Sthen, Hans Christensen En liden Vandrebog

Efterskrift

Digteren og udgiveren

Hans Christensen Sthen (1544-1610), skolemand, præst og forfatter, er født den 25.11.1544 i Roskilde. Om de tidligste år vides kun, hvad han selv beretter i et selvbiografisk fødselsdagsdigt (Vb 61), at »i min ungdom faldt fader og moder mig fra/ men du Herre monne trolig med mig stå«. Selvbiografiske oplysninger om hans egen eller hans forældres overgang til lutherdommen kan muligvis gemme sig i beskrivelsen af »den unge teolog Job, der var aftræden fra sine fædres religion og var kommen til Abrahams tro« (Tr). Netop i hjembyen Roskilde levede den gamle tro videre længe efter reformationen.

Om studietiden véd vi intet, da Sthen ikke ses at være indskrevet i nogen universitetsmatrikel. Formodentlig har han studeret i København, muligvis også ved en tysk læreanstalt. Eneste vidnesbyrd om et besøg i Tyskland stammer først fra 1602, hvor han omtaler en indskrift med forgyldte bogstaver, »jeg har set pa et benhus inGermania« (Lpr). Måske er det et fingerpeg om et ophold i Braunschweig, at Sthen i sit tidlige skrift Cypr optager stof af både Joachim Mörlin og Andreas Pouch, der i begyndelsen af 1560erne virkede her som hhv. superintendent og latinskolerektor. I fødselsdagsdigtet nævnes »gode venner både ude og hjemme/ som mig til det bedste skulle fordre og fremme«. Blandt vennerne hjemme har man gættet på, at Christoffer Valkendorf, hvem Sthen har dediceret Cypr og kalder »min gunstige Herre oc Mæcenas«, kan have støttet Sthen i hans studietid i København. Men Valkendorf var i de år fraværende fra hovedstaden, så en evt. personlig kontakt daterer sig nok først fra 1574, da Valkendorf blev rentemester med ansvar for Øresundstolden.

I 1565 blev Sthen fra København kaldet til skolemester eller 180 rektor for latinskolen i Helsingør. Formodentlig har han da allerede gjort tjeneste som hører et par år ved en københavnsk skole. I alt fald kan han i fødselsdagsdigtet fra 1588 skrive, at »i seks og tyve år har jeg arbejdet og tjent/ i skole og kirke, som Gud er bekendt«. Allerede året efter, den 12.7.1566, ombyttede han, pa byrådets opfordring, rektorstillingen med en ansættelse som kapellan ved Skt.Olai. Med dette embede forenede han snart igen, fra 6.11.1570 til slutningen af november 1574, sin gamle rektorstilling. I 1570 forpligtede han sig til hver lørdag efter middag »at sjunge diskant i koret til aftensang, ungdommen dermed at øve og forbedre«. Sandsynligvis har det også hørt til rektors bestilling at lede korsangen ved bryllupper. Til borgmester Henrik Mogensens bryllup 3.2.1572 digtede Sthen en ny brudesang til afløsning af den gamle katolske Mariskjoldvise, Det er baade gaat oc lader vel, en oversættelse fra tysk. Med sine elever opførte han på rådhuset eller kirkegården »spektakler og lege«, dramatiske forestillinger, til jul, fastelavn og pinse. Et bevaret anonymt skuespil Kort Vending fra den tid antages at være forfattet af ham, idet passager herfra går ordret igen i hans læredigt Lyckens Hiul over samme tema: altings omskiftelighed. Stykket har sin ide og centralfigur Kort Vending fra Hans Sachs' Bald-anderst, 1531, og udvikler i øvrigt sit tema gennem en række monologer, lagt i munden på et galleri af tidstypiske personer.

Ved siden af embedspligterne udfoldede Sthen sine evner som forfatter, oversætter og udgiver af opbyggelsesbøger. Allerede i 1571 debuterede han med Christelige oc vdkaarne Bøner, for alle Stater, oc for allehaande Nød oc Trang (AV), der er en dygtig oversættelse af Johann Habermanns eller Johannes Avenarius' populære bønnebog Christliche Gebet, 1565. Oversættelsen blev en bestseller og kom i nye oplag i 1577, 1594, 1601, 1605, 1642 og 1643 og muligvis også senere, foruden at bogens morgen- og aftenbønner til hver ugedag vandt indpas i mange andre samlinger gennem hele 1600-tallet og et godt stykke ind i det følgende årh. Dispositionen i Avenarius' bønnebog med otte bønner til hver ugedag er efter jesuitisk forbillede, men lod sig uden stort 181 besvær overføre på en luthersk husandagt. Bønnernes styrke er et sprog, som er ladet med bibelske mindelser og citater. Allerede den danske 1.udg.1571 er udvidet med et tillæg, hvor Sthen har samlet en række af ham selv oversatte bønner. Det må ses som en anerkendelse fra biskop Poul Madsens side, at en af disse sidste bønner blev optaget i Alterbogen 1574. At også andre straks havde blik for bogens kvalitet, fremgår af, at Lorentz Benedicht et par år efter indlemmede 31 af dens bønner i sin egen samling Nogle merckelige vdkaarne Bøner.

I 1572 eller 1574 udgav Sthen iflg. Lyschander en nu tabt levnedsskildring om Johan Hus. Er der også her tale om en oversættelse, er Johann Agricolas Tragedia Johannis Huss et muligt forlæg. Sthens Vita Johannis Hus kan have været blandt de »spektakler«, som latinskolens rektor opførte med sine elever.

I 1578 kom En liden Haandbog, som indeholder allehonde nyttige Øffuelser vdi Gudelighed oc smucke trøstelige Bøner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge (Hb). En del af indholdet er oversættelser eller Sthens egne kompilationer, bl.a. fra AV. Af bogens ti sange kendes stadig julesalmen Nu ville wi siunge oc vere glad. Hb giver bl.a. kasuistiske anvisninger på fromhedsøvelser, exercitiæ, under den daglige husandagt, og også i denne bog aner man katolske forbilleder. Anliggendet er bl.a. at bevare en gammel folkelig fromhed i aftagende og evt. ved nytolkninger transformere den over i den nye tros baner. Sthen har blik for, at ikke alt det gamle er ubrugeligt. Hb blev vel modtaget og kom i nye oplag i 1584, 1589, 1592, 1609, 1610, 1616, 1625 og 1632.

Inden udgangen af 1578 blev en af de pestepidemier, der med jævne mellemrum hjemsøgte landet, anledning til udgivelsen af endnu en opbyggelsesbog, En Predicken Cæcilij Cypriani i en suar Pestelentz tid faar 1321 Aar [siden] (Cypr). Denne prædiken fandtes i oversættelse på en række europæiske sprog, og det faldt altså i Sthens lod at oversætte den til dansk og dertil at føje tematisk beslægtet stof af Joachim Mörlin, Joh.Gigas, Joh. Mathesius, Andreas Pouch, Lucas Bacmeister m.fl. Skriftet blev, som ovenfor nævnt, tilegnet rentemester Christoffer Valkendorf. De 182 følgende års epidemier bortrev otte af Sthens egne børn. Han satte et nu forsvundet epitafium over dem i Skt.Olai Kirke den 9.9.1580. Dets tekst indgår i fødselsdagsdigtet Vb 61,43-63. Året efter udgav han til sin egen og nogle venners trøst En liden Trøstscrifft. For alle Christelige Forældre, naar deris børn bliffuer siuge eller hensoffuer i Herren (Tr). Kernen heri er et tilsvarende skrift Trost der Eltern, 1559, af den meget produktive opbyggelsesforfatter Georg Walther. Sthen har imidlertid formået med heldige udvidelser at digte videre på forlægget, så det nu fremstår som et dybt personligt og gribende udtryk for hans egen levende forkyndelse. Fra samme år er bevaret en udg. af læredigtet Lyckens Hiul, der muligvis er udkommet tidligere (dedikation 30.11. 1579) og kendes i nye oplag så sent som 1737. Temaet er lykkens omskiftelighed, som eksemplificeres med personer fra Bibelen og den klassiske oldtid.

I 1581 erhvervede Sthen magistergraden ved Universitetet i København sammen med Albert Hansen, hans efterfølger i rektorstillingen og senere biskop i Ålborg. En venskabelig forbindelse mellem de to antydes af, at Sthen i Hb indføjede Albert Hansens navn som akrostikon i en salme (Hb 53) og senere udgav en salme af Albert Hansen (Vb 45), der kvitterede ved at optage Sthens Siunge wi aff Hiertens grund (Hb 14) i sin reviderede udgave af Reravs salmebog 1582.

Den 14.4. 1583 kom Malmøs borgmester Jacob Fectil til Helsingør med sit byråds kaldelsesbrev på sognepræsteembedet ved Skt.Petri i Malmø og det dermed forbundne embede som provst for Oxie Herred, og Sthen antog kaldelsen. Han fulgtes til dørs af de varmeste anbefalinger fra sit gamle byråd, der kaldte Gud til vidne på, at de alle langt hellere havde set, at han var blevet i Helsingør.

Også Sthens forgænger i sognepræsteembedet blev hentet fra Helsingør og åbenbart med så stort held, at man nu ville gentage successen. De økonomiske vilkår som sognepræst i Malmø var ikke at foragte. Foruden sin årsløn oppebar Sthen honorar som prædikant på Malmøhus og som medlem af bestyrelsen af 183 Jørgen Kocks stiftelse for byens fattige. På grundlag af disse gode indkomster suppleret med indtægterne fra et efterhånden omfattende forfatterskab kunne han etablere sig, først i en gård i Rundelstræde og fra 1585 ganske fornemt i den kirken tilhørende gård i Degnestræde, som han vederlagsfrit kunne disponere over som embedsbolig, indtil han endelig i 1591 flyttede til det store gårdkompleks ved den lange Adelgade, som han i 1589 havde købt. I boopgørelsen af 13.11. 1610 findes en indgående beskrivelse af det smagfulde og rigt udstyrede hjem, hvortil også hørte et stort bibliotek, der af ejeren var vurderet til ikke mindre end 3000 daler.

Den person, som dér havde sit virke, er af Lyschander karakteriseret med ordene: en mand, der færdedes hjemmevant både i teologien og i de verdslige videnskaber, en lysende begavelse, der nød høj agtelse for sine folkelige prædikener, tiltalende af væsen, fornøjelig og venlig i samtale, en glimrende taler og digter, en flittig og heldig oversætter.

Året efter sin tiltræden i Malmø udgav Sthen Saligheds Vey (SV) i anledning af brylluppet mellem et tidligere sognebarn fra Helsingør og en borgerdatter fra Malmø og byggede pa den måde bro mellem sin gamle og nye menighed. SV rummer en udlægning af Davids 1.psalme i spørgsmål og svar. Hen rettes drøje hug mod den romerske pave og antikrist og i særdeleshed det »ny, skadelige, forgiftige jesuitiske ukrudt«, der listigt virker til den arme ungdoms forførelse og grusomme forledelse. Den skarpe tone overrasker, når man betænker, at Sthen tidligere havde oversat en jesuitisk inspireret bønnebog og i årene 1600-1605 lod sine sønner Hans, Frans øg Gabriel studere hos jesuitterne i Braunsberg. Måske har Sthen i det lutherske arnested Malmø haft brug for i embeds medfør at lægge afstand til den pavekirke, hvis kvaliteter han på visse områder ikke var blind for. I øvrigt bygger psalterudlægningen i SV på et tilsvarende skrift af den bevidst antijesuitiske, gnesiolutherske Josva Opitius, især kendt som en uforfærdet prædikant for den store evangeliske menighed i Wien 1577-81.

184

At Sthen havde et klart blik for den slendrian, der prægede hans egen nye menighed, hvor det evangeliske engagement fra 1528 var blevet gammelt i mellemtiden og havde udartet til skødesløs ligegyldighed og formløshed, fremgår af en Contract om lørdagsprædicken och om messen och altertienisten, dateret 6.12.1586, som sikkert er kommet til på Sthens initiativ, og som hver lørdag eftermiddag efter aftensangen indfører en påmindelsesprædiken for alle dem, der vil gå til undervisning og dagen efter modtage nadveren, »paa det ved saadan underwijszning och formaning den gamble adamiske groffhed och kødelig menniske kunde i nogen maade tuingis och driffuis til undergang«. Vi møder her den kompromisløse ildhu, som kommer til syne i Sthens stærke emblem med den årvågne hane, der kalder til kamp med fanfaren Sic et non aliter (således og ikke anderledes) vel vidende, at kampen har sin pris (korset på ryggen). Samme ildhu lægges for dagen på det møde den 7.3.1595 i Jørgen Kocks stiftelse, hvor det konstateredes, at byrådet havde gjort betydelige lån i stiftelsens midler, uden at renterne var kommet de fattige til gode. Da den nidkære provst gjorde indsigelser, blev han »overfused for raad og ret«, og fortørnet spørger han i en privat optegnelse, »om det er den tack, mand skal haffue/ for erlig tro tieniste mange aar och daffue«?

Formodentlig i begyndelsen af 1589 udkom En liden Vandrebog: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle i artige Rijm befattede (Vb). De elleve oplag, som kendes i dag, det sidste fra 1696, vidner om Vb's store udbredelse. Det er i denne uanselige bog, tænkt som gudelig og opbyggelig tidsfordriv for rejsende, at hovedparten af Sthens åndelige viser findes. Bogens opbygning ligner Hb, men prosaen i denne er nu omsat til poesi. Det billede af Sthen, som vi allerede tidligere har mødt: et menneske, der er åben og opmærksom over for alle signaler i tiden, udkrystalliserer sig i disse poetiske arbejder. Den bekymrede forventning til det forunderlige og forskrækkelige år 1588 (med dommedag og Kristi genkomst) finder sit klassiske evangeliske svar i den »christelige Supplicatz« 185 (bønskrivelse) Herre Jesu Christ, min Frelser du est (Vb 42) og i den dermed åndsbeslægtede OGud effter dig mig forlenger (Vb 43). Den middelalderlige fromhed, der fandt sine ypperligste udtryk i den hellige Bernhards prædikener, dukker op i Vb 39 om den himmelske rådslagning mellem Gud og hans fire døtre. At Sthen har blik for de rige muligheder, der ligger i samtidens populære elskovsviser, i deres henførende rytme, ordvalg og melodi, som kilde til inspiration for en ny salmedigtning, fremgår af Vb-tillæggets »christeligt forandrede viser«, Guds Naade jeg altid prjse vil, T-36, og Et trofast Hierte, O Herre min, T-37 og den førnævnte Vb 42. Her vovede Sthen pelsen, til det bigotte borgerskabs og en finkulturel kirkeligheds fortrydelse, men til almuens opbyggelse. Der er også eksempler (Vb 39-40) på bevidst moddigtning af samtidiges gudelige viser. Denne praksis giver baggrund for også at forstå Sthens emblem med hanen om kontrafakturdigteren, der med et »sic et non aliter« sætter både den teologiske og litterære middelmådighed på plads. Af særlig høj karat er morgensangen Den mørcke Nat forgangen er (Vb 37) og aften- eller natsangen Den liuse Dag forgangen er (Vb 38). Med sin morgensang, der kombinerer dagvisen og skabelsessangen, er Sthen den første, der indføjer en naturlyrisk indgang i en morgensalme og bliver derved ophavsmand til en fornem dansk tradition, der videreføres af Kingo, Ingemann og Jakob Knudsen.

