Hastighed eller Vrede skendelig:
Saadant Exempel skalt du tage fast,
Aff Gud, thi hand giør intet met hast.
Huad mand met falskhed oc Synd faar,
Det flux igien met Sorgen bortgaar,
Derfor huad Gud oc Lycken vil tilføye,
Det er nock, lad dig der met nøye:
Nøgen komst du til Verden min Ven,
Nøgen skalt du her fra igien,
Huad hielper dig da Gods oc Penninge dine,
Om du skulde brende i Helffuedis Pjne.
✂ Behüte Gott alle trewe Hertzen.
Om Døden, en nyttig Betænckelse
oc Regel.
- ✂
- AUGUSTINUS.
-
Communis est mortis via, beatus igitur
qui præceßit.✂ HVi frycter du dig Menniske saa saare at dø,
Sola hominem pietas etiam post fata sequetur,
Du est dog her paa saadan en Ø,
At du kommer aldrig leffuendis hen,
Betænck det vel min gode Ven,
Oc om du end kunde leffue et Aar eller Tj,
For Døden est du dog icke frj,
Baade Dag oc Nat hand hoss dig staar,
92 Ia huer Time offuer dit Hoffuet gaar,
Du veedst aldrig naar hand vil dig angribe,
Saa maat du alt dantze effter hans Pibe,
Der hielper hoss hannem huercken løn eller Bøn,
Huercken rød Guld eller Skowe grøn,
Den Vijse oc Wuijse haffuer lige gode kaar,
De maa alt dantze effter, som hand springer for,
Derfor jo snarere, jo bedre foruist,
At bortfare i Troen til IEsum Christ:
Saa gaat er at være den første i tide,
End tøffue til sidst oc meget ont lide:
O salig er den som dette kand kiende,
Oc sig i Tide til Gud omuende.
Cætera sunt umbræ, somnia, vana, nihil.✂ INgen tingist følger et Menniske til Graffue,
Vden Gudfryctighed, huo den monne haffue,
Aff alt det andet wi tilsammen riffue,
Oc tit der om met vor næste kiffue:
Oc alt huad wi kunde opslæbe oc trælle,
Faa wi ey meere end fire Fiælle,
Oc saa et stycke Læret tre Alne lang,
Der hen kommer all vor Pral oc Prang:
Gudfryctighed effter Døden følger dig hen,
Alt det andet bliffuer her tilbage igien,
Oc som en Skugge oc Drøm forgaar,
Naar du est død oc ieggis paa Baar:
Forfengelig oc intet er all vor jd,
O salig er den til euig Tid,
Som frycter Gud oc haffuer hanuem kier,
Hannem gaar det vel baade hisset oc her,
Oc forsmaar denne Verdsens Forfengelighed,
Den vil Gud giffue euig Salighed,
Naar hand haffuer her huercken Huß eller Ro,
Da skal hand hoss Gud i Himmelen bo,
93 I Verden ere wi jo fremmede Gieste,
Enddog wi bygge her store Feste,
Mig vndrer wi icke bygge dere,
Som wi til euig tid skulle være,
At naar de oss aff Verden vduise,
Wi kunde hoss Gud faa Ro oc Lise,
Hoss hannem til euig tid bo oc bygge,
Fra all gienuordighed bliffue frj oc trygge,
All Verdens herlighed er som en skugge oc støff,
Suinder hen, som om vinteren aff træ falder løff
Men huo Gud frycter hand er rijg oc vijß,
Mod Døden faar hand baade seyer oc prijß,
Det er den Vijßdom som icke slar feyl,
Naar wi met Døden maa vinde op Seyl:
Huo Gud frycter i alle vraar,
Haffuer intet i Verden at frycte faar,
Traatz alle Tyranner, Dieffuelen oc Død,
Den Gud frycter haffuer ingen Nød:
Huad kunde de meere føre end Liffuet i Fare,
Men Sielen vil Gud til euig tid beuare,
Huo sin tro sætter til Iesum Christ,
Oc haaber ved hannem alt got foruist,
Hand er Lycksalig i Liff oc Død,
Gud hielper hannem vist aff all sin Nød.
Besluttelsepaa alle forscreffne
Regle.
✂
VIlt du disse Regle flittig acte,
Oc dennem i dit Hierte vel betracte,
Oc effterfølge dem i alle ting,
Ihuort du far i Verden omkring,
Oc lade dem være din Rettesnor,
Effter huilcke du retter din Gierning oc Ord,
Da vil ieg dig det loffue oc sige,
Meget gaffn du der aff skalt finde tillige,
94
Huorledis du dig skalt skicke mod alle mand,
I huor din Omgængelse falde kand:
Scire ac sequi bonos mores,
Dat divitias et honores,
Ære rijg, oc Penninge rijg,
Giør gode Sæder, tro du mig:
Den sig smuct veed at lempe oc skicke,
Hand kommer til ære oc megen Lycke,
En Tølper oc den som intet got veed,
Hoss huilcken er huercken lempe eller beskeed,
Hand er en Stock oc bliffuer en Stock,
Ihuor meget hand monne snurcke oc pucke:
Mand kand oc lættelig paa Reden see,
Huad Fuel der boer inde, oc der at lee,
Mand taar paa en Gæck icke Klocke binde,
Hand ringer sig vel selff baade vde oc inde:
Oc altid gaar saadan Mand til Dør,
Enten ond eller god som inden er før,
En vijß forfaren oc skickelig fremgaar,
Naar en Plomperjan bag Dørren staar,
O Børn lille, lærer, men i ere vnge,
At være vijse i Gierning, oc snilde i Tunge,
Oc Gud i alting for Øyen sætte,
Hans Bud oc Befalning i aldrig forgætte,
Seer i noget det en anden staar vel,
Det samme kand i oc effterfølge met skel,
Seer i der hoss, huad en anden staar ilde,
Da skyer det samme baade aarle oc silde:
Huo saa i Verden kand slide sin tid,
Den bliffuer Gud oc Mennisken huld oc blid.
Regulæ vitæ.
Det er: Nogle sønderlige Liffs Regle,
giort vdi Rjm, effter huilcke huert fromt
Menniske kand rette sit Liff, Leffnet
oc Omgengelse.
95
✂
HOlt Gud for Øyen, hannem elske oc frycte,
Beuare din ære oc gode rycte,
I din egen Sag vær vijß oc forsictig,
I fremmet Handel tro oc oprictig,
I Raadslag met andre vær klog oc vitzig,
I Vrede vær ey forsnar oc hitzig.
Naar du en tingest begynder paa,
See altid huad ende den kand faa,
I got Forsæt vær stadig oc fast,
I dine Ord betæncksom, sandru vden hast,
Ingen tingest en snarer foractelse hiembær,
End den i Ord oc Gierninger lætferdig er:
Flittig oc tro i dit Kald skalt du være,
Berømme dig ey aff det du kand giøre,
Skeer dig wræt, vær taalmodig at lide,
Giør ingen Wskyldig wræt nogen tide,
Est du sund oc karsk, vær ey forglad,
Est du skrøbelig, haff ey wlad:
Haffuer du god Lycke, opheffue dig ey,
Haffuer du Wlycke, betale Gud din Vey:
Tro du Gud vel, lad Verden men bruse,
Lad ingen dig fra Rætferdighed kiuse,
Forlad dig paa Gud i all Kaarß oc Fare,
Thi hand kand alle sine beuare:
I Pestilentz, Krjg, Hunger oc Nød,
Oc alt det dem hende kand i Liff oc Død,
Forsøm dog ey, middel oc lempe at bruge,
Met Handske kand mand Neller opluge:
Hiemme i dit Huß maat du vel regære,
En andens Huß skalt du ey reformere,
Holt din Hußholdning sparsommelig,
Offuerleg din Tæring, see vel for dig,
Vær Veluillig, Kostfrj, til ære,
I andet holt maade at øde oc tære:
Gack flittig til Kircken, Guds Ord at høre,
96
Oc daglig til Gud din Bøn at giøre,
Lad dig icke fortijt paa Gaden finde,
At gabe frem oc tilbage blant Mand oc quinde,
Men gack flux fort dit ærende frem,
I din Gang vær ey Hoffmodig oc slem,
Holt dig reenlig i Seng oc Sæde,
Vær ingen Fraadser naar du skalt æde,
Drick ey heller offuerflødige min Ven,
Ellers gielder det dig ilde igien:
Klæd dig effter din Stat, reenlig oc vel,
Fly Hoffmod oc Pract, det følger got skæl,
Forkoste dig ey met store Pancket oc Gilde,
Kom oc ey wbøden, ellers far du ilde,
Est du en Vært, giør dine Gæster glad,
Oc vnde dem det beste aff Øel oc Mad,
Vær mild oc dannes at giffue oc skencke,
Men en andens gafue at anamme, dig vel betenke
Forstreck oc laan gierne fattige Folck,
Oc vær for dem en goder Tolck,
Betal gierne de dig vel betroe,
Leff fredelig met dem som hoss dig boe,
Hielp dine gode Venner i Nød oc Trang,
Forlad dine Fiender, som dig giøre forfang:
Holt selskaff oc Kundskaff met din lige,
Oc vige dem som dig ere forueldige oc rijge,
Døm icke lætferdig om andres Bræck,
See huad dig selff feyl, ellers est du en Gæck:
Haff god skick oc seder hoss quindfolck oc børn,
Aff gammelt Folckis vijß dig ey fortørn,
Et vnderligt Menniske skalt du meget effterlade,
Oc ey laste alt det der er vært at hade,
De sig ey ville lade raade oc sige,
Lad dennem fare deres Kaaß tillige:
Spotte ingen der slet oc eenfoldig er,
Men vent alting til beste, baade fiern oc nær,
97
Met en from oc Rætferdig skalt du ey trætte,
Kant du vnduige, gack ey til Rætte,
Vær venlig oc from met fremmede Gæste,
At de kunde tale om dig det beste:
Vær mild oc sactmodig met alle Mand,
Sønderlige mod en Syndere sig bedre kand.
Seer du nogen der elendig monne være,
Metlidighed skalt du met hannem bære:
Seer du nogen der Lycken er met,
Huad Gud hannem gifuer, mißund ham ey det,
For ont oc forstocket Folck var du dig,
Oc de som fare met falsk oc Suig,
De borte ere, tal intet ont paa,
Den næruærendis du oc intet breide maa.
Trøste oc raade en bedrøffuet Aand,
For den Nødtørfftige luck ey din Haand,
Mod veyfarendis folck vær tienstuillig oc from
Dine Landmænd fordre huor du monne komme,
Oc sønderlige i fremmede Stæder oc Land,
Vden de Tyffue oc Skelme være kand,
Dine Metborgere oc de dig boe næst,
Skalt du altid giøre det best,
Oc føye dem vijselige huor met du kant,
Far ey met Løßhed, skarn oc tant:
Det lille kaste icke bort oc forsmaa,
Førend du det større oc bedre er kand faa,
Der sigis, at Krumme er ocsaa Brød,
Saa er noget bedre end intet i Nød,
Effter tidsens Leylighed dig rætte oc skicke,
At dig icke møder skade eller wlycke,
Kaaben effter Vejrit du stundum vende maa,
Vilt du met Folck nu i Verden omgaa,
Den bliffuer oc længe en armer Mand,
Der om sit eget gavn ey tale kand,
Tale om din Skade, roeß icke din Lycke,
98
Ellers mister du tijt mangt et got stycke:
Naar du vilt tale, da acte vel det,
Huad Folck du haffuer at tale met,
Der effter maat du din Tale skicke,
Thi lige Ord befalder huer mand icke:
Dine Ord skalt du jo saa nøye vare,
Som din Gierning, vilt du ey komme i Fare,
Holt tand for Tunge, tænck huad du vilt sige,
Ellers er det meget bedre at tie:
Paa Gud sæt all din Tilljd oc Tro,
Paa hans Ord maat du frijt bygge oc bo,
Frycte Gud, giør ræt, oc det onde hade,
Paa intet Menniske dig forlade:
Bær dit Kaarß det lætteste du kand,
Klag ey din Nød for alle mand,
Roeß ey for nogen din Lycke oc baade,
Tro huer mand skrøbelige, bed Gud om Naade,
Holt det du haffuer, oc brug det ræt,
Gud oc den Arme aldrig forgæt.
Beskærme din Sag met Low oc skæl,
Vær ey forhastig, betænck dig vel,
Spør dig vel fore huad du slar paa,
See oc til enden huor det vil gaa:
Blant got Folck før en ærlig Vandel,
Oc holt dig redelig mod alle i Handel,
Betracte Personer, Sted, Maade oc Tid,
Acte vel din Gierning oc Ord met fljd,
Fly onde Folck, holt dig til de Fromme,
Der aff dig all Velfærd monne tilkomme,
Naar du est død du faar ey meere,
End et Ord met dig til Graffuen at bære,
Skicke dig derfor saa, vilt du mig lyde,
At du effter din død et got Ord maat nyde,
Den ene tid gaar, den anden kommer,
Saa gaar bort Vinter, oc saa gaar Sommer,
99
Saa kommer døden paa det sidste til,
Hand ende paa alting giøre vil,
Meget bedre er vel at være død,
End leffue met sorg vdi Angest oc Nød,
Beholt Troen oc en god Samuittighed,
Saa far du met Simeon hen i Fred,
Gud vnde oss her paa denne Vdø,
Ærlige at leffue, oc salige at dø,
Naar Gud vil oss aff Verden kalde,
Gud Fader, Søn oc H.Aand være hoss oss alle.
En anden kort Regel.
✂
FRyct Gud altid,
Vær trøstig, glad oc blid,
Leff ærlig oc vel,
Giør huer mand ræt oc skæl.
Kom Døden ihu, Tænck et aff tu,
I Himmerige er Glæde oc gode Dage,
I Helffuede er pijne oc euig Plage.
En anden Regel.
✂
VÆr stille, stadig, oc holt dig slet,
Foracte all Fortørnelse oc wræt,
Sact met det første, oc far i mag,
See vel til, oc acte Enden i all din Sag,
Haff Gud for Øyen, tænck paa hannem altid,
Holt maal oc maade, i Ord, Gierning oc Ijd:
Kiend dig selff, oc holt dig til dine lige,
Det er det beste Raad ieg kand sige:
Befal saa Gud din Vey oc Sag,
Saa gaar vel frem alle dine Anslag:
100
Tro huad Christeligt er,
Giør huad ræt er,
Tænck huad got er,
Tal huad sant er,
Tie huad hemmeligt er,
Æd huad sunt er,
Drick huad klar er,
(excepta aqua)
✂
Læß huad nyttigt er,
Soff naar tid er.
Giør du dette, oc følger min Lære,
Da skal det dig meget gavnligt være.
Arma nobilitatis.
✂
Streng, wieder böß,
Mildt gegen from,
Standthafftig vnd weiß,
Das ist des Edelmans preiß.
Der ere fem sønderlige Stycker, som et
Gudfryctigt Menniske skal daglig haffue i tancke
oc hukommelse, oc aldrig glemme, saa længe hand
leffuer: Huilcke ere befattede i disse tuende
gode gamle Verß.
Mors tua, Mors Christi: Fraus Mundi, Gloria cæli,
Et dolor inferni, sunt meditanda tibi.
✂ Det er:
✂
O Menniske merck disse stycker fem,
Oc est du vijß, dem aldrig forglem,
Som dine fem Fingre skalt du dem kunde,
Oc lær at betæncke dem vel til grunde.
- ✂
- Det Første.
-
✂ I Huort du far, i huort du gaar,
Tænck at din død altid for dig staar,
101 Du est icke frj for hannem en Time,
Naar du aff hannem maat besuime:
Memento mori, er et gammelt Sprock,
Det giffuer oss vel at betæncke nock,
Glem icke Døden, thi hand glemmer icke dig,
Det loffuer ieg dig ræt visselig,
I huor wi oss i Verden vende,
Da er alt Døden det sidste ende:
Beskicke dig fordi her til i Tide,
Saa du kand hannem met glæde forbide:
Holt dig fra Synd, Skam oc Last,
Beuar din Tro oc Samuittighed fast,
Foruente saa huer dag en forløßning god,
Fra alt det onde dig er imod,
En Christen kand Døden intet skade,
Men er hannem meer en behielpning oc baade,
Paa en Christen døer slæt intet mere,
End det hand gierne vilde qujt være,
Her døer Sorrig, her døer Sot,
Her døer alt det oss er imod,
Fattigdom oc all Verdens Elende,
Naar døden kommer, tager det en ende,
Men Sielen hun er wdødelig,
Hun leffuer hoss Gud euindelig.
- ✂
- Det Andet.
-
✂ DEt Andet du skalt tæncke paa,
Oc aldrig lade aff Hiertet gaa,
Er Christi beeske oc haarde død,
Met huilcken hand dig haffuer frelst aff Nød,
Ansee her vdi Guds Vrede saa stor,
At ingen Creatur i Himmel oc Iord,
Kunde den stille, vende oc borttage,
For Guds Søn maatte sig til oss wmage,
Oc vdstaa for oss saa stor en Bardun,
At wi kunde komme i Fred oc Lun,
102 Ansee oc Guds Mildhed oc Naade,
Som her beujsis i mange maade,
At hand aff Kierlighed til Menniskens Kiøn,
Haffuer hengifuet sin enborne allerkieriste søn,
At wi icke skulde fortabet bliffue,
Men tro paa hannem oc bliffue i Liffue,
Oc skiule vore synder vnder hans blodige Arme
Da vil hand sig vist offuer oss forbarme,
Borttage fra oss all Iammer oc Nød,
Oc frj oss fra den euige Død.
- ✂
- Det Tredie.
-
✂ DEt tredie wi altid skulle betæncke,
Om wi ville icke vore Hierter krencke,
Det er denne Verdsens Falskhed oc Suig,
Var dig fuld vel hun skuffer ey dig,
Hun duer slet intet at lide paa,
O huor mange haffuer hun bedraget deres salighed fra:
Hun heder Verden oc ey omsunst,
Det er, vær deden, acte ey hendis Gunst,
Langt fra er best, vilt du mig tro,
I Verden er intet vden Suig oc wro,
Huor mange Tusinde for hendis skyld,
Brende nu i Helffuedis Pjne oc Ild,
Der meere haffue tient denne Verden wtro,
End Gud som giffuer euig Glæde oc Ro:
Som Verden er falsk, saa er Folcket met,
Ieg veed ey huem mand kand tro i sted,
Saa er oc Lycken wstadelig,
Bemenget met jdel falsk oc suig,
Giør derfor din beste fljd,
At frycte Gud i allen tid,
Haff hannem kier, tro hannem for alle,
Naar Verden slar feyl, vil hand ey vndfalde
- ✂
- Det Fierde.
-
✂ DEt Fierde aff oss betænckt skal være,
Er Himmerigis wsigelige glæde oc ære,
Intet Øre haffuer hørt, intet Øye haffuer seet,
Den Glæde Gud oss der haffuer bereed:
Intet Menniskis Hierte kand det begrunde,
Huad salighed Gud oss i Himmerig vil vnde,
En time er bedre der at være,
End tusind Aar i Verden here,
Der skal all vor Modgang faa ende,
Oc Gud skal sorgen til glæde omuende.
Disciplene vaare glade, at de IEsum monne see,
Der hand effter sin opstandelse lod sig betee:
Meget gladere skulle wi være i Hierte oc Hue,
Naar wi faae hannem i Himmerige at skue:
O Gud skee Loff, den Trøst er god,
Hun styrcker baade Hierte, Sind oc Mod.
- ✂
- Det Femte.
-
✂ NV staar tilbage det femte Stycke,
Som wi altid skulle betæncke til pricke,
Som er den wendelige pijne oc Plage,
Som de Fordømte skulle lide alle deres dage,
I Helffuedis Ild, i Marter oc Nød,
Oc nappis der met den euige Død,
Huor de met alle Dieffle skulle lide vee,
Oc aldrig faa Guds blide Ansict at see:
Deres Ild aldrig vdslyckis skal,
Som den skal brende i Helffuedis qual,
Deres Orm som dem skal nagge oc bide,
Skal aldrig dø til euig tide:
Intet Hierte kand tæncke der paa,
Huad Plage de Fordømte skal offuergaa,
Men Gud beuare oss der naadelig fra,
Oc vnde oss alle Guds Rige at faa, Amen.
En liden Christelig betractelse, paa min
Fødsels dag, som er den 25. Novemb. paa huilcken
S.Catharinæ dag falder, Anno 44.
H. C.
✂
O Min HErre oc Gud, min eeniste trøst,
Du veedst mit hierte, du veedst min brøst,
Denne næruærendis dag paaminder mig
Din Naade at betæncke saa mildelig,
Nu er ieg lige fire oc fyrretiffue Aar,
Siden ieg arme Iordklimp til Verden fødder vaar
Ved Midnatz tid der Klocken vaar et,
Hialpst du mig HErre til Liuset dit,
Siden lodst du mig komme til den hellige Daab,
Er indplantet i den Christne Meenigheds hob,
Du toede mig reen, oc giorde mig sund,
Oc lagde met mig et sterckt Forbund,
At du vilt være min Gud oc HErre,
Oc ieg dig skal tiene, dyrcke oc ære,
Fra den dag haffuer du mig velsignet vel,
Met din Benedidelse til Liff oc Siel,
I min Vngdom falt Fader oc Moder mig fra,
Men du HErre monne trolige met mig staa:
O HErre dit Naffn skee Ære altid,
For du haffuer været mig from oc blid,
Kaarsset haffuer du mig selff tilsent,
Som ieg met mine synder tjt haffuer fortient,
Din Naade haffuer du dog icke taget fra mig,
Diß skee dig prijß euindelig,
Du haffuer ocsaa mangfoldelig,
Til Liff oc Siel benedidet mig,
Fra min første Vngdom oc til denne stund,
Met dine Velgierninger saa mangelund,
Oc skaffet mig gode Venner baade vde oc hiemme,
Som mig til det beste skulle fordre oc fremme,
Oc sæt mig i et loffligt Kald oc sted,
105
I huilcket ieg dig kand tiene oc min Næste met:
Mit Ecteskaff haffuer du velsignet saa,
Oc forlænt mig sexten Børn, store oc smaa,
I Helsingør huilis de otte deres Been,
Ere vel henflytte fra all Sorg oc Meen,
En Graffskrifft lod ieg der offuer dem sætte,
Saa liudendis som her effterfølger dette:
EPITAPHIUM OCTO LIBERORUM
Iohannis Christiani Sthenij Roschild. &c.
HEr ligge wi otte Christne Børn smaa,Paa Dommedag igien skulle wi opstaa,
Vor hellige Daab haffue wi til trøst,
Ved Christi Blod oc Død forløst:
I Verden haffde wi Soet, Angest oc Nød,
Nu sidde wi glade i Christi Skød,
Fra megen wlycke haffuer Gud oss borttaget,
Som det hans Godhed best haffuer behaget,
Bedrøffuelse oc all Verdens Elende,
I dødsens tid faar det en ende:
Vore kiere Forældre wi Gud befale,
Hand dennem oc alle Bedrøffuede hußuale,
Wi skildis fra dennem her sørgelig,
Dog ville wi igien findis gladelig,
I Himmerige hoss Guds Børn allesammen,
Huo her omkring gaar, sige der til Amen.
HELSINGORÆ OCTO LIBERIS SUIS
Dulcißimis, gemens pater, corde mæstus, Spiritu
autem lætus, posuit, Anno 80. 9.Septemb.
NV Gud være mig naadig til euig tid,Det beder ieg dig min Frelser blid,
Mig oc mine fattige Børn beuare,
Fra Skam oc Last, fra wlycke oc fare,
106 I mit Kald mig ved din hellig Aand styrcke,
At ieg dig trolige kand tiene oc dyrcke,
Oc din Christen Kircke met Leffnit oc Lære,
Opbygge til din Guddommelige Ære,
Oc alle Menniske til Saligheds gaffn,
Det beder ieg dig i IEsu Naffn:
I sex oc tive Aar haffuer ieg arbeydet oc tient,
I Skole oc Kircke, som Gud er bekient,
Er det mig saligt, oc det er din Villie,
At du vilt mig Tiden i Verden længer stille,
Saa skee din Villie O HErre sød,
Lad mig være din i Liff oc død:
Regære mig met din Guddoms Aand,
Oc holt offuer mig din høyre Haand,
Fra alle mine Fiender beuare mig,
Oc alting der mig er skadelig,
Oc tag mig siden fra denne verdens møde oc wlede,
Til dig i Himmelen vdi ro oc glæde,
Saa løsis vor Nød, saa løsis vor tuang,
Naar wi maa høre den glædis Sang,
Der wi met Guds Engle skulle quæde oc siunge
Met voris forklarede Himmelske Tunge,
Gloria DEO in excelsis,
Ved Guds Søn lod hand oss frelsis,
Gaudeamus omnes, ville wi quæde,
Naar wi komme til den euige Glæde,
Den Glæde skal icke formenget være,
Met Sorg oc bedrøffuelse som i Verden here,
Hun skal oc icke vare saa kort,
Som Verdens løse glæde der farer snart bort,
Men Euig, Euig vden Ende,
Ingen tingest skal oss den Glæde frauende,
Der skulle wi haffue baade Leeg oc Lyst,
Vdi vor Frelser IEsu Christ,
Oc biude saa trotz vore Wuenner alle,
107 Som oss her i Verden ville offuerfalde:
Kunde wi dette ræt betæncke oc haabe,
Aldrig skulle wi saa meget til denne verden snobe,
Oc fige til hende met saa stor wro,
Hun bliffuer oss dog aldrig huercken huld eller tro,
Gud vende vore hierter fra all forfengelighed,
Oc giffue oss Himmerig oc den euig salighed.
AMEN.
Symbolum Joh. Christ. Sthenij, Roschild.
CONSTANS AMOR ET LABOR
OMNIA VINCIT.
✂ Item.
✂
Sponsa decens virtus: Sponsus labor, ambit hic illam,
Fit conjunx: Novus hinc gloria fætus adest.
✂ Det er:
✂
Virtus er en Brud saa skon,
Labor en Brudgam meget køn,
Hand frjer til hende, hun siger hannem Ia,
De affler en Daatter heder Gloria.
✂
Her effter følge nogle faa Sange,
som mand kand bruge til Skibs,
eller andensteds paa Reysen, effter som
leyligheden sig begiffuer.
En Tacksigelse oc Bøn om
Morgenen.
✂
DIg tacker ieg kiere HErre,
At du mig haffuer foruart,
I denne Nattis Fare,
Der inde ieg laa saa hart,
Met Mørckhed ombefangen,
Der til vdi stor Nød,
At ieg er det vndgangen
Oc frj fra euig Død.
Ieg vil dig tacken giøre,
O du min HErre oc Gud,
Du vilt oc gierne høre,
Paa Iorden kunde holdis dit Bud:
Derfor ieg dig nu beder,
Lad skee nu Villien din,
Led mig i dine Sæder,
Oc bryd du Villien min.
At ieg nu ey bortuiger,
Dine hellige Ord slet fra,
Oc Dieffuelen mig besuiger,
Saa ieg da vild maatte gaa,
Beholt mig for din Ære,
Det beder ieg storlig dig,
Fra Dieffuelens List oc Lære,
Saa offte hand frister mig.
Den rætte Tro mig giffue,
Paa din Søn IEsum Christ,
Den stund ieg er i Liffue,
109
Min Synd forlad mig vist,
O Gud du ey forsager,
Hues du haffuer loffuet fast,
At hand min Synd borttager,
Frjer mig fra hendis Last.
Et Christeligt haab mig skencke,
For du ræt Sandhed est,
I Kierlighed mig belencke,
Til dem som mig giør verst,
At ieg aff Dyd mon skinne,
Begære ey Ære min,
Elske dem aff all min Sinde,
Effter gode Villien din.
Dit Ord lad mig iblant alle,
Bekiende aff hu oc act,
Oc mig din Tiener kalde,
Ey frycte Vold ey mact,
Huad mig kunde snart omuende,
Bort fra din Sandhed klar,
Men mig paa sidste ende,
Skick i din Engle Skar.
Lad mig denne dag fuldende,
Oc loffue dit Naffn saa fijn,
Oc mig ey fra dig vende,
Paa yderste ende min:
Beuar mit Liff oc Leffnit,
Oc Fructen i disse Land,
Huad du mig haffuer giffuet,
Staar alt vdi din Haand.
HErre Christ ieg vil dig prijse,
For dine Velgierninger all,
Som du i Ro oc Lise,
Mig giffuet haffuer oc skal:
Dit Naffn det vil ieg prjse,
For du alleene est god,
110
Mig met dit Legome spjse,
Oc skenck mig met dit Blod.
O HErre Gud offuer alle,
Bør dig baade Loff oc prijß
Inderlig wi dig paakalde,
Din Gunst du oss beuijß,
At wi i Fred maa leffue,
Din Naade giff oss der til,
Met Troens Vabn oss vebne,
For Sathans listige Pijl.
Loff, Tack, prijß, Hæder oc Ære,
Være dig Gud Fader bold,
Oc Christ din Søn vor HErre,
For sin Godhed mangefold,
Aff Hiertet i samme maade,
Wi loffue den hellig Aand,
Som met sin Gunst oc Naade,
All vor sorrig hußuale kand.
Om HERRENS Bøn.
✂
FAder vor vdi Himmerig,
Som badst oss leffue Brøderlig,
Oc dig met fljd at kalde paa,
Vor Bøn du gierne høre maa,
Giff at ey alleene beder vor Mund,
Hielp at det gaar aff Hiertens Grund,
Helligt vorde HErre dit Naffn,
Dit Ord lad komme oss til gavn,
At wi maa leffue Christelig,
Dit Naffn kand æris flittelig,
Fra falsk Lærdom du vær vor Tolck,
111
Vent om det arme forførde Folck.
Tilkomme oss saa dit Rige,
Euige hoss oss at bliffue,
Den hellig Aand trøste oss sandelig,
Met sine Gaffuer mangfoldelig,
Sla ned all Dieffuelens vold oc mact,
Beuar din Kircke met din Krafft.
Din Villie skee i Iorderig,
Lige som hand er i Himmerig,
Giff oss en god Taalmodighed,
Naar wi skulle lide Sorrig oc Nød,
Fordriff all Legomlig begær,
Som altid mod din Villie er.
Giff oss oc nu vort daglige Brød,
Met hues wi behøffue til Liffsens Nød,
Frj oss HErre Gud fra tuist oc Strid,
Fra Kranckhed oc den dyre tid,
At wi maa nyde Freden god,
Oc sky Gerighed den onde Rod.
Oc all vor skyld forlad oss HErr,
At hun ey oss bedroffuer meer,
Som wi oc vore Skyldener,
Gierne forlade ville her,
Giør oss at tiene alle bered,
I Kierlighed oc eenighed.
Naar wi oc fristis lad oss staa,
At Sathan oss ey fange maa,
Til huilcken side hand komme kand,
Hielp oss at wi faa offuerhaand,
Met en fast Tro imod hans List,
Der til hielp oss O HErre Christ.
Fra ont beuare oss sammelund,
Thi ont er baade dag oc stund,
Frj oss oc fra den euige Død,
Oc trøste oss i vor sidste Nød,
112
Forsee oss met en salig Affgang,
Vor Siel anamme i din Haand.
Amen, det Ord er sant oc vist,
Der til bestyrcke vor Tro vel fast,
At wi oc icke tuile der paa,
Hues wi her met nu bede saa,
Alt ved dit Ord i Naffnet dit,
Thi sige wi nu Amen frjt.
DenLXVII. Psalme, Deus misereatur
nostri, &c.
✂
NV er oss Gud miskundelig,
Oc hand vil oss velsigne,
Sit Ansict offuer Iorderig,
Det lader hand offuer oss skinne,
At wi paa Iorden maa forstaa,
Hans Vey oc hellige Naade,
Oc IEsus Christus kiendis saa,
Blant Folck i mange maade,
Gud styre for oss oc raade.
Wi tacke Gud oc loffue dig,
Det Hedenske Folck offuer alle:
Oc alle Land de glæde sig,
Dit Naffn wi nu paakalde:
At du rætferdig Dommer est,
Lad oss icke meere vildfare,
Dine Ord kand oss beskærme best,
I huo dem vil beuare,
Hand leffuer foruden all Fare.
Wi tacke Gud oc loffue dig,
Dit Folck i mange maade,
Din Iord bær Fruct oc bedrer sig,
Det kand dine Ord vel raade:
Signe oss Gud Fader oc Guds Søn,
113
Oc signe oss Gud den hellig Aand,
For hannem skulle rædis alle Land,
Thi alting stander vdi hans Haand,
Wi siunge aff Hiertet Amen.