Fra de efterfølgende år er bevaret endnu et par småskrifter. I 1592 kom Geistlig Hussraad (GH), der er en udlægning af Davids 128.psalme, som Sthen betragter som en bryllupssang til pris for den hellige ægtestand. Ægteskabet, den gode hustru, den ægteskabelige kærlighed og dens frugter er et tilbagevendende tema i forfatterskabet. I GH har Sthen gjort et bemærkelsesværdigt, omend ikke særlig heldigt forsøg på, i en gendigtning af Ps.128, at leve op til de nye krav om stavelsestælling og regelret versebygning.

Sammen med GH er også trykt En god forfaren Persons trohiertige Formaning oc Sendebreff til en fin vng Person (SB) med en række gode råd til sendebrevets (fiktive?) adressat, der skal til at gøre 186 hoftjeneste, men brevet sigter også mere generelt mod at være en lærebog for tyende. Hele udgivelsen er en velkomsthilsen og nytårsgave til den nye lensmand på Malmøhus, Hak Holgersen Ulfstand, krigshelt fra syvårskrigen og nu den unge Christian IV's hovmester.

I modsætning til det spændte, til tider fjendtlige forhold, som snart synes at være opstået mellem den nidkære provst og de gamle etablerede og indgiftede borgerfamilier i Malmø, der ikke ville lade sig noget sige af en tilflytter, synes Sthen at have stået på god fod med sine foresatte og egnens adelige familier, der har vidst at værdsætte ham. Familien Sparre på Svaneholm Slot lod i 1595 to nye klokker i Skurup Kirke forsyne med lange versificerede indskrifter af Sthen. Aret forinden havde han tilegnet familien Sparre sin nye udgave af AV. Da fru Mette Ulfstand blev begravet i Bara Kirke den 16.5.1602, blev det Sthen, der under biskop Mogens Madsens sygdom måtte holde ligprædikenen, en udlægning af Ps.90 (Lpr). Den blev siden udgivet efter tilskyndelse fra afdødes svigersøn Sivert Grubbe, der netop var tiltrådt som ny lensmand på Malmøhus. Allerede måneden efter gjorde biskoppen igen brug af malmøprovsten, der på landemodet i Lund den 29.6. 1602 talte om tiggeri og fattigdom. Ved samme lejlighed talte biskoppen selv mod jesuitterne og advarede navnlig mod skolen i Braunsberg, hvor jesuitterne ligesom edderkopper havde udspændt deres væv for at fange ubefæstede ynglinge fra Nordens lande!

Det var formodentlig en gammel, men stadig levende interesse for pædagogik, der fik den fhv.latinskolerektor til at gøre brug af jesuitternes skolevæsen til sine egne sønners uddannelse. Jesuitternes undervisningsmetoder, særlig i latin, stod langt over de samtidige protestantiske. Sthen kan være blevet bevidst om dette gennem sit nære forhold til den jesuitisk sindede Jens Aagesen, der i arene 1596-1605 var en særdeles respekteret rektor for latinskolen i Malmø.

Fra Sthens hånd er der fra malmøårene bevaret en række notatsamlinger, der viser hans personlige interesse for den del af 187 pædagogikken, der vedrører formidlingens kunst. Foruden en større ordsprogssamling findes også en påbegyndt eksempelsamling med lystige småhistorier. Andre notatsamlinger rummer fyldige uddrag af skrifter af gamle og nyere forfattere (Seneca, Melanchthon, Hemmingsen m.fl.) af filosofisk og moralsk-religiøs art. En række af Sthens optegnelser er af formal-stilistisk karakter med prædikendispositioner, suppleret med selvstændige refleksioner og aforismer.

I året 1600 synes striden mellem magistrat og provst at kulminere i en hyklerisk bønskrivelse fra magistraten til kongen om at befordre deres sognepræst - som »nu med Svaghed og Alderdom fast belades, og med Tiden vil falde hannem meget besværligt hans Præsteembede og den store Menighed og Almue her udi Byen med tilbørlig Tjeneste at kunne forestaa« - til det netop ledige embede som sognepræst for Tygelsø og Klagstrup uden for Malmø og således tilgodese »hans flittige, lange og tro Tjeneste udi det hellige Prædikeembede, saa og denne hans høje Alderdoms Skrøbelighed og Vilkaar«. Kongen imødekom henvendelsen og bad i en skrivelse af 18.7.1600 lensmand Christian Barnekow pa Malmøhus om at foreholde sognemændene i de nævnte sogne kongens »naadigste og alvorlige Villie«, sa Sthen kunne blive lovlig kaldet dertil. Der har næppe i forflyttelsen ligget noget krav til Sthen om at flytte ud i landsognet, eftersom den hidtidige sognepræst havde dispensation til at varetage sit embede fra en bolig inde i byen. Da der imidlertid ikke kom noget som helst ud af kongebrevet, må vi slutte, at kongen er blevet ført bag lyset, og at Sthen aldrig selv har ønsket denne forflyttelse. »Alderdommens Skrøbelighed« hos den 55-årige provst har heller ikke været mere fremskreden, end at han, da hans første hustru døde i 1602, giftede sig igen samme år med en datter af den lærde og ansete lundekannik magister Oluf Stisen, sognepræst i Burløv. Med hende fik han fem børn.

Kort før sin anden hustrus død indgav Sthen den 27.3.1607 til Malmø rådstueret sin afskedsbegæring, stilet til kongen, i hvilken han beretter, at han har ladet sig bruge både i skoletjeneste 188 og kirketjeneste nu i fulde 44 år, også i kongens salig faders tid, som jeg »tidt haffuer predicket och giort tieneste faare. Nu er ieg kommen til en stoer suaghed oc skrøbelighed paa min allerdom« og beder om at blive fritaget for tjeneste »som en gammel lantzknect, der har vdtient, er vdtrælit, vdarbedit, der nu icke kand gøre fyllest mere for sin sted, øyene kand intet se, føderne intet bere kroppen, maal, røst, hugkommelse och alting slar mig feil...«. Det fredelige otium, som Sthen vel har håbet på, blev der dog ikke noget af. Da han i december samme år giftede sig for tredie gang med en ung kone, der også nåede at føde ham et barn, brød der en storm løs, idet sønnerne af hans første ægteskab og slægtninge til deres endnu umyndige halvsøskende havde håbet på at arve udelt bo. De sidste par år af Sthens liv blev et ragnarok af gentagne boopgørelser, ophidsede familieopgør, stævninger, anklager for arvesvig med efterfølgende klækkelige bøder, gensidige beskyldninger og hadefulde injurier. Hertil kom, at der givetvis blev pustet til ilden af en magistrat, som havde et gammelt regnskab at gøre op og nu mente at kunne tage en sød hævn med loven i hånden.

De voldsomme sammenstød mellem far og sønner må have været bitre erfaringer på det sidste for den engang så børneglade præst, der om ægteskabet og dets frugter havde skrevet, at »børn de ere Guds særlige gaver«. I Tr møder vi sådanne udbrud som »Ah Børn de gaar fra Hiertet, oc gaar igien til Hiertet!« På sine gamle dage erfarede Sthen på en ny og smertelig måde, hvorledes børn kan volde hjertesorg.

Midt under disse uværdige forhold døde den gamle digter og præst, i april eller maj 1610. Han blev stedt til hvile foran alteret i Skt.Petri Kirke, ikke langt fra Jørgen Kocks grav. Gravstenen findes nu ikke længere.

Medens Sthens navn og livshistorie er ukendt for de fleste i dag, hører hans salmer stadig til de hyppigst sungne i vore kirker. Det er bemærkelsesværdigt i betragtning af det vældige åremål, der ligger mellem deres tilblivelse og vor tid.

189

Tonen i hans salmer er lavmælt. Det er ikke tilfældigt, at de netop ikke føres frem som salmer endsige hymner, men som bønner, anråbelser, bekendelser, klagemål, klageviser, kristelige viser og taksigelser. Hvad de mangler i hymnens patos og prunk og i inspirationens og visionens vingefang, har de til gengæld i bønnens inderlighed og i fortroligheden med menneskelivets fald og fornedrelser. Sthen digter om og for det bange menneske, for de ydmygede og sårede. Han er selv en af dem. Han kender bekymringen over verden og dens ondskab og véd, hvor lidt han tør stole på selv sine bedste venner. Stole på sig selv kan han heller ikke. Han svigter jo også. Han slår ikke til i forholdet til sine nærmeste, han er svag og hjælpeløs, hans kræfter tager af, hans sanser svækkes, hans samvittighed anklager ham. Der er kun ét sted i verden, hvor der er hjælp at hente, i gudsforholdet, i troen på Kristus, der ene af alle kan fri ham ud af angst og nød. »Du er min trøst«, »Du kan mig bedst husvale«, »Du vil mig aldrig undfalde« - disse vendinger varieres atter og atter og vidner om en prøvet gudstro.

Parret med et uomtvisteligt talent for poesien frembragte denne gudstro en betydelig dansk salmedigtning allerede et århundrede inden Kingo, den tidligste af vore store salmedigtere, som vi traditionelt tæller på tre fingre. Hvis man tør røre ved det urørlige tretal og rette det til et firtal, vil Sthen med ære kunne indtage fjerdepladsen - eller førstepladsen, om man vil - i dette gode selskab.

*
190

Vandrebogen

Hans Christensen Sthens En liden VANDREBOG, som nu genudgives efter at have været udsolgt i snart 300 år, er en lille opbyggelsesbog, oprindelig i tværformat 9,5 cm bred x 7 cm høj. Dens titel er efter tidens skik pompøs og omstændelig, men også oplysende: En liden VANDREBOG: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle i artige Rijm befattede, som en Christen kand daglig bruge, Gud til Loff, Ære oc Prjß, sig self til trøst oc Salighed, oc at øfue sig i all Gudfryctighed oc Fromhed der met, i huor hand er, til Land eller Vand. Componerede oc skreffne, Aff Hans Christenssøn Sthenio Roschild. Bag denne smukke facade finder man Sthens »Hovedværk... hvori han har meddelt Broderparten af sine Salmer og aandelige Rim«, og som derfor »i al Beskedenhed og uden at udæske til Sammenligning..kan kaldes hans »Aandelige Sjungekor«« (C.J. Brandt 1888).

Vandrebogen, som vi nu kender den, består af to dele: den egentlige Vb og et tillæg (Vb-T). Første del, den egentlige Vb, rummer en lang række rimede bønner og nogle prosabønner og anvisninger til fromhedslivets tilrettelæggelse i dagens løb og ved særlige anledninger. Derefter følger en afdeling med salmer. Først »Den gamle Christelige Dagevise, Den signede dag som wi nu see..«, Vb 36, efterfulgt af »nogle smucke oc trøstelige Loffsange«, hvoraf de fleste er Sthens egne, men to (Vb 45 og 51) bærer forfatterinitialerne M.A.I.H. og L.I.H. Til slut findes et antal rimede leveregler (Vb 52-60) og et længere selvbiografisk fødselsdagsdigt (Vb 61). Anden del, Vb-T, rummer 40 salmer, hvoraf de første 30 (T2-32) kendes fra andre salmesamlinger, medens resten (T33-42) er nye. Vb-T afsluttes af de to digte »Bogen taler til Læseren«(T-44) og »Læseren taler til Bogen« (T-45) af Huldericus Lithovius samt to registre (T46-47).

Om udgivelsestidspunktet har der længe hersket uklarhed, eftersom 1.udg. og formodentlig en række efterfølgende oplag er gaet tabt, og der ikke i de bevarede eksemplarer af bogen findes noget dateret forord. Bogens oprindelige omfang har ligeledes 191 været genstand for megen diskussion. Hvorfor mangler Vb - til forskel fra Sthens øvrige skrifter - en dedikation? Har en sådan eksisteret i 1.udg. for så at blive udeladt i senere udgaver? Hvorfor er den gamle kristelige dagvise anbragt så umotiveret foran det afsnit med salmer, som må tilskrives Sthen? Har Sthen også æren af den gendigtede dagvise? Har Vb-T været med fra begyndelsen, eller er det kommet til i en senere udg. og da i hvilken form og hvilket omfang? Hvilken andel har Sthen i Vb-T? Tillægget i sin nu kendte skikkelse synes at være blevet til i flere etaper. Dets to afsluttende digte må være føjet til ret sent og er som nævnt tilskrevet Huldericus Lithovius eller Lithoxius. Hvem er han? Det er kun et beskedent udpluk af de spørgsmål, som af sig selv rejser sig, når man nærmere studerer de nu kendte udgaver.

Eftersom vi må antage, at alle i dag kendte udgaver af Vb er trykt efter Sthens død, er det vel tænkeligt, at stof fra den populære Vb, der har fundet optagelse tidligt i 1600-tallet i andre trykte og utrykte salme- og bønnebøger, evt. i oversættelse, kan være hentet fra tidlige, tabte udgaver af Vb. Der er derfor netop ved studiet af Vb knyttet en særlig interesse til alle tidlige forekomster af Vb-tekster uden for Vb. Derfor har nærværende udgivelse et omfattende Traderingsapparat, der kronologisk frem til o.1640 anfører alle forefundne tidlige forekomster af Vb-tekster uden for Vb med angivelse af læsemåder, der afviger fra den fastlagte tekst og derigennem kan vise afhængighed af andre kendte eller ukendte Vb-udgaver.

Titlen »Vandrebog« påkalder sig opmærksomhed. Ordbøgerne, både de hjemlige (C.Molbechs Dansk Ordbog II, Kbh.1859, sp.1471; Dansk Ordbog VIII, Kbh.1905, 124; ODS 26, 456f) og Grimms Deutsches Wörterbuch XIII, Leipzig 1901, sp.1648 oplyser, at Vandrebog/Wanderbuch er betegnelsen for den (i 1828 indførte) bog, som vandrende håndværkersvende tidligere måtte bære på sig som legitimation, og som skulle påtegnes af politiet i de byer, de kom igennem. Vandrebogen kunne i endnu ældre tid betegne den (stam)bog, hvori studenter og andre 192 unge på udenlandsrejse samlede underskrifter af lærere og velyndere. Ingen af disse typer af vandrebøger synes dog relevante i vor sammenhæng, lige så lidt som der er nogen forbindelse til den af H.C. Andersen omtalte vandrebog, som en person medfører på sin rejse, og hvori han gør optegnelser om rejsen.

At vandre (wandern) er i 1500- og 1600-tallet ikke det samme som at spadsere (wandeln, ambulare), men er snarere synonym for »at rejse« (peregrinari, itinerare, iter facere, jf. Grimm XIII sp. 1662). Således forstået giver det god mening, at en sang, trykt i 1657, betegnes som en Skibs Vandre-Vjse. Der er dog næppe tvivl om, at denne skibsvandrevise bør ses i lyset af den publikumsucces, som var blevet Sthens Vandrebog til del på det tidspunkt (se kommentar til Vb 42). De senere danske andagtsrejsebøger, hvori betegnelsen Vandrebog indgår, nemlig Peder Nielsøn Kiøges Vandre-Bog udi Riim 1693 og Severin Lolcks Saligheds Vandre-Bog, Eller Haandledning til Himmelen 1708, kan næppe heller kaste lys over oprindelsen til titlen på Sthens bog, da formentlig begge disse udgivere tærer på Sthens succes. Vi må snarere regne med, at det er Sthen selv, der har kreeret titlen Vandrebog til sin nye andagtsbog for rejsende. Tilsvarende bøger med samme målgruppe kunne på den tid hedde »Reißbüchlein«, »Reißbuch« og lignende (se kommentar til Vb 1). Udelukkes kan det ikke, at titlen »Vandrebog« er inspireret af det Itinerarium Sacræ Scripturæ, d.e. En Reisebog offuer den Hellige Schrifft (Bibl.Dan. I 93. Carlquist III 115), som Sthens kapellan Niels Jørgensen formodentlig udgav i 1588 og som Sthen henviser til i sin Lpr 1603 bl.A 4v. Itinerarium kan godt oversættes med »Vandrebog«. Når man ellers kender Sthens iøjnefaldende lyst til at konkurrere med sine samtidige og véd, at både Niels Jørgensen og Sthen i foråret 1581 udgav hver sit trøsteskrift, og begge leverede oversættelser af den tyske Georg Walthers opbyggelige bøger, ligesom begge i dedikationer i deres andagtsskrifter bejlede til rentemester Christoffer Valkendorfs gunst, er det vel ikke nogen urimelig tanke, at den enes Itinerarium straks afføder den andens Vandrebog. Også selv om de to skrifter ellers intet har med hinanden at gøre.

193

Ses der bort fra den utraditionelle titel, knytter Sthen til ved en samtidig tradition med andagtsbøger for rejsende indeholdende bønner, salmer og leveregler. Et dansk forbillede kunne være Rasmus Hansen Reravius' gudelige håndbog 1575 »met Psalmer, Euangelier, Passen, Catechismus, oc der hos ocsaa en liden Bønebog, huilcken Handbog icke heller er wnyttig for vandrendis oc veyfarendis Folck, Skibs folck, oc andre, som icke kunne føre mange Bøger met sig..« (citat fra Reravs forord). Der er formodentlig også forbindelseslinier fra Sthens Vandrebog til de lommebøger, der under navn af Vademecum (vade mecum betyder med mig) fik stor udbredelse som de vejfarendes samlinger af bønner, gode råd, nyttige oplysninger, anekdoter, lystige historier m.v. (jf. ODS 26, 230f. Bibl.Dan. IV 510f).

Bortset fra bogens titel »En liden Vandrebog« og formatet, der gør bogen velegnet til rejsebrug, kan Vb ikke efter sit indhold siges at sigte specielt til de rejsende som bogens målgruppe. Først med bønnerne Vb 31-34 og »En Søfaren Vise« Vb 51 findes indslag, der særligt tager sigte på de vejfarende, men et lignende antal rejsebønner findes også i flere andre samtidige bønnebøger, uden at de af den grund kaldes vandrebøger eller lignende. Om tillægget Vb-T gælder ligeledes, at dets indledende annoncering af »Sange, som mand kand bruge til Skibs, eller andensteds paa Reysen« lægger op til et indhold, der sigter på rejsebrug. Men også her viser det sig, at indholdet i de efterfølgende 40 sange ikke er snævert rettet mod specielt de rejsendes tarv. Det er det sympatiske ved bogens indhold, at det hele tiden forholder sig til det almenmenneskelige, der har gyldighed både for rejsende og ikke-rejsende - i modsætning til senere tiders bønnebøger for søfolk m.fl., hvor den lutherske kaldstanke skamrides, og læseren på hver eneste side bliver fastholdt på sit farlige, men ansvarsfulde og gudvelbehagelige arbejde på havet og ikke et eneste øjeblik får lov til bare at være menneske.

Sthen har altså ikke samlet stoffet til sin Vb med særligt henblik på en bestemt målgruppe. Ideen til at kalde bogen Vandrebog synes at være sekundær og kan være opstået så sent, at tanken 194 om, at det er Niels Jørgensens Itinerarium fra 1588, der har givet den afgørende inspiration til titlen pa Sthens bog fra 1589, er nærliggende.

Så meget mere overraskende er det, at titlen på Sthens bog fik en aldeles afgørende betydning for den brug, der blev gjort af Vb. Den må nemlig i den almindelige bevidsthed være blevet opfattet som de rejsendes andagtsbog frem for nogen. Det ses af de flittige lån, som senere udgivere af andagtsbøger for rejsende gør i Vb. I den anonyme Nogle Nyttige oc Nødvendige Psalme-Sange.. for Søfarende-Folck Kbh.1657 findes fire nye »Vandre-Viser«. Den anden af disse »kand siungis udi mild Vind oc Veirlig, naar de formedelst Hafblick blifver stille ieggendis for Ancker til Aandelig Tidsfordriff, sangvjß, at igientage alle de fornemste Skrifftens Stæder ordentlig, om Haffsens Vand, Skib, Skippere, Færgested, Fiskere oc Fiskernis Fare. Siungis som: HErre JEsu CHrist, min Frelser du est etc.« Det er med andre ord Sthens salme Vb 42, der låner melodi til denne 36 strofer lange vise til gudeligt tidsfordriv under havblik. Den fjerde og sidste vandrevise har ligeledes melodi efter en af Vb's salmer (Vb-T 33). I dette tilfælde, hvor alle fire tekster er nye, er det på melodierne, vi aner Vb's gennemslagskraft. I Christelige Skibsfart fra 1677 er det derimod teksterne, der i vidt omfang er lånt fra Vb. Af de ialt 28 salmer fordelt med fire på hver af ugens syv dage, er de 13 gengangere fra Vb. Af bogens øvrige 22 »Aandelige Psalmer« findes 8 i Vb. I En liden Haand-Boog Til Beqvemmelighed for de Reysende og Søefarende daglig at bruge om Morgenen og Aftenen Kbh.u.år (efter 1720) genfindes af 14 morgen- og 14 aftensange henholdsvis de 9 og de 5 i Vb. Til morgensalmerne hører Et troefast hierte, T-37, og O GUD, efter dig mig forlænger, Vb 43, medens HErre JEsu Christ, Vb 42, og naturligvis Den lyse dag forgangen er, Vb 38, regnes som aftensalmer. Af Søemænders Aandelige Psalmebog til Chor-Sange Morgen og Aften, Kbh.1730, som er salmedelen i Besværede Søe-Mænds Søde Siæle-Roe Kbh.u.ar fremgår det også, hvor markant Vb har dannet skole og skabt tradition for, hvad der lader sig synge på rejser. Til søndag morgen 195 således O Jesu, Livsens Herre, Vb 47. Mandag morgen synges før bønnen See! Natten den mørke forgangen nu er med både indledning og omkvæd lånt fra Vb 37 og efter bønnen O Gud, efter dig mig forlænger, Vb 43. Tirsdag morgen Velsignede Dag, den vi tryggelig seer (en interessant omdigtning af dagvisen Vb 36, jf. P.Severinsen i Dansk Tidsskrift 1904 445f). Tirsdag aften Herre Jesu Christ, Vb 42. Onsdag morgen Et trofast hierte o Herre min, Vb-T 37. Onsdag aften Den lyse dag forgangen er, Vb 38. Lørdag morgen O GUd skee lov til evig tid, Vb 7, og lørdag aften Sjunge vi af hiertens grund, Vb-T 14. Ingen af de nævnte salmer rummer den mindste hentydning til rejseliv, og det kan således kun være en indarbejdet praksis takket være Vb's enorme udbredelse - og så naturligvis de enkelte salmers egen kvalitet - , der lader dem finde deres selvfølgelige plads i salmebøger for sømænd og lignende.

Vandrebogen - et forskningshistorisk rids

Selv om vi i dag må tilkende Vb førsteprisen blandt Sthens efterladte skrifter, har netop dette opus været pafaldende overset. Sa upaagtet af den lærde og dannede verden har Vb været, at man fristes til at finde en del af forklaringen i den bornerte forargelse, som denne lille bog fra første færd blev mødt med. En finkulturel kirkelighed har åbenbart ikke kunnet tolerere Sthens brug af letfærdige visemelodier til flere af de kristelige bønner og viser og har taget forfatteren hans stil fortrydeligt op. Denne reaktion kan indirekte aflæses af efterskriften »Bogen taler til Læseren«, T-44, hvori bogen selv svarer på kritikken. Af svaret fremgår, at bogen er trykt i flere tusinde eksemplarer »baade her oc der«, og at den behager nogle ilde og nogle vel. Bogen er imidlertid ikke digtet til dem, der er så vise og kloge, at de kan høre græsset gro under sneen ved vintertide, »men for den fattige, eenfoldige, gemene Mand, Hannem til Vilie, vnderuijßning oc forstand«.

Vb har gjort lykke i almuen, hvor den er blevet yndet folkelæsning.

196

Det er en del af forklaringen på, at de ældste udgaver ganske er forsvundet. De »ere blevne slidte op ved den daglige Brug i Borger- og Bøndestuer« (RørdamLPH 313). Almuen læste sine bøger sønder og sammen, og derfor er almuebøger fra den tid uhyre sjældne. Det er mere eller mindre et held, når enkelte eksemplarer af Vb har overlevet tidens tand. Typisk er det, at det ældste komplette eksemplar med bevaret titelblad findes i det adelige wrangelske bibliotek på Skokloster Slot, hvor det har fået lov at stå ulæst. Typisk også, at der er såre langt mellem de adelige og gejstlige bibliofiler på den tid, som har indlemmet en så beskeden bog som Vb i deres bogsamling. Det er forklaringen på, at Vb, der synes at have været blandt de hyppigst optrykte opbyggelsesbøger i det 17.årh., så længe har unddraget sig litteraternes opmærksomhed. Derimod var datidens bogforlæggere særdeles opmærksomme på Sthens opbyggelige forfatterskab i almindelighed og på Vb i særdeleshed. I denne udgivelses Traderingsapparat vil man kunne aflæse, hvorledes især salmesamlingerne op gennem 1600-tallet gør stadigt mere brug af Vb. Ikke bare de fra Sthens hånd strofiske tekster, men også sådanne tekster, som uden større besvær lod sig strofeinddele (Vb 7, 19 og 32) blev indlemmet i salmebøgerne. Denne udvikling kulminerer hen mod århundredets slutning, hvor Vb 6 inddeles i 25 strofer a 4 linier og optages som aftensang i Appendix Qvarta i Cassubens salmebog, Kbh.o.1685.

Claus Christoffersen Lyschander (1558-1624) har ikke Vb med blandt de skrifter af Sthen, som han opregner i sit forfatterleksikon. I Kingos Graduale 1699, som dog rummer ti tekster fra Vb, er der kun forfatternavn ved to af disse (19 og T-14), og begge er forkerte. Heraf tør vi slutte, at enevældens musik- og salmekyndiges kendskab til den lille bog har været yderst beskedent. I Guldbergs salmebog 1778 er antallet af Vb-tekster kommet ned på seks, og i Evangelisk-kristelig Psalmebog 1798 er nr.493 Den lyse Dag forsvunden er, en omarbejdelse til ukendelighed af Vb 38, eneste fattige spor efter Sthens salmedigtning.

I 1773 har Jens Worm i sit forfatterleksikon anført følgende 197 tre udgaver af Vb: »Christian[ia] 1659. 12. Khv.1666. oblong. Lund 1673 (Br.)« Hertil er at sige, at Christiania 1659 (udg.C) aldrig har været nogen 12°, men er en tvær-oktav ligesom de øvrige udgaver. Hvorvidt København 1666 har været mere aflang, oblongus, end de øvrige udgaver, må stå hen i det uvisse. At Lund 1673 (udg.L) skulle findes i Karen Brahes bibliotek i Odense, som antydet med »Br.«, er ikke korrekt. I Karen Brahes bibliotek fandtes - og findes - kun et eksemplar af udg. Kbh.1696 (udg.B). Worms tvivlsomme oplysninger om Vb kan have svækket senere forskeres tillid til hans bemærkelsesværdige oplysning om, at Sthen er født den 25. november i året 1544. I R.Nyerup og K.L.Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie... Anden Del, Kbh.1801 s.83 gentages Worms oplysninger om Vb-udgaver og fødselsår, men ellers er det kun Sthens forfatterskab til Lyckens Hiul, 1581, der kan aftvinge interesse for denne digter.

Som salmedigter gik Sthen ganske i glemmebogen. Da P.Hjort i 1843 udgav Gamle og Nye Psalmer, hvor han bl.a. aftrykker Herre Jesu Christ, hvis akrostikon HANS ANNO han er opmærksom på, spørger han læserne om, hvem denne Hans Anno er? I de nærmest følgende år kunne forskere som P.V.Jacobsen, C.J.Brandt og H.F.Rørdam levere fyldige svar herpå, og A.G.Rudelbach var fuld af lovord om Sthens salmer.

Det store omsving kom, da C.J. Brandt og Ludvig Helwegs Den Danske Psalmedigtning (BH) bd.I 1846 udnævnte Sthen til reformationstidens betydeligste salmedigter ved at aftrykke 38 af hans salmer (nr.230-267). Blandt Sthens salmer regnes her også morgensangen Jeg vil din pris udsjunge, nr.266. To problemer er fra nu af og i de næste hundrede års forskning konstant forbundet: a. hvornår er Sthen født? b. hvornår udkom Vb første gang? Ved den første salme, som BH henter fra Vb, nr.243, omtales Vb som »skreven og rimeligviis ogsaa udkommen omtr.1588«. Der stoler Brandt og Helweg åbenbart endnu på Worms oplysning om fødselsåret 1544, og ved at lægge det sammen med fodselsdagsdigtets »Nu er ieg lige fire oc fyrretiffue Aar«, Vb 61,9, er 198 det et simpelt regnestykke at nå frem til 1588 som aret for fødselsdagsdigtets affattelse og dermed formodentlig ogsa færdiggørelsen af manuskriptet til Vb.