Ære være Gud Fader i Himmerig,
Som alting haffuer at raade,
Disligest hans Søn euindelig,
Som frelst haffuer oss aff vaade,
Oc loffuet være den hellig Aand,
Som giffuer oss aff sin Naade,
Den ære haffuer værit aff euig tid,
Oc bliffuer foruden all ende,
Gud oss sin Naade sende.
DenXLVI. Psalme, Deus noster refugium
& virtus, &c.
✂
VOr Gud hand er saa fast en Borg,
Hand er vor Skiold oc Verie,
Hand hielper oss aff Nød oc sorg,
Der oss vil her besneris,
Dieffuelen vor gamle Fiende,
Vil oss offueruinde,
Stor Mact oc Argelist,
Bruger hand mod oss vist,
Paa Iorden er ey hans lige.
Vor egen mact er intet værd,
Wi ere snart offuervunden:
Der strider for oss en veldige HErre,
Alting maa for hannem bugne.
Spør du huo hand er,
Christus han heder,
En HErre offuer alle Herrer,
Oc ey ere Frelsere flere,
Marcken vil hand beholde.
114
Det all Verden fuld aff Dieffle vaar,
Oc vilde oss slæt opsluge,
Dem frycte wi icke ved et Haar,
Thi Gud kand dem det forbiude.
Er Verdsens Første vred,
Vil oss sencke ned,
Hand kand dog intet,
Christus haffuer hannem fanget,
Et Guds Ord kand hannem binde.
Det samme Ord de lade vel staa,
Oc der til Wtack haffue,
Thi Gud vil selffuer hoss oss gaa,
Alt met sin Aand oc Naade,
Tage de bort vort Liff,
Gods, Ære, Børn oc Viff,
Wi passe ey der paa,
De kunde ey meere faa,
Guds Rige wi dog beholde.
En Bøn til Christum
✂
ALleene til dig HErre IEsu Christ,
Staar all mit Haab paa Iorden,
Ieg veed du est min Trøster vist,
Du est min Frelser vorden:
Fra Verdsens første tid ey kom,
Et Menniske paa Iorden saa from,
Der i min Nød kunde hielpe mig,
Ieg raaber til dig,
Til dig mit Hierte fortrøster sig.
Min Synd er stor oc gantske suar,
Der aff er Sorgen mine,
O HErre giør mig fra dem klar,
Alt for din død oc pijne.
Oc sige det til din Fader god,
115
At du mig frelste met dit Blod,
Saa bliffuer ieg aff Synden løst,
HErre vær min Trøst,
Giff det du loffuet met din Røst.
Giff mig aff din Barmhiertighed,
En Christen Tro til ende,
At ieg saa maatte din Sødhed,
Ræt inderlige kiende,
Oc offuer alting elske dig,
Min Næste ligeruijß som mig,
Stat mig bj i min sidste end,
Din Hielp mig send,
Oc Diefflens list saa fra mig vend.
Gud Fader skee Loff, prijß oc ær,
Som oss alt got monne giffue,
Oc IEsu Christ vor Broder kier,
At hand hoss oss vil bliffue,
Disligest oc den hellig Aand,
Som er vor Trøst oc Hielper sand,
At wi Gud tiene met Hiertens Fred,
Her i denne Tid,
Oc effter Døden i Euighed.
Kong Frederichs den Andens,
Salig, Symbolum.
✂
MIT HAAB oc Trøst oc all Tilljd,
Til Gud staar met stor trygge,
HErren er trofast, mild oc blid,
Paa hans Ord vil ieg bygge,
At hand sin Søn, aff høyeste Thron,
For mig lod Kaarsset bære,
Der ved sin død, aff alskens Nød,
Mig fører til euig Ære.
TIL dig HErre Christ, raaber ieg met hast,
116
I disse sidste Tide,
At du aff Naaden vilde fast,
Selff for din Kircke stride:
Hun trængis hart aff Dieffuelens art,
Hun monne saare fortryckis,
O HErre min Skiold, dit Ord saa bold,
Lad ey fra oss vndryckis.
GUD ALENE skee Loff, prijß oc ære,
Som lodst dig det befalde,
Mig ved dit Ord oc reene Lære,
Til Riget dit at kalde,
O hellig Aand, giør mig Bjstand,
Hielp mig i min sidste Ende,
Tag HErre fra mig, min Siel til dig,
Euig i dine Hænder.
En Aandelig Vise, at siunge
vdi Nøds Fare.
✂
IEg raaber til dig O HErre Christ,
Ieg beder du hør min Klage,
Giff mig den rætte Tro foruist,
At ieg dig icke forsager,
At ieg forseer mig gantske til dig,
Oc til din store Naade,
Vdi all Vaade,
Styrcke mig i din Sandhed,
Oc altid vel beuare.
Ieg beder nu meer, O HErre Gud,
Du kand mig det vel giffue,
At ieg skulde icke bliffue til spot,
Som mine Fiender driffue,
Thi giff du mig et stadigt Haab,
At ieg kand taalig være,
I Verden here,
117
I alskens Sorrig oc Nød,
Som mig kand vederfare.
Vnd mig oc det aff Hiertens grund,
Ieg kunde min Fiende tilgiffue,
Oc elske hannem i allen stund,
Oc i din Fred saa bliffue,
At ieg maatte vorde dig saa lig,
Oc elske mine Wuenner,
Oc bekiende,
Dig Fader i Himmerig,
Nu oc foruden all ende.
Lad ingen Modgang, Lyst eller Nød,
Saa sterck mig komme til hende,
Huad heller ieg skal leffue eller dø,
At de mig fra dig vende,
Lad ingen ting vær' mig saa kier,
Der mig skal fra dig drage,
Alle mine Dage,
Aff alt det i Verden er,
Du skalt mig ene behage.
Ieg ligger her i Aandelig strid,
Den Dieffuel giør mig stor vaande,
Oc giør der til sin største fljd,
At komme sig mig til Haande.
Thi hielp oc styrck min Skrøbelighed,
Ellers saa maa ieg falde,
Nu met alle,
Scrifften siger, du est tro,
Thi monne du mig hußuale.
DenCXXVIII. Psalme, at bede om
Guds Velsignelse.
✂
HVo som vil salig vdi Verden leffue,
I HErrens ord oc fryct skal hand sig øfue.
118
Den euige HErre Gud skal hand oc dyrcke,
I Troen til hannem sig altid styrcke.
Vilt du ocsaa leffue met Gud oc ære,
Aff dine Hænders Arbeyde skalt du dig nære.
Fructsommelig skal oc din Hustru være,
Som et Vijntræ mange Vijndruer mon bære.
Oc skulle dine Børn deylig oc reene,
Om dit Bord sidde som Olie greene,
Saa skal den Mand aff Gud velsignet være,
Som hannem Hiertelig vil frycte oc ære.
HErren skal dig oc længe i Verden spare,
Oc altid met sit salige Ord beuare.
At du maat see dine Børnebørn vden skamme,
Oc siden Israels fred euig annamme.
Her til beslutte wi nu allesammen,
Sigendis huer aff Hierte Amen, Amen.
Bøner for Maaltid
✂
DIg bede wi Børnene dine,
O Fader HErre Gud,
Formindsk vor sorrig oc pijne,
Giff oss vort daglige Brød,
Opholt vort Liff oc Leffnet,
(Som du oss selffuer haffuer giffuet)
Indtil wi det euige faa.
Velsigne met din Tale,
Huad du oss haffuer bered,
At det kand oss hußuale,
Druis oc formeris der ved,
I din Tienist lad oss leffue,
Oc Kierligheds Gierninger offue,
Altid imod huer mand.
Vilt din Kierlighed beujse,
Oc alleene skaffe Trøst,
119
Alle Hungerige bespjse,
Oc naadelig mætte foruist,
At wi dig alle loffue,
Dine gode Himmelske Gaffuer,
Met Tacke bekiende altid.
Tacksigelse effter Maaltid.
✂
HErre Gud du være nu prjset,
Oc tacket for Dricke oc Mad,
Du haffuer oss vel bespjset,
Thi er vor Hierte glad:
Oc din Mildhed bemercker,
At du vor Tro bestyrcker,
At du est allis vor Gud.
Om wi det haffue anammet,
Met Lyst oc offuermaade,
Huor met wi maatte kommet,
Snart i din Vrede oc Had,
Du vilde dog oss aff Naade,
O HErre icke lade det skade,
Ved Christum JEsum din Søn.
Du vilt oc altid nære,
HErre vor Siel oc Aand,
Oc til Christum henføre,
At hun i dig fødis kand:
At wi ingen Hunger lide,
Ere sterck i Sorrig oc quide,
Oc leffue Euindelig.
En anden Tacksigelse.
✂
O Gud wi tacke oc loffue dig,
Ved din Søn Christ vor HErre,
For alle dine Gaffuer oc Godhed,
120
Som du beujser oss here,
Met meget got som du formeer,
Oc altid oss saa vel forseer,
Thi bør dig prijß oc Ære.
Som du nu haffuer vederquæget vel,
Vort Legom met dit Gode,
Saa bede wi, at du Aandelig føder vor Siel,
Met dit hellig Ord oc Naade:
Der ved hun leffuer euindelig,
Oc bliffuer hoss dig til euig Tid,
Oc glædis foruden all ende.
Ære være dig Fader i allen tid,
Med din Søn Christ vor HErre,
Ved huilcken du haffuer oss alle befrjd,
Dine euige Børn at være,
Thi prjse wi din Barmhiertighed,
Met den hellig Aand i Euighed,
Nu oc euindelig, Amen.
En anden rundelig Loffsang, for
Guds runde Laan.
✂
SIunge wi aff Hiertens grund,
Loffue Gud met Røst oc Mund,
For alt sit Gode hand oss beuijß,
Daglig dag hand oss bespijß,
Diur oc Fule store oc smaa,
Nærer hand: Wi lige saa,
Aff hannem vor Føde faa.
Tacke oc prjse hans Godhed,
Bør oss at giøre i Euighed,
At betæncke oss ocsaa bør,
Alt det gode hand oss giør,
Aff Kiød oc Been haffuer hand oss skabt,
Ved sin euige Guddoms Krafft,
Hand lader oss ey bliffue fortabt.
121
Naar et Menniske Liffuet faar,
Hans Køcken for hannem staar,
I sin Moders Liff oc sted,
Haffuer Gud hannem det tilred,
Dog det er et lidet Noer,
Fattis intet til sit Foer,
Saa længe det kommer til Verdens Iord.
Saa haffuer Gud reed Iorden til,
At oss skal fattis, hand icke vil,
Bierg oc Dale vædsker hand,
At Græß for Quæget voxe kand,
Iorden bær oss Vijn oc Brød,
At wi skulle ey lide Nød,
Diß skee hannem tack, den HErre sød.
Vandet det maa giffue Fisk,
Dem bær Gud oss paa vor Disk,
Eg aff Fule lige saa,
Der aff bliffue Vnger smaa,
Vilde Diur paa Marcken gaar,
Hiorte oc Øxen, Suin oc Faar,
Skaffer Gud oss til huert Aar.
Thi ville wi hannem prjse met skæl,
For hand giør imod oss vel,
Hand giffuer oss sin hellig Aand,
At wi det besinde kand,
Oc hans Gaffuer bruge saa,
At wi salige bliffue maa,
Naar wi skulle aff Verden gaa.
Vor HErris IEsu Christi Fred,
Vær hoss oss i Euighed,
Gud trøste dem som sorrigfuld er,
Heller de ere fiern eller nær,
Gud beuare sin Christenhed,
Oc vor kiere Øffrighed,
Gud giffue oss Fred oc Salighed, Amen.
DenCIII. Psalme, Benedic anima
mea Domino.
✂
MIn Siel nu loffue HErren,
Huad i mig er, hans hellige Naffn,
Sin Godhed rundelig giffuer,
Thi skalt du altid tacke ham,
Din Synd haffuer hand vdslættet,
Oc lægt dine store Saar:
Dit arme Legom hußualet,
Tager dig saa vdi Forsuar,
Met veldig Trøst beskærmer,
Som en Ørn sine Vnger giør:
HErren alle Christne vel trøster,
Som trængis i Verden her.
Sin Low haffuer hand oss giffuet,
Sit hellige Ord oc sammelund,
Sin Godhed de Christne indliffuet,
Hans Barmhiertighed see wi alle stund,
Sin Vrede lader hand vel fare,
Løner icke som wi haffue tient,
Sin Miskund hoss ingen vil spare,
Til de Ydmyge haffuer hand sig vend,
Hans Godhed er offuer dem alle,
Som gierne frycte hannem,
Vor Synd lader hand bortfalde,
Oc aldrig vil tæncke dem.
Som sig en Fader forbarmer,
Offuer sine vnge Børn oc smaa,
Saa giør oc HErren oss Arme,
Naar wi hannem frycte saa.
Hand veed vor skabning er ringe,
Slet Støff oc Muld foruist,
Ræt som noget Græß vdi Enge,
123
Oc en Vrt som Blomsteret haffuer mist,
Naar Vejret der hart paafalder,
Da findis det icke meer:
Saa gaar det met vor Alder,
Vort Endeligt er oss nær.
HErrens Miskundhed alleene,
Bliffuer nu ocsaa euindelig,
Alt hoss sin Brud den reene,
Som hannem frycter hiertelig,
Oc holder hans Bud oc Villie,
Hand boer i Himmelen vist,
Hans Engle hannem der tiene,
Oc prjse met høyer Røst,
Den store HERRE til ære,
Oc siunge hans hellige Ord,
Min Siel hans Loff skal lære,
Nu offuer den gantske Iord, AMEN.
En anden Loffsang.
✂
GVds Godhed ville wi prjse,
Wi Christne store oc smaa,
Met Sang oc andre Viser,
Hannem altid tacke saa,
For sine Velgierninger,
Hand dette Aar forgangen,
Beujset haffuer mangen,
Som vel befundet er.
Først lader oss betracte,
Den Herris store Miskund,
Oc icke saa ringe acte,
Hans Velgierninger mangelund,
Men altid tæncke der paa,
Huad hand i Aar haffuer giffuet,
124
Til Føde, oc klæde Liffuet,
Rijge, Fattige, store oc smaa.
Embeder, Scholer oc Kircker,
Beuiser god Rolighed oc Fred,
Baade Gamle oc Vnge bespjser,
I dette Land oc Sted,
Vdaff sin milde Haand,
Sin Godhed haffuer hand vdgiffuet,
Fordærffuelsen haffuer hand bortdreffuet,
Fra disse Stæder oc Land.
Hand haffuer oss oc beuaret,
Aff Faderlig Gunst oc Naade,
Men haffde hand oss betalet,
Effter vor synd oc Daad,
Met lige Straff oc Pjne,
Wi haffde længe siden været øde,
Aff Sorrig oc skade døde,
Huer for Mißgierninger sine.
Effter en Faders Hierte,
Er hand oss naadig vist,
Naar wi vor synd begræde,
Oc tro paa IEsum Christ,
Vden all Skrymterj,
Forlader hand oss Brøden,
Formindsker der til Møden,
Staar oc saa trolige bj.
For saadan din Mildheds Gaffuer,
O Fader i Himmerig,
Som du oss giffuet haffuer,
Prjse wi dig inderlig,
I IEsu Christi Naffn,
Wi bede dig saa saare,
Giff oss et fredeligt Aare,
Dig til ære, oc oss til gaffn, Amen.
En Psalme, at loffue oc prjse den
Hellige Trefoldighed
met.
✂
ALleniste Gud i Himmerig,
Være Loff oc Prijß for alle sin Naade,
Der hand haffuer giort i Iorderig,
I disse samme naadelige Dage,
Paa Iorden er kommen stor glæde oc Fred,
Menniskene maa vel glædis ved,
Guds yndest oc gode Villie.
Wi loffue, wi prjse, wi neye dig,
Wi tacke dig for din Herlighed,
O HErre Gud Fader i Himmerig,
Du haffuer oss giort stor Kierlighed,
Alting haffuer du i din mact oc Vold,
Huad du vilt haffue frem, kan ingen forholde,
Vel dennem der dig kunde frycte.
O IEsu Christ Guds eeniste Søn,
Som hoss Gud Fader sidder,
Du som haffuer frelst all Menniskens Køn,
Oc oss met Gud forliger,
Formedelst dit Blod oc haarde død,
Haffuer du løst oss aff synd oc Nød,
Giff Naade i din Tro at bliffue.
Du est alleene vor Frelsermand,
Der oss vil Himmerig giffue,
Du est Gud Faders wskyldige Lam.
Der for oss døden vilde lide,
Du est alleene vor Salighed,
For din skyld haffue wi Naade fanget,
Allmæctigste IEsu Christe.
O hellig Aand vor Trøstermand,
Som oss all Sandhed kand lære,
Hielp oss at bliffue ved din Lærdom,
126
Gud Fader oc Søn oc dig ære,
Beskærme oss fra Dieffuelens falske list,
Hielp oss at tro paa IEsum Christ,
Nu oc euindelig, AMEN.
En anden Tacksigelse.
✂
O Gud din Godhed tacke wi,
Formedelst Christum vor HErre,
For din Velgierning rund oc blid,
Met huilcken du oss beuarer,
Alt det der til Liff oc Leffnit haffuer,
Aff dig sin Føde oc Nødtørfft faar,
Dig skee Loff, prijß oc Ære,
Lige som du haffuer nu bespiset,
Vort Liff met Legemlig Føde,
Saa lad vor Aand met din Naade opfyldis,
At hun ey sueltis til døde,
Dit hellige Ord hende mætte kand,
Oc føre hende i det forjætte Land,
Vor høyeste Ro oc Glæde.
Giff oss nu alle i din Samfund,
Som ere forsamlet here,
At elske huer anden aff Hiertens grund,
Som Christus monne oss lære,
Beuar oss fra vor Fiende gram,
Fra alskens skade, baade Last oc Skam,
Du vilt vor Beskærmer være.
Loff, ære oc Tack i allen stund,
Skal dig Gud Fader være,
Som løst haffuer oss aff Syndsens Baand,
Giff oss dine Ord at lære,
At tro paa din enbaarne Søn IEsum Christ,
At wi dine Børn oc arffuinge vist,
Dig euindelig prjse, AMEN.
En Tacksigelse oc Bøn
om Afftenen.
Den Hymne, Christe qui lux es & dies, &c.
✂
CHriste du est baade Liuß oc Dag,
Nattens Mørckhed du monne forklare,
Du sigis at være Liusens Liuß,
Lær oss Veyen til din Faders Huß.
Wi bede dig O hellig HErre Christ,
Vocte oss denne Nat fra Dieffuelens list,
Vndt oss i dig den euige Ro,
Giff oss en rolig Nat oc god.
At syndsens Søffn oss ey besuare kand,
Ey Dieffuelen den onde Fristermand,
At Legomet ey samtycker hans Raad,
Oc ey kommer i din Vrede oc Had.
Først vore Øyen tage søffn til sig,
Da lad vort Hierte vaage til dig,
Din høyre Haand beskærmer her,
Dine Tienere som dig haffue kier.
See til oss Gud vor Beskærmer Mand,
Vocte oss fra Dieffuelen den skadelig Aand,
Regiere dem vel dig tiene met tro,
Som du løste met dit dyrebar Blod.
O HErre vilt du der tæncke paa,
I dette suare Legeme wi nu gaa,
Du est allene Sielens Trøst,
Vær du met oss i all vor Brøst.
Gud Fader hannem hører ære oc prijß,
Hans eeniste Søn dißligervijß,
Den Hellig Aand oc lige der met,
Fra denne stund oc til euig tid, Amen.
En anden Tacksigelse.
✂
CHriste du est den klare Dag,
For dig kand skiulis ingen Sag,
Du liuser oss aff Faderen her,
Oc du est Liusens Prædicker, Prædicker.
HErre ved dit Ord den dyrebar Skat,
Beuar oss vel i denne Nat,
Oc lad oss i dig huile naa,
Oc fra Sathans list Tryghed faa.
Naar Søffnen falder vor Øynen paa,
Vor Hierte lade vaagen for dig staa,
Holt offuer oss din høyre Haand,
At wi ey falde i Syndsens Baand.
O Christe IEsu til oss see,
Driff bort vor Fiende som giør oss vee,
Lad hannem met oss haffue ingen mact,
Som oss at myrde haffuer i act.
Wi ere dog din Arffuedeel god,
Forhuerffuet met dit hellige Blod,
Det vaar din euige Faders Raad,
Der hand dig oss gaff aff sin Naad.
Befal dine Engle til oss komme,
Oc oss beuage din Eyedom,
Lad dennem vore Væctere være saa,
At wi for Sathan huile faa.
Saa soffue wi IEsu i dit Naffn,
Aff dine Engle faa wi det gaffn,
O du hellige Trefoldighed,
Wi loffue dig i Enighed. AMEN.
En bøn om en salig stund oc tid, at skillis
fra denne verden, aff August. sprock: Turbabor, sed
nonperturbabor, quia vulnerum Christi recordabor.
129
✂
NAar min tid oc stund er forhaand,
At ieg min Vey skal fare,
HErre IEsu Christ min Frelsermand,
Du vilt mig da beuare,
Vdi din Haand befaler ieg
Min Siel, endfald du icke mig,
Frelß mig fra Dødsens Snare.
Min Synd mig Drøffuelse stor paafør,
Samuittigheds gloende Pjle,
Som Haffsens Sand mangfoldig er,
Dog vil ieg icke fortuile,
Men tencke trolig paa din Død,
HErre Christ, oc dine Saar saa røde,
Paa dem saa vil ieg huile.
Dit Legems Lem er ieg vden tuil,
Det er min Hiertens glæde,
Fra dig ieg ingeledis skillies vil,
Vaar end min Død til stede,
Om ieg end døer da døer ieg dig,
Det euige Liff saa vilde du mig,
HErre ved din Død berede.
Thi du aff Døde opstanden est,
I Graffuen skal ieg ey bliffue:
Din Himmelfart mig trøster mest,
Oc kand døds fryct fordriffue,
Oc huor du est, da kommer ieg did,
Oc leffue hoss dig til euig tid,
Thi døer ieg gladelig, Amen.
Den Hymne, Veni creator Spiritus, &c.
Doct. Mart. Luth.
✂
KOm Gud Skaber oc hellig Aand,
Besøg vor Hierte met din Miskund,
Met din Naade forny vor Sind,
130
At wi kunde kiende Skabning din.
Du som kaldis vor Trøstermand,
Den Høyeste nogen tid være kand,
Met Aandelige Salve, salve oss met,
At wi met dine Gaffuer bliffuer besæt.
Optænd i oss din Guddoms Ild,
Oc ødeleg vor egen vild,
Giff oss et Hierte reent oc purt,
Oc styrck i oss det du haffuer giort.
Du est siufold i Gaffuer skøn,
Du est Guds Finger paa den rætte Haand,
Gud Faders Ord giffuer du vel fart,
Offuer alle Lande at prædickis snart.
Dnff fra oss nu Dieffuelens List,
Lær oss at kiende ræt IEsum Christ,
Oc tage Kaarsset aff hans milde Haand,
Huilcket hand atskillig giffuer alle Mand.
Lær oss Faderen at kiende vel,
Som oss Forsørger baade Liff oc Siel,
Sin Søn for oss i døden gaff,
At wi skulde icke faa euig Straff.
Gud Fader være Loff oc hans kiere Søn,
Som oss forhuerffuede den euige Løn,
Der til vor Trøster den hellig Aand,
Loff, Prijß oc ære i alle Land.
Om Dommedag oc Opstandelse: Vaager
op i Christne alle, Vaager op, etc.
✂
VAager op i Christne alle,
Vaager op met gantske fljd,
I disse Iammerdale,
Vaager op, det er nu tid,
HErren vil snarlig komme,
Oc giøre disse Dage faa,
131
Alle Synder vil hand fordømme,
Huo kand for hannem bestaa.
Stor Rijgdom kand dig ey bade,
Dig hielper ey stort Hoffmod:
Du skalt det effter dig lade,
Naar Døden sender dig Bud,
At du est skøn oc vnger,
Der til Hoffmodig oc rijg,
Gud kand dig snarlig fordømme,
Naar du leffuer syndelig.
Derfore i Christne alle,
Som leffue i denne Tid,
Lader eders Hoffmod falde,
Oc vocter eders tid met fljd.
Ville i met HErren leffue,
Da søger det euige God:
Hand vil det rundelig giffue,
Oc være der stedse hoss.
Sit Ord haffuer Gud oss giffuet,
Aff sin Naade oc store Miskund,
At wi der effter skulle leffue,
Foracte det ingenlund.
Nu lader oss det beuare,
Aff alt vort Hierte oc Sind:
Men ville wi det lade fare,
Da ere wi siunlig blind.
Oc vaar hand icke føder,
Som saa Guds Ord forsmaar,
Hans Hierte haffuer onde Røder,
Derfore hand i Mørcket gaar.
Hand laster oc bespaatter,
Guds Naffn oc hellige Ord,
Gud derfor sin Vrede vdsender,
Hans Siel til euig Mord.
132
De fattige hoss eder ere,
Dem værer miskundelig,
Som Christus selff monne lære,
I finde det visselig,
Naar Kongen sin Røst lader høre,
Kommer hid alle til mig,
Til Miskund lode i eder røre,
Det anammer ieg teckelig,
Til de andre vil hand sige,
Som staa paa den venstre Haand,
I Helffuede skulle i bliffue,
Thi i giorde ingen miskund,
Der ieg vaar tørstig oc nøgen,
Ilde Siug, oc hungrig met,
Icke heller vilde i mig Huse,
Men lode mig fare slet.
Der til monne de saa snare,
O HErre naar saae wi dig,
I saadan Nød oc Fare,
Nogen Fattig at være lig?
Der til vil hand saa sige:
Alt det i icke vist,
Giort haffue en aff disse Mindste,
Det samme haffuer ieg oc mist.
Endelig vil hand da skillie,
De Geder fra sine Faar,
Effter sin Guddommelig Villie,
Siger hand til Gederne: Gaar
Til Dieffuelens Ild hin grumme,
Mine Faar tager ieg til mig,
I Himmerig skulle de komme,
Oc leffue euindelig, AMEN.
Trøst i Liffs fare, oc Sorrig
for dette Liffs Næring.
✂
MIt Hierte hui gremmer du dig,
Bedrøffuer dig saa sørgelig,
For Verdsens timelig Gods:
Din Trøst sæt til din HErre Gud,
Der alting skabte met sit Bud.
Hand vil eller kand dig ey forlade,
Hand veed din trang, din Nød oc skade,
Hans er Himmel oc Iord,
Min Fader oc min HErre sød,
Som staar mig bj i all min Nød.
Du est min Gud oc Fader sand,
Dit Barn du ey forlade kand,
Dit Hierte er Faderligt,
Ieg er en Iordklimp met stor Brøst,
Paa Iorden veed ieg ingen Trøst.
Den Rige paa sit Gods trøster sig,
Men ieg fortrøster mig paa dig,
Er ieg end her foract:
Saa veed ieg vel oc visselig troer,
At dine Tienere din Hielp faar.
Helia sig huo fødde dig,
Der Regnen forholtis vnderlig,
I den suare dyre Tid:
I Zidons Land en Encke rund,
Til den Gud sende dig samme stund.
Oc at du ey skulde lide Nød,
Der du drogst did, som Gud dig bød,
Oc hans Befalning giorde:
Dig førde Raffne Kiød oc Brød,
Aarle oc silde til din Føde.
Du sadst vnder et Enebær Træ,
Der Engelen kom oc lod sig see,
134
Hand førde dig Vand oc Brød,
Du gickst der effter en Vey saa lang,
Til Horebs Bierg vden Hungers trang.
Ioseph bleff til Ægypten sold,
Oc der i Fengsel kast met vold,
For sin Gudfryctighed:
Men Gud hialp hannem til HErre Naffn,
Hans Venner til stor ære oc gaffn.
Gud haffde Daniel ey forgæt,
Der hand blant Løwerne vaar nedsæt,
Sin Engel sende hand did:
Hand hannem Mad da føre lod,
Ved Abacuc sin Tienere god.
Den trofaste Gud ey glemme vild,
De tre Mænd som vaare kast i Ild,
Sin Engel sende hand did:
Lod dem beuare fra Ildens glød,
Oc hialp dem saa aff all deris Nød.
Ionas kunde Guds hielp ocsaa faa,
Der hand i Hualfiskens Bug laa,
Tre Dage oc Nætter tre:
Gud met sit Ord det visselige giør,
At Fisken hannem paa Landet før.
O Gud du est endnu saa rijg,
Som du haffuer været euindelig,
Til dig staar alt mit Haab:
Min Siel beuar oc giør hende rjg,
Saa haffuer ieg nock euindelig.
Den timelig ære vil ieg ombere,
Den euige lad mig visse være,
Som du forhuerffuet mig:
Alt ved din bittre haarde Død,
Det beder ieg dig O HErre sød.
Alt det denne Verden er aff fuld,
Det være sig Penning, Sølff eller Guld,
135
Rijgdom oc timeligt Gods:
En liden stund det bliffuer ved,
Oc hielper ey til Salighed.
Ieg tacker dig Christ O Guds Søn,
At du gaffst mig denne Kundskaff skøn,
Ved dit Guddommelige Ord:
Forleen mig oc Bestandighed,
Min arme Siel til Salighed.
Loff, ære oc prijß skee dig allen stund,
For din Velgierning mangelund,
Ieg beder dig inderlig,
Lad oss ey fra dit Ansict blid,
Forskiudis bort til euig Tid.
Om Verdslig Øffrighed.
Den CXXVII. Psalme, Nisi Dominus ædificaverit
domum, &c.
✂
VDen HERREN opholder vort Huß oc Gaard,
Oc skaffer huad der er inde,
Oc sender sin Benedidelse huert Aar,
At wi maa altid finde,
Hans Guddoms Gaffue, Gifft oc Laan,
Som hand giffuer met sin milde Haand,
Ellers er vort Arbeyd forloret.
Vden HErren selff den Stad beuarer,
Oc vocter baade Land oc Rige,
Oc met sin Guddoms Mact forsuarer,
Oc holder dem saa ved lige,
Vden Gud giffuer selffuer Naade oc Fred,
Forgeffuis da vaage de Vectere ved,
Alle Konst oc Raad monne falde.
Thi seer til, i som aarle opstaa,
Oc sidde om Afftenen silde,
136
Met Sorrig, Arbeyde oc stor Vantro,
Saa ville i giøre eder rige:
Met Kummer i æde det harmelige Brød,
Thi Gud sender sine baade Klæde oc Føde,
Naar de monne sødelige soffue.
Seer eders fruct oc Børn saa smaa,
Dem haffuer HErren skabet,
Alt effter sin euige Vijßdoms Raad,
Oc eder met dem begaffuet:
Hand vil oc dem saa vel forsee,
At deres Føde skal være til rede,
Det skulle i selffuer befinde.
Ligeruijß som mange Pjle oc Skud,
En Stridsmand haffuer i Hænde,
Oc effter sin villie oc effter sit Bud,
Monne dennem forskiude oc sende:
Saa giør oc Gud ved Quinde oc Mand,
Aff atskillige Stæder oc fremmede Land,
Kommer hand dem vnderlige sammen.
Vel er den Mand der Gud vil giffue,
Slig vnge Folck oc mange,
At hand færdig oc rustig maa bliffue,
Mod sine Fiender at stande:
Naar hand taler met dem i Porte oc Taarn,
Da skal hand altid gaa dem tilforn,
Hand skal icke bliffue forhaanet.
Gud Fader oc Søn oc den hellig Aand,
Hannem bør oss alle at prjse,
At hand beuarer vort Huß oc Land,
Oc oss Velsignelse beujser:
Hand styrcke vor Tro oc Kierlighed,
At wi ey met Wtacknemmelighed,
Hans Godhed skulle bortkaste.
Om CHristi Pijne oc Død. Hielp Gud at ieg nu kunde, etc.
Hielp Gud at ieg nu kunde, etc.
✂
HIelp Gud at ieg nu kunde,
Du ædle Skaber min,
Prjse dig aff Hiertens grunde,
Guddommelig Ære din:
Saa gladelig begynde vil,
Om dine Ord at siunge,
HERRE Gud hielp mig der til.
Euindelig dine Ord bliffue,
Som Esaias Prophet,
I sin Bog monne skriffue,
Før skulde forgaa all Slect,
Himmel oc alt det Gud haffuer giort,
Skulde det end slet fordærffuis,
Aldrig rygger Gud sit Ord.