I efterskriften Omrids af Forfatternes Levnetsløb, samme bind s.26f, forklarer C.J.Brandt imidlertid det »fejlagtige fødselsar 1544« som Worms fejllæsning af »den 25. November, ætatis 44« i overskriften til fødselsdagsdigtet Vb 61,1-3 i udg.C. Det er denne udgave, der som den ældste er lagt til grund for alle BH's tekstgengivelser fra Vb. Brandt understreger, at der i digtet står »ætatis 44 og ikke anno 44«, dvs. »i sin alders 44.år og ikke i året 44«. Han kan endvidere støtte sin afvisning af fødselsåret 1544 på et kongebrev fra 18.juli 1600, der omtaler Sthens »høie Alderdoms Svaghed«. Dette sammenholdt med, at Sthen blev rektor allerede 1564 (fejl for 1565) og gift 1567 viser, at han »ikke kan være født i 1544, som Worm angiver, men snarere en halv Snees [Aar] før, om ikke mere«.

Endnu i 1868 går H.F.Rørdam i sin udgivelse af Lyschanders forfatterleksikon ud fra, at Worm beholder ret, men snart sejrede Brandts skepsis. I Norsk Salmehistorie I, Bergen 1879, 234, mener J.N.Skaar, at Worm måske har forvekslet »ætatis« med »anno«. Skaar daterer forsigtigt Sthens fødsel til »et af Aarene 1536 - 1547«. I fødselsdagsdigtet er indlemmet et epitafium (Vb 61,43-63), som Sthen den 9.sept. 1580 satte over otte af sine børn. Året 1580 er altså tidligste datering af 44 års fødselsdagsdigtet, hvorfor digteren tidligst kan være født i 1536. Ved at kombinere digtets oplysning om at »i sex oc tive Aar haffuer ieg arbeydet oc tient/ i Skole oc Kircke, som Gud er bekient«, 61,74-75, med ansættelsen som rektor i 1565, bliver digtet dateret til 1591, hvorved fødselsåret 1547 fremkommer. Skaar havde til sin rådighed en udateret Vb-udgave med afrevet titelblad. Af hans fire tekstgengivelser herfra - nr.80, 125, 541 og 610 - kan vi i dag se, at hans nu forsvundne eksemplar har været meget lig udg.U og L (LysterSk).

Efter at have fraskrevet fodselsåret 1544 enhver sandhedsværdi må C.J.Brandt i sin Sthen-monografi 1888 og især i sit Udvalg 199 af Hans Chr.Sthens salmer og aandelige Rim 1888 s.6-7 tage et andet udgangspunkt for en datering af Vb, nemlig i det for Brandt helt sikre år 1565 for Sthens ansættelse i Helsingør. 26 års skoleog kirketjeneste efter dette år fører til en tidsfæstelse af fødselsdagsdigtet og Vb til 1591, og Sthens fødeår bliver 1547. Men derved fremkommer det urimelige forhold, at Sthen er blevet rektor i sit 18. og præsteviet i sit 19. og gift i sit 20.år, hvortil kommer, at kongebrevet taler om hans høje alder i hans 53.år. Brandts løsning på dette dilemma er en gisning om, at fødselsdagsdigtet må være adskilligt ældre end Vb. Dog viser ordene om de otte døde børn, der nu hviler i Helsingør, 61,39-41, at digtet må være skrevet tidligst efter flytningen til Malmø i 1583 og f.eks. kunne være skrevet i 1584. Derved bliver fødeåret o.1540. Men i 1584 er det usandt, at Sthen har gjort tjeneste i 26 år. Brandt nødsages da til at forklare oplysningen om de 26 år som en ajourføring fra Sthens side umiddelbart inden trykningen af Vb. Så spinkel denne argumentation også er, blev det dog Brandts dateringer, der vandt hævd i den kommende tid.

Endnu i Dansk Kirketidende (DKT) 1887 anfører Brandt Vb Christiania 1659 (udg.C) som den ældst kendte Vb. Men aret efter kan han i monografien præsentere en lidt ældre Vb i Lunds Univ.Bibl., trykt Kbh.1656 (udg.J) og til sit tekstudvalg hente alle Vb-teksterne herfra. Ud over udg.J og C kendte Brandt også to udaterede fragmenter på Kgl.Bibl.(udg.B) og Univ.Bibl.Kbh. (udg.U). Dertil kom spor i gamle bogkataloger af forsvundne udgaver Kbh.1666 og Lund 1673 (udg.L) samt en påbegyndt islandsk oversættelse AM 425, som Brandt daterede til 1606, men som nok snarere er fra 1666 (se nærmere under Tradering). Indgående oplysninger om de enkelte Vb-udgaver findes i afsnittet Eksisterende udgaver af En liden Vandrebog.

Om de 40 salmer i Vb-T bemærker Brandt, at de 30 første, T2-32, er bekendte fra 1586-udg. af Thomissøns salmebog (Th86). Nu er Brandt, s.52, imidlertid blevet opmærksom på, at den efterfølgende morgensang Jeg vil din Pris udsjunge (T-33) må være en oversættelse af Jakob Madsen Kjøbenhavn, hvori dog 200 Sthen i str.8 har gjort en ændring. De øvr. ni salmer »er upaatvivlelig Sthens egne, dels originale, dels Oversættelser«. Brandt bemærker om de afsluttende to digte Vb-T 44 og 45, at de er føjet til i en senere udg., men han gør ikke forsøg på at tyde pseudonymet Huldericus Lithoxius S. & F.

I 1907-09 foretager P.Severinsen i Kh.Saml. ud fra udg.C en analyse af Vb og Vb-T. Han konkluderer, at Vb-T er tilføjet af senere boghandlere eller forlæggere og altså er den oprindelige bog og forfatter uvedkommende. Huldericus Lithoxius har sikkert været Vb-T's redaktør og kan have været en slægtning af Sthen og kan som sådan have tilføjet af dennes efterladenskaber. Severinsen ytrer tvivl om, hvorvidt de ni afsluttende salmer i Vb-T er af Sthen, således som Brandt hævdede. Kun T-36 og T-37 betegnes i Th86 udtrykkeligt som Sthens. De øvrige syv, heriblandt Af Højheden oprunden er, har ukendt oprindelse. I en note oplyser Severinsen om et ufuldstændigt eksemplar af Vb i pastor V.E. Brummers besiddelse, hvor der i fødselsdagsdigtet står anno 44, »hvilket aabenbart er Kilden til Worms Angivelse af Sthenius's Fødselsaar 1544.« Dette tankevækkende faktum preller dog af på Severinsen, der ufortrødent fastholder C.J.Brandts postulat, at »den oprindelige [Vandre]Bog maa være bleven færdig 1591.«

Heller ikke Carl S.Petersen drog konsekvenser af denne værdifulde note, da han i 1914 udgav et udvalg af Vb med indledning af Hans Brix. Carl S.Petersen kender kun udg.J, C og B (i Karen Brahes Bibliotek) og ignorerer altså både Brummers eksemplar og de to fragmenter af udg.U og B på henholdsvis Universitetsbiblioteket og Det kongelige Bibliotek. Endvidere hævder han, at Vb-1914 er først med at gøre brug af udg.J og overser derved BrandtUdvalg 1888. Brix daterer Sthens fødsel til o.1540 og Vb's udgivelse til 1591 og redegør for, at Huldericus Lithoxius må være pseudonym for Hans Sthen (se nærmere under Tillægget og i kommentar til T-45,44), ligesom den afsluttende sentens T-43, et epigram af Martial, betragtes som navneskjul for Sthen. Om forholdet mellem Vb og Vb-T antager 201 Brix, at Vb er den oprindelige bog, der har været trykt for sig. Den ender med ordet FINIS, den har særskilt register, der følger stykkernes orden i bogen, og dens indhold er angivet i bogens titel. I en senere udgave har Sthen selv tilføjet Vb-T, på et sent tidspunkt i digterens liv, at dømme efter T-40, hvor alderdommen omtales i erfaringstunge ord. T-44,2 »JEg heder Vandrebog oc det met rætte« giver det samlede bind navnet Vandrebogen.

Nogenlunde samtidig med Vb-1914, i perioden 1913-15, foretog tidligere sognepræst i Verninge, V.E.Brummer, en grundig analyse af sit tidlige eksemplar af Vb (udg.H) og kunne her overbevisende underbygge, hvad han allerede havde konkluderet i et notat på bindets inderside dateret »Verninge, 4.august 1897«, at »herefter synes altså Worm at have ret, når han sætter H.C.Sthens fødselsår til 1544.« Et for et tilbageviser Brummer alle Brandts argumenter imod fødeåret 1544. Med hensyn til Vb-T støtter han P.Severinsens opfattelse, at tillægget er Sthen og den egentlige Vb uvedkommende, og at kun T36 - 37 med sikkerhed kan tillægges Sthen. Brummer kan til de hidtil kendte eksemplarer af Vb (JCUB) føje sine egne to, nemlig foruden udg.H også den fra Worm kendte udg.Lund 1673 (udg.L). Brummers opdagelser fik desværre lov at henligge upåagtet i manuskript og er først blevet offentliggjort i Hymn.Medd.1993 219-29.

Et bidrag ikke bare om Vb's tidligste udgivelsestidspunkt, men formodentlig også om et tidligt trykkested, leverede den svenske bibliotekar Isak Collijn i NTBB X 1923 171-176 i en artikel om Bokforaren Laurentz Albrecht i Lubeck. Några bidrag till hans forbindelser med Sverige och Danmark. Heri omtales et katalog fra 1591 over de bøger, der forhandles af Albrecht på den tid, og her figurerer både Hb og Vb, begge uden trykkeår og -sted. Da kataloget er blevet til i forretningsøjemed, og forlæggerne var ivrige efter at præsentere deres varer som nyheder, ligger måske i fortielsen af årstallet den oplysning, at bogen ikke er udkommet i 1591, men i årene forinden. Om trykkestedet kan der være tvivl. Albrecht lod i regelen sine bøger trykke enten i Rostock 202 eller Lübeck. Da vi kender en udgave af Sthens Hb, der er trykt af Asswerus Kroger i Lübeck 1592, kan vi gisne om, at Vb er trykt sammesteds. Katalogets Vb må enten være 1.udg. eller et af de tidligste genoptryk. I alt fald er Albrechts katalog det tidligste vidnesbyrd om Vb's eksistens.

I 1926 erhvervede Det kongelige Bibliotek en facsimile af titelblad og kolofon til en Vb-udg. i Skokloster i Sverige (udg.S). Denne udgave omtales af H.Grüner-Nielsen i Da.Viser bd.V, Kbh. 1922-27, som ældste bevarede udgave af Vb, trykt af Salomon Sartor i København i begyndelsen af 17.årh. Ligeledes uden angivelse af kilde lancerer O.E.Thuner i 1930 udg.S som et eksemplar fra ca.1600.

Ernst Frandsen røber i sin monografi om Sthen fra 1932 intet kendskab til udg.S. Sthens fødeår anslås stadig til o. 1540, og Vb er udgivet i 1591. Udgivelsen af Vb-T anser Frandsen, i tilslutning til Brix, for besørget af Sthen selv. Analysen af Vb's indhold begrænser sig til læredigtene og til de 25 salmer, som Frandsen tør tillægge Sthen. Af disse er seks oversat fra tysk (Vb 33, 46, 48, 50, T-41, T-42), hvortil kommer en rimet bøn (12, 50-65) fra latin. Deres forlæg bestemmes, men ellers er interessen koncentreret om de originale salmer og deres relationer til tidens øvrige digtning. I et opgør med Georg Christensen, der i 1911 havde undersøgt Sthens forhold til folkeviserne og der udtalt en formodning om, at Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog 1591 har vakt Sthens interesse for disse (iflg.Georg Christensen kan Vb tidligst være fra 1591), fastslår Frandsen, at Sthens salmer i Vb ikke står i gæld til den middelalderlige folkevise, men derimod til samtidens lyriske visedigtning.

Omkring 1926 erhvervede rektor Richard Steffen, Visby på Gotland, et fragment af Vb (udg.V). Det blev i februar 1937 sendt til identificering hos førstebibliotekar O.Walde i Uppsala. I to artikler trykt i NTBB 1938 og Gotlandskt Arkiv 1938 fastslår Walde, at udg.V må være ældre end udg.S og formodentlig trykt omkr.1610. Det er ikke 1.udg., da det er sat efter trykt forlæg, og forfatteren har ikke selv læst korrektur. Både udg.V og S 203 har denne overskrift over fødselsdagsdigtet: »En liden Christelig betractelse, paa min Fødsels dag, som er den 25.Novemb... Anno 44«, og Worms påstand om fødselsåret 1544 er hermed bekræftet. Da digtet er skrevet på 44 års fødselsdagen, kan Vb være udkommet allerede i 1588 eller 1589. Ligesom V.E.Brummer gendriver nu også Walde alle C.J.Brandts argumenter mod året 1544. Walde tør ikke afgøre, om 1.oplag af Vb har haft samme omfang som de senere. Det er således ikke sikkert, at Af Høyheden oprunden er, T-41, har kunnet være med, da Philipp Nicolais tyske original først kendes fra 1599, skønt nogle salmehistorikere daterer den til 1588. Walde kan gennem sit kendskab til Sthens bibliotek dokumentere, at Sthen var hurtig til at hjemføre nyudgivelser fra Tyskland. Underforstået er, at da kan også T-41 have fundet plads i en 1.udg. fra 1589.

Waldes og Brummers undersøgelser nåede desværre ikke at blive kendt tidsnok herhjemme til at afblæse eller udsætte en mindefest i Helsingør, hvor man den 25.november 1940 fejrede 400 året for Sthens fødsel og i den anledning opsatte en mindeplade i Sct.Olai Kirke. Mindepladen er i dag et synligt vidnesbyrd om de langtrækkende spor efter C.J.Brandts bedrevidende afvisning af Worms oplysning. Først i Ernst Frandsens artikel om Sthen i DBL2 XXII Kbh.1942 ses Waldes forskningsresultater at være nået til Danmark. Frandsen daterer nu Sthens fødeår til 1544 og Vb til 1588 eller 1589. Oluf Friis regner i sin litteraturhistorie 1945 med fødeåret 1544 og kender eksistensen af udg.V og S, men fastholder dog udgivelsesåret 1591 p.g.a. regnestykket 1565 + 26.

Ikke uden interesse i vor sammenhæng er C.G.Hellströms artikel om Bokhandlare i Malmo under den danska tiden i Malmö Fornminnesförenings Årsskrift 1945 30-54. Heraf fremgår, at bogbinder Matthis Pedersens lager i 1614 bl.a. omfattede 10 indbundne Vandrebøger a 10 skilling og 8 eksemplarer af mester Hanss Christensøns handbog a 12 skilling. Boopgørelsen efter Matthis Pedersen viser, at både Salomon Sartor i København og forlæggeren Laurentz Albrechts arvinger i Lübeck gør økonomiske 204 krav gældende i boet. Det kan være et fingerpeg om, at Sartor allerede inden 1614 har trykt et oplag af Vb. Albrechts rolle som tidlig udgiver af Vb har allerede været berørt i forbindelse med Collijns artikel i NTBB 1923. De 10 skilling, som Vb kostede i 1614, kan sammenholdes med, at der i 1638 på auktionen over Ingeborg Rosenkrantzes løsøre i Sæby i Vendsyssel solgtes »1 Wandrebog [for] 1 S.Mk.«, hvilket formentlig betyder én sletmark (jf. Nye Danske Magazin VI, Kbh.1836, 64).

Anders Malling kendte hverken Waldes undersøgelser, Frandsens leksikonartikel eller Friis' litteraturhistorie, da han i 1952 besøgte Skokloster for at studere udg.S, men hans konklusioner i DTT 1952 er identiske med Waldes vedr. fødsels- og udgivelsesår. Salomon Sartors udg.S dateres til 1612-44. Malling har forgæves søgt efter udg.V på Gotland og kender ikke eksistensen af kopien af udg.V på Det kongelige Bibliotek. Malling sandsynliggør, at fødselsdagsdigtets »anno 44« er ændret til »ætatis 44« i de oplag af Vb, der er udkommet efter 1644, da læseren ellers måtte tro, at digteren var født i 1644. Om den egentlige Vb's indhold oplyses, at en stor del slet ikke er nyt, men ganske simpelt optryk fra Sthens En liden Haandbog 1578 (Hb). Forholdet mellem Hb og Vb karakteriseres ved, at Hb går grundigere ind på alle dagligdagens situationer og gudstjenestens led, mens Vb, foruden rejsebønner i lidt større tal, bringer mange rimede vejledninger for omgang med mennesker. Med hensyn til Vb-T mener Malling, at tillæggets sidste ni salmer T34-42 samt de to afsluttende digte er blevet skrevet og tilføjet af Sthen selv i hans alderdom. Salmen Af Høyheden oprunden er kan godt have foreligget før Sthens død i 1610, eftersom den kendes fra Anna Gyldenstjernes håndskrift, der er blevet til inden 20.marts 1611. Kort efter Sthens død har Salomon Sartor yderligere forøget tillægget med 30 salmer fra Th86 samt den ret nye morgensalme Jeg vil din pris udsjunge af Jacob Madsen. Derved forklares Sartors kolofon »Oc nu paa det ny formerit oc forbedrit..«

En endnu tidligere datering af Vb er forsøgt af August F. Schmidt i Da.St. 1955 s.113-115. Efter med urette at have tillagt 205 O.Walde den opfattelse, at udg.V skulle være fra år 1588, peger Schmidt på følgende indskrift på prædikestolen i Malt Kirke ved Askov: »Gvd vnd os alle paa denne Øe 1588/ erlig at lefve IHS oc salig at dø« (aftrykt efter Danmarks Kirker, Ribe Amt, Herning 1994 2828f). Denne og en beslægtet nu tabt indskrift ligeledes fra 1588 i Grene gamle, nu nedbrudte kirke mener Schmidt »må uden Tvivl have deres Forudsætning« i de næsten ligelydende linier i Vb 56,152f og 41 str.18. Derfor må Vb være ældre end 1588. Sthens linier på kirkeinventaret i Malt og Grene kan skyldes lensmanden Erik Lange, der besøgte Hven i 1584, hvor han traf sin senere hustru Sophia Brahe, der fulgte godt med i den nye litteratur, så »det er vel ikke ganske udelukket, at Vb netop så Lyset i 1584!« Såvidt August F.Schmidt, der, skønt han selv anfører andre eksempler på dette rim, langt fra er klar over dets almindelige udbredelse, således som det fremgår af kommentaren til Vb.12,16. Der er derfor snarere tale om, at Sthen her som andre steder i sin Vb betjener sig af gængse vendinger og rim.

Samme år 1955 fremsatte den norske sognepræst H.Blom Svendsen i Præsteforeningens Blad nr.42 769-772 en teori, der forudsætter, at Sthen endnu i 1589 arbejdede med stoffet til Vb. Blom Svendsen mener i akrostikonsalmen Herre Jesu Christ, Vb 42, at kunne finde et kryptogram i den afsluttende strofe 8, der giver årstallet 1589 for denne salmes tilblivelse og således forklarer og fuldender det mærkelige akrostikon HANS ANNO. Anders Malling refererer Blom Svendsens teori med tilslutning i Dansk Salmehistorie I 1962 284f og VIII 1978 182-185.

I Hymn.Medd.1980 71-146 har udgiveren imødegået Blom Svendsens og Mallings tolkning af HANS ANNO og i stedet set dette akrostikon i lyset af de udbredte eskatologiske forventninger til annus mirabilis 1588. Konsekvensen heraf er, at hele manuskriptet til Vb må antages at foreligge færdigt i november - december 1588 og har kunnet trykkes i begyndelsen af 1589. En s.79 udtalt formodning, om at nr.163 i Holarbiskoppen Gudbrandur Thorlakssons salmebog 1589, en parafrase af Ps. 121, skulle 206 være en oversættelse af Vb 9, viser sig ved en nærmere kontrol ikke at holde suk og kan således ikke bruges til at datere Vb.

Hvad der også hører med til den hidtidige forskningshistorie, skønt nærværende udgivelse er det første udførlige vidnesbyrd herom, er de fund af hidtil ukendte eller upåagtede Vb-udgaver og -eksemplarer, som er gjort under forberedelsen af denne udgivelse. I 1980 lykkedes det at opspore pastor Brummers oven for omtalte eksemplar, der, skønt det kun er et udateret fragment uden trykkested og -år, lod sig identificere som en Salomon Sartor-udgave fra 1612-24 (udg.H). I 1986 fandt Erik Dal i Herzog August Bibliothek Wolfenbüttel en anden notorisk Sartor-udgave med bevaret kolofon, men uden årstal. Denne udg.W havde frakturinitialer ligesom udg.H og matte være trykt i samme periode 1612-24. Men tekstvarianter viste, at W var yngre end H. Det var derfor rimeligt at tidsfæste udg.H til 1612-18 og udg.W til 1619-24. Endelig dukkede i 1990 udg.N op pa Universitetsbiblioteket i Oslo. Også denne udgave var begået af Sartor i perioden 1612-24. Variantundersøgelser godtgjorde, at udg.N var trykt senere end H og tidligere end W, og nu kunne tidsfæstelsen præciseres yderligere: udg.H 1612-16, udg.N 1616-20 og udg.W 1620-24. Det er som andetsteds anført disse tre Sartor tryk, der i den nævnte rækkefølge leverer teksten til nærværende udgivelse.

Sideløbende med disse fund blev også nogle sene udgaver fremdraget. I 1980 således et fragment af Kbh.1696 (udg.B), i 1981 et dateret fragment af Lund 1673 (udg.L), i 1982 et eksemplar uden trykkested og -år i privateje i Stalheim i Norge (udg.St) og endelig i 1990 i Universitetsbiblioteket i Oslo et fragment af udg.C. Om disse fund se nærmere under Udgavebeskrivelse.

Udgiveren er, som det nok allerede er fremgået af ovenstaende referat, tilbøjelig til at regne med en udgivelse af Vb allerede i begyndelsen af 1589, idet intet taler imod, at manuskriptet til bogen har været trykklart sidst på året 1588. Et ikke hidtil fremført argument for dette udgivelsestidspunkt skal her til slut forsøges.

207

Skønt jeg vel véd, at det på ingen måde kan betragtes som tvingende, er det dog en tanke værd. I foråret 1589 udkom Sthens Hb for tredie gang, nu med en ny fortale dateret »Malmø, Anno 1589. den 18.Martij«. I dedikationen til Holger Ulfstand til Skabersø nævner Sthen, at der er skrevet så mange smukke, korte og nyttige bønnebøger af Skriftens ord og af gamle kirkelæreres skrifter både på latin, tysk og dansk og, fortsætter Sthen, »Ieg haffuer oc aff det ringe Talent oc Pund Gud haffuer naadigst forlent mig, giort der til huad mig haffuer verit mueligt, i en fire eller fem smaa Bøger som ieg haffuer ladit ved Trycken vdgaa, oc synderlige denne min lille Haandbog oc Manual, som nu bliffuer tryct igen paa Ny..«. Det er omtalen af de hidtil udgivne fire eller fem bøger, der er interessant i vor sammenhæng. I 1589 vides Sthen at have udgivet følgende skrifter: AV 1571, Epithalamion 1572, Cypr.1578, Hb 1578, LH 1581, Tr 1581 og SV 1584. Dertil kommer den af Lyschander bevidnede, men i dag ukendte Vita Johannis Hus, Kbh.1572 eller 1574. Det bliver ialt otte udgivelser. I dedikationen opregner Sthen imidlertid ikke hele sit hidtidige forfatterskab, men kun sine bønnebøger. Af egentlige bønnebøger vides Sthen pa det tidspunkt kun at have udgivet to, nemlig AV og Hb. Men Sthen nævner fire eller fem. Nu findes der også bønner i flere af de øvrige skrifter. I Cypr er der fire pestbønner, i Tr findes forældres bøn for deres børn, en daglig bøn på rim og nogle nadverbønner, og i SV findes to korte bønner. Det giver sammenlagt fem bøger med bønner i større eller mindre tal. Det er således et åbent spørgsmål, hvilke af sine bøger Sthen regner til de fire eller fem bønnebøger. Han kan med fire sigte til AV, Hb, Cypr og Tr. Den femte kunne være SV med det sparsomme indslag af bønner. Men i stedet for at lade Sthens usikkerhed om fire eller fem gå på, om psalterudlægningen SV kan henregnes til bønnebøgernes tal eller ej, er det mere sandsynligt, at usikkerheden drejer sig om, hvorvidt den i trykken værende Vb vil nå at udkomme inden Hb 1589 og således retfærdiggøre Sthens tælling af fem egne bønnebøger.

208

Tillægget

Selv om det af ovenstående historiske oversigt fremgår, at Vb-T allerede har været genstand for adskillige forskeres opmærksomhed, er det tænkeligt, at en mere minutiøs granskning af teksterne med inddragelse af ny viden og nye metoder vil give nye svar på spørgsmålet om Vb-T's tilblivelse.

Vb-T omfatter 40 salmer i de udgaver, der i dag er komplette. Det er dog tvivlsomt, om Vb-T fra første færd har haft dette omfang. En vignet forneden på blad Cc 7r efter T-30 fastholdes hårdnakket i udg. HVNW og antyder dermed afslutningen på et eller andet, formodentlig en tekstsamling. Den samme vignet anvendes blad Hh 8r og Ii 8v i udg.WS og markerer der ligeledes afslutning. En anden formel ejendommelighed, der kan indicere en anden tekstsamling, er, at først fra og med T-33, der er en morgensang, sker der en udtrykkelig strofetælling i resten af tillægget. Dog skal bemærkes, at hvor strofetællingen i T33-41 sker mellem stroferne, foregår tællingen i T-42 foran 1.linien i hver strofe. Dette tilsyneladende umotiverede skift i opsætningen skyldes muligvis, at T-42 er kommet til senere. En anden forklaring kan være, at en bogtrykker i pladsnød har valgt at klemme bogens sidste salmetekst ind ved at spare mellemrum mellem stroferne. Det er endvidere påfaldende, at kun denne salme skilter med at være »af Tydske paa Danske vdsæt«. Det samme kunne siges om T-41.

En anden ejendommelighed ved samlingen T33-42 er, at flere af disse salmer (T33-35, 39-40) har melodiangivelse, hvad ingen i den forudgående samling T2-32 har. Tilsyneladende er teksterne T33-42 aftrykt mekanisk efter diverse forlæg og med bibeholdelse af disses overskrifter, uden noget forsøg på at gennemføre en ensartet praksis. Således bærer T35-37 præg af at stamme fra et skillingstryk med tre tekster. Det røbes af overskrifterne »En ny Vise..., Den anden Vise.. Christelige forandret.., Den tredie Vise.. Ocsaa Christelige forandret.« Derpå følger tre klageviser T38-40, der beklager henholdsvis verdens utroskab, ungdommens ustadighed og alderdommens svaghed.

209

Endelig afsluttes med de to nævnte oversættelser fra tysk.

Uden for salmernes tal, men stadig som en del af Vb-T, står den latinske sentens T-43, som også kendes andetsteds fra og derfor ikke nødvendigvis er Sthens forslag - og i alt fald er den ikke formuleret af Sthen, sådan som Hans Brix tror -, samt de to afsluttende digte »Bogen taler til Læseren«, T-44, og »Læseren taler til Bogen«, T-45, der må være kommet til på et tidspunkt, hvor det er blevet sandt, at »Etlich tusind Exemplaria, som du seer/ Ere tryckte af mig (nl.Vandrebogen) baade her oc der« T44,6-7. Det fremgår også af samme digt, T44,8-10, at der i den mellemliggende tid er fremkommet både negativ og positiv kritik af Vb.

Bogen afsluttes af to registre, hvoraf det første er en kort »undervisning« i, »hvad den lille Vandrebog indeholder«, medens det andet oplyser om »de Psalmer oc Loffsange, som ere tilsætte vdi denne lille Bog«. Andet register drejer sig altså om salmerne i Vb-T, medens første register sigter på den egentlige Vb. Disse registre kan muligvis røbe noget om Vb's tilblivelse. Første register afsluttes med »En Klagevise offuer Verdens wtroskaff [blad] Ff 8« og »En klaglig Sang oc Vise, for en Person der suag, oc til Alders kommen er [blad] Gg 6«. De to viser findes ganske rigtigt på de nævnte blade, som vel at mærke findes i Vb-T, som T-38 og T-40, hvad der virker sært, eftersom første register foregiver kun at omfatte den egentlige Vb! Vi må derfor ud fra første register konkludere, at T-38 og T-40 oprindelig har været anbragt til sidst i den egentlige Vb, men siden er forvist til Vb-T og ydermere adskilt af T-39, der også i sin tone er en klagevise. Flytningen af de to klageviser til Vb-T kan forklares ved, at de i den oprindelige Vb formelt må have stået underlig afsondret fra de øvrige sangtekster 36-51, adskilt fra disse af de moraliserende leveregler 52-60. Men indholdsmæssigt har placeringen mellem 60 og 61 været velvalgt. T-38 med dens moraliserende klagetone har føjet sig smukt til levereglernes ditto og så at sige leveret et afsluttende poetisk og sangbart højdepunkt på disse. Og T-40 har med sin mere personlige stil lagt op til 61, det efterfølgende 210 fødselsdagsdigt. Det kan undre, at fødselsdagsdigtet ikke figurerer i første register, men dette er i det hele taget mangelfuldt og medtager f.eks. heller ikke den indledende fortale til læseren.