IEsus kom hid til Verden,
Hand vaar Guds Ord det bold,
Giorde huer mand stor Velgierning,
Dog bleff hand ynckelig sold,
Aff Iuda som vaar hans egen Mand,
Bleff hand forraad til døde,
IEsus det meenløse Lam.
Der IEsus haffde ædet,
Met sine det Paaskelam,
De skulde hannem ey forgæde,
Tog Brødet i sin Haand:
Æder (sagde hand) mit Legome det er,
Som skal for eder giffuis,
Betale for eders Synder.
Hand monne dem ocsaa skencke,
I Vijn sit Rosens Blod,
Hans Død der met at betæncke,
At hand vaar oss saa god:
138
Huo værdelig æder aff dette Brød,
Oc dricker aff denne Skaale,
Aldrig bliffuer hand død.
IEsus toede deres Fødder,
Dog hand vaar deres HErre,
Saa skulle i hin anden giøre,
(Sagde hand) det er min Lære,
At i skulle haffue hin anden kier,
Der paa skal mand det kiende,
At i mit Folck ere.
Christus i Vrtegaarden,
Der hand sin Bøn haffde giort,
De komme met Hellebarder,
Oc ledde hannem bunden bort,
For Dommeren som vaar den tid,
Hudstrugen, oc met Torn kronet,
Bleff saa fordømt til døde.
Høyt paa Kaarsset ophengdis,
Denne høybaarne Første,
Effter oss hannem saare forlengdis,
Thi sagde hand: Mig tørster,
Det vaar effter vor Salighed,
Aff Maria vaar fødder,
Guds Søn i Euighed.
Hand bøyde ned sit Hoffuet,
Oc saa sin Aand opgaff,
Som Iohannes haffuer vidnet,
Dernest bleff tagen aff
Kaarsset, oc bleff i Graffuen lagt,
Oc tredie dag opstanden,
Som hand tilforn haffde sagt.
Sine Disciple da lærde
IEsus, at forkynde
Hans Ord omkring all Verden,
Huo sig vil omuende
139
Fra Synd, oc tro, oc bliffue døbt,
Hand skal euindelig leffue,
Det haffuer hannem Christus kiøbt.
Lucas hand monne skriffue,
Om Christi Himmelfart,
Dog vil hand hoss oss bliffue,
Altid som hand haffuer sagt,
Det er alt met sin Guddoms Ord,
Der kand ingen imod stride,
Ey gantske Helffuedis Port.
En Trøster hand oss sende,
Som er den hellig Aand,
Sandhed skulde hand oss kiende,
Oc styrcke oss i Modgang,
Den samme ville wi kalde paa,
Hand vil oss ey forlade,
Men trolige met oss staa.
Lader oss for Herskaff bede,
Gud Fader inderlig,
Endog wi aff dem lide,
Vold, Wræt oc Wfred,
At Gud vil giffue dem sin Naad,
Haffuer Christi Marter siunget,
Der hand i Fengsel sad.
Nu bede wi den hellig Aand, etc.
Doct. Mart. Luth.
✂
NV bede wi den hellig Aand,
Alt om den Christelige Tro oc ræt Forstand,
Det oss Gud beuare,
Oc sin Naade sende,
Naar wi heden fare,
Aff dette Elende, Kyrieleys.
Du værdige Liuß giff oss dit skjn,
140
Lær oss at kiende Christum IEsum alleene,
At wi met hannem bliffue,
Vor kiere Frelsermand,
Som oss monne indlede,
Til det forjætte Land, Kyrieleys.
Du søde Aand skenck oss foruist,
At wi maa dricke vdaff dit kierlighedsens bryst,
At wi vdaff Hiertet,
Huer anden elske,
Met eet Sind vdi Christo,
Oc haffue baade Fred oc Ro, Kyrueleys.
Du ypperste Trøster i all vor Nød,
Hielp at wi forsmaa Verdsens spot oc wselhed,
At wi bestandig bliffue,
Paa vor sidste Ende,
Naar wi met Dieffuelen kiffue,
Om dette Elende, Kyrieleys.
Ieg vil mig en Iomfru lofue, er en gammel Sang om Iomfru Maria, Christelig forvent ... M. H. Tom.
Sang om Iomfru Maria, Christelig forvent,
IEsu Christo til Loff oc ære.
M. H. Tom.
✂
IEg vil mig HErren loffue,
Som alle mine Synder bar,
Aff Tro oc all Formoffue,
Til hannem mit Hierte staar,
Hans Naffn vil ieg der skriffue,
Oc bære det til min død,
Hand kand min Sorrig fordriffue,
Oc skillie mig fra all Nød.
Gud giffue mig det at lære,
Som ieg ey selffuer kand,
Dig haffues Loff, hæder oc ære,
141
Alt baade aff Quinde oc Mand,
Gud giffue mig det i sinde,
At loffue min Frelser god,
Huad ieg er vde eller inde,
Hand ledsker mit angerfuld Mod.
Hand lignis ved Solen klare,
Som skinner offuer Verden bold,
Hans Naade er aabenbare,
Ieg giffuer mig hannem i Vold,
Hand kand vel sorrig vdslycke,
Det haffuer ieg fundet met mig,
Min Tieniste vil ieg dig recke,
O IEsu det loffuer ieg dig.
Alle Engle oc Himmelske Skare,
De tiene dig gantske nær,
Paa dine Bud tage de vare,
Oc giøre huad dig er kiert,
Gud sætte dig aff sin Naade,
Alt ved sin høyre Haand,
Bad dig saa styre oc raade,
Dit Rige offuer alle Land.
Naar ieg monne mod dig bryde,
Met Gierning, Tancke eller Ord,
Din Verdskyld lad mig nyde,
For mig du fyldest giorde,
Ieg beder dig for dine Vunder,
Du vorder mig icke vred,
Ieg synder i alle stunder,
Min Synd giøris mig nu leed.
I Synden mig vndfanget,
Min Moder, det er vist,
Ieg haffuer i Synden ganget,
Thi maa ieg vel være tyst,
Min Brøst vilt du forlade,
Som Macten haffuer fuld vel,
142
Ieg er nu steder i Vaade,
Alt baade til Liff oc Siel.
Nu flyer ieg til din Naade,
Ieg giffuer mig i din Haand,
Du maat vel offuer mig raade,
Alt baade til Land oc Vand,
Den stund ieg er i Liffue,
Ieg trøster mig ved din Pact,
Hoss dit Ord vil ieg bliffue,
Til dig stander all min Act.
Saa længe som ieg skal være,
Paa denne Verdsens Ø,
Aff dig vil ieg begære,
Mine Synder at maatte bortdø,
Det skeer alt for din Pijne,
Oc ved din hellig Aand,
Naar hand met Naaderne sine,
Fornyer mit Hierte oc Aand.
O IEsu Morgenstierne,
Som Balsom sødiste Luct,
Ieg vil dig tiene saa gierne,
O du velsignede Fruct,
Min Siel giør du saa reene,
Naar ieg for Dommen staar,
Som Guld oc ædele Steene,
Legomet som Solen klar.
O IEsu Liffsens HErre,
Du hør nu huad ieg bad,
Du vilt stedse hoss mig være,
Saa vorder mit Hierte glad,
Oc giff mig Naaderne dine,
Naar ieg bortsoffue skal,
Frelß mig fra Helffuedis Pjne,
For mig til Himmerigs Sal.
Maria hun er en Iomfru reen, etc.
Christelig foruent, IEsu Christo
til Loff oc AEre.
M. H. Tom.
✂
MAria hun er en Iomfru reen,
Som Skrifften monne beujse,
Hun fødde en Søn foruden meen,
Hannem skulle wi loffue oc prjse,
Hand haffuer oss alle aff Synden løst,
Hand giffuer oss trøst,
Oc Himmerigis euige Lise.
Vaare Verdsens Mestere paa een sted,
Det vaar saa favr en Skare,
De kunde ey alle met deres Kloghed,
Hans Godhed aabenbare,
Saa er IEsus met Naaden fuld,
Hand være oss huld,
Naar wi aff Verden skulle fare.
Propheterne aff den hellig Aands Naade,
Deres Ord met skæl beujste,
At IEsus Christus fra syndsens vaade,
Fra død oc Dieffuelsens liste,
Dem frelser alle som paa hans Naffn,
Sig til stor Gaffn,
Troer hiertelig vden Tuiste.
O Iesse Rijß oc Davids Quist,
O Iacobs liuse Stierne,
Det est du HErre IEsu Christ,
Dit Naffn loffuer ieg saa gierne,
Du løste naadelig Verden all,
Aff Adams Fald,
Du vilt oss styre oc verne.
O kunde ieg alskens Tungemaal,
Oc Skrifftens dyb besinde,
144
Oc vaar min Tunge giort aff Staal,
Oc Engle Maal der inde,
Da vilde ieg paa mine Knæ falde,
IEsum paakalde,
Vel hundrede tusinde sinde.
Mine synder ere som Sand i Strand,
Mangfoldig som Soel i strimer,
Gud løse mig nu aff Syndsens Baand,
Oc heldst i Dødsens time,
Gud lade mig aldrig være fortabt,
Som mig haffuer skabt,
Giff mig aff Naaderne dine.
HErr Christ Gud Faders
Eenbaarne Søn.
Kand ocsaa siungis i Christi
Fødsels Høytid.
✂
HErr Christ Gud Faders eenbaarne Søn,
Som er hans euige Raad,
Er aff hans Hierte vdgangen,
Ligeruijß som skreffuet staar,
Hand er den Morgenstierne,
Vort Hierte opliuser saa gierne,
Met sin Miskundheds Ord.
For oss et Menniske er vorden,
I sidste Verdens tid,
Hans Moder ey forloren,
Hendis wkrenckelig Kyskhed,
Dieffuelen haffuer hand belencket,
Himmerig igien oss skencket,
Met det euige Liff.
Vilt du oss Naaden giffue,
At wi maatte ræt forstaa,
I Christelig Tro at bliffue,
145
I Aanden dig tiene saa,
Vor Hierte maatte smage,
Din sødhed alle dage,
Oc tørste altid effter dig.
Du skaber alt paa Iorden,
Oc est din Faders Krafft,
Regærer det met dine Orde,
Sterckelig met Guddoms mact,
Din Naade i oss optænde,
Vore Hierter om til dig vende,
At wi ey tuile paa dig.
Straff oss vdaff dit gode,
Oc styrcke oss met din Naade,
Frj oss fra Helffuedis Vaade,
At Guds Børn wi bliffue maa,
At wi her aldrig mere,
Vden Christi Ord begære,
Oc Menniskens Lærdom forsmaa.
Vor Gierning oc vor Tancke,
Vilt du bestyre saa,
Den gamle Adam krencke,
At den ny leffue maa,
At wi nu icke mere,
Vor Legoms Lyst begære,
Men altid tæncke paa dig.
En Tacksigelse til den hellige Trefoldighed,
for Guds Høymæctige Velgierninger,
som hand oss beujst haffuer i sin Søn
IEsu Christo.
✂
GVd Fader oc Søn oc hellig Aand,
Hannem bør oss prjse oc ære,
146
Hand giør Miskund i alle Land,
Som wi maa daglige lære,
Hand haffuer beujst stor Kierlighed,
Mod Menniskens Kiøn saa mangeled,
Som wi ville faa at høre.
I Dieffuelens vold ieg fangen laa,
Ieg vaar fordømt til døde,
Min synd mig qualde baade Nat oc dag,
Ieg haffde stor Angest oc Møde,
Oc altid sanck ieg dybere ned,
Der vaar ey Raad til Salighed,
Ieg vaar i Synden vndfangen.
Mine gode Giernmger de hiulpe mig ey,
De kunde ey døden offueruinde,
Den stercke Dieffuel hand sagde Ney,
Hand vilde ey lade sig binde,
Aff mig eller noget Creatur,
Ieg vaar i hans vold aff min Natur,
Fordømt til euig Pijne.
Der vaar oc ingen i Verden til,
Der mig forløse kunde,
Ieg veed ræt aldrig huort ieg vil,
Ieg maa til Helffuedis grunde,
For Guds Vrede der offuer mig er,
Oc Syndsens byrde der ieg nu bær,
Fortabet maa ieg bliffue.
Da ynckedis Gud i Euighed,
Min Elende offuer maade,
Hand tænckte paa sin Barmhiertighed,
Hand vilde mig hielpe lade,
Sit Faderlige Hierte vende hand til mig,
Hand koste der paa foruden Suig,
Det Kieriste det hand haffde.
Hand talede til sin kiere Søn,
Det er nu tid at forbarme,
147
Du skalt det giøre for min Bøn,
Far heden oc frelß de Arme,
Oc løß dem vdaff syndsens Nød,
Oc sla ihiel den haarde død,
Oc lad dem met dig leffue.
Guds Søn sin Fader lydactig vaar,
Hand kom til mig paa Iorden,
Aff en Iomfru reen oc klar,
Hand vilde min Broder vorde,
Saa lønlige førde hand sin Stat,
Leed alskens Nød oc megen Platz,
For hand vilde Dieffuelen fange.
Guds Søn hand sagde: Kom hid til mig,
Ieg vil mig offuer dig forbarme,
Ieg taalde den bittre død for dig,
Der met du Himmerige skalt arffue,
Nu er ieg din oc du est min,
Oc huor ieg er der skalt du være,
Den Fiende skal oss ey atskillie.
Huem haffuer hørt større Kierlighed,
End døden for wuenner at lide?
Det haffuer ieg ene giort for dig,
At du skulde met mig bliffue,
Ieg er den ene der hielpe kand,
Thi kommer til mig baade Quinde oc Mand,
Oss skal ræt ingen atskillie.
Mit Blod det flyder paa Iorden vd,
Ieg bær det Kaarß met møde,
Ieg lider for dig den haarde død,
Tag Tro oc lad dig døbe,
Mit Liff offueruinder den død met mact,
All Verdsens synd er paa mig lagt,
Thi est du salig vorden.
Til Himmels igien til Fader min,
Far ieg fra dette Elende,
148
Der vil ieg være Mester din,
Den hellig Aand dig at sende,
Som dig i Angeste trøste skal,
Oc dig vnderujse oc lære vel,
I Sandheds Vey at vandre.
Huad ieg haffuer giort, vnderujst oc lært,
Det skalt du giøre oc lære,
Der met mit Rige opfylt bliffuer,
Mig selff til Loff oc Ære,
Foruare dig vel for Menniskens sæt,
Som oss foruender den Christelige Ræt,
Det giffuer ieg dig tilkiende.
Du skalt prædicke den Christelige Tro,
Som ieg befaler at lære,
Elsker huer andre baade silde oc fro,
Det skal min Budord være,
Fra Dieffuelens Lærdom vocte dig,
Thi hand er falsk oc skadelig,
Guds Ord det bliffuer Euindelig.
Thi ville wi prjse i Euighed,
Oc loffue foruden all ende,
Gud Faders store Barmhjertighed,
Som oss den Naade sende,
Oc nederslog i Christi død,
Helffuede, Synd oc dødsens Nød,
Huo kand oss nu fordærffue.
En Bøn til Christum, om en salig
Affgang oc Endeligt.
D. Paulus Eberus filiolis faciebat, Anno
M. D. LVII.
✂
HERRE IEsu Christ sand Menniske oc GUD,
Som banghed pijne oc sorrigfuld Mod,
For mig leed indtil Kaarssens død,
149
Oc frelste mig fra den euige Nød.
Ieg beder dig for din Pjne skyld,
Vær mig arme Synder naadig oc huld,
Naar ieg er sted i dødsens Nød,
Oc strider met den bittre død.
Naar Øyen bryste oc Siunen forgaar,
Naar Øren ey længer at høre formaar,
Naar Tungen kand icke tale meer,
Oc Hiertet aff Angist forknuset er.
Naar mig forgaar all min Forstand,
Oc intet Menniske mig hielpe kand:
Din Hielp O IEsu Christ mig send,
Stat mig bj i min sidste End.
Oc før mig aff denne Iammerdal,
Forstecke mig ocsaa dødsens qual:
De onde Aander fra mig driff,
Oc met din Aand stedse hoss mig bliff.
Indtil aff Legomet gaar min Aand,
HErre anamme hende da i din Haand,
Lad Legomet soffue vden all plag,
I Iorden til den yderste dag.
En glædelig Opstandelse mig giff,
Min Talßmand du paa Dommedag bliff,
Oc paa min synd icke mere tænck,
Det euige Liff mig naadelig skenck.
Som du oc haffuer tilsagt mig,
I dit Ord der til troer ieg dig,
Sandelig sandelig eder siger ieg,
Joh. 5,8.
✂
Huo mit Ord holder oc troer paa mig.
Til Dommen ey komme sig til Nød,
Oc skal ey smage den euige død,
Om hand end skønt døer timelig,
Dog er det hannem ey skadeligt.
Men ieg vil selff met stercker Haand,
Vdføre hannem aff dødsens Baand,
150
Oc til mig indtage i mit Rige,
Der skal hand da met mig tillige.
I Glæde oc Fryd leffue euindelig,
Der til hielp oss HErre Naadelig,
O HErre forlad oss all vor Brøst,
Oc styrcke oss vel met Scrifftens Trøst.
At wi met god Taalmodighed,
Met Tro oc Haab met flittighed,
Dit Ord beholde stadelig,
Indtil wi bortsoffue saliglig.
En Christelig Morgensang,
Siungis met de Noder:
Aus meines Hertzen grunde, etc.
✂
IEg vil din Prijß vdsiunge,
I denne Morgenstund,
O Gud met Røst oc Tunge,
Aff gantske Hiertis grund,
Ved din Søn IEsum Christ,
Som er vor Frelser kiere,
Oc vil vor Talßmand være,
All Ære bør ham foruist.
2.
At ieg vdaff din Naade,Er nu beuaret vel,
I denne Nat fra Vaade,
Baade til Liff oc Siel,
Ieg beder ydmygelig,
Min synd du vilde tilgiffue,
Met huilcken ieg her i Liffue,
Haffuer tit fortørnet dig.
3.
Du vilt oc nu tillige,I denne dag vocte mig,
151 At Sathan mig ey skal suige,
Met Synd eller skade slig,
Fra Ilds vaade oc Haffs Nød,
Fra Armod, skam oc skade,
Fra Fengsels tuang oc vaade,
Fra en brad oc hastig Død.
4.
Min Siel, mit Liff oc Aande,Min Hustru, Børn ocsaa,
Befal ieg dig i Haande,
Met alt det ieg formaa,
Mit gantske Huß oc Hiem,
Min Ære oc Gods dislige,
Oc hues ieg meer kand sige,
Naadigst beuar oc giem,
5.
Dine Engle lad hoss mig bliffue,I denne farlige Tid,
Sathans List at bortdriffue,
Thi det er all hans Ijd,
At komme mig i Fald,
Sin Ondskaff vil hand øffue,
At hand kand mig bedrøffue,
I denne Iammerdal.
6.
Gud maa for alting raade,Thi hand alting formaa,
Hand veed best Vey oc maade,
Huor alting skal tilgaa,
Til ham staar all min Ljd,
Min Siel oc Liff at beuare,
Mig vocte fra all Fare,
I all min Liffuis tid.
7.
Nu ville wi tacke oc prjse,152 Vor Gud aff Hierte oc Mund,
For Naade hand oss beujser,
Altid oc mangelund,
Oc beder ydmygelig,
Hand vil oss naadelig giffue,
At wi maa altid bliffue,
Hoss hannem i Himmerig.
8.
Alle Guds Ords Tienere oss lære,Oc vnderujse vel,
Guds Aand stedse hoss dem være,
Dem beuare til Liff oc Siel,
De kunde frjmodig oc frj,
Det salige Guds Ord lære,
Hans Naffn til euig Ære,
Foruden all Kætterj.
9.
Gud naadelig oc beskærme,All Christen Øffrighed,
De Rige met de Arme,
I denne vor Menighed,
Du kand beuare oss best,
Fra Pestilentz oc Hunger,
Fra Krig, dyr tid oc kummer,
Altid vor Beskærmer est.
10.
Amen wi der til sætte,Oc tuile der intet paa,
Gud skal vor Bøn vdrætte,
Effter hans Villie saa,
Der paa tage wi nu fat,
Vort Arbeyd oc ey forhale,
Det Gud monne oss befale,
Huer i sin Kald oc Stat.
153
11.
Derfor i gode Christne,Holder det altid i act,
All falske Dieffuelsens liste,
At sky, met gantske mact,
Met Tro oc ædru Bøn,
At Gud oss Naaden vil giffue,
Wi altid hoss hannem maa bliffue,
Oc faa den euige Løn, AMEN.
Et GRATIASeffter Maaltid at siunge,
met de Noder, Som: Naar wi i
største Nøden staa, etc.
✂
GVd ville wi tacke oc være glad,
Men wi har faaet baade Øel oc Mad,
Hannem skee prijß Euindelig,
For sin Godhed saa rundelig.
2.
Hand er en HErre mæctig oc bold,Hand har altingest i sin Vold,
Hans er baade Himmel oc Iord,
Hand opholder alting ved sit Ord.
3.
Hand haffuer skabt baade Liff oc Aand,Hand har oss frelst fra Dieffuelsens baand,
Hand giffuer oss sin hellig Aand,
Oc oss beuarer til Land oc Vand.
4.
Hand giffuer oss vort daglige Brød,Hand hielper oss aff all vor Nød,
Hand kand giøre alt huad hand vil,
Hand giffuer oss huad som dagen hører til.
5.
Huo som haffuer et sorrigfult Mod,Den samme kand Gud vel raade Bod,
154 Gud trøste dem som sorgfuld er,
Huad heller de ere fiern eller nær.
6.
Om wi her noget end lide maa,I Himmerig skulle wi Glæden faa,
Gud ville wi oss befale der met,
Wi sidde allsammen i HErrens Fred,
AMEN.
En ny Vise, tagen aff det 22. Capittel
Matthæi, om den Konge som giorde sin Søns
Bryllup, etc. Oc siungis som den gamle Vise,
Der vaar en Konge i Dannemarck, etc.
✂
HImmerigis Rige lignis maa,
Ved en mæctig Konning for alle,
Et kosteligt Bryllup lod hand anslaa,
Lod mange tilbiude oc kalde,
Gud giffue oss Fred.
2.
Hans eeniste Søn skulde Brudgom være,Saa monne det hannem behage,
Der skulle alle Menniske bliffue til ære,
I alle vore leffuende dage,
Gud giffue oss Fred.
3.
Sine Tienere tro vdskicker hand,Til dennem som bødne vaare,
De skulle nu komme strax paa stand,
Oc ingen vndskyldning vende fore,
Gud giffue oss Fred.
4.
Men de vaare trotzig, oc vilde ey,Til Kongens Bryllup komme,
De suarede alle oc sagde Ney,
155 Det kand oss lidet fromme,
Gud giffue os Fred.
5.
Hand vdsende andre Tienere da,Til Gæsterne skulde de sige,
Min HErre lader eder det forstaa,
I skulle nu komme tillige,
Gud giffue oss Fred.
6.
Mit fæde Quæg, oc mine Øxen god,Dem haffuer ieg slactet til beste,
Ieg har nu vdi Sind oc Mod,
Ræt vel at pleye mine Gæste,
Gud giffue oss Fred.
7.
Her staar nu alting tillaffuet vel,Ville i men til mig komme,
Det skal eder gaffne til Liff oc Siel,
Bliffue eder til euig fromme,
Gud giffue oss Fred.
8.
Men de foractede disse Bud,Oc vende andre Sysler fore,
Den ene sin Ager, den anden sine Stude,
Den Tredie sin Kiøbmands Vare,
Gud giffue oss Fred.
9.
En Part giorde end det verre vaar,Bespottede hans Tienere gode,
Slo dennem ihiel (saadan Tack mand faar)
Vdøste deres arme Blod,
Gud giffue oss Fred.
10.
Der Kongen det hørde, da bleff hand vred,Det skar hannem i Hierte oc Liffue,
156 Er ieg en Konge som huer mand veed,
Det skal icke wstraffet bliffue,
Gud giffue oss Fred.
11.
Hand sende sin Krigs Hær vd paa stand,Befoel dem huad de skulde giøre,
I Ryter oc Lansknecte tager Verie i Haand,
Met disse Mordere skulle i om kiøre,
Gud giffue oss Fred.
12.
Slar død for Haand huem i faar fat,Oc sparer huercken Folck eller Huse,
Sticker Ild paa deres Stad saa brat,
Lader den røde Lue offuer dem blusse,
Gud giffue oss Fred.
13.
Hand sagde til sine Tienere tro,Min Bryllups Kost er jo rede,
Men Gæsterne der burde at være fro,
De vaare icke værd' at bede,
Gud giffue oss Fred.
14.
Det skal dem dog ey meget baade,Det onde som de monne stiffte,
De skulle icke faa den mindste Naade,
Der Gud hand haffuer at skiffte,
Gud giffue oss Fred.
15.
Gaar derfore hen paa Vey oc Sti,Oc alle de som eder møde,
Baade Fattige oc Rige, Edel oc Wfrj,
Dem skulle i her indbede,
Gud giffue oss Fred.
16.
De Suenne ginge vd oc giorde saa,Som Kongen mon dennem befale,
157 Baade Onde oc Gode de sammenslo,
Saa Bordene bleffue fulde alle,
Gud giffue oss Fred.
17.
Der dette vaar giort, gick Kongen ind selff,Vdi den Bryllups Stue,
Det vaar vdi hans Act saa vel,
Sine Gæster at see oc beskue,
Gud giffue oss Fred.
18.
En wskickelig Gæst fant hand da der,Haffde ey Bryllups Klæder paa,
Min Ven, huor est du kommen her,
Ieg reds huor det dig vil gaa,
Gud giffue oss Fred.
19.
Den arme Synder hand tagde quær,Hand torde sin Mund ey røre,
Det lyckedis huercken bedre eller verr,
De monne hannem at Dørren kiøre,
Gud giffue oss Fred.
20.
Kongen hand taler til Tienere sine,Binder Hænder oc Fødder tillige,
Oc kaster hannem i den euige Pijne,
Hand skal mig icke vnduige,
Gud giffue oss Fred.
21.
Der skal hand græde oc hyle saa,Met Tænderne gnisle oc røste,
Den mindste Vandstaare skal hand ey faa,
Sig at ledske naar hand monne tørste,
Gud giffue oss Fred.
22.
Mange ere kallede, det vide wi vel,Vduaalde ere de icke alle,
158 Beder Gud om Naade til Liff oc Siel,
Hand vil oss aldrig vndfalde,
Gud giffue oss Fred.
23.
Lader oss formane vor Frelser kier,Vor Brudgom IEsus lille,
Hand vil oss hielpe baade her oc der,
At wi ey vor Salighed spilde,
Gud giffue oss Fred.
24.
Brylluppet er vel laffuet til,I Himmerigis Rige met ære,
Vor Brudgom maa komme naar hand vil,
Wi ville der hoss hannem være,
Gud giffue oss Fred.
25.
Det giffue oss Gud i Himmerig,Ved IEsum Christum alleene,
Hoss hannem at bliffue Euindelig,
Hannem prjse, ære oc tiene,
Gud giffue oss Fred.
26.
Den oss denne Vise haffuer siunget saa,Hand længis flux effter det Gilde,
Huor hand Guds Ansict skue maa,
Gud bønhøre ham effter sin Villie,
Gud giffue oss Fred.
AMEN.
Den anden Vise, Sommersens tid ieg
prijse vil, Christelige forandret.
✂
GVds Naade ieg altid prjse vil,
Thi hand mit Hierte monne glæde,
Hand siger mig sit Venskaff til,
159
Alt got er mig til rede,
Om ieg hans salige Ord vil tro,
Som Scrifften monne oss sige,
Hoss hannem i Himmelen vil ieg bo,
Oc aldrig fra hannem vige.
2.
Ieg vil oc altid være hannem nær,Oc altid om hannem tale,
Hans salige Ord ere mig saa kier,
De kunde mig best hußuale,
Naar Gud det forskicker, oc det saa skeer,
At ieg til hannem skal fare,
Mit Sind sig glæder, mit Hierte leer,
Min Siel vil hand beuare.
3.
O Gud huad ieg besinde kand,At det er Angest oc Quide,
Hoss Fattig oc Rijg, hoss Quinde oc Mand,
Sit Kaarß taalmodelig lide,
Thi Kiød oc Blod er skrøbeligt,
Det kunde wi alle besinde,
Gud vnde oss at stride mandeligt,
Vore Fiender offuer at vinde.
4.
Naar Fristeren til min Samuittighed gaar,Mig til fortuilelse at føre,
Ved Guds mact ieg wforfærdet staar,
Ieg vil hannem slet intet høre,
Saa maa hand vige, den fule Aand,
Met sine gloende Pjle,
Min Siel befaler ieg i Guds Haand,
Euig hoss hannem at huile,
AMEN.
Den tredie Vise, Et trofast Hierte, etc.
Ocsaa Christelige forandret.
✂
ET trofast Hierte, O HErre min,
Skal dig til rede være,
Du mig forløste, at ieg er din,
Diß bør dig prijß oc ære,
Det lærer sig sel,
Du vnder oss vel,
Paa Kaarsset for oss sloes du ihiel,
Vore Synder vild du bære.
2.
Den Kierlighed du haffuer til mig,Haffuer oss tilsammen bundet,
Nu kommer den Dieffuel met sin Suig,
Hand siger hand vil haffue vundet,
Du est dog ey,
Den falske Vey,
Ieg veed det vist du suiger mig ey,
Lad mig din hielp befinde.
3.
Elendig, HErre, da giør du mig,Om du vilt fra mig skilles,
Men ieg forlader mig paa dig,
Mit Hiertis Angist maatte stilles,
O Hiertens tuang,
Oc stor Verdens Modgang,
Baade Nat oc Dag giøris mig saa lang,
De acte min glæde at spilde.
4.
Du loffuer mig got met Hierte oc Mund,Det holder du visselige,
At være mig huld i allen stund,
Du vilt mig aldrig snige,
Du acter vel sel,
161 Met fuld got skæl,
Huad heller det gaar mig ilde eller vel,
Fra dig vil ieg ey vige.
5.
Nu er der ingen i Verden til,Min Sorrig kand fordriffue,
Foruden Gud, naar hand saa vil,
Hand kand mig Trøsten giffue,
O HErre IEsu sød,
Hielp mig aff Nød,
Du taalde for mig den bittre Død,
Thi lad mig salig bliffue. AMEN.
En Klagevise, offuer Verdens
Wtroskaff.
✂
O Gud huor maa wi klage,
Met Hierte oc sorrigfuld Mod,
I Verden er megen plage,
Faa ere hin anden god.
2.
Mand maa sin wskyld ey nyde,De giøre en Ont for got,
Det maa en Steen vel fortryde,
At lide saadan Spot.
3.
Vilt du det ræt besinde,Huor det i Verden gaar,
Da skalt du det befinde,
Altid baade Dag oc Aar.
4.
De dine Staaldbrødre skulde være,Ere dig tid mest imod,
Huor skalt du dig atbære?
Klag det den euige Gud.
162
5.
De dig skulde styrcke oc fremme,Ere dig tit mest paa Halß,
Heller du est vde eller hiemme,
Befinder du Suig oc falsk.
6.
Om de dig druckne kunde,Vdi en Skeefuld Vand,
De skulde det ingenlunde,
Forsømme strax paa stand.
7.
Naar de Raadsla tillige,Imod dig arme Blod,
Huad kand du mere aff sige,
De ere dig icke god.
8.
Ieg vil dig Raadene giffue,Huor du skalt skicke dig,
At du ved mact kand bliffue,
Mod Verdens falske Suig.
9.
Du skalt paa din Gud kalde,Hand skal vel hielpe dig,
Oc dennem straffe alle,
Som handle suigelig.
10.
Du skalt ved mact vel bliffue,Thi Gud din Tilfluct er,
Vnder hans mact dig men giffue,
Trotz dem baade fiern oc nær.
11.
Det monne til Hunde ey stande,At Horsen paa Marcken doer,
Saa er det ey i deres Hænder,
Det onde de acter at giøre.
163
12.
Thi Gud for alting raader,Hannem skalt du befale dig,
Met all din Lycke oc Laader,
Hand hielper dig visselig.
13.
Saa skal Gud dem oc straffe,Hin anden beujse wtro,
Oc vden all Aarsag beklaffe,
Met Harm oc stor wro.
14.
O Gud i høyeste Throne,See til oss Naadelig,
Oss arme Syndere forskone,
Oc hielp oss veldelig,
15.
Oss met din Aand regære,Allerkieriste HErre oc Gud,
Lad oss dine Tienere være,
Lær oss dine Vey oc Bud.
16.
Du est vor Skiold oc Verie,Vor Klippe oc faste Borg,
Paa dig alleene O HErre,
Kaste wi all vor Sorg.
17.
Beuijß din Krafft O HErre,Lad see du leffuer endnu,
Vore Fiender vilt du forfære,
Blødgiør deres Hierte oc Hu.
18.
Vort Hierte vilde du glæde,Forhindre vore Fienders Anslag,
All ære ville wi dig vede,
Dig loffue baade Nat oc Dag.
164
19.
Hielp oss at offuervinde,Denne Verdsens falske Suig,
Oc siden effter Døden finde,
Euig Glæde i Himmerig.
20.
Der ville wi dig tacke oc ære,Du hellig Trefoldighed,
Oc altid hoss dig være,
I Glæde oc Salighed, Amen.
En Vise om Vngdommens wstadighed,
Siungis som den: Ieg gick mig
vdi Rosens Lund, etc.
1.
HVo leffue vil effter sin Sinde,Icke lyde sine Venner adt,
Være sig Suend, Mø, mand eller quinde,
Det kommer dem selff til hadt,
Naar Venner hannem vndfalde,
De acte hannem lidet igien,
Naar hand monne paa dem kalde,
De acte hannem lidet met alle,
Om Lycken er hans Wven.
2.
Vngdommen er wstadelig,Beblandet met løß attraa,
Det er en meget skadeligt,
Stedse effter sin Begæring at gaa,
Oc icke besinde huad Ende,
Giort Gierning haffuer met sig,
Omsier hand skal det kiende,
Naar Frender oc Venner ham offuerskænde,
For hand haffuer lefft daarlig.
165
3.
Giort Gierning maa nu saa være,Det siger ieg dig min Ven,
Den tid som nu forgangen er,
Hun kommer ræt aldrig igien,
Gud naade den sig ey kand betæncke,
Men giør sine Venner imod,
Met sorgen hand dem monne skencke,
Oc sin egen ære forkrencke,
Forsiunlighed raader der paa bod.
4.
Thi raader ieg Mand oc Quinde,Som deres Børn haffue kier,
Tucte dem baade vde oc inde,
Oc straffe som tilbørligt er,
Lad dem ey haffue deres Ville,
Men de ere vankundig oc smaa,
Ellers bliffue de onde oc stille,
Naar de begynder at spille,
For huer mands spot at staa.
En klagelig oc dog trøstelig Sang oc
Vise, for en Person der suag oc til Alders kommen
er. Siungis met de Noder, Som: Ieg
vaar mig saa lidet et Barn.
✂
HVem skal ieg klage mit sorgfuld Mod,
HErre Gud trøste dem som bange er,
Ieg klager for Gud, hand kand best raade Bod,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
2.
Salig er' de, siger IEsus Christ,HErre Gud trøste dem som bange er,
Som sørge, thi de skulle hußualis vist,
Dog at Sorrigen hun tuinger saa mange.
166
3.
Stor Suaghed haffuer tilslaget mig,HErre Gud trøste dem som bange er,
Ieg veed ræt ingen tilfluct, vden HErre til dig,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
4.
Du haffuer jo selffuer befalet saa,HErre Gud trøste dem som bange ere,
At wi dig i all Nød skulle kalde paa,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
5.
Du siger: Kommer hid, kommer hid til mig,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Som ere saa besuæret elendelig,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
6.
Ieg vil eder ledske oc vederquæge vel,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Oc være eders hielp til Liff oc Siel,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
7.
O HErre, ieg beder vndfald icke mig,HErre Gud trøste dem som bange ere,
I Liff oc Død forlader ieg mig paa dig,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
8.
Mig tuinger baade Alder oc skrøbelighed,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Oc anden meere Brøst, som Gud vel veed,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
9.
Mig tuinge her falske Venner ocsaa,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Der ieg end allermest forlod mig paa,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
167
10.
Mig rinde saa mange Tancker i hu,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Huad fordum tid er skeet, det mindis mig nu,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
11.
Mine Øyen de mørckis, mine kinder giøris bleg,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Mine Fødder kunde neppelige bære mig,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
12.
Mig tuinger mine Synder som mangfoldig er,HErre Gud trøste dem som bange ere,
For dennem ieg den største Sorrig bær,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
13.
O Gud løse mig aff mine Synders Nød,HErre Gud trøste dem som bange ere,
For IEsu Christi hellige Pjne oc Død,
Thi at Sorrigen hun tuinger saa mange.
14.
Ieg er her i Verden en fremmet Gæst,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Mit Fæderneland i Himmelen det tiente mig best,
Oc da faar Sorrigen en god ende.
15.
Der venter ieg mig den euige Ro,HErre Gud trøste dem som bange ere,
Met alle Guds Børn i Salighed bo,
Oc da faar Sorrigen en god ende.
16.
Guds blide Ansict skulle wi der see,HErre Gud trøste dem som bange ere,
I steden for bedrøffuelse baade glædis oc lee,
Oc da faar Sorrigen en god ende.
168
17.
Gud giffue oss alle sin Naade saa blid,HErre Gud trøste dem som bange ere,
At leffue der hoss dig til euig tid,
Oc da faar Sorrigen en god ende.
Den Troende Sielis Aandelige Brudsang,
om IEsu Christo, hendis Himmelske
Brudgom.
✂
AF Høyheden oprunden er,
En Morgenstiern saa klar oc nær,
Fuld aff Sandhed oc Naade:
Du Davids Søn aff Iacobs Stam,
Min Konning god oc min Brudgam,
Fryder mig offuer maade:
Lifflig, venlig,
Skøn oc herlig, Stor oc hedrlig,
Rijg paa Gaffuer,
Liuß oc Liff ieg i dig haffuer.
2.
Du lille Barn, deylig oc skøn,Gud Faders oc Mariæ Søn,
O du høybaarne Konning:
Du est mit Hiertis Lilium,
Dit hellig Evangelium,
Er sødt som Melck oc Honning:
Kiere, HErre,
Hosianna, Himmels Manna,
Dig til ære,
Glad i Aanden vil ieg være.
3.
Du skinnende Iaspis oc Rubjn,Indleg vdi mit Hiertis Skrjn,
Til dig Kierligheds Brynde:
169 At ieg maa dig aff Hiertens grund,
Elske oc ær' i allen stund,
Oc faa hoss dig god Ynde:
Dig skee, Christe,
Brudgam kiere, Prijß oc ære,
Som monn' ville,
Mig fra Synd oc Sorrig skille.
4.
Min Siel i Gud da fryder sig,Naar du til mig seer mildelig,
Met din Miskundheds Øye:
O IEsu Christ min Frelser god,
Dit Ord met Aand, Legem oc Blod,
Mig Salighed tilføye:
Tag mig, venlig,
Vdi din Arm, At bliffue varm,
Aff din Naade,
Paa dig vil ieg mig forlade.
5.
O Gud Fader O HErre blid,I din Søn du aff euig tid,
Saa inderlig mig elskte:
Din Søn haffuer troloffuet mig,
Ieg er hans Brud saa inderlig,
Hand mig til Liffuit frelste:
Eya, Eya,
Hand det giffuer, At ieg bliffuer,
I stor Glæde,
Hoss dig i Herligheds Sæde.
6.
Frisk op met Instrumenters Liud,Zitter oc Lut met Lyst oc Fryd,
Lader eder nu høre:
At ieg met dig O IEsu kier,
Min Brudgam skøn i Tuct oc ær,
Kand mig ræt lystig giøre:
170 Siunger, Springer,
Iubilerer, Triumpherer,
HErren prjser,
Som oss slig Ære beujser.
7.
Ieg er nu glad oc meget fro,Min Frelser er Alpha oc O,
Begyndelse oc Ende:
Som mig fører met Loff oc Prijß,
Til Himmerig til Paradjß,
Fra Iammer oc Elende:
Amen, Amen,
Kom O milde, IEsu lilde,
Tøff ey længe,
Lyst til dig mit Hierte mon trænge.
En Aandelig Vise, aff Tydske paa Danske
vdsæt, Ieg veed et euigt Himmerig, etc.
✂
JEg veed et euigt Himmerig,
Icke met Guld det røde,
Omdragit er saa prydelig,
Men met Guds Ord det søde.
2. Der vdi boer IEsus Christ,
Som er Guds Søn den fromme,
All min Tilljd er hand forvist,
Beder mig til sig komme.
3. En Pilgrim arm er ieg forsand,
Min Reyse maa ieg alt ende,
Her fra, oc til mit Fæderne Land,
Oc skillis fra dette Elende.
4. Ieg forløste dig met mit Blod,
Oc elskte dig aff mit Hierte,
Vær du derfor ved frisker Mod,
Ieg vil borttage din smerte.
171
5. Naar du est from oc icke mißbruger,
Det hellige Sacramente,
Icke paa dine Mißgierninger,
Vil ieg da meere tæncke.
6. Naar du aff Verden oc huer mand,
Est slet forlat met alle,
Da staar ieg hoss din høyre Haand,
Aldrig vil ieg vndfalde.
7. Fattig ieg hid til Verden kom,
Ringe vaar oc min Stamme
Ey noget her fra tager met mig Rijgdom,
Mens følger døden den grumme.
8. Dog er ieg viss at denne min Krop,
Dødelig ey altid skal bliffue,
Men skal met Guds Søn igien staa op,
Som mig all glæde vil giffue.
9. Da bekommer ieg forvist,
Som tilforn lidde megen plage,
Fred oc Roe, (for Affvind oc tuist)
I mine gantske Dage.
10. Lader oss tacke aff Euighed,
Den HERRE allesammen,
For sin store Barmhiertighed,
Ved Iesum Christum, Amen.
Bogen taler til Læseren.
✂
JEg heder Vandrebog, oc det met rætte,
Det kand ingen met skæl imod trætte,
Ieg vandrer flux om til Land oc Vand,
Ieg findis baade hoss Quinde oc Mand,
172
Etlich tusind Exemplaria, som du seer,
Ere tryckte aff mig, baade her oc der,
Somme behager det ilde, oc somme vel,
Oc en Part der intet got vil giøre sel,
Oc ingen vil tiene vden dem selff allene,
Huad skader det, om de det spotlig met mig mene?
Oc sige: disse Viser en part met lætferdig stemme gaar,
Lige som det oc icke i Psalmebøger staar,
Etliche Psalmer der brugeligt ere,
Oc aff Verdslige Visers stemme tagen mon være,
Docter Knaustius oc andre flere,
Haffue hele Visebøger der om screffuet til goder Lære,
Huad hinder kand det Religionen giøre,
At mand det onde til beste kand vende oc føre,
Oc vende Folckis løse Tancker oc Sinde,
Som en løß Pardel til en Dannequinde,
At de det gode kunde siunge oc vide,
Oc sætte det Onde til en side,
Effter Stemmen skal mand ey saa meget acte,
Som effter ord oc meening dem vel betracte,
Til met er ey dictet denne Bog,
For dem som selff ere vijse oc klog,
Oc kunde høre Græsset voxe oc opstaa,
End om Vinteren naar frost oc Sne ligger paa,
Men for den fattige, eenfoldige, gemene Mand,
Hannem til Vilie, vnderuijßning oc forstand,
Det vil ieg dig fromme Læsere god,
Tilkiende giffue, far nu vel, oc haff god Mod.
Læseren taler til Bogen.
✂
HVad siger du lille Vandrebog god,
Er nogen dig imod?
Du giør jo ingen noget til spot eller lede,
173
Hui ville de paa dig være vrede?
Du søger Guds Ære oc Menniskens gaffn,
Huad tør du passe om de Onde deres sagn,
Har du aldrig dette hørt eller ey?
At huo der bygger paa en alfar Vey,
Mange Mestere hand haffue skal,
Det gaar icke offuer en, men offuer all,
Huo icke nu i Verden kand et Ord offuerhøre,
Hand kand aldrig noget got giøre,
Der skeer aldrig intet saa nyttigt oc got,
At somme skulle jo driffue der met deres spot,
Den ene siger til, den anden fra,
Saa pleyer det alt i Verden at gaa,
Du est en fattig Pillegrim,
Din Author haffuer dig sæt paa Rijm,
Vandre men hen i Iesu Naffn,
Tiene Gud til ære, Oc Mennisken til gaffn,
Mister du her din Løn oc Tack,
Oc mange holde dig for Ladder oc Snack,
Den dag er forhaanden, oc kommer vel,
Naar alle Gierninger skulle dømmis met skæl,
Da faar mand at kiende foruden spot,
Huo noget har giort, enten ont eller got,
Der skal det i huers Pande staa skreffuet,
Huad hand sine Dage haffuer bedreffuet,
Disligeste met huad Hierte oc Sind,
Hand haffuer paa sin gierning lagt fljd oc vind,
Om hand har søgt Guds Loff oc ære,
Eller sin egen roeß oc begære.
Far vel lille Bog, oc vandre men om,
Hoss mig skalt du oc haffue platz oc rom,
Du skalt oc vel finde de dig skulle forsuare,
For Klaffere kand ingen tage sig vare,
Naar du haffuer Gud paa din Side,
Lad da gaa frijt til oc icke bide,
174
Hand skal vel hielpe dig Læsset frem,
Huo dine Klaffere ere, hand finder vel dem,
Gud hielpe oss alle, oc alting til beste vende,
Oc giffue oss Guds naade, oc en Christelig ende.
En kort vndervijßning, huad den lille
Vandrebog indholder vdi Besynderlighed : Oc
paa huad Blad huert stycke er at finde, som
den tracterer om, efter A B C met sin Tal antegnet.
✂
NAar mand reyser sig op om morgenen,
huad man da skal bede oc sige A6
✂
Naar mand haffuer iført sig, en Bøn om
Morgenen A7
✂ En anden Bøn om Morgenen B4
✂ End en anden Bøn om Morgenen B6
✂
Naar mand gaar vdaffsit Kammer, paa
Gaden eller anden sted C2
✂
Et kort Benedicite naar mand gaar til
Bords C3
✂ Et kort Gratias effter Maaltid C4
✂
Naar mand hører Klocken ringer Tolff,
huad mand da skal sige C5
✂
Om Afftenen naar det ringer Fem, huad
mand da skal giøre C7
✂
En Bøn at bede om Afftenen, for mand
gaar til Seng C8
✂ En anden Bøn om Afften D2
✂ En Bøn naar mand legger sig til Soffns D4
✂ En Bøn at bede om Mandagen D4
175✂ En Daglig Velsignelse at liuse offuer sig D6
✂
En aabenbarlig Skriftemaal oc Bekiendelse
for Gud D7
✂
En anden aabenbarlig Bekiendelse for
Gud E3
✂
En Bøn at bede naar mand gaar til Alterens
Sacramente E4
✂
Tacksigelse oc Bøn, effter mand haffuer
værit til Guds Bord E5
✂
En almindelig Tacksigelse, effter Christi
Naadere E6
✂
En bon at bede for et siugt Menniske der
berettis E7
✂
En Bøn at bede for et siugt Menniske, der
ligger i sit yderste E8
✂
En smuck Bøn for vnge Børn, at bede i
Huset om Morgen oc Afften F1
✂ Et Litanie hos siuge Folck at bede F3
✂ En anden Bøn i sit yderste at bede F5
✂
En Bøn at bede naar Christi Legem oc
blod vddelis F6
✂
En bon som gode Christne kunde bede
for en fattig Fange F7
✂ En Bøn naar mand vil vandre aff By F8
✂ Naar du vilt giffue dig paa Reysen G2
✂ En velsignelse naar mand vil reyse G4
✂
En Bøn om et s. endeligt at bede,
eller i sit yderste G5
✂
Den gamle Dage Vjse: Den signede Dag,
etc. G6
✂ En Morgensang Hl Dd 6
✂ En Afften eller Natsang H5
✂
En Christelig Vjse oc Dict, om Adams oc
Eves syndige Fald fra Gud H8
✂
En Sang om den hellig Ecteskabs Stats
Indskickelse i ParadijB Kl
✂
En arm synderis klagemaal oc bekiendelse
for Gud K6
✂ En Christelig Supplicatz til Guds Søn L3
✂ Et anfectit Menniskis Bøn til Gud L6
✂ En Vjse om Verdens Sujg oc falske Venner L8
✂ En anden Vjse om Wtroskaff M3
✂ Om Trøst oc Frjmodighed imod all Kaarß,M6
✂
En Bekiendelse oc Bøn til Gud, i all
Legemlig suaghed, N 1
✂ En arm Synderis Klagemaal for Gud N 4
✂ En Tacksigelse effter Maaltid N 6
✂ En læractig oc trøstelig Vise, N 7
✂ En Vise som kand siungis til Søes O 6
✂ Regula pietatis P 3
✂ Om Døden en nyttig betænckelse Q 3
✂
Regulæ vitæ, Det ere nogle synderlige
Liffs Regle, at rette sit Liff oc Leffmt
effter Q 8
✂
Fem synderlige stycker, som huert
Menniske daglig skal haffue i
hukommelse S1
✂ En Klagevise offuer Verdens wtroskaff Ff 8
✂
En klaglig Sang oc Vise, for en Person
der suag, oc til Alders kommen er Gg 6
Et andet Register, offuer de Psalmer oc
Loffsange, som ere tilsætte vdi denne lille Bog, Oc paa huad Blad huer Psalme fmdis.
- AF Hoyheden oprunden er Hh 2
- Alleniste Gud i Himmerig Y 7
- Allene til dig HErre Iesu Christ V 7
A.
- Christe du est baade Liuß oc Dag, Z 2
- Christe du est den klare Dag, Z 4
C.
- Den signede Dag som wi nu see, H 4
- Dig bede wi Børnene dine, X 5
- Dig tacker ieg kiere HErre, T 5
D.
- Fader vor vdi Himmerig, V l
F.
- Gud Fader, Søn oc hellig Aand, Cc 7
- Guds Godhed ville wi prjse, Y 5
- Gud ville wi tacke oc være glad, Ee 3
- Guds Naade ieg altid prjse vil, Ff 4
G.
- HErr Christ Gud Faders eenbaarne Søn, Cc 5
- HErre Gud du være nu prjset, X 6
- HErre Iesu Christ sand Menniske
oc Gud Dd 4 - Hielp Gud at ieg nu kunde, Bb 1
- Huo som vil salig vdi Verden leffue, X 4
- Himmerigis Rige lignis maa, Ee 5
- Huo leffue vil effter sine Sinde, Gg 4
- Huem skal ieg klage mit sorgfuld Mod Gg 6
H.
- Ieg veed et euigt Himmerig, Hh 6
- Ieg raaber til dig O HErre Christ, X 2
- Ieg vil mig HErren loffue, Bb 7
- Ieg vil din Prijß vdsiunge, Dd 6
- Et trofast Hierte O HErre min, Ff 6
I.
- Kom Gud Skaber O hellig Aand, Z 6
K.
- Maria hun er en lomfru roen, Cc 3
- Min Siel nu loffue HErren, Y 2 178
- Mit Haab oc Trøst oc all Tilljd, X 1
- Mit Hierte hin gremmer du dig, Aa 3
M.
- Naar min tid oc stund er forhaand, Z 5
- Nu er oss Gud miskundelig, V 3
- Nu bede wi den hellig Aand, Kb 6
N.
- O Gud wi tacke oc loffue dig, X 7
- O Gud din Godhed tacke wi, Z 1
- O Gud huor maa wi klage, Ff 8
O.
- Siunge wi aff Hiertens grund, X 8
S.
- Vor Gud hand er saa fast en Borg, V 5
- Vaager op i Christne alle, Z 8
- Vden HErren opholder vort Huß, Aa 7
V.
Efterskrift
Digteren og udgiveren
✂ Hans Christensen Sthen (1544-1610), skolemand, præst og forfatter, er født den 25.11.1544 i Roskilde. Om de tidligste år vides kun, hvad han selv beretter i et selvbiografisk fødselsdagsdigt (Vb 61), at »i min ungdom faldt fader og moder mig fra/ men du Herre monne trolig med mig stå«. Selvbiografiske oplysninger om hans egen eller hans forældres overgang til lutherdommen kan muligvis gemme sig i beskrivelsen af »den unge teolog Job, der var aftræden fra sine fædres religion og var kommen til Abrahams tro« (Tr). Netop i hjembyen Roskilde levede den gamle tro videre længe efter reformationen.
✂ Om studietiden véd vi intet, da Sthen ikke ses at være indskrevet i nogen universitetsmatrikel. Formodentlig har han studeret i København, muligvis også ved en tysk læreanstalt. Eneste vidnesbyrd om et besøg i Tyskland stammer først fra 1602, hvor han omtaler en indskrift med forgyldte bogstaver, »jeg har set pa et benhus inGermania« (Lpr). Måske er det et fingerpeg om et ophold i Braunschweig, at Sthen i sit tidlige skrift Cypr optager stof af både Joachim Mörlin og Andreas Pouch, der i begyndelsen af 1560erne virkede her som hhv. superintendent og latinskolerektor. I fødselsdagsdigtet nævnes »gode venner både ude og hjemme/ som mig til det bedste skulle fordre og fremme«. Blandt vennerne hjemme har man gættet på, at Christoffer Valkendorf, hvem Sthen har dediceret Cypr og kalder »min gunstige Herre oc Mæcenas«, kan have støttet Sthen i hans studietid i København. Men Valkendorf var i de år fraværende fra hovedstaden, så en evt. personlig kontakt daterer sig nok først fra 1574, da Valkendorf blev rentemester med ansvar for Øresundstolden.
✂ I 1565 blev Sthen fra København kaldet til skolemester eller 180 rektor for latinskolen i Helsingør. Formodentlig har han da allerede gjort tjeneste som hører et par år ved en københavnsk skole. I alt fald kan han i fødselsdagsdigtet fra 1588 skrive, at »i seks og tyve år har jeg arbejdet og tjent/ i skole og kirke, som Gud er bekendt«. Allerede året efter, den 12.7.1566, ombyttede han, pa byrådets opfordring, rektorstillingen med en ansættelse som kapellan ved Skt.Olai. Med dette embede forenede han snart igen, fra 6.11.1570 til slutningen af november 1574, sin gamle rektorstilling. I 1570 forpligtede han sig til hver lørdag efter middag »at sjunge diskant i koret til aftensang, ungdommen dermed at øve og forbedre«. Sandsynligvis har det også hørt til rektors bestilling at lede korsangen ved bryllupper. Til borgmester Henrik Mogensens bryllup 3.2.1572 digtede Sthen en ny brudesang til afløsning af den gamle katolske Mariskjoldvise, Det er baade gaat oc lader vel, en oversættelse fra tysk. Med sine elever opførte han på rådhuset eller kirkegården »spektakler og lege«, dramatiske forestillinger, til jul, fastelavn og pinse. Et bevaret anonymt skuespil Kort Vending fra den tid antages at være forfattet af ham, idet passager herfra går ordret igen i hans læredigt Lyckens Hiul over samme tema: altings omskiftelighed. Stykket har sin ide og centralfigur Kort Vending fra Hans Sachs' Bald-anderst, 1531, og udvikler i øvrigt sit tema gennem en række monologer, lagt i munden på et galleri af tidstypiske personer.
✂ Ved siden af embedspligterne udfoldede Sthen sine evner som forfatter, oversætter og udgiver af opbyggelsesbøger. Allerede i 1571 debuterede han med Christelige oc vdkaarne Bøner, for alle Stater, oc for allehaande Nød oc Trang (AV), der er en dygtig oversættelse af Johann Habermanns eller Johannes Avenarius' populære bønnebog Christliche Gebet, 1565. Oversættelsen blev en bestseller og kom i nye oplag i 1577, 1594, 1601, 1605, 1642 og 1643 og muligvis også senere, foruden at bogens morgen- og aftenbønner til hver ugedag vandt indpas i mange andre samlinger gennem hele 1600-tallet og et godt stykke ind i det følgende årh. Dispositionen i Avenarius' bønnebog med otte bønner til hver ugedag er efter jesuitisk forbillede, men lod sig uden stort 181 besvær overføre på en luthersk husandagt. Bønnernes styrke er et sprog, som er ladet med bibelske mindelser og citater. Allerede den danske 1.udg.1571 er udvidet med et tillæg, hvor Sthen har samlet en række af ham selv oversatte bønner. Det må ses som en anerkendelse fra biskop Poul Madsens side, at en af disse sidste bønner blev optaget i Alterbogen 1574. At også andre straks havde blik for bogens kvalitet, fremgår af, at Lorentz Benedicht et par år efter indlemmede 31 af dens bønner i sin egen samling Nogle merckelige vdkaarne Bøner.
✂ I 1572 eller 1574 udgav Sthen iflg. Lyschander en nu tabt levnedsskildring om Johan Hus. Er der også her tale om en oversættelse, er Johann Agricolas Tragedia Johannis Huss et muligt forlæg. Sthens Vita Johannis Hus kan have været blandt de »spektakler«, som latinskolens rektor opførte med sine elever.
✂ I 1578 kom En liden Haandbog, som indeholder allehonde nyttige Øffuelser vdi Gudelighed oc smucke trøstelige Bøner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge (Hb). En del af indholdet er oversættelser eller Sthens egne kompilationer, bl.a. fra AV. Af bogens ti sange kendes stadig julesalmen Nu ville wi siunge oc vere glad. Hb giver bl.a. kasuistiske anvisninger på fromhedsøvelser, exercitiæ, under den daglige husandagt, og også i denne bog aner man katolske forbilleder. Anliggendet er bl.a. at bevare en gammel folkelig fromhed i aftagende og evt. ved nytolkninger transformere den over i den nye tros baner. Sthen har blik for, at ikke alt det gamle er ubrugeligt. Hb blev vel modtaget og kom i nye oplag i 1584, 1589, 1592, 1609, 1610, 1616, 1625 og 1632.
✂ Inden udgangen af 1578 blev en af de pestepidemier, der med jævne mellemrum hjemsøgte landet, anledning til udgivelsen af endnu en opbyggelsesbog, En Predicken Cæcilij Cypriani i en suar Pestelentz tid faar 1321 Aar [siden] (Cypr). Denne prædiken fandtes i oversættelse på en række europæiske sprog, og det faldt altså i Sthens lod at oversætte den til dansk og dertil at føje tematisk beslægtet stof af Joachim Mörlin, Joh.Gigas, Joh. Mathesius, Andreas Pouch, Lucas Bacmeister m.fl. Skriftet blev, som ovenfor nævnt, tilegnet rentemester Christoffer Valkendorf. De 182 følgende års epidemier bortrev otte af Sthens egne børn. Han satte et nu forsvundet epitafium over dem i Skt.Olai Kirke den 9.9.1580. Dets tekst indgår i fødselsdagsdigtet Vb 61,43-63. Året efter udgav han til sin egen og nogle venners trøst En liden Trøstscrifft. For alle Christelige Forældre, naar deris børn bliffuer siuge eller hensoffuer i Herren (Tr). Kernen heri er et tilsvarende skrift Trost der Eltern, 1559, af den meget produktive opbyggelsesforfatter Georg Walther. Sthen har imidlertid formået med heldige udvidelser at digte videre på forlægget, så det nu fremstår som et dybt personligt og gribende udtryk for hans egen levende forkyndelse. Fra samme år er bevaret en udg. af læredigtet Lyckens Hiul, der muligvis er udkommet tidligere (dedikation 30.11. 1579) og kendes i nye oplag så sent som 1737. Temaet er lykkens omskiftelighed, som eksemplificeres med personer fra Bibelen og den klassiske oldtid.
✂ I 1581 erhvervede Sthen magistergraden ved Universitetet i København sammen med Albert Hansen, hans efterfølger i rektorstillingen og senere biskop i Ålborg. En venskabelig forbindelse mellem de to antydes af, at Sthen i Hb indføjede Albert Hansens navn som akrostikon i en salme (Hb 53) og senere udgav en salme af Albert Hansen (Vb 45), der kvitterede ved at optage Sthens Siunge wi aff Hiertens grund (Hb 14) i sin reviderede udgave af Reravs salmebog 1582.
✂ Den 14.4. 1583 kom Malmøs borgmester Jacob Fectil til Helsingør med sit byråds kaldelsesbrev på sognepræsteembedet ved Skt.Petri i Malmø og det dermed forbundne embede som provst for Oxie Herred, og Sthen antog kaldelsen. Han fulgtes til dørs af de varmeste anbefalinger fra sit gamle byråd, der kaldte Gud til vidne på, at de alle langt hellere havde set, at han var blevet i Helsingør.
✂ Også Sthens forgænger i sognepræsteembedet blev hentet fra Helsingør og åbenbart med så stort held, at man nu ville gentage successen. De økonomiske vilkår som sognepræst i Malmø var ikke at foragte. Foruden sin årsløn oppebar Sthen honorar som prædikant på Malmøhus og som medlem af bestyrelsen af 183 Jørgen Kocks stiftelse for byens fattige. På grundlag af disse gode indkomster suppleret med indtægterne fra et efterhånden omfattende forfatterskab kunne han etablere sig, først i en gård i Rundelstræde og fra 1585 ganske fornemt i den kirken tilhørende gård i Degnestræde, som han vederlagsfrit kunne disponere over som embedsbolig, indtil han endelig i 1591 flyttede til det store gårdkompleks ved den lange Adelgade, som han i 1589 havde købt. I boopgørelsen af 13.11. 1610 findes en indgående beskrivelse af det smagfulde og rigt udstyrede hjem, hvortil også hørte et stort bibliotek, der af ejeren var vurderet til ikke mindre end 3000 daler.
✂ Den person, som dér havde sit virke, er af Lyschander karakteriseret med ordene: en mand, der færdedes hjemmevant både i teologien og i de verdslige videnskaber, en lysende begavelse, der nød høj agtelse for sine folkelige prædikener, tiltalende af væsen, fornøjelig og venlig i samtale, en glimrende taler og digter, en flittig og heldig oversætter.
✂ Året efter sin tiltræden i Malmø udgav Sthen Saligheds Vey (SV) i anledning af brylluppet mellem et tidligere sognebarn fra Helsingør og en borgerdatter fra Malmø og byggede pa den måde bro mellem sin gamle og nye menighed. SV rummer en udlægning af Davids 1.psalme i spørgsmål og svar. Hen rettes drøje hug mod den romerske pave og antikrist og i særdeleshed det »ny, skadelige, forgiftige jesuitiske ukrudt«, der listigt virker til den arme ungdoms forførelse og grusomme forledelse. Den skarpe tone overrasker, når man betænker, at Sthen tidligere havde oversat en jesuitisk inspireret bønnebog og i årene 1600-1605 lod sine sønner Hans, Frans øg Gabriel studere hos jesuitterne i Braunsberg. Måske har Sthen i det lutherske arnested Malmø haft brug for i embeds medfør at lægge afstand til den pavekirke, hvis kvaliteter han på visse områder ikke var blind for. I øvrigt bygger psalterudlægningen i SV på et tilsvarende skrift af den bevidst antijesuitiske, gnesiolutherske Josva Opitius, især kendt som en uforfærdet prædikant for den store evangeliske menighed i Wien 1577-81.
184✂ At Sthen havde et klart blik for den slendrian, der prægede hans egen nye menighed, hvor det evangeliske engagement fra 1528 var blevet gammelt i mellemtiden og havde udartet til skødesløs ligegyldighed og formløshed, fremgår af en Contract om lørdagsprædicken och om messen och altertienisten, dateret 6.12.1586, som sikkert er kommet til på Sthens initiativ, og som hver lørdag eftermiddag efter aftensangen indfører en påmindelsesprædiken for alle dem, der vil gå til undervisning og dagen efter modtage nadveren, »paa det ved saadan underwijszning och formaning den gamble adamiske groffhed och kødelig menniske kunde i nogen maade tuingis och driffuis til undergang«. Vi møder her den kompromisløse ildhu, som kommer til syne i Sthens stærke emblem med den årvågne hane, der kalder til kamp med fanfaren Sic et non aliter (således og ikke anderledes) vel vidende, at kampen har sin pris (korset på ryggen). Samme ildhu lægges for dagen på det møde den 7.3.1595 i Jørgen Kocks stiftelse, hvor det konstateredes, at byrådet havde gjort betydelige lån i stiftelsens midler, uden at renterne var kommet de fattige til gode. Da den nidkære provst gjorde indsigelser, blev han »overfused for raad og ret«, og fortørnet spørger han i en privat optegnelse, »om det er den tack, mand skal haffue/ for erlig tro tieniste mange aar och daffue«?