Formodentlig har 1.udg. af Vb været uden tillæg, en ydmyg tryksag, der hurtigt blev glemt og kasseret, da Vb begyndte at udkomme med stadigt voksende tillæg. En mindelse om en »lille« udgave af Vb kunne være den kendsgerning, at den tidligste tradering af Vb-stof, i ElPs.1602 og Gryd2 fra 1613, kun gælder tekster fra Vb og ikke Vb-T.

Dersom T-38 oprindelig har efterfulgt 60 med overskrift forneden på blad S 6r, kan denne tekst og T-40 være afsluttet forneden på blad T 7r. Fødselsdagsdigtet 61 er da påbegyndt blad T 7v foroven og afsluttet blad V 5r forneden, hvorefter de fem registersider har kunnet slutte blad V 7v forneden, og der har været et afsluttende blad V 8 til kolofon. På den måde kan hele ark V være fyldt ud. Denne rekonstruktion er kun en ud af flere mulige og tager f.eks. ikke højde for det problem, der antydes i kommentaren til T-3.

At Vb-T ikke er tænkt med, da Sthen redigerede Vb, ses af, at der ved 11,16-17 mangler en henvisning til T-14, ja, det havde slet ikke været nødvendigt at aftrykke slutstrofen VOr HErris Iesu Christi Fred i 11,20-26, hvis der kunne henvises til salmen i dens helhed bag i bogen. Der er også små tekstforskelle mellem 11,21-22 og T-14 str.7,2-3, som næppe ville have forekommet i en velredigeret bog. Dernæst er det vanskeligt at forestille sig, at Sthen skulle have ønsket at give plads for Thomissøns bordbøn HErre Gud du være nu prjset, T-12, som hans egen bordbøn 49 er en slags moddigtning af og konkurrent til. Vi må deraf slutte, at Sthen er uden ansvar for denne del af Vb-T.

Det har ovenfor været berørt, at vignetten efter T-30 kunne indicere afslutningen på en salmesamling. Endnu et forhold peger stærkt i den retning, ja, lader sig næppe forklare på anden vis. Efter den første salme i tillægget, T-2, optræder den påfaldende henvisning til Den signede dag (T-3), der findes på blad H 7. At denne henvisning er fejlagtig, eftersom dagvisen faktisk 211 står blad G 6v, er et problem for sig (se kommentar til T-3). Men selve den omstændighed, at udgiveren tror, at brugeren vil forvente at finde Den signede dag på netop dette sted i tillægget, mellem T-2 og T-4, bør vække forundring. Kun eksistensen af en almindelig kendt salmesamling med dagvisen på andenpladsen kan forklare denne note på dette sted.

En sådan salmesamling kendes ikke længere. Men at småsamlinger med uddrag fra Th har eksisteret, er bevidnet med Lorentz Benedichts vrede ord i fortalen til Th86 - aftrykt i Dal.Bibl.42f - , at han »daglige seer oc forfarer, at samme Psalmer [som i Th] Prentis baade en oc anden sted, vdi smaa Form, oc dog bliffuer extraheret vdaff salige M.Hansis Psalmebog ...«

Med denne udtalelse kan Benedicht sigte til Reravius' salmebog (Rerav), der siden 1575 var genoptrykt i alt fald o.1582, jf. Dal.Bibl. 41, og formodentlig i 1582 af Albert Hansen udgivet i en revideret form (rev.Rerav), som vi nu kun kender i udg.1587 og 1593 (LysterThmut 321-324). Men både før og efter 1575 må der have været et behov for at have de mest brugte salmer ved hånden i små samlinger. Hvor den småt trykte Rerav var udgivet angiveligt med henblik pa vejfarende folk og fattige skolebørn, har nærsynede degne og præster og ældre folk skullet bruge billige salmetryk med større og mere læservenlige typer. Fra Tyskland kendes småsamlinger med titler som »Schöner geistlicher Lieder Achte, So die Kinder bey dem Tisch..pflegen zu singen«, Erffordt 1563 (8 salmer), »Vierzehen schöne Geistliche Lieder..«,Nürnberg (1560erne), »Vthsettinge Etliker Psalmen vnd Geistliken leder..«, Lübeck 1567 (10 salmer), »Zwölff Schöne Christliche Gesenge..«, 1587 og »Etlike Psalmen vnde Geistlike Leder..«, 1592 (11 salmer), Wack.I s.776 og WackBibl. nr. 799-800, 891, 997, 1021.

Spørgsmålet er nu, om det er muligt i tidlige 1600-tals salmebøger at finde spor efter den postulerede samling. Sporene skulle da fremgå af sammenfald i salmernes rækkefølge og eventuelle fælles tekstvarianter. Hvad det første angår, kan der iagttages visse med Vb-T fælles strukturer i de tidlige udgaver af »Nogle 212 Vdkaarne Psalmer At siunge i den Christne Menigheds forsamling« (Udk). I fragmenterne af Udk00, skønsmæssigt dateret o.1600 og med ialt 83 bevarede tekster, optræder 20 af de 29 tekster fra Vb-T. Det er en ret stor procentdel. Endvidere optræder i denne udgave teksterne T4-7 og 9-10 i fremadskridende rækkefølge, omend spredt ud over hele samlingen, som nr. 5, 15, 17, 31, 72 og 77. At rækkefølgen ikke bare er overtaget fra Th, ses af, at de samme salmer i Th ikke står efter hinanden, men sådan: blad 119. 259. 217. 183: 268: 196:. Påfaldende er også, at T22 - 24 optræder som nr.70, 74 og 75 i Udk00 (i Th blad 106: 350: 235.).

I Udk20, som er den ældste komplette udgave, finder vi det i vor sammenhæng interessante fænomen, at salmen Dig tacker ieg kiere Herre, T-2, ganske som i Vb-T efterfølges af Den signede dag, T-3 (rækkefølgen i Th. er den omvendte: 318. 316.). Ud fra disse iagttagelser vover vi at hævde, at 1600-tals traditionen Udk. har udviklet sig af den tabte samling, der er forlæg for T2-30. Medens Udk. må betegnes som en stærkt forøget udg. af den tabte samling, kan T2-30 enten være identisk med eller snarere være et stadium i en anden udvikling af denne samling.

At T-31 og T-32 er føjet til i Vb-T, kan forklares ved, at T-31 i Danmark fremkom som en salme »Til afftensang« (Een ny handbog 1529 blad 8r) og muligvis længe i den folkelige bevidsthed kan have bevaret status som aftensang. Og tankeforbindelsen fra aften (T-31) til død (T-32) er gængs, jf. til T19-21. At slutte en salmesamling med en aftensang og en dødsberedelsesbøn er faldet naturligt. Dertil kommer, at T-31 i Tausen blad 42v er anbragt i slutningen (som næstsidste salme) af bogens første afsnit. Endelig bliver den både der og siden i Rerav 1575 betragtet som en lovsang til treenigheden (hvad den ikke er i Th). At afrunde med en lovprisning af treenigheden er almindeligt i kristenheden. Med hensyn til T-32 var Paul Ebers metaforstærke dødsberedelsesbøn umådelig populær. Sidst i 1500-tallet udviklede der sig en tradition for at afslutte bønnebøger med denne salme. Det gælder således flere udgaver af Joh. Avenarius' 213 »Christliche Gebete« og Andreas Musculus' »Betbuchlein«. Der kan altså anføres gode grunde til at afrunde samlingen med T-31 og T-32.

Men det er langt fra nogen udtømmende forklaring på sammensætningen af T2-32, der må betegnes som en ret kompleks størrelse. Det er således bemærkelsesværdigt, at medens der ikke i T2-21 optræder et eneste forfatternavn, dukker forfatterne op i T22-32 med Luthers navn ved T-22 og T-27, Thomissøns ved T-28 og T-29 og Paul Ebers ved T-32. Og forklaringen er ikke, at der ikke findes salmer af disse forfattere i den førstnævnte del. Luthers navn kunne have været nævnt ved T4-6, Thomissøns ved T7-8, 11-12 og 20-21, og Paul Eber er lige så ansvarlig for T-16 som for T-32. Og sidst, men ikke mindst, kunne Sthens initialer have stået ved T-14. Forklaringen er derfor snarere, at en samling med anonyme tekster (T2-21) har fået et senere tilskud (T22-32) af mere eller mindre navngivne tekster.

Kilderne til T2-32 er ikke uden videre Th86, som Severinsen og Malling mener. Bestemmelsen af kilderne er langt mere kompliceret, idet der må sondres mellem tillæggets forskellige dele. Den første samling består væsentligt af lovsange til brug i dagens (livsdagens) løb og er derfor naturligt afsluttet med to aftensange T19-20 og en dødsberedelsessalme T-21. Kilderne til denne samling lader sig nok kun antydningsvis udpege. Alle salmerne findes i Th86. Så langt har Severinsen og Malling ret. Deres påstand kan tilmed hente støtte i kommentarens variantundersøgelser, der i T-5 str.2,4, i T-7 str.3,2 og i T-14's overskrift såvel som str.7,3 kan påvise et tydeligt slægtskab med Th86. Men om denne del af Vb-T henter sit stof direkte fra Th86, eller Th86 og Vb-T bare gør brug af en fælles tradition uden for salmebøgerne, kan næppe afgøres. Th86 er nemlig ikke bare en forkortet udgave af Th, men Rerav (og muligvis også andre salmetraditioner) har inspireret til såvel Th86's tekstændringer som flytninger af salmer fra en rubrik til en anden.

Endvidere forekommer der i T2-21 en række karakteristiske læsemåder fælles med Udk. - f.eks. T-10 str.5,2; T-16 str.2,7; 214 3,3; 5,5; T-17 str.3,7; T-18 str.1,4; T-19 str.3,4; 7,4 - som støtter teorien om en selvstændig tradition, der har levet sideløbende med både Th og Rerav og gjort brug af begge. De mange sammenfaldende læsemåder kunne teoretisk set forklares med, at Vb-T har været forlæg for Udk. Men det konservative præg i de tidlige Udk-udgaver, hvor ingen af Sthens egne salmer fra Vb har fundet optagelse, gør en sådan tolkning usandsynlig. Tilbage bliver, som eneste rimelige forklaring på slægtskabet mellem Udk. og Vb-T, at de begge øser af samme kilde.

Til samlingen T2-21 er føjet T22-30 uden mindste forsøg på at integrere disse sidste i den første samling eller ordne dem alle efter et fælles princip. De ni salmer T22-30 er alle taget direkte fra Rerav, hvorfor denne »samling« tidligst kan være gjort i 1575. Havde det ikke været for vignetten efter T-30, måtte man tro, at også T-31 var føjet til i samme omgang. Den er nemlig også hentet fra Rerav. Det behøver T-32 ikke være. Den er mere beslægtet med Th86. På grund af vignetten efter T-30 antager vi, at T-30 har været sidste salme i den samling, som udgiveren af Vb forefandt og besluttede at indlemme i Vb. Om denne samling så også har rummet alle 29 salmer i T2-30, kan vi ikke vide. I den arbejdsgang, hvor T-3 (dagvisen) blev udeladt, kan andre tekster være blevet indlemmet. Det kunne være forklaringen på, at T10-11 og 18-19 ligner salmer, der er hentet fra Rerav, måske (p.g.a. T10-11) fra rev.Rerav.

Der er ikke i dette taget stilling til, om Sthen selv har haft en hånd med i udformningen af Vb-T. En sådan hånd er svær at få øje på i samlingen T2-32, der snarere skyldes en forlægger. Derimod må Sthen være den ansvarlige for den efterfølgende samling T33-42. Derom har der ganske vist hersket tvivl, siden Brandt i 1888 kunne påvise, at T-33 var oversat af Jakob Madsen. Severinsen og Brummer drog den konsekvens, at når T-33 ikke er af Sthen, har vi heller ingen garanti for, at de øvrige salmer i T33-42 er Sthens, bortset fra T-36, der i Th86 bærer signaturen M.H.C.S. Problemstillingen ændres afgørende, hvis det kan sandsynliggøres, at T-33 alligevel stammer fra Sthens hånd.

215

Dette sandsynlighedsbevis mener jeg at have leveret i Hymn.Medd.1993 193-209, jf. kommentaren til T-33. Herefter kan vi med større frimodighed tilskrive Sthen æren for T33-42.

Som ovenfor nævnt er der strofetælling i T33-42 ligesom i alle sangtekster i den egentlige Vb. Også på et andet punkt ligner T33-42 den egentlige Vb. Sthen har melodiangivelse ved næsten alle sangtekster i Vb. Ved størsteparten, 39-48, introduceres melodien med vendingen »Siungis met den Tone(, som)«. Ved 38 og 50 skrives »Siungis vnder/met de Nøder« og ved den søfarne vise 51, som ikke er af Sthen, hedder det »kand siungis met Det Stemme«. Endelig er 37 og 49 uden melodiangivelse. Praksis er let ændret i T33-40, hvoraf ingen sjunges »met den Tone«, men T-33, 34 og 40 »Siungis met de Nøder..«, T-35 »siungis som den gamle Vise« og T-39 »siungis som den..«. Endelig er T36-38 og T41-42 uden melodiangivelse.

Medens vi må antage, at 1.udg. af Vb er udkommet uden noget tillæg, kan allerede 2.udg. have fået et beskedent tillæg. Overskriften i T-1 annoncerer kun »nogle faa Sange«, og det kan meget vel have været T33-40. Af disse er to salmer iflg. første register overført fra Vb, nl. T-38 og T-40. To andre, T-36 og T-37, kendes allerede fra Th86. Formodentlig er de endnu ældre og har sammen med T-35 været udgivet som skillingstryk. Sthen indleder sit tillæg med T-33, der er hans egen oversættelse af den nye tyske morgensang Aus meines Hertzen grunde, kendt i et tryk fra Riga 1592 med 11 strofer som i T-33. Tillægget T33-40 stammer nok tidligst fra dette år. Det vil være rimeligt at antage, at det har været afsluttet af sentensen T-43 som en slags slutvignet. Som sådan er sentensen i alt fald brugt i Niels Heldvads »Formular Bog« 1624, jf. kommentar til T-43. Hvad forlægget til T-41 angår, er Nicolais Wie schon leuchtet der Morgenstern tidligst kendt i et tryk fra 1599, men kan være skrevet allerede i 1597, hvis ikke endnu før. Det tyske forlæg til T-42 kendes i dag ikke ældre end 1613, men det beviser intet om tidspunktet for tilblivelsen. Salmen foreligger i en dateret dansk oversættelse fra samme år. Formodentlig er T41-42 føjet til Vb-T, 216 så snart de har foreligget på dansk. Allersenest sammen med tilkomsten af T-44 og T-45, se nedenfor. Det yngste tilskud til Vb-T er vel den indledende samling T2 - 32, der måske først er kommet til efter Sthens død. I så fald kan den være Salomon Sartors opfindelse. I den forbindelse er kolofonen i udg.W og S interessant med sin formulering »Oc nu paa det ny formeerit oc forbedrit«, der tilkendegiver ikke bare én, men mindst to forøgelser af bogens omfang.