✂ Formodentlig i begyndelsen af 1589 udkom En liden Vandrebog: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle i artige Rijm befattede (Vb). De elleve oplag, som kendes i dag, det sidste fra 1696, vidner om Vb's store udbredelse. Det er i denne uanselige bog, tænkt som gudelig og opbyggelig tidsfordriv for rejsende, at hovedparten af Sthens åndelige viser findes. Bogens opbygning ligner Hb, men prosaen i denne er nu omsat til poesi. Det billede af Sthen, som vi allerede tidligere har mødt: et menneske, der er åben og opmærksom over for alle signaler i tiden, udkrystalliserer sig i disse poetiske arbejder. Den bekymrede forventning til det forunderlige og forskrækkelige år 1588 (med dommedag og Kristi genkomst) finder sit klassiske evangeliske svar i den »christelige Supplicatz« 185 (bønskrivelse) Herre Jesu Christ, min Frelser du est (Vb 42) og i den dermed åndsbeslægtede OGud effter dig mig forlenger (Vb 43). Den middelalderlige fromhed, der fandt sine ypperligste udtryk i den hellige Bernhards prædikener, dukker op i Vb 39 om den himmelske rådslagning mellem Gud og hans fire døtre. At Sthen har blik for de rige muligheder, der ligger i samtidens populære elskovsviser, i deres henførende rytme, ordvalg og melodi, som kilde til inspiration for en ny salmedigtning, fremgår af Vb-tillæggets »christeligt forandrede viser«, Guds Naade jeg altid prjse vil, T-36, og Et trofast Hierte, O Herre min, T-37 og den førnævnte Vb 42. Her vovede Sthen pelsen, til det bigotte borgerskabs og en finkulturel kirkeligheds fortrydelse, men til almuens opbyggelse. Der er også eksempler (Vb 39-40) på bevidst moddigtning af samtidiges gudelige viser. Denne praksis giver baggrund for også at forstå Sthens emblem med hanen om kontrafakturdigteren, der med et »sic et non aliter« sætter både den teologiske og litterære middelmådighed på plads. Af særlig høj karat er morgensangen Den mørcke Nat forgangen er (Vb 37) og aften- eller natsangen Den liuse Dag forgangen er (Vb 38). Med sin morgensang, der kombinerer dagvisen og skabelsessangen, er Sthen den første, der indføjer en naturlyrisk indgang i en morgensalme og bliver derved ophavsmand til en fornem dansk tradition, der videreføres af Kingo, Ingemann og Jakob Knudsen.
✂ Fra de efterfølgende år er bevaret endnu et par småskrifter. I 1592 kom Geistlig Hussraad (GH), der er en udlægning af Davids 128.psalme, som Sthen betragter som en bryllupssang til pris for den hellige ægtestand. Ægteskabet, den gode hustru, den ægteskabelige kærlighed og dens frugter er et tilbagevendende tema i forfatterskabet. I GH har Sthen gjort et bemærkelsesværdigt, omend ikke særlig heldigt forsøg på, i en gendigtning af Ps.128, at leve op til de nye krav om stavelsestælling og regelret versebygning.
✂ Sammen med GH er også trykt En god forfaren Persons trohiertige Formaning oc Sendebreff til en fin vng Person (SB) med en række gode råd til sendebrevets (fiktive?) adressat, der skal til at gøre 186 hoftjeneste, men brevet sigter også mere generelt mod at være en lærebog for tyende. Hele udgivelsen er en velkomsthilsen og nytårsgave til den nye lensmand på Malmøhus, Hak Holgersen Ulfstand, krigshelt fra syvårskrigen og nu den unge Christian IV's hovmester.
✂ I modsætning til det spændte, til tider fjendtlige forhold, som snart synes at være opstået mellem den nidkære provst og de gamle etablerede og indgiftede borgerfamilier i Malmø, der ikke ville lade sig noget sige af en tilflytter, synes Sthen at have stået på god fod med sine foresatte og egnens adelige familier, der har vidst at værdsætte ham. Familien Sparre på Svaneholm Slot lod i 1595 to nye klokker i Skurup Kirke forsyne med lange versificerede indskrifter af Sthen. Aret forinden havde han tilegnet familien Sparre sin nye udgave af AV. Da fru Mette Ulfstand blev begravet i Bara Kirke den 16.5.1602, blev det Sthen, der under biskop Mogens Madsens sygdom måtte holde ligprædikenen, en udlægning af Ps.90 (Lpr). Den blev siden udgivet efter tilskyndelse fra afdødes svigersøn Sivert Grubbe, der netop var tiltrådt som ny lensmand på Malmøhus. Allerede måneden efter gjorde biskoppen igen brug af malmøprovsten, der på landemodet i Lund den 29.6. 1602 talte om tiggeri og fattigdom. Ved samme lejlighed talte biskoppen selv mod jesuitterne og advarede navnlig mod skolen i Braunsberg, hvor jesuitterne ligesom edderkopper havde udspændt deres væv for at fange ubefæstede ynglinge fra Nordens lande!
✂ Det var formodentlig en gammel, men stadig levende interesse for pædagogik, der fik den fhv.latinskolerektor til at gøre brug af jesuitternes skolevæsen til sine egne sønners uddannelse. Jesuitternes undervisningsmetoder, særlig i latin, stod langt over de samtidige protestantiske. Sthen kan være blevet bevidst om dette gennem sit nære forhold til den jesuitisk sindede Jens Aagesen, der i arene 1596-1605 var en særdeles respekteret rektor for latinskolen i Malmø.
✂ Fra Sthens hånd er der fra malmøårene bevaret en række notatsamlinger, der viser hans personlige interesse for den del af 187 pædagogikken, der vedrører formidlingens kunst. Foruden en større ordsprogssamling findes også en påbegyndt eksempelsamling med lystige småhistorier. Andre notatsamlinger rummer fyldige uddrag af skrifter af gamle og nyere forfattere (Seneca, Melanchthon, Hemmingsen m.fl.) af filosofisk og moralsk-religiøs art. En række af Sthens optegnelser er af formal-stilistisk karakter med prædikendispositioner, suppleret med selvstændige refleksioner og aforismer.
✂ I året 1600 synes striden mellem magistrat og provst at kulminere i en hyklerisk bønskrivelse fra magistraten til kongen om at befordre deres sognepræst - som »nu med Svaghed og Alderdom fast belades, og med Tiden vil falde hannem meget besværligt hans Præsteembede og den store Menighed og Almue her udi Byen med tilbørlig Tjeneste at kunne forestaa« - til det netop ledige embede som sognepræst for Tygelsø og Klagstrup uden for Malmø og således tilgodese »hans flittige, lange og tro Tjeneste udi det hellige Prædikeembede, saa og denne hans høje Alderdoms Skrøbelighed og Vilkaar«. Kongen imødekom henvendelsen og bad i en skrivelse af 18.7.1600 lensmand Christian Barnekow pa Malmøhus om at foreholde sognemændene i de nævnte sogne kongens »naadigste og alvorlige Villie«, sa Sthen kunne blive lovlig kaldet dertil. Der har næppe i forflyttelsen ligget noget krav til Sthen om at flytte ud i landsognet, eftersom den hidtidige sognepræst havde dispensation til at varetage sit embede fra en bolig inde i byen. Da der imidlertid ikke kom noget som helst ud af kongebrevet, må vi slutte, at kongen er blevet ført bag lyset, og at Sthen aldrig selv har ønsket denne forflyttelse. »Alderdommens Skrøbelighed« hos den 55-årige provst har heller ikke været mere fremskreden, end at han, da hans første hustru døde i 1602, giftede sig igen samme år med en datter af den lærde og ansete lundekannik magister Oluf Stisen, sognepræst i Burløv. Med hende fik han fem børn.
✂ Kort før sin anden hustrus død indgav Sthen den 27.3.1607 til Malmø rådstueret sin afskedsbegæring, stilet til kongen, i hvilken han beretter, at han har ladet sig bruge både i skoletjeneste 188 og kirketjeneste nu i fulde 44 år, også i kongens salig faders tid, som jeg »tidt haffuer predicket och giort tieneste faare. Nu er ieg kommen til en stoer suaghed oc skrøbelighed paa min allerdom« og beder om at blive fritaget for tjeneste »som en gammel lantzknect, der har vdtient, er vdtrælit, vdarbedit, der nu icke kand gøre fyllest mere for sin sted, øyene kand intet se, føderne intet bere kroppen, maal, røst, hugkommelse och alting slar mig feil...«. Det fredelige otium, som Sthen vel har håbet på, blev der dog ikke noget af. Da han i december samme år giftede sig for tredie gang med en ung kone, der også nåede at føde ham et barn, brød der en storm løs, idet sønnerne af hans første ægteskab og slægtninge til deres endnu umyndige halvsøskende havde håbet på at arve udelt bo. De sidste par år af Sthens liv blev et ragnarok af gentagne boopgørelser, ophidsede familieopgør, stævninger, anklager for arvesvig med efterfølgende klækkelige bøder, gensidige beskyldninger og hadefulde injurier. Hertil kom, at der givetvis blev pustet til ilden af en magistrat, som havde et gammelt regnskab at gøre op og nu mente at kunne tage en sød hævn med loven i hånden.
✂ De voldsomme sammenstød mellem far og sønner må have været bitre erfaringer på det sidste for den engang så børneglade præst, der om ægteskabet og dets frugter havde skrevet, at »børn de ere Guds særlige gaver«. I Tr møder vi sådanne udbrud som »Ah Børn de gaar fra Hiertet, oc gaar igien til Hiertet!« På sine gamle dage erfarede Sthen på en ny og smertelig måde, hvorledes børn kan volde hjertesorg.
✂ Midt under disse uværdige forhold døde den gamle digter og præst, i april eller maj 1610. Han blev stedt til hvile foran alteret i Skt.Petri Kirke, ikke langt fra Jørgen Kocks grav. Gravstenen findes nu ikke længere.
✂ Medens Sthens navn og livshistorie er ukendt for de fleste i dag, hører hans salmer stadig til de hyppigst sungne i vore kirker. Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af det vældige åremål, der ligger mellem deres tilblivelse og vor tid.
189✂ Tonen i hans salmer er lavmælt. Det er ikke tilfældigt, at de netop ikke føres frem som salmer endsige hymner, men som bønner, anråbelser, bekendelser, klagemål, klageviser, kristelige viser og taksigelser. Hvad de mangler i hymnens patos og prunk og i inspirationens og visionens vingefang, har de til gengæld i bønnens inderlighed og i fortroligheden med menneskelivets fald og fornedrelser. Sthen digter om og for det bange menneske, for de ydmygede og sårede. Han er selv en af dem. Han kender bekymringen over verden og dens ondskab og véd, hvor lidt han tør stole på selv sine bedste venner. Stole på sig selv kan han heller ikke. Han svigter jo også. Han slår ikke til i forholdet til sine nærmeste, han er svag og hjælpeløs, hans kræfter tager af, hans sanser svækkes, hans samvittighed anklager ham. Der er kun ét sted i verden, hvor der er hjælp at hente, i gudsforholdet, i troen på Kristus, der ene af alle kan fri ham ud af angst og nød. »Du er min trøst«, »Du kan mig bedst husvale«, »Du vil mig aldrig undfalde« - disse vendinger varieres atter og atter og vidner om en prøvet gudstro.
✂ Parret med et uomtvisteligt talent for poesien frembragte denne gudstro en betydelig dansk salmedigtning allerede et århundrede inden Kingo, den tidligste af vore store salmedigtere, som vi traditionelt tæller på tre fingre. Hvis man tør røre ved det urørlige tretal og rette det til et firtal, vil Sthen med ære kunne indtage fjerdepladsen - eller førstepladsen, om man vil - i dette gode selskab.
*Vandrebogen
✂ Hans Christensen Sthens En liden VANDREBOG, som nu genudgives efter at have været udsolgt i snart 300 år, er en lille opbyggelsesbog, oprindelig i tværformat 9,5 cm bred x 7 cm høj. Dens titel er efter tidens skik pompøs og omstændelig, men også oplysende: En liden VANDREBOG: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle i artige Rijm befattede, som en Christen kand daglig bruge, Gud til Loff, Ære oc Prjß, sig self til trøst oc Salighed, oc at øfue sig i all Gudfryctighed oc Fromhed der met, i huor hand er, til Land eller Vand. Componerede oc skreffne, Aff Hans Christenssøn Sthenio Roschild. Bag denne smukke facade finder man Sthens »Hovedværk... hvori han har meddelt Broderparten af sine Salmer og aandelige Rim«, og som derfor »i al Beskedenhed og uden at udæske til Sammenligning..kan kaldes hans »Aandelige Sjungekor«« (C.J. Brandt 1888).
✂ Vandrebogen, som vi nu kender den, består af to dele: den egentlige Vb og et tillæg (Vb-T). Første del, den egentlige Vb, rummer en lang række rimede bønner og nogle prosabønner og anvisninger til fromhedslivets tilrettelæggelse i dagens løb og ved særlige anledninger. Derefter følger en afdeling med salmer. Først »Den gamle Christelige Dagevise, Den signede dag som wi nu see..«, Vb 36, efterfulgt af »nogle smucke oc trøstelige Loffsange«, hvoraf de fleste er Sthens egne, men to (Vb 45 og 51) bærer forfatterinitialerne M.A.I.H. og L.I.H. Til slut findes et antal rimede leveregler (Vb 52-60) og et længere selvbiografisk fødselsdagsdigt (Vb 61). Anden del, Vb-T, rummer 40 salmer, hvoraf de første 30 (T2-32) kendes fra andre salmesamlinger, medens resten (T33-42) er nye. Vb-T afsluttes af de to digte »Bogen taler til Læseren«(T-44) og »Læseren taler til Bogen« (T-45) af Huldericus Lithovius samt to registre (T46-47).
✂ Om udgivelsestidspunktet har der længe hersket uklarhed, eftersom 1.udg. og formodentlig en række efterfølgende oplag er gaet tabt, og der ikke i de bevarede eksemplarer af bogen findes noget dateret forord. Bogens oprindelige omfang har ligeledes 191 været genstand for megen diskussion. Hvorfor mangler Vb - til forskel fra Sthens øvrige skrifter - en dedikation? Har en sådan eksisteret i 1.udg. for så at blive udeladt i senere udgaver? Hvorfor er den gamle kristelige dagvise anbragt så umotiveret foran det afsnit med salmer, som må tilskrives Sthen? Har Sthen også æren af den gendigtede dagvise? Har Vb-T været med fra begyndelsen, eller er det kommet til i en senere udg. og da i hvilken form og hvilket omfang? Hvilken andel har Sthen i Vb-T? Tillægget i sin nu kendte skikkelse synes at være blevet til i flere etaper. Dets to afsluttende digte må være føjet til ret sent og er som nævnt tilskrevet Huldericus Lithovius eller Lithoxius. Hvem er han? Det er kun et beskedent udpluk af de spørgsmål, som af sig selv rejser sig, når man nærmere studerer de nu kendte udgaver.
✂ Eftersom vi må antage, at alle i dag kendte udgaver af Vb er trykt efter Sthens død, er det vel tænkeligt, at stof fra den populære Vb, der har fundet optagelse tidligt i 1600-tallet i andre trykte og utrykte salme- og bønnebøger, evt. i oversættelse, kan være hentet fra tidlige, tabte udgaver af Vb. Der er derfor netop ved studiet af Vb knyttet en særlig interesse til alle tidlige forekomster af Vb-tekster uden for Vb. Derfor har nærværende udgivelse et omfattende Traderingsapparat, der kronologisk frem til o.1640 anfører alle forefundne tidlige forekomster af Vb-tekster uden for Vb med angivelse af læsemåder, der afviger fra den fastlagte tekst og derigennem kan vise afhængighed af andre kendte eller ukendte Vb-udgaver.
✂ Titlen »Vandrebog« påkalder sig opmærksomhed. Ordbøgerne, både de hjemlige (C.Molbechs Dansk Ordbog II, Kbh.1859, sp.1471; Dansk Ordbog VIII, Kbh.1905, 124; ODS 26, 456f) og Grimms Deutsches Wörterbuch XIII, Leipzig 1901, sp.1648 oplyser, at Vandrebog/Wanderbuch er betegnelsen for den (i 1828 indførte) bog, som vandrende håndværkersvende tidligere måtte bære på sig som legitimation, og som skulle påtegnes af politiet i de byer, de kom igennem. Vandrebogen kunne i endnu ældre tid betegne den (stam)bog, hvori studenter og andre 192 unge på udenlandsrejse samlede underskrifter af lærere og velyndere. Ingen af disse typer af vandrebøger synes dog relevante i vor sammenhæng, lige så lidt som der er nogen forbindelse til den af H.C. Andersen omtalte vandrebog, som en person medfører på sin rejse, og hvori han gør optegnelser om rejsen.
✂ At vandre (wandern) er i 1500- og 1600-tallet ikke det samme som at spadsere (wandeln, ambulare), men er snarere synonym for »at rejse« (peregrinari, itinerare, iter facere, jf. Grimm XIII sp. 1662). Således forstået giver det god mening, at en sang, trykt i 1657, betegnes som en Skibs Vandre-Vjse. Der er dog næppe tvivl om, at denne skibsvandrevise bør ses i lyset af den publikumsucces, som var blevet Sthens Vandrebog til del på det tidspunkt (se kommentar til Vb 42). De senere danske andagtsrejsebøger, hvori betegnelsen Vandrebog indgår, nemlig Peder Nielsøn Kiøges Vandre-Bog udi Riim 1693 og Severin Lolcks Saligheds Vandre-Bog, Eller Haandledning til Himmelen 1708, kan næppe heller kaste lys over oprindelsen til titlen på Sthens bog, da formentlig begge disse udgivere tærer på Sthens succes. Vi må snarere regne med, at det er Sthen selv, der har kreeret titlen Vandrebog til sin nye andagtsbog for rejsende. Tilsvarende bøger med samme målgruppe kunne på den tid hedde »Reißbüchlein«, »Reißbuch« og lignende (se kommentar til Vb 1). Udelukkes kan det ikke, at titlen »Vandrebog« er inspireret af det Itinerarium Sacræ Scripturæ, d.e. En Reisebog offuer den Hellige Schrifft (Bibl.Dan. I 93. Carlquist III 115), som Sthens kapellan Niels Jørgensen formodentlig udgav i 1588 og som Sthen henviser til i sin Lpr 1603 bl.A 4v. Itinerarium kan godt oversættes med »Vandrebog«. Når man ellers kender Sthens iøjnefaldende lyst til at konkurrere med sine samtidige og véd, at både Niels Jørgensen og Sthen i foråret 1581 udgav hver sit trøsteskrift, og begge leverede oversættelser af den tyske Georg Walthers opbyggelige bøger, ligesom begge i dedikationer i deres andagtsskrifter bejlede til rentemester Christoffer Valkendorfs gunst, er det vel ikke nogen urimelig tanke, at den enes Itinerarium straks afføder den andens Vandrebog. Også selv om de to skrifter ellers intet har med hinanden at gøre.
193✂ Ses der bort fra den utraditionelle titel, knytter Sthen til ved en samtidig tradition med andagtsbøger for rejsende indeholdende bønner, salmer og leveregler. Et dansk forbillede kunne være Rasmus Hansen Reravius' gudelige håndbog 1575 »met Psalmer, Euangelier, Passen, Catechismus, oc der hos ocsaa en liden Bønebog, huilcken Handbog icke heller er wnyttig for vandrendis oc veyfarendis Folck, Skibs folck, oc andre, som icke kunne føre mange Bøger met sig..« (citat fra Reravs forord). Der er formodentlig også forbindelseslinier fra Sthens Vandrebog til de lommebøger, der under navn af Vademecum (vade mecum betyder gåmed mig) fik stor udbredelse som de vejfarendes samlinger af bønner, gode råd, nyttige oplysninger, anekdoter, lystige historier m.v. (jf. ODS 26, 230f. Bibl.Dan. IV 510f).
✂ Bortset fra bogens titel »En liden Vandrebog« og formatet, der gør bogen velegnet til rejsebrug, kan Vb ikke efter sit indhold siges at sigte specielt til de rejsende som bogens målgruppe. Først med bønnerne Vb 31-34 og »En Søfaren Vise« Vb 51 findes indslag, der særligt tager sigte på de vejfarende, men et lignende antal rejsebønner findes også i flere andre samtidige bønnebøger, uden at de af den grund kaldes vandrebøger eller lignende. Om tillægget Vb-T gælder ligeledes, at dets indledende annoncering af »Sange, som mand kand bruge til Skibs, eller andensteds paa Reysen« lægger op til et indhold, der sigter på rejsebrug. Men også her viser det sig, at indholdet i de efterfølgende 40 sange ikke er snævert rettet mod specielt de rejsendes tarv. Det er det sympatiske ved bogens indhold, at det hele tiden forholder sig til det almenmenneskelige, der har gyldighed både for rejsende og ikke-rejsende - i modsætning til senere tiders bønnebøger for søfolk m.fl., hvor den lutherske kaldstanke skamrides, og læseren på hver eneste side bliver fastholdt på sit farlige, men ansvarsfulde og gudvelbehagelige arbejde på havet og ikke et eneste øjeblik får lov til bare at være menneske.
✂ Sthen har altså ikke samlet stoffet til sin Vb med særligt henblik på en bestemt målgruppe. Ideen til at kalde bogen Vandrebog synes at være sekundær og kan være opstået så sent, at tanken 194 om, at det er Niels Jørgensens Itinerarium fra 1588, der har givet den afgørende inspiration til titlen pa Sthens bog fra 1589, er nærliggende.
✂ Så meget mere overraskende er det, at titlen på Sthens bog fik en aldeles afgørende betydning for den brug, der blev gjort af Vb. Den må nemlig i den almindelige bevidsthed være blevet opfattet som de rejsendes andagtsbog frem for nogen. Det ses af de flittige lån, som senere udgivere af andagtsbøger for rejsende gør i Vb. I den anonyme Nogle Nyttige oc Nødvendige Psalme-Sange.. for Søfarende-Folck Kbh.1657 findes fire nye »Vandre-Viser«. Den anden af disse »kand siungis udi mild Vind oc Veirlig, naar de formedelst Hafblick blifver stille ieggendis for Ancker til Aandelig Tidsfordriff, sangvjß, at igientage alle de fornemste Skrifftens Stæder ordentlig, om Haffsens Vand, Skib, Skippere, Færgested, Fiskere oc Fiskernis Fare. Siungis som: HErre JEsu CHrist, min Frelser du est etc.« Det er med andre ord Sthens salme Vb 42, der låner melodi til denne 36 strofer lange vise til gudeligt tidsfordriv under havblik. Den fjerde og sidste vandrevise har ligeledes melodi efter en af Vb's salmer (Vb-T 33). I dette tilfælde, hvor alle fire tekster er nye, er det på melodierne, vi aner Vb's gennemslagskraft. I Christelige Skibsfart fra 1677 er det derimod teksterne, der i vidt omfang er lånt fra Vb. Af de ialt 28 salmer fordelt med fire på hver af ugens syv dage, er de 13 gengangere fra Vb. Af bogens øvrige 22 »Aandelige Psalmer« findes 8 i Vb. I En liden Haand-Boog Til Beqvemmelighed for de Reysende og Søefarende daglig at bruge om Morgenen og Aftenen Kbh.u.år (efter 1720) genfindes af 14 morgen- og 14 aftensange henholdsvis de 9 og de 5 i Vb. Til morgensalmerne hører Et troefast hierte, T-37, og O GUD, efter dig mig forlænger, Vb 43, medens HErre JEsu Christ, Vb 42, og naturligvis Den lyse dag forgangen er, Vb 38, regnes som aftensalmer. Af Søemænders Aandelige Psalmebog til Chor-Sange Morgen og Aften, Kbh.1730, som er salmedelen i Besværede Søe-Mænds Søde Siæle-Roe Kbh.u.ar fremgår det også, hvor markant Vb har dannet skole og skabt tradition for, hvad der lader sig synge på rejser. Til søndag morgen 195 således O Jesu, Livsens Herre, Vb 47. Mandag morgen synges før bønnen See! Natten den mørke forgangen nu er med både indledning og omkvæd lånt fra Vb 37 og efter bønnen O Gud, efter dig mig forlænger, Vb 43. Tirsdag morgen Velsignede Dag, den vi tryggelig seer (en interessant omdigtning af dagvisen Vb 36, jf. P.Severinsen i Dansk Tidsskrift 1904 445f). Tirsdag aften Herre Jesu Christ, Vb 42. Onsdag morgen Et trofast hierte o Herre min, Vb-T 37. Onsdag aften Den lyse dag forgangen er, Vb 38. Lørdag morgen O GUd skee lov til evig tid, Vb 7, og lørdag aften Sjunge vi af hiertens grund, Vb-T 14. Ingen af de nævnte salmer rummer den mindste hentydning til rejseliv, og det kan således kun være en indarbejdet praksis takket være Vb's enorme udbredelse - og så naturligvis de enkelte salmers egen kvalitet - , der lader dem finde deres selvfølgelige plads i salmebøger for sømænd og lignende.
Vandrebogen - et forskningshistorisk rids
✂ Selv om vi i dag må tilkende Vb førsteprisen blandt Sthens efterladte skrifter, har netop dette opus været pafaldende overset. Sa upaagtet af den lærde og dannede verden har Vb været, at man fristes til at finde en del af forklaringen i den bornerte forargelse, som denne lille bog fra første færd blev mødt med. En finkulturel kirkelighed har åbenbart ikke kunnet tolerere Sthens brug af letfærdige visemelodier til flere af de kristelige bønner og viser og har taget forfatteren hans stil fortrydeligt op. Denne reaktion kan indirekte aflæses af efterskriften »Bogen taler til Læseren«, T-44, hvori bogen selv svarer på kritikken. Af svaret fremgår, at bogen er trykt i flere tusinde eksemplarer »baade her oc der«, og at den behager nogle ilde og nogle vel. Bogen er imidlertid ikke digtet til dem, der er så vise og kloge, at de kan høre græsset gro under sneen ved vintertide, »men for den fattige, eenfoldige, gemene Mand, Hannem til Vilie, vnderuijßning oc forstand«.
✂ Vb har gjort lykke i almuen, hvor den er blevet yndet folkelæsning.
196✂ Det er en del af forklaringen på, at de ældste udgaver ganske er forsvundet. De »ere blevne slidte op ved den daglige Brug i Borger- og Bøndestuer« (RørdamLPH 313). Almuen læste sine bøger sønder og sammen, og derfor er almuebøger fra den tid uhyre sjældne. Det er mere eller mindre et held, når enkelte eksemplarer af Vb har overlevet tidens tand. Typisk er det, at det ældste komplette eksemplar med bevaret titelblad findes i det adelige wrangelske bibliotek på Skokloster Slot, hvor det har fået lov at stå ulæst. Typisk også, at der er såre langt mellem de adelige og gejstlige bibliofiler på den tid, som har indlemmet en så beskeden bog som Vb i deres bogsamling. Det er forklaringen på, at Vb, der synes at have været blandt de hyppigst optrykte opbyggelsesbøger i det 17.årh., så længe har unddraget sig litteraternes opmærksomhed. Derimod var datidens bogforlæggere særdeles opmærksomme på Sthens opbyggelige forfatterskab i almindelighed og på Vb i særdeleshed. I denne udgivelses Traderingsapparat vil man kunne aflæse, hvorledes især salmesamlingerne op gennem 1600-tallet gør stadigt mere brug af Vb. Ikke bare de fra Sthens hånd strofiske tekster, men også sådanne tekster, som uden større besvær lod sig strofeinddele (Vb 7, 19 og 32) blev indlemmet i salmebøgerne. Denne udvikling kulminerer hen mod århundredets slutning, hvor Vb 6 inddeles i 25 strofer a 4 linier og optages som aftensang i Appendix Qvarta i Cassubens salmebog, Kbh.o.1685.
✂ Claus Christoffersen Lyschander (1558-1624) har ikke Vb med blandt de skrifter af Sthen, som han opregner i sit forfatterleksikon. I Kingos Graduale 1699, som dog rummer ti tekster fra Vb, er der kun forfatternavn ved to af disse (19 og T-14), og begge er forkerte. Heraf tør vi slutte, at enevældens musik- og salmekyndiges kendskab til den lille bog har været yderst beskedent. I Guldbergs salmebog 1778 er antallet af Vb-tekster kommet ned på seks, og i Evangelisk-kristelig Psalmebog 1798 er nr.493 Den lyse Dag forsvunden er, en omarbejdelse til ukendelighed af Vb 38, eneste fattige spor efter Sthens salmedigtning.
✂ I 1773 har Jens Worm i sit forfatterleksikon anført følgende 197 tre udgaver af Vb: »Christian[ia] 1659. 12. Khv.1666. oblong. Lund 1673 (Br.)« Hertil er at sige, at Christiania 1659 (udg.C) aldrig har været nogen 12°, men er en tvær-oktav ligesom de øvrige udgaver. Hvorvidt København 1666 har været mere aflang, oblongus, end de øvrige udgaver, må stå hen i det uvisse. At Lund 1673 (udg.L) skulle findes i Karen Brahes bibliotek i Odense, som antydet med »Br.«, er ikke korrekt. I Karen Brahes bibliotek fandtes - og findes - kun et eksemplar af udg. Kbh.1696 (udg.B). Worms tvivlsomme oplysninger om Vb kan have svækket senere forskeres tillid til hans bemærkelsesværdige oplysning om, at Sthen er født den 25. november i året 1544. I R.Nyerup og K.L.Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie... Anden Del, Kbh.1801 s.83 gentages Worms oplysninger om Vb-udgaver og fødselsår, men ellers er det kun Sthens forfatterskab til Lyckens Hiul, 1581, der kan aftvinge interesse for denne digter.
✂ Som salmedigter gik Sthen ganske i glemmebogen. Da P.Hjort i 1843 udgav Gamle og Nye Psalmer, hvor han bl.a. aftrykker Herre Jesu Christ, hvis akrostikon HANS ANNO han er opmærksom på, spørger han læserne om, hvem denne Hans Anno er? I de nærmest følgende år kunne forskere som P.V.Jacobsen, C.J.Brandt og H.F.Rørdam levere fyldige svar herpå, og A.G.Rudelbach var fuld af lovord om Sthens salmer.
✂ Det store omsving kom, da C.J. Brandt og Ludvig Helwegs Den Danske Psalmedigtning (BH) bd.I 1846 udnævnte Sthen til reformationstidens betydeligste salmedigter ved at aftrykke 38 af hans salmer (nr.230-267). Blandt Sthens salmer regnes her også morgensangen Jeg vil din pris udsjunge, nr.266. To problemer er fra nu af og i de næste hundrede års forskning konstant forbundet: a. hvornår er Sthen født? b. hvornår udkom Vb første gang? Ved den første salme, som BH henter fra Vb, nr.243, omtales Vb som »skreven og rimeligviis ogsaa udkommen omtr.1588«. Der stoler Brandt og Helweg åbenbart endnu på Worms oplysning om fødselsåret 1544, og ved at lægge det sammen med fodselsdagsdigtets »Nu er ieg lige fire oc fyrretiffue Aar«, Vb 61,9, er 198 det et simpelt regnestykke at nå frem til 1588 som aret for fødselsdagsdigtets affattelse og dermed formodentlig ogsa færdiggørelsen af manuskriptet til Vb.
✂ I efterskriften Omrids af Forfatternes Levnetsløb, samme bind s.26f, forklarer C.J.Brandt imidlertid det »fejlagtige fødselsar 1544« som Worms fejllæsning af »den 25. November, ætatis 44« i overskriften til fødselsdagsdigtet Vb 61,1-3 i udg.C. Det er denne udgave, der som den ældste er lagt til grund for alle BH's tekstgengivelser fra Vb. Brandt understreger, at der i digtet står »ætatis 44 og ikke anno 44«, dvs. »i sin alders 44.år og ikke i året 44«. Han kan endvidere støtte sin afvisning af fødselsåret 1544 på et kongebrev fra 18.juli 1600, der omtaler Sthens »høie Alderdoms Svaghed«. Dette sammenholdt med, at Sthen blev rektor allerede 1564 (fejl for 1565) og gift 1567 viser, at han »ikke kan være født i 1544, som Worm angiver, men snarere en halv Snees [Aar] før, om ikke mere«.
✂ Endnu i 1868 går H.F.Rørdam i sin udgivelse af Lyschanders forfatterleksikon ud fra, at Worm beholder ret, men snart sejrede Brandts skepsis. I Norsk Salmehistorie I, Bergen 1879, 234, mener J.N.Skaar, at Worm måske har forvekslet »ætatis« med »anno«. Skaar daterer forsigtigt Sthens fødsel til »et af Aarene 1536 - 1547«. I fødselsdagsdigtet er indlemmet et epitafium (Vb 61,43-63), som Sthen den 9.sept. 1580 satte over otte af sine børn. Året 1580 er altså tidligste datering af 44 års fødselsdagsdigtet, hvorfor digteren tidligst kan være født i 1536. Ved at kombinere digtets oplysning om at »i sex oc tive Aar haffuer ieg arbeydet oc tient/ i Skole oc Kircke, som Gud er bekient«, 61,74-75, med ansættelsen som rektor i 1565, bliver digtet dateret til 1591, hvorved fødselsåret 1547 fremkommer. Skaar havde til sin rådighed en udateret Vb-udgave med afrevet titelblad. Af hans fire tekstgengivelser herfra - nr.80, 125, 541 og 610 - kan vi i dag se, at hans nu forsvundne eksemplar har været meget lig udg.U og L (LysterSk).
✂ Efter at have fraskrevet fodselsåret 1544 enhver sandhedsværdi må C.J.Brandt i sin Sthen-monografi 1888 og især i sit Udvalg 199 af Hans Chr.Sthens salmer og aandelige Rim 1888 s.6-7 tage et andet udgangspunkt for en datering af Vb, nemlig i det for Brandt helt sikre år 1565 for Sthens ansættelse i Helsingør. 26 års skoleog kirketjeneste efter dette år fører til en tidsfæstelse af fødselsdagsdigtet og Vb til 1591, og Sthens fødeår bliver 1547. Men derved fremkommer det urimelige forhold, at Sthen er blevet rektor i sit 18. og præsteviet i sit 19. og gift i sit 20.år, hvortil kommer, at kongebrevet taler om hans høje alder i hans 53.år. Brandts løsning på dette dilemma er en gisning om, at fødselsdagsdigtet må være adskilligt ældre end Vb. Dog viser ordene om de otte døde børn, der nu hviler i Helsingør, 61,39-41, at digtet må være skrevet tidligst efter flytningen til Malmø i 1583 og f.eks. kunne være skrevet i 1584. Derved bliver fødeåret o.1540. Men i 1584 er det usandt, at Sthen har gjort tjeneste i 26 år. Brandt nødsages da til at forklare oplysningen om de 26 år som en ajourføring fra Sthens side umiddelbart inden trykningen af Vb. Så spinkel denne argumentation også er, blev det dog Brandts dateringer, der vandt hævd i den kommende tid.
✂ Endnu i Dansk Kirketidende (DKT) 1887 anfører Brandt Vb Christiania 1659 (udg.C) som den ældst kendte Vb. Men aret efter kan han i monografien præsentere en lidt ældre Vb i Lunds Univ.Bibl., trykt Kbh.1656 (udg.J) og til sit tekstudvalg hente alle Vb-teksterne herfra. Ud over udg.J og C kendte Brandt også to udaterede fragmenter på Kgl.Bibl.(udg.B) og Univ.Bibl.Kbh. (udg.U). Dertil kom spor i gamle bogkataloger af forsvundne udgaver Kbh.1666 og Lund 1673 (udg.L) samt en påbegyndt islandsk oversættelse AM 425, som Brandt daterede til 1606, men som nok snarere er fra 1666 (se nærmere under Tradering). Indgående oplysninger om de enkelte Vb-udgaver findes i afsnittet Eksisterende udgaver af En liden Vandrebog.
✂ Om de 40 salmer i Vb-T bemærker Brandt, at de 30 første, T2-32, er bekendte fra 1586-udg. af Thomissøns salmebog (Th86). Nu er Brandt, s.52, imidlertid blevet opmærksom på, at den efterfølgende morgensang Jeg vil din Pris udsjunge (T-33) må være en oversættelse af Jakob Madsen Kjøbenhavn, hvori dog 200 Sthen i str.8 har gjort en ændring. De øvr. ni salmer »er upaatvivlelig Sthens egne, dels originale, dels Oversættelser«. Brandt bemærker om de afsluttende to digte Vb-T 44 og 45, at de er føjet til i en senere udg., men han gør ikke forsøg på at tyde pseudonymet Huldericus Lithoxius S. & F.
✂ I 1907-09 foretager P.Severinsen i Kh.Saml. ud fra udg.C en analyse af Vb og Vb-T. Han konkluderer, at Vb-T er tilføjet af senere boghandlere eller forlæggere og altså er den oprindelige bog og forfatter uvedkommende. Huldericus Lithoxius har sikkert været Vb-T's redaktør og kan have været en slægtning af Sthen og kan som sådan have tilføjet af dennes efterladenskaber. Severinsen ytrer tvivl om, hvorvidt de ni afsluttende salmer i Vb-T er af Sthen, således som Brandt hævdede. Kun T-36 og T-37 betegnes i Th86 udtrykkeligt som Sthens. De øvrige syv, heriblandt Af Højheden oprunden er, har ukendt oprindelse. I en note oplyser Severinsen om et ufuldstændigt eksemplar af Vb i pastor V.E. Brummers besiddelse, hvor der i fødselsdagsdigtet står anno 44, »hvilket aabenbart er Kilden til Worms Angivelse af Sthenius's Fødselsaar 1544.« Dette tankevækkende faktum preller dog af på Severinsen, der ufortrødent fastholder C.J.Brandts postulat, at »den oprindelige [Vandre]Bog maa være bleven færdig 1591.«
✂ Heller ikke Carl S.Petersen drog konsekvenser af denne værdifulde note, da han i 1914 udgav et udvalg af Vb med indledning af Hans Brix. Carl S.Petersen kender kun udg.J, C og B (i Karen Brahes Bibliotek) og ignorerer altså både Brummers eksemplar og de to fragmenter af udg.U og B på henholdsvis Universitetsbiblioteket og Det kongelige Bibliotek. Endvidere hævder han, at Vb-1914 er først med at gøre brug af udg.J og overser derved BrandtUdvalg 1888. Brix daterer Sthens fødsel til o.1540 og Vb's udgivelse til 1591 og redegør for, at Huldericus Lithoxius må være pseudonym for Hans Sthen (se nærmere under Tillægget og i kommentar til T-45,44), ligesom den afsluttende sentens T-43, et epigram af Martial, betragtes som navneskjul for Sthen. Om forholdet mellem Vb og Vb-T antager 201 Brix, at Vb er den oprindelige bog, der har været trykt for sig. Den ender med ordet FINIS, den har særskilt register, der følger stykkernes orden i bogen, og dens indhold er angivet i bogens titel. I en senere udgave har Sthen selv tilføjet Vb-T, på et sent tidspunkt i digterens liv, at dømme efter T-40, hvor alderdommen omtales i erfaringstunge ord. T-44,2 »JEg heder Vandrebog oc det met rætte« giver det samlede bind navnet Vandrebogen.
✂ Nogenlunde samtidig med Vb-1914, i perioden 1913-15, foretog tidligere sognepræst i Verninge, V.E.Brummer, en grundig analyse af sit tidlige eksemplar af Vb (udg.H) og kunne her overbevisende underbygge, hvad han allerede havde konkluderet i et notat på bindets inderside dateret »Verninge, 4.august 1897«, at »herefter synes altså Worm at have ret, når han sætter H.C.Sthens fødselsår til 1544.« Et for et tilbageviser Brummer alle Brandts argumenter imod fødeåret 1544. Med hensyn til Vb-T støtter han P.Severinsens opfattelse, at tillægget er Sthen og den egentlige Vb uvedkommende, og at kun T36 - 37 med sikkerhed kan tillægges Sthen. Brummer kan til de hidtil kendte eksemplarer af Vb (JCUB) føje sine egne to, nemlig foruden udg.H også den fra Worm kendte udg.Lund 1673 (udg.L). Brummers opdagelser fik desværre lov at henligge upåagtet i manuskript og er først blevet offentliggjort i Hymn.Medd.1993 219-29.
✂ Et bidrag ikke bare om Vb's tidligste udgivelsestidspunkt, men formodentlig også om et tidligt trykkested, leverede den svenske bibliotekar Isak Collijn i NTBB X 1923 171-176 i en artikel om Bokforaren Laurentz Albrecht i Lubeck. Några bidrag till hans forbindelser med Sverige och Danmark. Heri omtales et katalog fra 1591 over de bøger, der forhandles af Albrecht på den tid, og her figurerer både Hb og Vb, begge uden trykkeår og -sted. Da kataloget er blevet til i forretningsøjemed, og forlæggerne var ivrige efter at præsentere deres varer som nyheder, ligger måske i fortielsen af årstallet den oplysning, at bogen ikke er udkommet i 1591, men i årene forinden. Om trykkestedet kan der være tvivl. Albrecht lod i regelen sine bøger trykke enten i Rostock 202 eller Lübeck. Da vi kender en udgave af Sthens Hb, der er trykt af Asswerus Kroger i Lübeck 1592, kan vi gisne om, at Vb er trykt sammesteds. Katalogets Vb må enten være 1.udg. eller et af de tidligste genoptryk. I alt fald er Albrechts katalog det tidligste vidnesbyrd om Vb's eksistens.
✂ I 1926 erhvervede Det kongelige Bibliotek en facsimile af titelblad og kolofon til en Vb-udg. i Skokloster i Sverige (udg.S). Denne udgave omtales af H.Grüner-Nielsen i Da.Viser bd.V, Kbh. 1922-27, som ældste bevarede udgave af Vb, trykt af Salomon Sartor i København i begyndelsen af 17.årh. Ligeledes uden angivelse af kilde lancerer O.E.Thuner i 1930 udg.S som et eksemplar fra ca.1600.
✂ Ernst Frandsen røber i sin monografi om Sthen fra 1932 intet kendskab til udg.S. Sthens fødeår anslås stadig til o. 1540, og Vb er udgivet i 1591. Udgivelsen af Vb-T anser Frandsen, i tilslutning til Brix, for besørget af Sthen selv. Analysen af Vb's indhold begrænser sig til læredigtene og til de 25 salmer, som Frandsen tør tillægge Sthen. Af disse er seks oversat fra tysk (Vb 33, 46, 48, 50, T-41, T-42), hvortil kommer en rimet bøn (12, 50-65) fra latin. Deres forlæg bestemmes, men ellers er interessen koncentreret om de originale salmer og deres relationer til tidens øvrige digtning. I et opgør med Georg Christensen, der i 1911 havde undersøgt Sthens forhold til folkeviserne og der udtalt en formodning om, at Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog 1591 har vakt Sthens interesse for disse (iflg.Georg Christensen kan Vb tidligst være fra 1591), fastslår Frandsen, at Sthens salmer i Vb ikke står i gæld til den middelalderlige folkevise, men derimod til samtidens lyriske visedigtning.
✂ Omkring 1926 erhvervede rektor Richard Steffen, Visby på Gotland, et fragment af Vb (udg.V). Det blev i februar 1937 sendt til identificering hos førstebibliotekar O.Walde i Uppsala. I to artikler trykt i NTBB 1938 og Gotlandskt Arkiv 1938 fastslår Walde, at udg.V må være ældre end udg.S og formodentlig trykt omkr.1610. Det er ikke 1.udg., da det er sat efter trykt forlæg, og forfatteren har ikke selv læst korrektur. Både udg.V og S 203 har denne overskrift over fødselsdagsdigtet: »En liden Christelig betractelse, paa min Fødsels dag, som er den 25.Novemb... Anno 44«, og Worms påstand om fødselsåret 1544 er hermed bekræftet. Da digtet er skrevet på 44 års fødselsdagen, kan Vb være udkommet allerede i 1588 eller 1589. Ligesom V.E.Brummer gendriver nu også Walde alle C.J.Brandts argumenter mod året 1544. Walde tør ikke afgøre, om 1.oplag af Vb har haft samme omfang som de senere. Det er således ikke sikkert, at Af Høyheden oprunden er, T-41, har kunnet være med, da Philipp Nicolais tyske original først kendes fra 1599, skønt nogle salmehistorikere daterer den til 1588. Walde kan gennem sit kendskab til Sthens bibliotek dokumentere, at Sthen var hurtig til at hjemføre nyudgivelser fra Tyskland. Underforstået er, at da kan også T-41 have fundet plads i en 1.udg. fra 1589.
✂ Waldes og Brummers undersøgelser nåede desværre ikke at blive kendt tidsnok herhjemme til at afblæse eller udsætte en mindefest i Helsingør, hvor man den 25.november 1940 fejrede 400 året for Sthens fødsel og i den anledning opsatte en mindeplade i Sct.Olai Kirke. Mindepladen er i dag et synligt vidnesbyrd om de langtrækkende spor efter C.J.Brandts bedrevidende afvisning af Worms oplysning. Først i Ernst Frandsens artikel om Sthen i DBL2 XXII Kbh.1942 ses Waldes forskningsresultater at være nået til Danmark. Frandsen daterer nu Sthens fødeår til 1544 og Vb til 1588 eller 1589. Oluf Friis regner i sin litteraturhistorie 1945 med fødeåret 1544 og kender eksistensen af udg.V og S, men fastholder dog udgivelsesåret 1591 p.g.a. regnestykket 1565 + 26.
✂ Ikke uden interesse i vor sammenhæng er C.G.Hellströms artikel om Bokhandlare i Malmo under den danska tiden i Malmö Fornminnesförenings Årsskrift 1945 30-54. Heraf fremgår, at bogbinder Matthis Pedersens lager i 1614 bl.a. omfattede 10 indbundne Vandrebøger a 10 skilling og 8 eksemplarer af mester Hanss Christensøns handbog a 12 skilling. Boopgørelsen efter Matthis Pedersen viser, at både Salomon Sartor i København og forlæggeren Laurentz Albrechts arvinger i Lübeck gør økonomiske 204 krav gældende i boet. Det kan være et fingerpeg om, at Sartor allerede inden 1614 har trykt et oplag af Vb. Albrechts rolle som tidlig udgiver af Vb har allerede været berørt i forbindelse med Collijns artikel i NTBB 1923. De 10 skilling, som Vb kostede i 1614, kan sammenholdes med, at der i 1638 på auktionen over Ingeborg Rosenkrantzes løsøre i Sæby i Vendsyssel solgtes »1 Wandrebog [for] 1 S.Mk.«, hvilket formentlig betyder én sletmark (jf. Nye Danske Magazin VI, Kbh.1836, 64).
✂ Anders Malling kendte hverken Waldes undersøgelser, Frandsens leksikonartikel eller Friis' litteraturhistorie, da han i 1952 besøgte Skokloster for at studere udg.S, men hans konklusioner i DTT 1952 er identiske med Waldes vedr. fødsels- og udgivelsesår. Salomon Sartors udg.S dateres til 1612-44. Malling har forgæves søgt efter udg.V på Gotland og kender ikke eksistensen af kopien af udg.V på Det kongelige Bibliotek. Malling sandsynliggør, at fødselsdagsdigtets »anno 44« er ændret til »ætatis 44« i de oplag af Vb, der er udkommet efter 1644, da læseren ellers måtte tro, at digteren var født i 1644. Om den egentlige Vb's indhold oplyses, at en stor del slet ikke er nyt, men ganske simpelt optryk fra Sthens En liden Haandbog 1578 (Hb). Forholdet mellem Hb og Vb karakteriseres ved, at Hb går grundigere ind på alle dagligdagens situationer og gudstjenestens led, mens Vb, foruden rejsebønner i lidt større tal, bringer mange rimede vejledninger for omgang med mennesker. Med hensyn til Vb-T mener Malling, at tillæggets sidste ni salmer T34-42 samt de to afsluttende digte er blevet skrevet og tilføjet af Sthen selv i hans alderdom. Salmen Af Høyheden oprunden er kan godt have foreligget før Sthens død i 1610, eftersom den kendes fra Anna Gyldenstjernes håndskrift, der er blevet til inden 20.marts 1611. Kort efter Sthens død har Salomon Sartor yderligere forøget tillægget med 30 salmer fra Th86 samt den ret nye morgensalme Jeg vil din pris udsjunge af Jacob Madsen. Derved forklares Sartors kolofon »Oc nu paa det ny formerit oc forbedrit..«
✂ En endnu tidligere datering af Vb er forsøgt af August F. Schmidt i Da.St. 1955 s.113-115. Efter med urette at have tillagt 205 O.Walde den opfattelse, at udg.V skulle være fra år 1588, peger Schmidt på følgende indskrift på prædikestolen i Malt Kirke ved Askov: »Gvd vnd os alle paa denne Øe 1588/ erlig at lefve IHS oc salig at dø« (aftrykt efter Danmarks Kirker, Ribe Amt, Herning 1994 2828f). Denne og en beslægtet nu tabt indskrift ligeledes fra 1588 i Grene gamle, nu nedbrudte kirke mener Schmidt »må uden Tvivl have deres Forudsætning« i de næsten ligelydende linier i Vb 56,152f og 41 str.18. Derfor må Vb være ældre end 1588. Sthens linier på kirkeinventaret i Malt og Grene kan skyldes lensmanden Erik Lange, der besøgte Hven i 1584, hvor han traf sin senere hustru Sophia Brahe, der fulgte godt med i den nye litteratur, så »det er vel ikke ganske udelukket, at Vb netop så Lyset i 1584!« Såvidt August F.Schmidt, der, skønt han selv anfører andre eksempler på dette rim, langt fra er klar over dets almindelige udbredelse, således som det fremgår af kommentaren til Vb.12,16. Der er derfor snarere tale om, at Sthen her som andre steder i sin Vb betjener sig af gængse vendinger og rim.
✂ Samme år 1955 fremsatte den norske sognepræst H.Blom Svendsen i Præsteforeningens Blad nr.42 769-772 en teori, der forudsætter, at Sthen endnu i 1589 arbejdede med stoffet til Vb. Blom Svendsen mener i akrostikonsalmen Herre Jesu Christ, Vb 42, at kunne finde et kryptogram i den afsluttende strofe 8, der giver årstallet 1589 for denne salmes tilblivelse og således forklarer og fuldender det mærkelige akrostikon HANS ANNO. Anders Malling refererer Blom Svendsens teori med tilslutning i Dansk Salmehistorie I 1962 284f og VIII 1978 182-185.
✂ I Hymn.Medd.1980 71-146 har udgiveren imødegået Blom Svendsens og Mallings tolkning af HANS ANNO og i stedet set dette akrostikon i lyset af de udbredte eskatologiske forventninger til annus mirabilis 1588. Konsekvensen heraf er, at hele manuskriptet til Vb må antages at foreligge færdigt i november - december 1588 og har kunnet trykkes i begyndelsen af 1589. En s.79 udtalt formodning, om at nr.163 i Holarbiskoppen Gudbrandur Thorlakssons salmebog 1589, en parafrase af Ps. 121, skulle 206 være en oversættelse af Vb 9, viser sig ved en nærmere kontrol ikke at holde suk og kan således ikke bruges til at datere Vb.
✂ Hvad der også hører med til den hidtidige forskningshistorie, skønt nærværende udgivelse er det første udførlige vidnesbyrd herom, er de fund af hidtil ukendte eller upåagtede Vb-udgaver og -eksemplarer, som er gjort under forberedelsen af denne udgivelse. I 1980 lykkedes det at opspore pastor Brummers oven for omtalte eksemplar, der, skønt det kun er et udateret fragment uden trykkested og -år, lod sig identificere som en Salomon Sartor-udgave fra 1612-24 (udg.H). I 1986 fandt Erik Dal i Herzog August Bibliothek Wolfenbüttel en anden notorisk Sartor-udgave med bevaret kolofon, men uden årstal. Denne udg.W havde frakturinitialer ligesom udg.H og matte være trykt i samme periode 1612-24. Men tekstvarianter viste, at W var yngre end H. Det var derfor rimeligt at tidsfæste udg.H til 1612-18 og udg.W til 1619-24. Endelig dukkede i 1990 udg.N op pa Universitetsbiblioteket i Oslo. Også denne udgave var begået af Sartor i perioden 1612-24. Variantundersøgelser godtgjorde, at udg.N var trykt senere end H og tidligere end W, og nu kunne tidsfæstelsen præciseres yderligere: udg.H 1612-16, udg.N 1616-20 og udg.W 1620-24. Det er som andetsteds anført disse tre Sartor tryk, der i den nævnte rækkefølge leverer teksten til nærværende udgivelse.
✂ Sideløbende med disse fund blev også nogle sene udgaver fremdraget. I 1980 således et fragment af Kbh.1696 (udg.B), i 1981 et dateret fragment af Lund 1673 (udg.L), i 1982 et eksemplar uden trykkested og -år i privateje i Stalheim i Norge (udg.St) og endelig i 1990 i Universitetsbiblioteket i Oslo et fragment af udg.C. Om disse fund se nærmere under Udgavebeskrivelse.
✂ Udgiveren er, som det nok allerede er fremgået af ovenstaende referat, tilbøjelig til at regne med en udgivelse af Vb allerede i begyndelsen af 1589, idet intet taler imod, at manuskriptet til bogen har været trykklart sidst på året 1588. Et ikke hidtil fremført argument for dette udgivelsestidspunkt skal her til slut forsøges.
207✂ Skønt jeg vel véd, at det på ingen måde kan betragtes som tvingende, er det dog en tanke værd. I foråret 1589 udkom Sthens Hb for tredie gang, nu med en ny fortale dateret »Malmø, Anno 1589. den 18.Martij«. I dedikationen til Holger Ulfstand til Skabersø nævner Sthen, at der er skrevet så mange smukke, korte og nyttige bønnebøger af Skriftens ord og af gamle kirkelæreres skrifter både på latin, tysk og dansk og, fortsætter Sthen, »Ieg haffuer oc aff det ringe Talent oc Pund Gud haffuer naadigst forlent mig, giort der til huad mig haffuer verit mueligt, i en fire eller fem smaa Bøger som ieg haffuer ladit ved Trycken vdgaa, oc synderlige denne min lille Haandbog oc Manual, som nu bliffuer tryct igen paa Ny..«. Det er omtalen af de hidtil udgivne fire eller fem bøger, der er interessant i vor sammenhæng. I 1589 vides Sthen at have udgivet følgende skrifter: AV 1571, Epithalamion 1572, Cypr.1578, Hb 1578, LH 1581, Tr 1581 og SV 1584. Dertil kommer den af Lyschander bevidnede, men i dag ukendte Vita Johannis Hus, Kbh.1572 eller 1574. Det bliver ialt otte udgivelser. I dedikationen opregner Sthen imidlertid ikke hele sit hidtidige forfatterskab, men kun sine bønnebøger. Af egentlige bønnebøger vides Sthen pa det tidspunkt kun at have udgivet to, nemlig AV og Hb. Men Sthen nævner fire eller fem. Nu findes der også bønner i flere af de øvrige skrifter. I Cypr er der fire pestbønner, i Tr findes forældres bøn for deres børn, en daglig bøn på rim og nogle nadverbønner, og i SV findes to korte bønner. Det giver sammenlagt fem bøger med bønner i større eller mindre tal. Det er således et åbent spørgsmål, hvilke af sine bøger Sthen regner til de fire eller fem bønnebøger. Han kan med fire sigte til AV, Hb, Cypr og Tr. Den femte kunne være SV med det sparsomme indslag af bønner. Men i stedet for at lade Sthens usikkerhed om fire eller fem gå på, om psalterudlægningen SV kan henregnes til bønnebøgernes tal eller ej, er det mere sandsynligt, at usikkerheden drejer sig om, hvorvidt den i trykken værende Vb vil nå at udkomme inden Hb 1589 og således retfærdiggøre Sthens tælling af fem egne bønnebøger.
Tillægget
✂ Selv om det af ovenstående historiske oversigt fremgår, at Vb-T allerede har været genstand for adskillige forskeres opmærksomhed, er det tænkeligt, at en mere minutiøs granskning af teksterne med inddragelse af ny viden og nye metoder vil give nye svar på spørgsmålet om Vb-T's tilblivelse.
✂ Vb-T omfatter 40 salmer i de udgaver, der i dag er komplette. Det er dog tvivlsomt, om Vb-T fra første færd har haft dette omfang. En vignet forneden på blad Cc 7r efter T-30 fastholdes hårdnakket i udg. HVNW og antyder dermed afslutningen på et eller andet, formodentlig en tekstsamling. Den samme vignet anvendes blad Hh 8r og Ii 8v i udg.WS og markerer der ligeledes afslutning. En anden formel ejendommelighed, der kan indicere en anden tekstsamling, er, at først fra og med T-33, der er en morgensang, sker der en udtrykkelig strofetælling i resten af tillægget. Dog skal bemærkes, at hvor strofetællingen i T33-41 sker mellem stroferne, foregår tællingen i T-42 foran 1.linien i hver strofe. Dette tilsyneladende umotiverede skift i opsætningen skyldes muligvis, at T-42 er kommet til senere. En anden forklaring kan være, at en bogtrykker i pladsnød har valgt at klemme bogens sidste salmetekst ind ved at spare mellemrum mellem stroferne. Det er endvidere påfaldende, at kun denne salme skilter med at være »af Tydske paa Danske vdsæt«. Det samme kunne siges om T-41.
✂ En anden ejendommelighed ved samlingen T33-42 er, at flere af disse salmer (T33-35, 39-40) har melodiangivelse, hvad ingen i den forudgående samling T2-32 har. Tilsyneladende er teksterne T33-42 aftrykt mekanisk efter diverse forlæg og med bibeholdelse af disses overskrifter, uden noget forsøg på at gennemføre en ensartet praksis. Således bærer T35-37 præg af at stamme fra et skillingstryk med tre tekster. Det røbes af overskrifterne »En ny Vise..., Den anden Vise.. Christelige forandret.., Den tredie Vise.. Ocsaa Christelige forandret.« Derpå følger tre klageviser T38-40, der beklager henholdsvis verdens utroskab, ungdommens ustadighed og alderdommens svaghed.
209✂ Endelig afsluttes med de to nævnte oversættelser fra tysk.
✂ Uden for salmernes tal, men stadig som en del af Vb-T, står den latinske sentens T-43, som også kendes andetsteds fra og derfor ikke nødvendigvis er Sthens forslag - og i alt fald er den ikke formuleret af Sthen, sådan som Hans Brix tror -, samt de to afsluttende digte »Bogen taler til Læseren«, T-44, og »Læseren taler til Bogen«, T-45, der må være kommet til på et tidspunkt, hvor det er blevet sandt, at »Etlich tusind Exemplaria, som du seer/ Ere tryckte af mig (nl.Vandrebogen) baade her oc der« T44,6-7. Det fremgår også af samme digt, T44,8-10, at der i den mellemliggende tid er fremkommet både negativ og positiv kritik af Vb.
✂ Bogen afsluttes af to registre, hvoraf det første er en kort »undervisning« i, »hvad den lille Vandrebog indeholder«, medens det andet oplyser om »de Psalmer oc Loffsange, som ere tilsætte vdi denne lille Bog«. Andet register drejer sig altså om salmerne i Vb-T, medens første register sigter på den egentlige Vb. Disse registre kan muligvis røbe noget om Vb's tilblivelse. Første register afsluttes med »En Klagevise offuer Verdens wtroskaff [blad] Ff 8« og »En klaglig Sang oc Vise, for en Person der suag, oc til Alders kommen er [blad] Gg 6«. De to viser findes ganske rigtigt på de nævnte blade, som vel at mærke findes i Vb-T, som T-38 og T-40, hvad der virker sært, eftersom første register foregiver kun at omfatte den egentlige Vb! Vi må derfor ud fra første register konkludere, at T-38 og T-40 oprindelig har været anbragt til sidst i den egentlige Vb, men siden er forvist til Vb-T og ydermere adskilt af T-39, der også i sin tone er en klagevise. Flytningen af de to klageviser til Vb-T kan forklares ved, at de i den oprindelige Vb formelt må have stået underlig afsondret fra de øvrige sangtekster 36-51, adskilt fra disse af de moraliserende leveregler 52-60. Men indholdsmæssigt har placeringen mellem 60 og 61 været velvalgt. T-38 med dens moraliserende klagetone har føjet sig smukt til levereglernes ditto og så at sige leveret et afsluttende poetisk og sangbart højdepunkt på disse. Og T-40 har med sin mere personlige stil lagt op til 61, det efterfølgende 210 fødselsdagsdigt. Det kan undre, at fødselsdagsdigtet ikke figurerer i første register, men dette er i det hele taget mangelfuldt og medtager f.eks. heller ikke den indledende fortale til læseren.
✂ Formodentlig har 1.udg. af Vb været uden tillæg, en ydmyg tryksag, der hurtigt blev glemt og kasseret, da Vb begyndte at udkomme med stadigt voksende tillæg. En mindelse om en »lille« udgave af Vb kunne være den kendsgerning, at den tidligste tradering af Vb-stof, i ElPs.1602 og Gryd2 fra 1613, kun gælder tekster fra Vb og ikke Vb-T.
✂ Dersom T-38 oprindelig har efterfulgt 60 med overskrift forneden på blad S 6r, kan denne tekst og T-40 være afsluttet forneden på blad T 7r. Fødselsdagsdigtet 61 er da påbegyndt blad T 7v foroven og afsluttet blad V 5r forneden, hvorefter de fem registersider har kunnet slutte blad V 7v forneden, og der har været et afsluttende blad V 8 til kolofon. På den måde kan hele ark V være fyldt ud. Denne rekonstruktion er kun en ud af flere mulige og tager f.eks. ikke højde for det problem, der antydes i kommentaren til T-3.
✂ At Vb-T ikke er tænkt med, da Sthen redigerede Vb, ses af, at der ved 11,16-17 mangler en henvisning til T-14, ja, det havde slet ikke været nødvendigt at aftrykke slutstrofen VOr HErris Iesu Christi Fred i 11,20-26, hvis der kunne henvises til salmen i dens helhed bag i bogen. Der er også små tekstforskelle mellem 11,21-22 og T-14 str.7,2-3, som næppe ville have forekommet i en velredigeret bog. Dernæst er det vanskeligt at forestille sig, at Sthen skulle have ønsket at give plads for Thomissøns bordbøn HErre Gud du være nu prjset, T-12, som hans egen bordbøn 49 er en slags moddigtning af og konkurrent til. Vi må deraf slutte, at Sthen er uden ansvar for denne del af Vb-T.
✂ Det har ovenfor været berørt, at vignetten efter T-30 kunne indicere afslutningen på en salmesamling. Endnu et forhold peger stærkt i den retning, ja, lader sig næppe forklare på anden vis. Efter den første salme i tillægget, T-2, optræder den påfaldende henvisning til Den signede dag (T-3), der findes på blad H 7. At denne henvisning er fejlagtig, eftersom dagvisen faktisk 211 står blad G 6v, er et problem for sig (se kommentar til T-3). Men selve den omstændighed, at udgiveren tror, at brugeren vil forvente at finde Den signede dag på netop dette sted i tillægget, mellem T-2 og T-4, bør vække forundring. Kun eksistensen af en almindelig kendt salmesamling med dagvisen på andenpladsen kan forklare denne note på dette sted.
✂ En sådan salmesamling kendes ikke længere. Men at småsamlinger med uddrag fra Th har eksisteret, er bevidnet med Lorentz Benedichts vrede ord i fortalen til Th86 - aftrykt i Dal.Bibl.42f - , at han »daglige seer oc forfarer, at samme Psalmer [som i Th] Prentis baade en oc anden sted, vdi smaa Form, oc dog bliffuer extraheret vdaff salige M.Hansis Psalmebog ...«
✂ Med denne udtalelse kan Benedicht sigte til Reravius' salmebog (Rerav), der siden 1575 var genoptrykt i alt fald o.1582, jf. Dal.Bibl. 41, og formodentlig i 1582 af Albert Hansen udgivet i en revideret form (rev.Rerav), som vi nu kun kender i udg.1587 og 1593 (LysterThmut 321-324). Men både før og efter 1575 må der have været et behov for at have de mest brugte salmer ved hånden i små samlinger. Hvor den småt trykte Rerav var udgivet angiveligt med henblik pa vejfarende folk og fattige skolebørn, har nærsynede degne og præster og ældre folk skullet bruge billige salmetryk med større og mere læservenlige typer. Fra Tyskland kendes småsamlinger med titler som »Schöner geistlicher Lieder Achte, So die Kinder bey dem Tisch..pflegen zu singen«, Erffordt 1563 (8 salmer), »Vierzehen schöne Geistliche Lieder..«,Nürnberg (1560erne), »Vthsettinge Etliker Psalmen vnd Geistliken leder..«, Lübeck 1567 (10 salmer), »Zwölff Schöne Christliche Gesenge..«, 1587 og »Etlike Psalmen vnde Geistlike Leder..«, 1592 (11 salmer), Wack.I s.776 og WackBibl. nr. 799-800, 891, 997, 1021.