Teorien om en tidlig tabt salmesamling, der ligger til grund for både T2-32 og Udk., vil i punktkommentaren blive støttet ved talrige påvisninger af fælles tekstvarianter for Vb-T og Udk. Denne del af Vb-T er hidtil blevet negligeret som et ret uinteressant uddrag af Th. Det kan dog meget nemt vise sig at blive et for salmebogshistorien særdeles spændende vidnesbyrd om en nu glemt tradition for små salmehæfter, der med kirkens uofficielle velsignelse, men til stadig irritation for indehaveren af salmebogsmonopolet, har været i omløb i den fattige almue, der aldrig fik råd til at eje en rigtig salmebog.

De to afsluttende digte »Bogen taler til Læseren«, T-44, og »Læseren taler til Bogen«, T-45, er for det sidstes vedkommende underskrevet Huldericus Lithovius S. & F. Hans Brix, der i 1914 gik ud fra udg.J med læsemåden Lithoxius, har i Vb-1914 redegjort for, at navnet Huldericus er en latinisering af det tyske adjektiv huldreich, der betyder nådig. Det er en slags oversættelse af navnet Hans, der via det græske Johannes går tilbage til det hebraiske Johanan, der betyder »Gud er nådig«. I efternavnet indgår det græske »lithos«, der betyder »sten«. Brix tvivler på, at endelsen -oxius har med Oxie at gøre, som var navnet på Sthens provsti. Snarere antager han, at efternavnet har forbindelse med det græske ord for stenhugger. For Brix står det fast, at det er Sthen selv, der gemmer sig bag dette pseudonym, hvormed han vedkender sig de to digte, der er skrevet og føjet til i en senere udgave af Vb. De efterfølgende bogstaver »S. & F.« forstår Brix som Spes et Fides, dvs. håb og tillid. Det er dog gådefuldt, hvorfor udgiveren i bogens slutning kalder sig ved andet navn end 217 det, han benytter på titelbladet, ligesom Brix' tolkning af S. & F. synes grebet ud af luften. Sthen har intet motto eller symbolum, hvori ordparret Spes et Fides indgår. Man ville nok også snarere end et motto vente at finde f.eks. en stillingsbetegnelse umiddelbart efter navnet.

Lithovius eller Lithoxius må på en eller anden måde spille på navnet Sthenius. Huldericus som oversættelse af Johannes må også tages seriøst. I Matthæus Dresserus' De festis diebus christianorum et ethnicorum Lipsiae 1590 215 findes denne forklaring på navnet Johannes: »Iohannes Hebraicè Iohannan, id est, gratiosus Holdreich«, dvs. Johannes hedder på hebraisk Johannan, det er: velvillig, nådig. Så langt kan vi altså tilslutte os Brix, at vi bag pseudonymet ser navnet Johannes Sthenius. Det behøver dog ikke nødvendigvis være provsten og salmedigteren, men kan lige så godt eller snarere være hans søn Hans Hansen Sthen også kaldet Hans Stensen/Steensen. Om ham véd vi, at han i august 1600 under navnet Johannes Sthenius blev optaget som pavelig alumne på jesuitterkollegiet i Braunsberg, hvor han i august året efter skrev et ærevers i bysbarnet og studiekammeraten Villum Ravns alias Gulhielmus Corvinus' Assertiones ex universa philosophia (Bibl.Dan. I 900). Kort forinden var broderen Frands kommet til Braunsberg, åbenbart med tidender, som fik den ældre bror til at rejse hjem allerede en uge efter Villum Ravns disputats, men med det forsæt at vende tilbage til Braunsberg (Helk 295, 301, 350f). Derefter møder vi Hans Steensens navn i Malmøs dombog for 8.8.1605, hvor han nævnes gentagne gange sammen med sine yngre brødre Gabriel og Frands i forbindelse med skiftet efter deres i 1602 afdøde mor. Da den forhenværende provst i april 1608 blev stævnet for retten for arvesvig, var det den ældste søn Hans Steensen, der mødte op på rådhuset på sin sengeliggende faders vegne. Han benævnes i dombogen »fordumb scholemester vdj Ydstede«, men havde på sin faders »endelige begering« forladt sin post i Ystad for at kunne gå faderen til hånde. I begyndelsen af arvesagen er han da også på faderens side, men svinger siden over og anklager sin far for at have 218 forholdt ham og hans brødre oplysning om omfanget af deres mødrene arv. Først en måned før faderens død frasiger brødrene sig den 5.marts 1610 ethvert yderligere krav på arv efter moderen og takker deres far for nøjagtig betaling i alle måder (Weibull 40-50). Hans Steensen var få dage forinden, den 2.marts, blevet borger i Malmø. Derefter vides om ham, at han den 12.12. 1614 og den 15.12. 1617 var tingmand og den 28.10. 1620 herredsskriver i Oxie fogderi. Han døde i pesten 1625 og blev begravet 3.9. 1625 på Skt.Petri kirkegård (Isberg 67).

Antagelsen af, at det er Hans Steensen, der er forfatter til T-44 og T-45, kaster lys over flere hidtil dunkle punkter. Det er nu muligt, at endelsen i pseudonymet Lithoxius alligevel har med Oxie at gøre, idet Hans Steensen hermed kunne betegne sig som stammende fra (provsten over) Oxie Herred. Dog må det forbehold gøres, at ældste læsemåde unægtelig er Lithovius! Endvidere bliver det nu lettere at forstå forkortelsen S. & F., der på den opridsede baggrund bedst tydes som »Studiosus et Filius«, dvs student og søn. De to digte kan være skrevet af Hans Steensen efter hans hjemkomst i august 1601 fra de uafsluttede studier i Braunsberg. Eftersom Sthen åbenbart havde tabt kontakten til sin ældste søn Christoffer, der var rejst udenlands i sine unge år og aldrig vendte hjem (Isberg 66; Carlquist II 31), har sønnen Hans været den ældste af de tilbageværende børn og den søn, som faderen ønskede ved sin side, når problemerne voksede ham over hovedet. Det falder derfor naturligt at antage, at det er sønnen Hans, der tilmed i Braunsberg havde forsøgt sig som poet, der har besørget en nyudgivelse af Vb, enten under faderens sygdom eller efter hans død. I imødegåelsen af kritikken af viserne i Vb henvises der i T-44,16 til doktor Knaustius og andre, der i Tyskland har skrevet tilsvarende kontrafakturer. Da Sthen ikke ellers røber kendskab til Heinrich Knausts viser, kan oplysningerne herom stamme fra den fra Tyskland hjemvendte søn.

Hvis det er Hans Steensen, der har skrevet T-44 og T-45, må vi afvise Hans Brix' spekulationer om, at bogstaverne V og L i 219 Sthens symbolum Vb 62 og i sentensen T-43 har nogen som helst forbindelse med pseudonymet Vlricus Lithoxius (Brix 8f). Sandsynligheden herfor er så meget mindre, som sentensen ikke stammer fra Sthen, men fra et af Martials epigrammer (se kommentar til T-43).

*

Sthen og dagvisen

I Th 1569 har Hans Thomissøn som den anden salme i rubrikken »Tacksigelser oc Bøner om Morgenen« aftrykt Den signede dag som wi nu see under overskriften »Den gamle Christelige Dageuise«. Dagvisen (i det flg. forkortet DV) indgår også i den liste på 10 salmer, som udgør Th's 5.register over »de gamle sang, som haffue været brugt i Paffuedommet« og som Hans Thomissøn har »tilhobe samlet, til it Vidnisbyrd, om de fromme Christen, som leffuede for vor tid mit vdi den falske Lærdoms store blindhed oc vildfarelse .. Oc endog saadanne Danske sang brugtis icke megit i Kirckerne (Thi alle vraaer vaare i Paffuedommet fulde aff Latine sang, huilcket den menige Almue icke forstaa kunde) Dog bleffue de siungit for Dørre, oc vdi huse etc...«

At DV er middelalderlig, har vi altså Hans Thomissøns ord for. Spørgsmålet er, om også formen i Th er helt igennem middelalderlig?

I 1745 gjorde Lars Salvius i »Lärda tidningar« nr.14 opmærksom på, at en version af DV findes i Vadstenahåndskriftet C4 i Uppsala UB. En afhandling af A.Axelson »De primordiis et incrementis poeseos svecanae« Upsala 1748 daterede DV i C4 til slutningen af 1300-tallet. Det var imidlertid først med G.E. Klemmings udgivelse af DV's tekst i C4 i »Svenska medeltids dikter och rim« Sthlm 1881-82, at denne for alvor kom i forskernes søgelys. Klemming daterede C4 til omkr.1450. Det skal 220 for fuldstændighedens skyld her nævnes, at Bengt R.Jonsson i Sumlen 1977 60f har rejst tvivl om, hvorvidt det var C4, Salvius fandt, eller om dette fund atter er bortkommet. Iflg. Salvius står DV »med gammal Munka stil skrefwen bak uppå perman på et manuscript uti Upsala Bibliotheque«. Denne beskrivelse passer ikke på teksten i C4, der findes på et lille papirslæg midt inde i bindet.

I DKT 1886 sp.817-25 aftrykte C.J.Brandt DV efter Klemmings udgivelse. Om DV i Th undrer Brandt sig over, at Thomissøn anfører den i sit 5.register og ikke i sit 6.register over de gamle papistiske sange, som er korrigeret og rettet: »thi der vilde den da have haft sin rette Plads. Det er nemlig kjendelig nok, at i den Skikkelse, hvori Thomissøn meddeler Dagvisen, er den korrigeret og rettet; der er ikke det mindste papistiske ved den, men den bærer derimod ganske bestemt Reformationens Mærke... Her er ingen Paakaldelse af Helgener, ej engang af Jomfru Maria, men al Lid sættes til hendes Søn, hans Lidelse og Død; her er ingen Tale om gode Gjerninger, men alene om at vi »i Troen har kjendt Guds Søn«, og endelig er her Tale om Kampen med Djævelen, der er saa fremtrædende i Reformationstiden og særlig i dens Salmer. En saadan Sang kunde ikke være bleven til i den Skikkelse, før efter at Reformationen havde øvet sin Virkning ogsaa hos os, altsaa ved 1530, og da hverken Christian Pedersen eller Hans Tavsen har faaet den med i deres Salmebøger (1533 og 1544).., kan den først være bleven kjendt ved Midten af Hundredaaret, da Hans Thomissøn havde begyndt at forberede sin ny Salmebog. At han ikke taler om, at den er korrigeret og rettet, er paafaldende nok, men det viser i alt Fald, at han har ikke selv rettet den.. og at han sandsynligvis heller ikke har vidst, hvem der har rettet den... (Derfor) bliver det kun Gjætning, hvad vi kan tænke derom; men efter alt hvad vi kjende til den Tids literære Kræfter, er der egentlig kun én Mand, paa hvem Tanken kan falde, som dygtig til at yde et saadant Arbejde, og det er Hans Christensen Sthen. Han var 1565 bleven Rektor ved Helsingørs Skole, og han.. har givet saa mange Prøver paa, 221 hvor ypperlig han kunde »korrigere og rette« gamle Folkesange til aandelige Viser. Ham kunde det ligge nær nok at bearbejde den gamle Dagvise til Brug i sin Skole. Men, som sagt, det er kun en Gisning, og den styrkes i alt Fald ikke ved at Dagvisen ikke findes optaget i nogen af hans egne Bøger, hvor der ellers er Viser og aandelige Sange i Mængde.«

Året efter fremkom Brandt i DKT 1887 657-663 med en udtrykkelig korrektion af det sidste forbehold og bad sine læsere rette denne passus til: »og hvad der styrker min Gisning er, at den findes i hans saa kaldte »Vandrebog«, og det under saadanne Omstændigheder, der stærkt kunde tyde paa, at han staar i et nærmere Forhold til den.« Om Vb oplyser Brandt, at den iflg. titelbladet indeholder bønner og sange »komponerede og skrevne« af H.C.Sthen. Bortset fra to salmer med fremmede forfattermærker er der ingen tekster i Vb, som ikke stammer fra udgiveren. Ved at anbringe DV umiddelbart foran sin egen morgenog aftensang »ordret som den stod i Kirkesalmebogen.. ligger en Antydning af, at til den stod han i et nærmere Forhold, og den havde han en vis Ret til at omgaas med ligesom med sine andre Bearbejdelser og Oversættelser.« Også i Sthen-monografien 1888 s.14 og 51 henviser Brandt til sin »Formodning.., at det er Sthen, vi skylder den Form, hvori Dagvisen er bleven bevaret, og er det saa, da maa det sikkert være sket i de første Aar, han virkede som Skolemester, saa den fik Tid til at blive bekjendt og af H.Thomissen kunde blive optaget i hans Salmebog (1569)«.

I Dansk Tidsskrift 1904 433-446 skriver P.Severinsen hertil, lidt uklart og selvmodsigende, at bearbejdelsen af DV i Th må være noget ældre end 1569, siden Thomissøn uden videre kalder den for »den gamle kristelige Dagevise« og regner den for at være fra den papistiske tid. »Paa den anden Side har den ikke naaet at komme med, da Tillægene til Hans Tavsens Salmebog afsluttedes 1553. I denne Mellemtid maa vel Bearbejdelsen være sket«. Severinsen anser det - vel af tidsmæssige grunde? - for »en ret usandsynlig Gætning«, at Sthen skulle være bearbejderen, og peger snarere på »Sjællands Biskop Hans Albertsen, der røber fin 222 Fortrolighed med den gamle Folkevisetone i Sangen »Jeg ved en Urt baade dejlig og bold«. En ubestemt Tradition tillægger ham flere Salmer, og han kunde meget vel være Dagevisens Fornyer«. Severinsens gæt forekommer endnu svagere end Brandts og savner enhver begrundelse for, hvorfor stiftsprovst Hans Thomissøn skulle fortie sin biskops indsats som fornyer af DV. Eftersom Th bruger at anføre forfatternavne ved de tekster, der er begået af adelige og gejstlige notabiliteter, må vi ved tavsheden ved DV slutte, at bearbejderen enten er ukendt for Thomissøn eller ikke i 1569 har haft en status, der gjorde det formålstjenligt at anføre hans navn.