✂ Spørgsmålet er nu, om det er muligt i tidlige 1600-tals salmebøger at finde spor efter den postulerede samling. Sporene skulle da fremgå af sammenfald i salmernes rækkefølge og eventuelle fælles tekstvarianter. Hvad det første angår, kan der iagttages visse med Vb-T fælles strukturer i de tidlige udgaver af »Nogle 212 Vdkaarne Psalmer At siunge i den Christne Menigheds forsamling« (Udk). I fragmenterne af Udk00, skønsmæssigt dateret o.1600 og med ialt 83 bevarede tekster, optræder 20 af de 29 tekster fra Vb-T. Det er en ret stor procentdel. Endvidere optræder i denne udgave teksterne T4-7 og 9-10 i fremadskridende rækkefølge, omend spredt ud over hele samlingen, som nr. 5, 15, 17, 31, 72 og 77. At rækkefølgen ikke bare er overtaget fra Th, ses af, at de samme salmer i Th ikke står efter hinanden, men sådan: blad 119. 259. 217. 183: 268: 196:. Påfaldende er også, at T22 - 24 optræder som nr.70, 74 og 75 i Udk00 (i Th blad 106: 350: 235.).
✂ I Udk20, som er den ældste komplette udgave, finder vi det i vor sammenhæng interessante fænomen, at salmen Dig tacker ieg kiere Herre, T-2, ganske som i Vb-T efterfølges af Den signede dag, T-3 (rækkefølgen i Th. er den omvendte: 318. 316.). Ud fra disse iagttagelser vover vi at hævde, at 1600-tals traditionen Udk. har udviklet sig af den tabte samling, der er forlæg for T2-30. Medens Udk. må betegnes som en stærkt forøget udg. af den tabte samling, kan T2-30 enten være identisk med eller snarere være et stadium i en anden udvikling af denne samling.
✂ At T-31 og T-32 er føjet til i Vb-T, kan forklares ved, at T-31 i Danmark fremkom som en salme »Til afftensang« (Een ny handbog 1529 blad 8r) og muligvis længe i den folkelige bevidsthed kan have bevaret status som aftensang. Og tankeforbindelsen fra aften (T-31) til død (T-32) er gængs, jf. til T19-21. At slutte en salmesamling med en aftensang og en dødsberedelsesbøn er faldet naturligt. Dertil kommer, at T-31 i Tausen blad 42v er anbragt i slutningen (som næstsidste salme) af bogens første afsnit. Endelig bliver den både der og siden i Rerav 1575 betragtet som en lovsang til treenigheden (hvad den ikke er i Th). At afrunde med en lovprisning af treenigheden er almindeligt i kristenheden. Med hensyn til T-32 var Paul Ebers metaforstærke dødsberedelsesbøn umådelig populær. Sidst i 1500-tallet udviklede der sig en tradition for at afslutte bønnebøger med denne salme. Det gælder således flere udgaver af Joh. Avenarius' 213 »Christliche Gebete« og Andreas Musculus' »Betbuchlein«. Der kan altså anføres gode grunde til at afrunde samlingen med T-31 og T-32.
✂ Men det er langt fra nogen udtømmende forklaring på sammensætningen af T2-32, der må betegnes som en ret kompleks størrelse. Det er således bemærkelsesværdigt, at medens der ikke i T2-21 optræder et eneste forfatternavn, dukker forfatterne op i T22-32 med Luthers navn ved T-22 og T-27, Thomissøns ved T-28 og T-29 og Paul Ebers ved T-32. Og forklaringen er ikke, at der ikke findes salmer af disse forfattere i den førstnævnte del. Luthers navn kunne have været nævnt ved T4-6, Thomissøns ved T7-8, 11-12 og 20-21, og Paul Eber er lige så ansvarlig for T-16 som for T-32. Og sidst, men ikke mindst, kunne Sthens initialer have stået ved T-14. Forklaringen er derfor snarere, at en samling med anonyme tekster (T2-21) har fået et senere tilskud (T22-32) af mere eller mindre navngivne tekster.
✂ Kilderne til T2-32 er ikke uden videre Th86, som Severinsen og Malling mener. Bestemmelsen af kilderne er langt mere kompliceret, idet der må sondres mellem tillæggets forskellige dele. Den første samling består væsentligt af lovsange til brug i dagens (livsdagens) løb og er derfor naturligt afsluttet med to aftensange T19-20 og en dødsberedelsessalme T-21. Kilderne til denne samling lader sig nok kun antydningsvis udpege. Alle salmerne findes i Th86. Så langt har Severinsen og Malling ret. Deres påstand kan tilmed hente støtte i kommentarens variantundersøgelser, der i T-5 str.2,4, i T-7 str.3,2 og i T-14's overskrift såvel som str.7,3 kan påvise et tydeligt slægtskab med Th86. Men om denne del af Vb-T henter sit stof direkte fra Th86, eller Th86 og Vb-T bare gør brug af en fælles tradition uden for salmebøgerne, kan næppe afgøres. Th86 er nemlig ikke bare en forkortet udgave af Th, men Rerav (og muligvis også andre salmetraditioner) har inspireret til såvel Th86's tekstændringer som flytninger af salmer fra en rubrik til en anden.
✂ Endvidere forekommer der i T2-21 en række karakteristiske læsemåder fælles med Udk. - f.eks. T-10 str.5,2; T-16 str.2,7; 214 3,3; 5,5; T-17 str.3,7; T-18 str.1,4; T-19 str.3,4; 7,4 - som støtter teorien om en selvstændig tradition, der har levet sideløbende med både Th og Rerav og gjort brug af begge. De mange sammenfaldende læsemåder kunne teoretisk set forklares med, at Vb-T har været forlæg for Udk. Men det konservative præg i de tidlige Udk-udgaver, hvor ingen af Sthens egne salmer fra Vb har fundet optagelse, gør en sådan tolkning usandsynlig. Tilbage bliver, som eneste rimelige forklaring på slægtskabet mellem Udk. og Vb-T, at de begge øser af samme kilde.
✂ Til samlingen T2-21 er føjet T22-30 uden mindste forsøg på at integrere disse sidste i den første samling eller ordne dem alle efter et fælles princip. De ni salmer T22-30 er alle taget direkte fra Rerav, hvorfor denne »samling« tidligst kan være gjort i 1575. Havde det ikke været for vignetten efter T-30, måtte man tro, at også T-31 var føjet til i samme omgang. Den er nemlig også hentet fra Rerav. Det behøver T-32 ikke være. Den er mere beslægtet med Th86. På grund af vignetten efter T-30 antager vi, at T-30 har været sidste salme i den samling, som udgiveren af Vb forefandt og besluttede at indlemme i Vb. Om denne samling så også har rummet alle 29 salmer i T2-30, kan vi ikke vide. I den arbejdsgang, hvor T-3 (dagvisen) blev udeladt, kan andre tekster være blevet indlemmet. Det kunne være forklaringen på, at T10-11 og 18-19 ligner salmer, der er hentet fra Rerav, måske (p.g.a. T10-11) fra rev.Rerav.
✂ Der er ikke i dette taget stilling til, om Sthen selv har haft en hånd med i udformningen af Vb-T. En sådan hånd er svær at få øje på i samlingen T2-32, der snarere skyldes en forlægger. Derimod må Sthen være den ansvarlige for den efterfølgende samling T33-42. Derom har der ganske vist hersket tvivl, siden Brandt i 1888 kunne påvise, at T-33 var oversat af Jakob Madsen. Severinsen og Brummer drog den konsekvens, at når T-33 ikke er af Sthen, har vi heller ingen garanti for, at de øvrige salmer i T33-42 er Sthens, bortset fra T-36, der i Th86 bærer signaturen M.H.C.S. Problemstillingen ændres afgørende, hvis det kan sandsynliggøres, at T-33 alligevel stammer fra Sthens hånd.
215✂ Dette sandsynlighedsbevis mener jeg at have leveret i Hymn.Medd.1993 193-209, jf. kommentaren til T-33. Herefter kan vi med større frimodighed tilskrive Sthen æren for T33-42.
✂ Som ovenfor nævnt er der strofetælling i T33-42 ligesom i alle sangtekster i den egentlige Vb. Også på et andet punkt ligner T33-42 den egentlige Vb. Sthen har melodiangivelse ved næsten alle sangtekster i Vb. Ved størsteparten, 39-48, introduceres melodien med vendingen »Siungis met den Tone(, som)«. Ved 38 og 50 skrives »Siungis vnder/met de Nøder« og ved den søfarne vise 51, som ikke er af Sthen, hedder det »kand siungis met Det Stemme«. Endelig er 37 og 49 uden melodiangivelse. Praksis er let ændret i T33-40, hvoraf ingen sjunges »met den Tone«, men T-33, 34 og 40 »Siungis met de Nøder..«, T-35 »siungis som den gamle Vise« og T-39 »siungis som den..«. Endelig er T36-38 og T41-42 uden melodiangivelse.
✂ Medens vi må antage, at 1.udg. af Vb er udkommet uden noget tillæg, kan allerede 2.udg. have fået et beskedent tillæg. Overskriften i T-1 annoncerer kun »nogle faa Sange«, og det kan meget vel have været T33-40. Af disse er to salmer iflg. første register overført fra Vb, nl. T-38 og T-40. To andre, T-36 og T-37, kendes allerede fra Th86. Formodentlig er de endnu ældre og har sammen med T-35 været udgivet som skillingstryk. Sthen indleder sit tillæg med T-33, der er hans egen oversættelse af den nye tyske morgensang Aus meines Hertzen grunde, kendt i et tryk fra Riga 1592 med 11 strofer som i T-33. Tillægget T33-40 stammer nok tidligst fra dette år. Det vil være rimeligt at antage, at det har været afsluttet af sentensen T-43 som en slags slutvignet. Som sådan er sentensen i alt fald brugt i Niels Heldvads »Formular Bog« 1624, jf. kommentar til T-43. Hvad forlægget til T-41 angår, er Nicolais Wie schon leuchtet der Morgenstern tidligst kendt i et tryk fra 1599, men kan være skrevet allerede i 1597, hvis ikke endnu før. Det tyske forlæg til T-42 kendes i dag ikke ældre end 1613, men det beviser intet om tidspunktet for tilblivelsen. Salmen foreligger i en dateret dansk oversættelse fra samme år. Formodentlig er T41-42 føjet til Vb-T, 216 så snart de har foreligget på dansk. Allersenest sammen med tilkomsten af T-44 og T-45, se nedenfor. Det yngste tilskud til Vb-T er vel den indledende samling T2 - 32, der måske først er kommet til efter Sthens død. I så fald kan den være Salomon Sartors opfindelse. I den forbindelse er kolofonen i udg.W og S interessant med sin formulering »Oc nu paa det ny formeerit oc forbedrit«, der tilkendegiver ikke bare én, men mindst to forøgelser af bogens omfang.
✂ Teorien om en tidlig tabt salmesamling, der ligger til grund for både T2-32 og Udk., vil i punktkommentaren blive støttet ved talrige påvisninger af fælles tekstvarianter for Vb-T og Udk. Denne del af Vb-T er hidtil blevet negligeret som et ret uinteressant uddrag af Th. Det kan dog meget nemt vise sig at blive et for salmebogshistorien særdeles spændende vidnesbyrd om en nu glemt tradition for små salmehæfter, der med kirkens uofficielle velsignelse, men til stadig irritation for indehaveren af salmebogsmonopolet, har været i omløb i den fattige almue, der aldrig fik råd til at eje en rigtig salmebog.
✂ De to afsluttende digte »Bogen taler til Læseren«, T-44, og »Læseren taler til Bogen«, T-45, er for det sidstes vedkommende underskrevet Huldericus Lithovius S. & F. Hans Brix, der i 1914 gik ud fra udg.J med læsemåden Lithoxius, har i Vb-1914 redegjort for, at navnet Huldericus er en latinisering af det tyske adjektiv huldreich, der betyder nådig. Det er en slags oversættelse af navnet Hans, der via det græske Johannes går tilbage til det hebraiske Johanan, der betyder »Gud er nådig«. I efternavnet indgår det græske »lithos«, der betyder »sten«. Brix tvivler på, at endelsen -oxius har med Oxie at gøre, som var navnet på Sthens provsti. Snarere antager han, at efternavnet har forbindelse med det græske ord for stenhugger. For Brix står det fast, at det er Sthen selv, der gemmer sig bag dette pseudonym, hvormed han vedkender sig de to digte, der er skrevet og føjet til i en senere udgave af Vb. De efterfølgende bogstaver »S. & F.« forstår Brix som Spes et Fides, dvs. håb og tillid. Det er dog gådefuldt, hvorfor udgiveren i bogens slutning kalder sig ved andet navn end 217 det, han benytter på titelbladet, ligesom Brix' tolkning af S. & F. synes grebet ud af luften. Sthen har intet motto eller symbolum, hvori ordparret Spes et Fides indgår. Man ville nok også snarere end et motto vente at finde f.eks. en stillingsbetegnelse umiddelbart efter navnet.
✂ Lithovius eller Lithoxius må på en eller anden måde spille på navnet Sthenius. Huldericus som oversættelse af Johannes må også tages seriøst. I Matthæus Dresserus' De festis diebus christianorum et ethnicorum Lipsiae 1590 215 findes denne forklaring på navnet Johannes: »Iohannes Hebraicè Iohannan, id est, gratiosus Holdreich«, dvs. Johannes hedder på hebraisk Johannan, det er: velvillig, nådig. Så langt kan vi altså tilslutte os Brix, at vi bag pseudonymet ser navnet Johannes Sthenius. Det behøver dog ikke nødvendigvis være provsten og salmedigteren, men kan lige så godt eller snarere være hans søn Hans Hansen Sthen også kaldet Hans Stensen/Steensen. Om ham véd vi, at han i august 1600 under navnet Johannes Sthenius blev optaget som pavelig alumne på jesuitterkollegiet i Braunsberg, hvor han i august året efter skrev et ærevers i bysbarnet og studiekammeraten Villum Ravns alias Gulhielmus Corvinus' Assertiones ex universa philosophia (Bibl.Dan. I 900). Kort forinden var broderen Frands kommet til Braunsberg, åbenbart med tidender, som fik den ældre bror til at rejse hjem allerede en uge efter Villum Ravns disputats, men med det forsæt at vende tilbage til Braunsberg (Helk 295, 301, 350f). Derefter møder vi Hans Steensens navn i Malmøs dombog for 8.8.1605, hvor han nævnes gentagne gange sammen med sine yngre brødre Gabriel og Frands i forbindelse med skiftet efter deres i 1602 afdøde mor. Da den forhenværende provst i april 1608 blev stævnet for retten for arvesvig, var det den ældste søn Hans Steensen, der mødte op på rådhuset på sin sengeliggende faders vegne. Han benævnes i dombogen »fordumb scholemester vdj Ydstede«, men havde på sin faders »endelige begering« forladt sin post i Ystad for at kunne gå faderen til hånde. I begyndelsen af arvesagen er han da også på faderens side, men svinger siden over og anklager sin far for at have 218 forholdt ham og hans brødre oplysning om omfanget af deres mødrene arv. Først en måned før faderens død frasiger brødrene sig den 5.marts 1610 ethvert yderligere krav på arv efter moderen og takker deres far for nøjagtig betaling i alle måder (Weibull 40-50). Hans Steensen var få dage forinden, den 2.marts, blevet borger i Malmø. Derefter vides om ham, at han den 12.12. 1614 og den 15.12. 1617 var tingmand og den 28.10. 1620 herredsskriver i Oxie fogderi. Han døde i pesten 1625 og blev begravet 3.9. 1625 på Skt.Petri kirkegård (Isberg 67).
✂ Antagelsen af, at det er Hans Steensen, der er forfatter til T-44 og T-45, kaster lys over flere hidtil dunkle punkter. Det er nu muligt, at endelsen i pseudonymet Lithoxius alligevel har med Oxie at gøre, idet Hans Steensen hermed kunne betegne sig som stammende fra (provsten over) Oxie Herred. Dog må det forbehold gøres, at ældste læsemåde unægtelig er Lithovius! Endvidere bliver det nu lettere at forstå forkortelsen S. & F., der på den opridsede baggrund bedst tydes som »Studiosus et Filius«, dvs student og søn. De to digte kan være skrevet af Hans Steensen efter hans hjemkomst i august 1601 fra de uafsluttede studier i Braunsberg. Eftersom Sthen åbenbart havde tabt kontakten til sin ældste søn Christoffer, der var rejst udenlands i sine unge år og aldrig vendte hjem (Isberg 66; Carlquist II 31), har sønnen Hans været den ældste af de tilbageværende børn og den søn, som faderen ønskede ved sin side, når problemerne voksede ham over hovedet. Det falder derfor naturligt at antage, at det er sønnen Hans, der tilmed i Braunsberg havde forsøgt sig som poet, der har besørget en nyudgivelse af Vb, enten under faderens sygdom eller efter hans død. I imødegåelsen af kritikken af viserne i Vb henvises der i T-44,16 til doktor Knaustius og andre, der i Tyskland har skrevet tilsvarende kontrafakturer. Da Sthen ikke ellers røber kendskab til Heinrich Knausts viser, kan oplysningerne herom stamme fra den fra Tyskland hjemvendte søn.
✂ Hvis det er Hans Steensen, der har skrevet T-44 og T-45, må vi afvise Hans Brix' spekulationer om, at bogstaverne V og L i 219 Sthens symbolum Vb 62 og i sentensen T-43 har nogen som helst forbindelse med pseudonymet Vlricus Lithoxius (Brix 8f). Sandsynligheden herfor er så meget mindre, som sentensen ikke stammer fra Sthen, men fra et af Martials epigrammer (se kommentar til T-43).
*Sthen og dagvisen
✂ I Th 1569 har Hans Thomissøn som den anden salme i rubrikken »Tacksigelser oc Bøner om Morgenen« aftrykt Den signede dag som wi nu see under overskriften »Den gamle Christelige Dageuise«. Dagvisen (i det flg. forkortet DV) indgår også i den liste på 10 salmer, som udgør Th's 5.register over »de gamle sang, som haffue været brugt i Paffuedommet« og som Hans Thomissøn har »tilhobe samlet, til it Vidnisbyrd, om de fromme Christen, som leffuede for vor tid mit vdi den falske Lærdoms store blindhed oc vildfarelse .. Oc endog saadanne Danske sang brugtis icke megit i Kirckerne (Thi alle vraaer vaare i Paffuedommet fulde aff Latine sang, huilcket den menige Almue icke forstaa kunde) Dog bleffue de siungit for Dørre, oc vdi huse etc...«
✂ At DV er middelalderlig, har vi altså Hans Thomissøns ord for. Spørgsmålet er, om også formen i Th er helt igennem middelalderlig?
✂ I 1745 gjorde Lars Salvius i »Lärda tidningar« nr.14 opmærksom på, at en version af DV findes i Vadstenahåndskriftet C4 i Uppsala UB. En afhandling af A.Axelson »De primordiis et incrementis poeseos svecanae« Upsala 1748 daterede DV i C4 til slutningen af 1300-tallet. Det var imidlertid først med G.E. Klemmings udgivelse af DV's tekst i C4 i »Svenska medeltids dikter och rim« Sthlm 1881-82, at denne for alvor kom i forskernes søgelys. Klemming daterede C4 til omkr.1450. Det skal 220 for fuldstændighedens skyld her nævnes, at Bengt R.Jonsson i Sumlen 1977 60f har rejst tvivl om, hvorvidt det var C4, Salvius fandt, eller om dette fund atter er bortkommet. Iflg. Salvius står DV »med gammal Munka stil skrefwen bak uppå perman på et manuscript uti Upsala Bibliotheque«. Denne beskrivelse passer ikke på teksten i C4, der findes på et lille papirslæg midt inde i bindet.
✂ I DKT 1886 sp.817-25 aftrykte C.J.Brandt DV efter Klemmings udgivelse. Om DV i Th undrer Brandt sig over, at Thomissøn anfører den i sit 5.register og ikke i sit 6.register over de gamle papistiske sange, som er korrigeret og rettet: »thi der vilde den da have haft sin rette Plads. Det er nemlig kjendelig nok, at i den Skikkelse, hvori Thomissøn meddeler Dagvisen, er den korrigeret og rettet; der er ikke det mindste papistiske ved den, men den bærer derimod ganske bestemt Reformationens Mærke... Her er ingen Paakaldelse af Helgener, ej engang af Jomfru Maria, men al Lid sættes til hendes Søn, hans Lidelse og Død; her er ingen Tale om gode Gjerninger, men alene om at vi »i Troen har kjendt Guds Søn«, og endelig er her Tale om Kampen med Djævelen, der er saa fremtrædende i Reformationstiden og særlig i dens Salmer. En saadan Sang kunde ikke være bleven til i den Skikkelse, før efter at Reformationen havde øvet sin Virkning ogsaa hos os, altsaa ved 1530, og da hverken Christian Pedersen eller Hans Tavsen har faaet den med i deres Salmebøger (1533 og 1544).., kan den først være bleven kjendt ved Midten af Hundredaaret, da Hans Thomissøn havde begyndt at forberede sin ny Salmebog. At han ikke taler om, at den er korrigeret og rettet, er paafaldende nok, men det viser i alt Fald, at han har ikke selv rettet den.. og at han sandsynligvis heller ikke har vidst, hvem der har rettet den... (Derfor) bliver det kun Gjætning, hvad vi kan tænke derom; men efter alt hvad vi kjende til den Tids literære Kræfter, er der egentlig kun én Mand, paa hvem Tanken kan falde, som dygtig til at yde et saadant Arbejde, og det er Hans Christensen Sthen. Han var 1565 bleven Rektor ved Helsingørs Skole, og han.. har givet saa mange Prøver paa, 221 hvor ypperlig han kunde »korrigere og rette« gamle Folkesange til aandelige Viser. Ham kunde det ligge nær nok at bearbejde den gamle Dagvise til Brug i sin Skole. Men, som sagt, det er kun en Gisning, og den styrkes i alt Fald ikke ved at Dagvisen ikke findes optaget i nogen af hans egne Bøger, hvor der ellers er Viser og aandelige Sange i Mængde.«
✂ Året efter fremkom Brandt i DKT 1887 657-663 med en udtrykkelig korrektion af det sidste forbehold og bad sine læsere rette denne passus til: »og hvad der styrker min Gisning er, at den findes i hans saa kaldte »Vandrebog«, og det under saadanne Omstændigheder, der stærkt kunde tyde paa, at han staar i et nærmere Forhold til den.« Om Vb oplyser Brandt, at den iflg. titelbladet indeholder bønner og sange »komponerede og skrevne« af H.C.Sthen. Bortset fra to salmer med fremmede forfattermærker er der ingen tekster i Vb, som ikke stammer fra udgiveren. Ved at anbringe DV umiddelbart foran sin egen morgenog aftensang »ordret som den stod i Kirkesalmebogen.. ligger en Antydning af, at til den stod han i et nærmere Forhold, og den havde han en vis Ret til at omgaas med ligesom med sine andre Bearbejdelser og Oversættelser.« Også i Sthen-monografien 1888 s.14 og 51 henviser Brandt til sin »Formodning.., at det er Sthen, vi skylder den Form, hvori Dagvisen er bleven bevaret, og er det saa, da maa det sikkert være sket i de første Aar, han virkede som Skolemester, saa den fik Tid til at blive bekjendt og af H.Thomissen kunde blive optaget i hans Salmebog (1569)«.
✂ I Dansk Tidsskrift 1904 433-446 skriver P.Severinsen hertil, lidt uklart og selvmodsigende, at bearbejdelsen af DV i Th må være noget ældre end 1569, siden Thomissøn uden videre kalder den for »den gamle kristelige Dagevise« og regner den for at være fra den papistiske tid. »Paa den anden Side har den ikke naaet at komme med, da Tillægene til Hans Tavsens Salmebog afsluttedes 1553. I denne Mellemtid maa vel Bearbejdelsen være sket«. Severinsen anser det - vel af tidsmæssige grunde? - for »en ret usandsynlig Gætning«, at Sthen skulle være bearbejderen, og peger snarere på »Sjællands Biskop Hans Albertsen, der røber fin 222 Fortrolighed med den gamle Folkevisetone i Sangen »Jeg ved en Urt baade dejlig og bold«. En ubestemt Tradition tillægger ham flere Salmer, og han kunde meget vel være Dagevisens Fornyer«. Severinsens gæt forekommer endnu svagere end Brandts og savner enhver begrundelse for, hvorfor stiftsprovst Hans Thomissøn skulle fortie sin biskops indsats som fornyer af DV. Eftersom Th bruger at anføre forfatternavne ved de tekster, der er begået af adelige og gejstlige notabiliteter, må vi ved tavsheden ved DV slutte, at bearbejderen enten er ukendt for Thomissøn eller ikke i 1569 har haft en status, der gjorde det formålstjenligt at anføre hans navn.
✂ Severinsen fremlægger sangtekster fra tiden mellem ca.1470 og 1544, der i visse formuleringer kan have den gamle DV som deres forudsætning. Det er den eneste rimelige forklaring på, at den latinske julesang Dies est lætitiæ i 1544 kan begynde »DEn signede Dag er voss beted/ thi maa wi frilige quæde..«, ligesom det også må være afsmitning fra DV's str.1,4, når julesangens str.6,9-10 lyder »da føddis den Herre baade mild oc blid/ oss alle til glæde oc fromme.« I mariavisen Gudh fadhers makth keller iek oppa (aftrykt BH I nr.XII efter håndskriftet AM 76,8° fra ca.1470. I sin helhed er AM 76,8° senest udgivet i A Danish Teacher's Manual, Lund 1993) begynder str.15 »Woræ alth then tingh, i werdhen er/ och all then tingh, som gwdh hawer kier..«, der minder om Th's DV str.5 »Vaar alle de træ i Verden er/..«. Ligeledes er Severinsen ikke i tvivl om, at Th's DV str.7, som ikke findes i hverken C4 eller i den islandske opskrift AM, må have påvirket disse linier i den svenske vise om slaget ved Brännkyrka 1518: »Evinnerlig tid han är så lång/ ho det vil rät betänkja./ Den, Falskhet brukar, for honum är tvång/ i pinone neder sänkte..«. Dog viger Severinsen tilbage for den nærliggende konklusion, at så må Th's DV altså have foreligget inden reformationen.
✂ Om DV's videre skæbne skriver Severinsen, at den snart blev den eneste kendte tekst, der ikke matte mangle i nogen salmebog. På den baggrund finder han det underligt, at den udelukkedes af Kingos salmebog. Men har Severinsen ret i sin pastand 223 om DV's indiskutable yndest? Han er uvidende om, at DV gled ud allerede i Reravs salmebog 1575. Der har sikkert i det første halve århundrede efter reformationen været en så ambivalent holdning til DV, at man ud fra dens fravær i tidens salmebøger ikke kan slutte, om den har været ukendt eller blot ikke fundet egnet til optagelse i en luthersk salmebog. At den dog tidligt har haft sine fortalere, vidner Th, rev.Rerav, Gryd 1 og Vb om. En sen værdsættelse af DV har Severinsen fundet i SømændsPs 1730, hvor teksten kendeligt bearbejdet optræder med titlen Velsignede Dag, den vi tryggelig ser. »Denne Oppudsning af Visen er dog aldrig kommen uden for Sømændenes Kreds«, skriver Severinsen. Vi kan tilføje, at det må tilskrives Sthens fortjeneste, at han ved at optage DV i sømændenes foretrukne andagtsbog En liden Vandrebog har skabt en sejlivet tradition for, at DV fik en selvskreven plads i sømænds og rejsendes salmesamlinger.
✂ Den næste etape i udforskningen af DV's historie skyldes Hans Brix i Edda III, 1915, 177-196. Interessant i vor sammenhæng er, at Brix i en skarpsindig analyse hævder, at den oprindelige katolske DV i C4 er sammenblandet med en yngre syvliniet Maria-farvet dagvise, der begynder: »Nu ær os then myrkia nat forlidhin/ vi seem then dagh gudh haffwer os giffwit..« Her skimtes inspirationen til Sthens morgensang Den mørcke Nat forgangen er, Vb 37.
✂ Brix fremfører med styrke, at »dagevise« betyder morgensang og henviser til en anden kilde til Sthens morgensang, nemlig Erik Krabbes »En ny Dageuise, at tacke Gud for sin beskermelse i den fremfarne Nat, oc at bede hannem om lycke oc raad, om Morgenstunden til en salig oc lyckelig dag«, Th bl.314v.
✂ Brix hævder, modsat Brandt og Severinsen, at mariaversene i C4 er senere tilføjelser til den oprindelige tekst. Brix afviser Severinsens påstand om, at slutstrofen i Th skulle bygge på den afsluttende »Johannesstrofe« i C4. Brix konkluderer, at vi må lade Thomissøns ord stå til troende, at DV i Th er »en af de gamle Sange, som have været brugte i Pavedømmet«. Der er ved udgivelsen i Th ikke foretaget væsentlige forandringer i den, hvorfor 224 spørgsmålet om Sthen som bearbejder af DV bliver irrelevant. Den danske tekst har aldrig været i synderlig grad mariafarvet, og der har derfor ikke været noget at bearbejde.
✂ Det sidste tror Chr. Ludwigs ikke på. I sin bog »Af Menighedens Sang« 1918 vil han ikke på forhånd benægte, at der også i pavedømmets tid kan have lydt evangeliske toner, »selv om det synes mig ganske usandsynligt, at dette skulde have fundet Sted udenfor Mystikernes Kreds. Og af Mystik bærer Dagvisen intet Præg, end ikke af den bernhardinske Kristusmystik. En Strofe som: »Det Kors, vor Herre han bar for os« er mig bekendt ganske mageløs indenfor tilsvarende Salmelitteratur«. Hertil må vi indvende, at netop forestillingen om korset som et værn mellem djævelen og mig er rigeligt bevidnet i senmiddelalderens bønnebøger, jf. kommentarens note til Vb 36 str.4,3. Særlig må opmærksomheden henledes på en udbredt »befalelse« eller »antvordelse«, kendt fra slutningen af 1400-tallet, som rummer en række signelser over mennesker, der står for at skulle ud på rejse. Disse »signelser« kan have motiveret placeringen af dette stof i visen om den signede dag. I antvordelsen indgår denne passage: »Thet hellige blodh som vtflødh aff thine hellige fæm wndher, reense mek aff allæ myne synder oc pynæ, thit hellige kors være pa allæ syder omkringh mek, oc mellom mek oc alle myne wuenner, ath diæffuelen.. mwæ mek æy skade til liff eller siæl.. Iek maner alle myne wuenner i faders naffn, søns oc then hellige andz..« MDB II 31,2-8, jf. også bønnebogsteksten Signæth see then dyræ dagh lin.15-17 (cit.Bruun 85). Her genfindes en række af de elementer, som indgår i DV's str.4 (og str.3). Der er ikke en eneste tanke i str.4, som ikke også kendes i middelalderen.
✂ Ludwigs mener, at optagelsen af DV i Vb er »et ganske bestemt Vidnesbyrd for, at Sangen er bearbejdet«, inden den optoges i Th. Ludwigs går nemlig ud fra, at alle tekster i Vb, der ikke udtrykkeligt bærer andet forfattermærke, må stamme fra Sthens egen hånd, enten som selvstændigt arbejde eller som bearbejdelse.
225✂ Marius Kristensen hævder, i Da.St. 1926 97-111, at DV i Vb er uafhængig af formen i Th. Begrundelsen er de afvigende læsemåder i Vb, som Marius Kristensen kender fra udg.J og C. Udg.S er endnu ikke kommet til hans kundskab. Især fremhæves, at slutordet i str.1,6 i Vb er »vaade« ligesom i C4, hvorimod Th har »vaande«. Dernæst har Vb i str.7,5 »vi blive udfuset«, hvor Th har »udfus«. I str.4,2 har Vb »for vore synder«, Th har »synd«. Læsemåderne i Vb kan være rettelser, men det er lige så rimeligt, at det er Th, der har ændret for at få en bedre rytme. »At Vb's tekst ikke hviler på Th er da sikkert. Omvendt kan derimod Th's tekst godt udgå fra en, der har været ligelydende med Vb's«. Marius Kristensen lader sine variantundersøgelser være en støtte for Brandts antagelse af Sthen som den lutherske bearbejder. Han oplyser endvidere, at af tre svenske håndskrevne DV-tekster går mindst en (i Kungl.Bibl's visbok i oktav) tilbage til Vb og ikke til Th. Modsat Brix mener Marius Kristensen, at den danske middelalderlige DV har været udpræget katolsk - det vil formodentlig sige med Maria-vers og anråbelser af helgener som i C4 -, og at den lutherske bearbejdelse tilsvarende har været meget grundig, idet flere af de gamle strofer er helt omdigtede og mindst tre nye tildigtede.
✂ I Henry Bruuns monografi »Den middelalderlige dagvise« 1965 efterprøves Marius Kristensens tese om Vb-teksten som uafhængig af Th. Med udgangspunkt i Vb-udg.V fastslår Bruun, at der kun er 13 afvigelser fra Th, og ingen af disse ændrer teksten nævneværdigt. Omtrent halvdelen lader sig forklare som kritiske rettelser udsprunget af Sthens rytmesans. I fire tilfælde (str.4,2; 4,5; 4,6; 6,4) tilføjer han en trykløs stavelse, i to andre (str.3,3 og 7,2) fjerner han den tværtimod. Et lignende stilistisk hensyn kan gælde str.8,1 og 8,3, hvor Th har præsens, Vb imperfektum. Større interesse har kun de fire tilfælde, hvor Vb's tekst står C4 nærmere end Th. To af disse (begge i str.9,6) er dog uvæsentlige: det indføjede »en« før »god Ende« kan skyldes rytmen, det afsluttende Amen kan være en tilfældig lighed. Rigtig interessante er kun varianterne i str.1,3 og 1,6. Konjunktiven 226 »liuse« og slutordet »Vaade« er fælles med C4, hvilket dog kan forklares med, at Sthen fra sin barndom har husket dagvisens 1.strofe og her foretrukket den ældre form. For videregående slutninger savnes fornøden basis. Hertil kommer, at overensstemmelsen mellem udg.V og Th er meget vidtgående, også rent ortografisk. Den bedste forklaring på forholdet mellem Th og Vb må være, at Sthen i det store og hele har skrevet af efter Th, men tilladt sig enkelte afvigelser, oftest af stilistiske grunde, men undertiden også, fordi han kendte og foretrak den ældre førreformatoriske form. Det bemærkes, at DV i Vb ikke er placeret i salmeafsnittet sammen med Sthens egne salmer, men umiddelbart forinden, »som en festlig indledning til det - en særstilling, som ville være umotiveret, hvis Sthen selv havde skrevet den«. Noten i Vb-T3 tyder også iflg.Bruun på, at man »med rette kunde vente at finde (dagvisen) i den del af bindet, som var hentet fra salmebogen«. Endelig tilføjer Bruun som et yderligere argument imod Sthen som bearbejder, at han i givet fald skulle have foretaget omdigtningen i sin tidlige ungdom, et par årtier før hans øvrige salmer blev til.
✂ Til spørgsmålet, om DV i Th er middelalderlig, som hævdet af Brix, eller en reformatorisk bearbejdelse, som Brandt mente, svarer Bruun med forbehold over for begge. Man må regne med en tabt dansk form. Det alt for katolske er blevet frasorteret i Th. Men at Th skulle være en helt igennem reformatorisk omdigtning, strider absolut mod Thomissøns rubricering af DV under gruppen »gamle sang, som haffue været brugt i Paffuedommet«. Bruun gætter på, at str.7-9 er en luthersk tildigtning, og at resten kun er let retoucheret i forhold til den danske senmiddelalderform. I middelalderen kan DV have haft en plads i kirkeåret som salme til julemorgen, hvad dens mariavers synes at bekræfte. Med formen i Th er sangen gjort til en ren morgensalme, hvorved den er blevet hjemløs ved gudstjenesten. Det kan være forklaringen på, at den senere gik i glemme.
✂ Allan Arvastson støtter i Imitation och Förnyelse, Lund 1971 28 og 33-35, Bruun i, at str.7-9 om liv og død synes at være 227 den reformatoriske omdigters værk, der snarere er Hans Thomissøns end Sthens. Arvastson anser str.7-9 som en udlægning i evangelisk retning af slutlinien i C 4: »hans mal faar än godhan ända«. Hans Thomissøns indsats ved udformningen af DV i Th berøres også af Bengt R. Jonsson i Sumlen 1977 64: formodentlig begrænser den sig til en kodificering af en eksisterende tradition. Str.7-9 synes dog at være kommet til efter reformationen. Intet taler iflg. Jonsson for, at Sthen er digter af disse strofer. Pil Dahlerup har i sin analyse af DV fra 1987 et kønspolitisk og antichauvinistisk ærinde. Hun anser den oprindelige DV for at være svensk. I Th er den blevet gennemført reformatorisk, hvad der ikke uden videre er en gevinst: »Glæden, friheden og mildheden fra den svenske dagvise er forsvundet... Glæde er ikke længere det gennemgående centralord, mildheden er forsvundet med Maria, friheden med de vilde fugle... Naturen er indskrænket, verden negativt ladet, mennesket syndigt (str.4). Begrebet lyst er udelukket i dette univers... Til gengæld er kommet et klart og fast centrum, Jesus... Centraliseringen af universet har medført en mandliggørelse, kvindelig er kun genitivendelsen Mariæ, alle andre agerende er af hankøn: Gud, Jesus, djævelen, fuglen. Himlen har fået patriarkalsk islæt, Fædrelandet. Verden er således blevet mere kompliceret: mennesket er spaltet i legeme og sjæl, mandligheden i godt og ondt (Gud og djævelen), døden i fængsel og befrielse. Thomissøns dagvise er gennemført reformatorisk. På flere punkter er der tale om en forvandling, som er lykkedes både religiøst og kunstnerisk. Andre steder er der modsigelser eller ujævnheder, som jeg vil forklare ved, at ny vin er hældt på gammel flaske.« Såvidt Pil Dahlerup, der ikke selv er fri for ujævnheder i sin analyse, som når hun om de fire første linier i str.7 hævder - med rette - , at de handler om, at vi skal dø, medens str.7,5 »handler om, at vi længes efter opstandelsen«. Det er svært at få øje på nogen sådan længsel i det krast realistiske udsagn »Wi bliffue vdt fuss oc graffuen giøris trang«.
✂ Har Bruun, Arvastson, Jonsson og Dahlerup ret, når de ser 228 str.7-9 som en luthersk tildigtning? Str.7 rummer almindelig livsvisdom, som katolske og lutheranere kan være fælles om. Anderledes ligger landet i str.8, hvor tanken om at gøre tjeneste i verden kan ligne den lutherske kaldstanke, ligesom kendskabet til Guds Søn som forudsætning for Guds nåde lyder reformatorisk. Men også i den mørke middelalder - eller den lyse middelalder, for at tale med Pil Dahlerup - var der vel nogen, der vidste om Matt.7,23 og 25,12, hvor Guds Søn afviser mennesker med ordene: »Jeg kender jer ikke!« og ud fra disse ord kunne digte str.8,3-4. Hvis der med tjeneste i verden menes eftertænkelse af og meditation over Vorherres pine og et heraf inspireret levned, ville str.8 kunne udledes af en katolsk bøn i Anna Brades bønnebog (MDB II 101,11ff), der med denne afslutning tillige rummer hele str.9:
✂ »..the skullæ tha følge hanum (Gud).. som theris kæristæ fadher.. til ewynneligh hymmerigis glæde, som tha skal være theris rætte fæderne landh, oc ther skullæ the glædes meth alt hymmerigis herskaph, eefor vden ænde.. thet wnnæ oss allæ sammen gudh fader oc søn oc then hellighe andh Amen..« (MDB II 102,4-10).
✂ Tanken om at tjene Gud kan også udtrykkes med direkte anvendelse af ordet »tjeneste«, endda i en sammenhæng, hvori indgår både Kristi kors (jf. str.4,1), Kristi blod, der aftoer vore synder (jf. 4,5-6), og en bøn om beskærmelse mod djævelen (jf. 3,3-4 og 4,3). Og tjenesten skal ligesom i str.8,1-2 vare til min dødstime (7,3-6). Og i døden skal ikke djævelen, men Gud tage hånd om min sjæl (jf. 9,3):
✂ ».. iec beder thik for thet hellige kors dygd.. och for thit hellige blodh som vore synder aff towde, miskund mik och værne mik aff dieffuelsens voldh .. och lad mik stadælig bliffue i thin tieniste til myn døsz time, och i døden hielp mik thet dieffuelen fonger ey makt heller vold ower myn siæl som thu meth thet dyre blodh løstæ. Amen.« (MDB I 77,15-22).
✂ Hvis DV har haft en funktion som julesang, er det vel ikke irrelevant at henvise til en bøn til juledag i det middelalderlige 229 Visdoms Spejl, der priser den salige stund, som profeter og patriarker har spået om, og opfordrer til glæde over, at den Gud, som skabte Adams børn, »hand wyll nw føræ edher till edhers færnæ land y then ewygæ glædhæ.« (MDB III 208,18-19, jf.223,9). Med andre ord: samme fremtidshåb til det himmelske fædreland som i DV str.9. En anden bøn i Visdoms Spejl (MDB III 238,7-16 jf. 393,17-19) giver os yderligere en mulig forklaring på, hvorfor DV str.9,6 slutter med et håb til treenigheden. Det behøver ikke kun være en stereotyp afslutningsformel, men kan forstås som en uddybelse af, hvori »Himmerigis glæde« i str.9,5 består. Det er beskuelsen af Fader, Søn og Helligånd, der er glædens højdepunkt. Det er i alt fald tanken i denne bønneafslutning: »..saa at ieck motte ynd kome y myt fæderne land at ieg motte beskode the helly trefoldighetz andlede i hemerige. Amen.«
✂ Endelig har samme Visdoms Spejl en jublende ekstatisk anråbelse af den hellige påskedag, hvori vi genfinder nogle af de samme elementer som i DV's str.5 og 9, nemlig de talløse lovprisere og det afsluttende blik til det himmelske fædreland: »O herre, then thid ther tw vdaff graffwen treen, ther glæde seg soll och maane.. hemelen oc stiernerne the glædess ther ved tig, dwggen och riim thee loffwede theck, gress, vrther oc blomster oc træ oc korn the kwnde ecke loffwe theck meth teres røsth, tha loffwede the teck meth theriss natwrlige grøde.. Dyrne the spelede, oc fwlene the swnge sødelige.. Saa loffwer ieck teck herre meth alle miine ledemod, oc beder ieck teck.. at ieck motte saa begaa thenne verdige poske høtyd, at ieg effther miin døth motte vorde førd y then ewige glæde y miith fæderne land oc motte ther meth teck ewyndelige bliffwe. Amen.« (MDB III 353,7-20).
✂ Et af Brandts ovenfor anførte argumenter for, at DV i Th var et reformatorisk arbejde, var tilstedeværelsen af djævelen i str.3,4 og 4,3. Men Luthers og andre reformatorers litterære brug af djævelen står i tydelig gæld til middelalderen, hvilket allerede er demonstreret med citater fra MDB. Endnu et skal anføres, fordi 230 djævelen her, ligesom i DV, får stukket korset/ den korsfæstedes sår og Guds pine i synet:
✂ »O herræ ihesu christe, iek antworter mek (thine hellige fæm vndher) i dagh i vold oc i allæ tymæ oc stwnder, oc bedher.. for the samme fæm vndher, ath tw bewarer mek i døtzcens dagh fraa all dieffuelsens swegh oc frestelsæ, oc giff mek effter thette liiff, thin signede myscund, so ath iek maa ewynnelige loffue tek for thin storæ pynæ oc dyræ dødh..« (MDB II 49,25 - 50,4).
✂ De anførte eksempler skulle være nok til at dokumentere, at både str.4 og str.7-9 meget vel kan have indgået allerede i en middelalderlig dansk version af DV, og at denne kan være optaget i Th i en så godt som uforandret form. Hvis DV i Th har været igennem en form for sanering, kan denne skyldes en bibelhumanist og reformkatolik, gerne af hankøn (jf.Pil Dahlerups tolkning), udgået fra Poul Helgesens skole. En viden herom kan være tilstrækkelig forklaring på, at de tidlige danske reformatorer for alt i verden ikke kunne bruge DV i deres salmesamlinger. I 1569 har Hans Thomissøn ikke længere fundet det nødvendigt at distancere sig fra et eventuelt reformkatolsk ophav. Men ligefrem skilte med navnet på en reformkatolsk bearbejder har han næppe heller følt sig tilskyndet til.
✂ At tilskrive Sthen en (yderligere) bearbejdelse af den middelalderlige DV skulle på denne baggrund være irrelevant.
✂ Hvis en sådan bearbejdelse havde været værd at tale om, kunne Sthens gode ven og kollega fra Helsingør, Albert Hansen, have indføjet Sthens navn, da han, formodentlig i 1582, udgav en revideret Reravs salmebog (rev.Rerav). Her indgår DV, men lige så anonym som i Th. I 1586 tryktes DV igen, i Lorentz Benedichts billigudgave af Th (Th86), men også denne gang anonym. Benedicht havde i den mellemliggende tid samarbejdet med Sthen og trykt flere af hans arbejder. Sthen havde slaet sit navn fast som forfatter og udgiver, Universitetet havde gjort ham til magister. Sthen er nu tilstrækkelig kendt til, at hans navn kaster glans over en ny bog. Derfor betegner Benedicht da også flere af Sthens bidrag i Th86 med initialerne M.H.C.S. og kunne 231 have gjort det også ved DV - om han havde villet! Og selv om Brandt og Ludwigs har ret i, at Sthen i Vb kun sætter forfatterinitialer ved tekster, han ikke selv har skrevet, og at man derfor må kunne gå ud fra, at alle de øvrige tekster er hans egne, kunne han vel godt have gjort en undtagelse netop ved den hidtidigt anonyme DV og dér anbragt det H.C., hvormed han i andre af sine skrifter flittigt mærker sine egne tekster.
✂ Marius Kristensens argumentation for, at de anderledes læsemåder i Vb peger mod Sthen som bearbejder, er allerede gennemhullet af Bruun, der med kendskab til den ældre Vb-udgave V kan dokumentere, at forskellene mellem Vb og Th er minimale. Vi er i stand til yderligere at nuancere billedet af varierende læsemåder. Som ovenfor nævnt findes DV både i rev.Rerav (kendt i udg.1587 og 1593) og i Th86. Dertil kommer forekomsten af DV i Gryd1 fra 1589, samme år som Vb. Det er værd at bemærke, at Gryd1 ikke anvender betegnelsen »dagevise«, men »Psalme« om vor tekst. Der er sidst i kommentaren til Vb 36 en oversigt over samtlige registrerede varianter til DV fra denne periode. Konklusionen på den undersøgelse må være, at Sthen ikke bygger pa teksten i Th, idet Vb's læsemåder i str.3,3; 8,6 og 9,6 allerede forekommer i Rerav87 og Th86 og Gryd1, og at Vb 36 en række andre steder deler tekst med senere samlinger, som næppe er afhængige af Vb. Forlægget for Vb 36 synes derfor at skulle findes blandt de tabte småtryk, for hvis eksistens jeg har argumenteret i forrige afsnit om Tillægget.
✂ Jeg takker universitetslektor Britta Olrik Frederiksen for kritisk og sagkyndig gennemlæsning af dette afsnit og for værdifuld hjælp med litteraturhenvisninger.
Principper for tekstredaktion
✂ Da udgivelsen af Sthens skrifter blev besluttet i 1972, bestemtes tillige, at tekstgrundlaget for Vb skulle være den ældste, komplette udgave, det udaterede Sartor-tryk S. Denne afgørelse måtte revideres, da der siden dukkede tre andre Sartor-udgaver 232 (HNW) op, der alle var ældre end S. Ved et pudsigt sammentræf svarer de fire udgavers kronologi til eksemplarernes tilstand. Den ældste udg.H (dat. 1612-16) er den mest slidte med kun 178 blade bevaret. Den næstældste er udg.N (1616-20) med 220 blade bevaret. Derefter kommer udg.W (1620-24) med 252 blade og endelig udg.S (1624-44) med alle 256 blade i behold. På den baggrund blev det besluttet, at den ældste udg.H skulle være tekstgrundlag i hele sin udstrækning, dvs. fra blad F 2 til og med blad Ee 6 (fraregnet manglende blade K 8 og T 4-5 og lin.1-2 på blad S 2v). Derefter suppleres med udg.N, så langt dens tekst rækker, og udg.W og S er tilsvarende henholdsvis 2. og 3.suppleanter.
✂ Udgivelsen henter altså sin tekst fra de fire udgaver HNWS som følger, idet kursiveret bladtælling betegner delvis brug af tekst herfra:
✂ Bl.A 1 (S)
✂ Bl.A 2-4 (W)
✂ Bl.A 5 (S)
✂ Bl.A 6-7 (W)
✂ Bl.A 8 - F 1 (N)
✂ Bl.C 5 (W)
✂ Bl.D 7-8 (W)
✂ Bl.F 2 - K 7 (H)
✂ Bl.K 8 (N)
✂ Bl.L 1 - T 3 (H)
✂ Bl.S 2 (N)
✂ Bl.T 4-5 (N)
✂ Bl.T 6 - Ee 6 (H)
✂ Bl.Ee 7 - Ff 5 (N)
✂ Bl.Ff 6-7 (W)
✂ Bl.Ff 8 - Gg 1 (N)
✂ Bl.Gg 2 - Ii 3 (W)
✂ Bl.Ii 4-5 (S)
✂ I31.Ii 6-8 (W)
233✂ En anderledes kildebestemmelse - med bl.a.linietælling - findes til sidst under beskrivelsen af hver af de fire udgaver.
✂ I overensstemmelse med selskabets sædvanlige praksis er det foreliggende kildemateriale gengivet så nøjagtigt og fuldstændigt som muligt. Af samme grund er der f.eks. ikke gennemført konsekvens i indryk på slutlinien i 39 str.2, 5, 7, 8, 25, 26 og 27. Ejheller er der indryk i str.8,3. Vor tekst følger her udg.H's inkonsekvens. Dette sker uden illusioner om at præsentere digteren Sthens autentiske Vb. Den har forlæggere og sættere formentlig sat delvis over styr og givet deres eget præg i den snes år, som ligger mellem 1.udg. og de tidligste kendte udgaver. Den foreliggende tekstredaktion giver sig ikke ud for andet end en trofast gengivelse af fire forskellige, men dog ikke vilkårligt valgte trin i en længere udvikling af Vb's tekster. Dog skal følgende forhold og forbehold bemærkes:
✂ Tilrettelæggelse og typografi: Vb's traditionelle format og dens udstyr ses af facsimiler s. 15, 18, 19, 107, 327, 345, 349, 357 og 363.
✂ For at kunne operere med overskuelige enheder i variantapparat og kommentar m.m. er teksten til Vb af udgiveren opdelt i 63 enheder, og Vb-T er opdelt i 48 enheder, der i teksten er betegnet med nummer i skarp parentes. I apparaterne henvises til disse enheder, der yderligere linie- eller strofetælles. En henvisning til f.eks.55,119 gælder afsnit 55 linie 119, medens T-28 str.9,1 betyder Vb-tillægget afsnit 28 strofe 9 linie 1.
✂ I margen ud for den tilrettelagte tekst er angivet kildens arksignatur med side- og bladtælling, idet r betegner recto eller højresider, medens v betegner verso eller venstresider. I samme spalte findes også linietæller. Ved sammenfald viger linietæller for sideskift. Ligeledes viger sideskift for enhedstæller ved sammenfald.
✂ Som ved tidligere udgivelser fra DSL er fraktur gengivet med antikva, medens antikva eller kursiv i kilden gengives med kursiv. I variantapparatet er anført, når kursiv gengiver antikva.
234✂ I titler og overskrifter bibeholdes disses opstilling og linieinddeling i regelen. Hvis ikke, er kildens liniedeling markeret ved | , således f.eks. under udgavebeskrivelser. Skriftgrader af forskellig størrelse i overskrifter er gengivet ved højst to grader. Dvs. at stor fed gengives ved fed, normal ved normal og petit ligeledes ved normal.
✂ De store frakturinitialer (se facs. s. 327) over i regelen tre linier, der markerer begyndelsen af en tekst, er gengivet med antikva af normal størrelse. Antikva i akrostika (f.eks. 42 og 49) er gengivet ved fed antikva. Liniedelingen respekteres normalt ikke i gengivelsen af prosatekster. Hvis liniedeling dog markeres, sker det ved den lodrette streg | , der også markerer kildens sideskift. Kustoder er ikke angivet. Kildens vignetter er gengivet i teksten.
✂ Ortografi: Alle tekster er gengivet nøjagtigt efter det anførte tekstgrundlag, og der er ikke foretaget nogen form for normalisering. Forkortelser er dog opløst, men markeret med kursiv. Endvidere er &c gengivet som etc. Det bemærkes, at storbogstavet I/J altid gengives som I. Når tekster fra denne udgivelse fremover aftrykkes i andre publikationer, vil jeg dog finde det både legitimt og undertiden også tilrådeligt at skrive J for I (ved Jesus f.eks.) i overensstemmelse med senere tiders læsemåde.
✂ Interpunktion: De til grund liggende udgaver følges til punkt og prikke. Dog er skråstregerne gengivet med komma i teksten. I udgavebeskrivelsen derimod er skråstregen bevaret. I særlige tilfælde gør variantapparatet opmærksom på afvigende tegnsætning, ligesom kommentaren kan indeholde konjekturer.
✂ Trykfejl og rettelser: Evidente fejl i teksten, dvs. sådanne fejl, som sætteren selv ville have rettet, er korrigeret og korrektionen gengivet i kursiv (i kursiv-tekster, f.eks. 61,62, er det rettede ord omvendt gengivet med ordinære typer), medens fejlteksten kan beundres i variantapparatet, hvor rettelsen i regelen begrundes med henvisning til andre læsemåder. Under udgavebeskrivelse er 235 der ved hver af de tidlige udgaver anført de for kilden karakteristiske trykfejl.
✂ Varianter: De afvigende læsemåder er i Vb-traditionen så talrige, at det har været urealistisk at gengive varianterne på foden under teksten. De er derfor henvist til et særligt variantapparat bag i udgivelsen, hvor der findes en udforlig indledning og brugsanvisning.
237
Kommentar
✂ Kommentaren er indrettet på denne udgivelses opdeling af teksten i en række med arabertal angivne afsnit, der igen bestemmes nærmere ved enten linietælling eller - for strofiske tekster - ved strofetælling. I den fremadskridende kommentering efterfølges linietallet - i fed skrift - af det kommenterede ord i kursiv indenfor skarp afsluttende parentes. Efter skarp parentes følger ordforklaringer, kommentarer og henvisninger. En henvisning til f.eks. 19,34 gælder således afsnit 19 linie 34 i Vb-teksten. Et andet ex.: jf.n.t. T-28 str.9,1 betyder: jævnfør note til afsnit 28 i Vb-tillægget strofe 9 linie 1. Ved ord og begreber, der skønnes at være interessante eller karakteristiske, er undertiden samlet et repræsentativt udvalg. Se f.eks. 3,53. Kommenteringen gælder den fastlagte tekst. Kun i sjældne tilfælde er der kommentarer til læsemåder i variantapparatet. Se f.eks. n.t. 14,19 og 61,3.
✂ Derefter følger oplysninger om afsnittet som helhed, f.eks. kildeangivelser, tidligere optryk og litteraturhenvisninger.
✂ Hvis en tekst fra Vb har levet videre uden for Vb allerede i den første del af 1600-tallet, typisk i et flyveskrift, i en anden bønnebog eller salmesamling eller ordsprogssamling, og har den evt. nået den officielle kirkelige anerkendelse ved optagelse i KGr, er dette noteret til sidst i den pågældende punktkommentar sammen med en oversigt over nye læsemåder i de opregnede kilder til tekstens efterliv. For overskueligheden anføres kun ældste kilde til hver ny læsemåde. Ønskes et nærmere kendskab til udbredelsen af disse nye læsemader i de opregnede kilder, eller ønskes der et overblik over forfatningen i samtlige Vb-tekster i hver enkelt kilde, henvises til kapitlet Tradering, der bl.a. har til opgave at aflaste punktkommentaren for nærmere enkeltheder om tekstens efterliv.
✂ I punktkommentaren til hver tekst i Vb, der allerede kendes fra Th, dvs. teksterne nr.36 og T2-32 og T-36 og T-37 (de to sidste kendes fra Th86), vil alle markante afvigelser fra Th være registreret med Th-teksten i skarp parentes. Heroverfor stilles læsemåden i Vb og evt. kilder med samme eller beslægtet læsemåde. Hvor enkelte Vb-udgaver har samme læsemåde som Th, anføres også disses signatur inden for den skarpe parentes. Se f.eks. n.t 36.
1. Titelblad
✂ 2VANDREBOG] andagtsbog for rejsende. Titlen er siden brugt i dette øjemed af Peder Nielsøn Kiøge: Vandre-Bog udi Riim: indeholdende Morgenog Aften-Bønner, med Morgen- og Aften-Sange, særdeles og andre Bønner og Sange. Kbh.1693. Udenlandske sidestykker til SthVb: Michael Sachs Reißbuchlein darinn Christliche wanderer vnterrichtet werden, wie sie jre gefahr vnd hinderung bedencken, darwider sich rusten vnd trosten, betten vnd singen 238 sollen, Nurnberg 1581 Dauid Bramerus Reißbuch, inhaltend I Den Wanderstab vnd Leytung deß leiblichen Reisens vnd Wanderens II Die Pilgerschafft vnd Walfahrt der frommen Christen, in diesem elenden Leben, Wie sie sich auff jhre Geistliche Wanderschafft rusten vnd schicken mussen, 1584 (Tyske bogmessekataloger i KB bd I nr.6 bl.B 4r, nr.12 bl.C 1v, nr.15 bl.E 1v, nr.16 bl.B 4r, nr.18 bl.C 1r). - 4fLifs Regle] leveregler. - 5artige] smukke - 5befattede] sammenfattede, forfattede. - 6Loff] lov, tak. - 7øfue] øve. - 7met] med - 7-8i huor] hvor som helst - 9Componerede] sammenstillet. - 9skreffne] skrevet - 10Sthenio] abl.af Sthenius. - 10Roschild] fork f.Roschildense, abl.af Roschildensis, dvs. fra Roskilde. - 11Tryckts] muligvis germanisme. Se under udg.S s. 340.
2. Titelblads bagside
✂ 1-3Psalm.145 hannem] Ps.145 vers 18a citeret efter Chr.III Citatet ogsa brugt som motto i NmB1 og 3, ReravENBb bl.8r, her dog Ps.145 v 18-19. Som indl. til bønnerne ogsa i AV 6 4-7Joh.4 . Sandhed] Joh.4,24 Chr III. har . tilbede, de skulle .. i Aanden oc i Sandhed. Bibelstedet indgar i en belæring om den rette made at bede pa i ReravENBb bl 11r og v.
3. Fortalen til den Christelige Læsere
✂ 2Læsere] læser - 3 acte] give agt pa. - 4Lærdom] belæring - 6Huor] hvorledes. - 10atskillig] forskellig - 10Kaarß] lidelse. - 13Ingen .tiene] 2.Mos.20,3. - 15-20Hannem . fromme] Matt.7,7-11, Joh. 16,23-24 - 17paakalder Ord] jf. 42 str.7,4-5. - 18Forjættelsen] løftet. - 20fromme] gavn, lykke - 22sinBøn] Fadervor, Matt.6,9-13 - 22dictet] affattet, udtalt - 23-24Der vdi.. Siel] Matt.6,8b. - 23befattis] sammenfattes, indeholdes. - 23skæl] vished - 26Poemtentzis] angers, bods Den udbredte bodsstemning i 1580erne kan bl.a aflæses af, at senmiddelalderens største bodsprædikant, Savonarolas syv bodsprædikener udkom i to forskellige danske oversættelser i 1582 og 1587 (LN 1448 og 1449) Bønnen »Om en aluerlige Penitentz« i Alterbogen 1574 gik videre til ReravElBb, der genoptryktes gang pa gang (LN 454-456) Ogsa »En nyttelig bog om Guds Miskundhed« 1533, der genoptryktes 1592 (LN 23 og 410), rummer »En ret Penitentz Bøn, at bede daglige til Gud« - 27forlige] forsone - 33Forhaler] trækker ud, tøver med Udtrykket skal maske ses pa baggrund af de i tiden udbredte eskatologiske forventninger til Kristi snarlige genkomst - 34henge i] forblive i - 34 Brøst] mangel, skade - 36Vijßhed] visdom - 37tuile] tvivle. - 37rørt] omtalt, nl.17-20. - 39forsøge] prøve. - 41beujste] viste, dvs demonstrerede over for - 41-44Cananeiske om] Matt.15,21-28 - 42trende sinde] tre gange, var. tvende sinde i udg.LB er enten trykfejl eller bevidst korrektion - 45 forfare] erfare. - 47-54Derfore Tid] En indholdsbeslægtet belæring om bøn findes i ReravENBb bl.B 6r »En kaart Vnderuisning om 239 Bønen«, der er et afsnit fra Luthers »Eyn Sermon von dem gepeet vnd procession yn der Creutz wochen« 1519, jf. Gierow 383. - 48skriffue fore] foreskrive. - 50lade...fri] stille ham frit, overlade det helt til hans afgørelse. - 53blid] god, mild, nådig. Tilbagevendende adj.(jf.Brix 24; Frandsen 118) f.eks.6,52; 12,9; 15,6; 16,3; 19,81; 22,23; 26,3; 43 str.1,6; 46 str.7,3, 55,40; 60,109, 61,24.65; T-40 str.16,1 og 17,1, T-41 str.5,1 I 37 str.1,4 med betydn.: glade, lystige. - 55Tøffuer...vist] se n.t.33. - 56argelist] svig. - 57fortro] have tillid til.
4. Træsnit
✂ Motivet er kvinderne omkring en tom sarkofag påskemorgen I forgrunden en stor rektangulær, marmoreret sten med en forsvarlig ring i. Stenen er væltet fra sarkofagen. I horisonten til venstre ses Golgata med tre kors
✂ Illustrationer i den tids bøger kan tit forekomme ret tilfældige. Trykkeren tog de træsnit, han havde, og Kristi opstandelse er jo altid central Alligevel må det noteres, at intet i den foranstående fortale motiverer denne opstandelsesscene Kan mon den efterfølgende morgenbøn med dens vendinger »du reyss dig op..« og »Nu reyss jeg mig op .« være blevet misforstået som udsagn om opstandelse fra de døde? I den forbindelse er det interessant, at Lybeck-bogtrykkeren Asswerus Krogers arvinger i 1595 gjorde brug af det samme træsnit ved trykningen af Johan Spangenbergs Postilla (LN 1520) i 2.del bl.2v. Hvis Kroger har trykt 1.udg. af Vb, kan træsnittet ved en misforstaelse hos den næppe danskkyndige bogtrykker være blevet indlemmet i udgivelsen for derefter af senere udgivere ureflekteret at blive betragtet som en urørlig bestanddel af Vb og derfor mekanisk overtaget frem til og med udg.SJ Ogsa Lorentz Benedicht har benyttet dette træsnit, allerede i Jesp. bl Q4r og senere ogsa i Evangelier oc Epistler, Kbh.1586 bl.C 12r (jf. Hymn.Medd 1992 211). Eftersom Sthen har gjort brug af Benedichts trykkeri til sit Epithalamion 1572 og til et genoptryk af Hb i 1584, kan Benedicht vel også have trykt 1. udg. af Vb i 1589. Først med den norske udg.C er det umotiverede træsnit med påskemotivet udskiftet med et træsnit, der forestiller en skolestue eller lignende med lærer og elever, formodentlig motiveret af den foranstående belæring om bøn. I udg.StB er træsnittet sparet væk, og kun en vandret streg skiller her fortalen fra den følgende tekst. Opstandelsestræsnittet vides at være brugt af Salomon Sartor i årene 1617, 1626 og 1645. Nærmere herom under udgavebeskrivelsen for S.
5. Det første du reyß dig op om Morgenen
✂ lDet første] så snart som. - 3Loff] pris. - 4Vaade] fare, ulykke.if.7,7; 8,20; 15,4, 21,10; 32,8, 39 str.2,6; 3,6; 23,6; 42 str.4,7. - 16iført dig] klædt dig på - 16toet] vasket. - 16kiemt] kæmmet, redt. - 17flyet] gjort i stand.
✂ I emne og formulering er der lighedspunkter mellem denne bøn og en morgenbøn med overskriften Ecclesia i ReravENBb bl 14v oversat fra nedertysk