Severinsen fremlægger sangtekster fra tiden mellem ca.1470 og 1544, der i visse formuleringer kan have den gamle DV som deres forudsætning. Det er den eneste rimelige forklaring på, at den latinske julesang Dies est lætitiæ i 1544 kan begynde »DEn signede Dag er voss beted/ thi maa wi frilige quæde..«, ligesom det også må være afsmitning fra DV's str.1,4, når julesangens str.6,9-10 lyder »da føddis den Herre baade mild oc blid/ oss alle til glæde oc fromme.« I mariavisen Gudh fadhers makth keller iek oppa (aftrykt BH I nr.XII efter håndskriftet AM 76,8° fra ca.1470. I sin helhed er AM 76,8° senest udgivet i A Danish Teacher's Manual, Lund 1993) begynder str.15 »Woræ alth then tingh, i werdhen er/ och all then tingh, som gwdh hawer kier..«, der minder om Th's DV str.5 »Vaar alle de træ i Verden er/..«. Ligeledes er Severinsen ikke i tvivl om, at Th's DV str.7, som ikke findes i hverken C4 eller i den islandske opskrift AM, må have påvirket disse linier i den svenske vise om slaget ved Brännkyrka 1518: »Evinnerlig tid han är så lång/ ho det vil rät betänkja./ Den, Falskhet brukar, for honum är tvång/ i pinone neder sänkte..«. Dog viger Severinsen tilbage for den nærliggende konklusion, at så må Th's DV altså have foreligget inden reformationen.

Om DV's videre skæbne skriver Severinsen, at den snart blev den eneste kendte tekst, der ikke matte mangle i nogen salmebog. På den baggrund finder han det underligt, at den udelukkedes af Kingos salmebog. Men har Severinsen ret i sin pastand 223 om DV's indiskutable yndest? Han er uvidende om, at DV gled ud allerede i Reravs salmebog 1575. Der har sikkert i det første halve århundrede efter reformationen været en så ambivalent holdning til DV, at man ud fra dens fravær i tidens salmebøger ikke kan slutte, om den har været ukendt eller blot ikke fundet egnet til optagelse i en luthersk salmebog. At den dog tidligt har haft sine fortalere, vidner Th, rev.Rerav, Gryd 1 og Vb om. En sen værdsættelse af DV har Severinsen fundet i SømændsPs 1730, hvor teksten kendeligt bearbejdet optræder med titlen Velsignede Dag, den vi tryggelig ser. »Denne Oppudsning af Visen er dog aldrig kommen uden for Sømændenes Kreds«, skriver Severinsen. Vi kan tilføje, at det må tilskrives Sthens fortjeneste, at han ved at optage DV i sømændenes foretrukne andagtsbog En liden Vandrebog har skabt en sejlivet tradition for, at DV fik en selvskreven plads i sømænds og rejsendes salmesamlinger.

Den næste etape i udforskningen af DV's historie skyldes Hans Brix i Edda III, 1915, 177-196. Interessant i vor sammenhæng er, at Brix i en skarpsindig analyse hævder, at den oprindelige katolske DV i C4 er sammenblandet med en yngre syvliniet Maria-farvet dagvise, der begynder: »Nu ær os then myrkia nat forlidhin/ vi seem then dagh gudh haffwer os giffwit..« Her skimtes inspirationen til Sthens morgensang Den mørcke Nat forgangen er, Vb 37.

Brix fremfører med styrke, at »dagevise« betyder morgensang og henviser til en anden kilde til Sthens morgensang, nemlig Erik Krabbes »En ny Dageuise, at tacke Gud for sin beskermelse i den fremfarne Nat, oc at bede hannem om lycke oc raad, om Morgenstunden til en salig oc lyckelig dag«, Th bl.314v.

Brix hævder, modsat Brandt og Severinsen, at mariaversene i C4 er senere tilføjelser til den oprindelige tekst. Brix afviser Severinsens påstand om, at slutstrofen i Th skulle bygge på den afsluttende »Johannesstrofe« i C4. Brix konkluderer, at vi må lade Thomissøns ord stå til troende, at DV i Th er »en af de gamle Sange, som have været brugte i Pavedømmet«. Der er ved udgivelsen i Th ikke foretaget væsentlige forandringer i den, hvorfor 224 spørgsmålet om Sthen som bearbejder af DV bliver irrelevant. Den danske tekst har aldrig været i synderlig grad mariafarvet, og der har derfor ikke været noget at bearbejde.

Det sidste tror Chr. Ludwigs ikke på. I sin bog »Af Menighedens Sang« 1918 vil han ikke på forhånd benægte, at der også i pavedømmets tid kan have lydt evangeliske toner, »selv om det synes mig ganske usandsynligt, at dette skulde have fundet Sted udenfor Mystikernes Kreds. Og af Mystik bærer Dagvisen intet Præg, end ikke af den bernhardinske Kristusmystik. En Strofe som: »Det Kors, vor Herre han bar for os« er mig bekendt ganske mageløs indenfor tilsvarende Salmelitteratur«. Hertil må vi indvende, at netop forestillingen om korset som et værn mellem djævelen og mig er rigeligt bevidnet i senmiddelalderens bønnebøger, jf. kommentarens note til Vb 36 str.4,3. Særlig må opmærksomheden henledes på en udbredt »befalelse« eller »antvordelse«, kendt fra slutningen af 1400-tallet, som rummer en række signelser over mennesker, der står for at skulle ud på rejse. Disse »signelser« kan have motiveret placeringen af dette stof i visen om den signede dag. I antvordelsen indgår denne passage: »Thet hellige blodh som vtflødh aff thine hellige fæm wndher, reense mek aff allæ myne synder oc pynæ, thit hellige kors være pa allæ syder omkringh mek, oc mellom mek oc alle myne wuenner, ath diæffuelen.. mwæ mek æy skade til liff eller siæl.. Iek maner alle myne wuenner i faders naffn, søns oc then hellige andz..« MDB II 31,2-8, jf. også bønnebogsteksten Signæth see then dyræ dagh lin.15-17 (cit.Bruun 85). Her genfindes en række af de elementer, som indgår i DV's str.4 (og str.3). Der er ikke en eneste tanke i str.4, som ikke også kendes i middelalderen.

Ludwigs mener, at optagelsen af DV i Vb er »et ganske bestemt Vidnesbyrd for, at Sangen er bearbejdet«, inden den optoges i Th. Ludwigs går nemlig ud fra, at alle tekster i Vb, der ikke udtrykkeligt bærer andet forfattermærke, må stamme fra Sthens egen hånd, enten som selvstændigt arbejde eller som bearbejdelse.

225

Marius Kristensen hævder, i Da.St. 1926 97-111, at DV i Vb er uafhængig af formen i Th. Begrundelsen er de afvigende læsemåder i Vb, som Marius Kristensen kender fra udg.J og C. Udg.S er endnu ikke kommet til hans kundskab. Især fremhæves, at slutordet i str.1,6 i Vb er »vaade« ligesom i C4, hvorimod Th har »vaande«. Dernæst har Vb i str.7,5 »vi blive udfuset«, hvor Th har »udfus«. I str.4,2 har Vb »for vore synder«, Th har »synd«. Læsemåderne i Vb kan være rettelser, men det er lige så rimeligt, at det er Th, der har ændret for at få en bedre rytme. »At Vb's tekst ikke hviler på Th er da sikkert. Omvendt kan derimod Th's tekst godt udgå fra en, der har været ligelydende med Vb's«. Marius Kristensen lader sine variantundersøgelser være en støtte for Brandts antagelse af Sthen som den lutherske bearbejder. Han oplyser endvidere, at af tre svenske håndskrevne DV-tekster går mindst en (i Kungl.Bibl's visbok i oktav) tilbage til Vb og ikke til Th. Modsat Brix mener Marius Kristensen, at den danske middelalderlige DV har været udpræget katolsk - det vil formodentlig sige med Maria-vers og anråbelser af helgener som i C4 -, og at den lutherske bearbejdelse tilsvarende har været meget grundig, idet flere af de gamle strofer er helt omdigtede og mindst tre nye tildigtede.

I Henry Bruuns monografi »Den middelalderlige dagvise« 1965 efterprøves Marius Kristensens tese om Vb-teksten som uafhængig af Th. Med udgangspunkt i Vb-udg.V fastslår Bruun, at der kun er 13 afvigelser fra Th, og ingen af disse ændrer teksten nævneværdigt. Omtrent halvdelen lader sig forklare som kritiske rettelser udsprunget af Sthens rytmesans. I fire tilfælde (str.4,2; 4,5; 4,6; 6,4) tilføjer han en trykløs stavelse, i to andre (str.3,3 og 7,2) fjerner han den tværtimod. Et lignende stilistisk hensyn kan gælde str.8,1 og 8,3, hvor Th har præsens, Vb imperfektum. Større interesse har kun de fire tilfælde, hvor Vb's tekst står C4 nærmere end Th. To af disse (begge i str.9,6) er dog uvæsentlige: det indføjede »en« før »god Ende« kan skyldes rytmen, det afsluttende Amen kan være en tilfældig lighed. Rigtig interessante er kun varianterne i str.1,3 og 1,6. Konjunktiven 226 »liuse« og slutordet »Vaade« er fælles med C4, hvilket dog kan forklares med, at Sthen fra sin barndom har husket dagvisens 1.strofe og her foretrukket den ældre form. For videregående slutninger savnes fornøden basis. Hertil kommer, at overensstemmelsen mellem udg.V og Th er meget vidtgående, også rent ortografisk. Den bedste forklaring på forholdet mellem Th og Vb må være, at Sthen i det store og hele har skrevet af efter Th, men tilladt sig enkelte afvigelser, oftest af stilistiske grunde, men undertiden også, fordi han kendte og foretrak den ældre førreformatoriske form. Det bemærkes, at DV i Vb ikke er placeret i salmeafsnittet sammen med Sthens egne salmer, men umiddelbart forinden, »som en festlig indledning til det - en særstilling, som ville være umotiveret, hvis Sthen selv havde skrevet den«. Noten i Vb-T3 tyder også iflg.Bruun på, at man »med rette kunde vente at finde (dagvisen) i den del af bindet, som var hentet fra salmebogen«. Endelig tilføjer Bruun som et yderligere argument imod Sthen som bearbejder, at han i givet fald skulle have foretaget omdigtningen i sin tidlige ungdom, et par årtier før hans øvrige salmer blev til.

Til spørgsmålet, om DV i Th er middelalderlig, som hævdet af Brix, eller en reformatorisk bearbejdelse, som Brandt mente, svarer Bruun med forbehold over for begge. Man må regne med en tabt dansk form. Det alt for katolske er blevet frasorteret i Th. Men at Th skulle være en helt igennem reformatorisk omdigtning, strider absolut mod Thomissøns rubricering af DV under gruppen »gamle sang, som haffue været brugt i Paffuedommet«. Bruun gætter på, at str.7-9 er en luthersk tildigtning, og at resten kun er let retoucheret i forhold til den danske senmiddelalderform. I middelalderen kan DV have haft en plads i kirkeåret som salme til julemorgen, hvad dens mariavers synes at bekræfte. Med formen i Th er sangen gjort til en ren morgensalme, hvorved den er blevet hjemløs ved gudstjenesten. Det kan være forklaringen på, at den senere gik i glemme.

Allan Arvastson støtter i Imitation och Förnyelse, Lund 1971 28 og 33-35, Bruun i, at str.7-9 om liv og død synes at være 227 den reformatoriske omdigters værk, der snarere er Hans Thomissøns end Sthens. Arvastson anser str.7-9 som en udlægning i evangelisk retning af slutlinien i C 4: »hans mal faar än godhan ända«. Hans Thomissøns indsats ved udformningen af DV i Th berøres også af Bengt R. Jonsson i Sumlen 1977 64: formodentlig begrænser den sig til en kodificering af en eksisterende tradition. Str.7-9 synes dog at være kommet til efter reformationen. Intet taler iflg. Jonsson for, at Sthen er digter af disse strofer. Pil Dahlerup har i sin analyse af DV fra 1987 et kønspolitisk og antichauvinistisk ærinde. Hun anser den oprindelige DV for at være svensk. I Th er den blevet gennemført reformatorisk, hvad der ikke uden videre er en gevinst: »Glæden, friheden og mildheden fra den svenske dagvise er forsvundet... Glæde er ikke længere det gennemgående centralord, mildheden er forsvundet med Maria, friheden med de vilde fugle... Naturen er indskrænket, verden negativt ladet, mennesket syndigt (str.4). Begrebet lyst er udelukket i dette univers... Til gengæld er kommet et klart og fast centrum, Jesus... Centraliseringen af universet har medført en mandliggørelse, kvindelig er kun genitivendelsen Mariæ, alle andre agerende er af hankøn: Gud, Jesus, djævelen, fuglen. Himlen har fået patriarkalsk islæt, Fædrelandet. Verden er således blevet mere kompliceret: mennesket er spaltet i legeme og sjæl, mandligheden i godt og ondt (Gud og djævelen), døden i fængsel og befrielse. Thomissøns dagvise er gennemført reformatorisk. På flere punkter er der tale om en forvandling, som er lykkedes både religiøst og kunstnerisk. Andre steder er der modsigelser eller ujævnheder, som jeg vil forklare ved, at ny vin er hældt på gammel flaske.« Såvidt Pil Dahlerup, der ikke selv er fri for ujævnheder i sin analyse, som når hun om de fire første linier i str.7 hævder - med rette - , at de handler om, at vi skal dø, medens str.7,5 »handler om, at vi længes efter opstandelsen«. Det er svært at få øje på nogen sådan længsel i det krast realistiske udsagn »Wi bliffue vdt fuss oc graffuen giøris trang«.

Har Bruun, Arvastson, Jonsson og Dahlerup ret, når de ser 228 str.7-9 som en luthersk tildigtning? Str.7 rummer almindelig livsvisdom, som katolske og lutheranere kan være fælles om. Anderledes ligger landet i str.8, hvor tanken om at gøre tjeneste i verden kan ligne den lutherske kaldstanke, ligesom kendskabet til Guds Søn som forudsætning for Guds nåde lyder reformatorisk. Men også i den mørke middelalder - eller den lyse middelalder, for at tale med Pil Dahlerup - var der vel nogen, der vidste om Matt.7,23 og 25,12, hvor Guds Søn afviser mennesker med ordene: »Jeg kender jer ikke!« og ud fra disse ord kunne digte str.8,3-4. Hvis der med tjeneste i verden menes eftertænkelse af og meditation over Vorherres pine og et heraf inspireret levned, ville str.8 kunne udledes af en katolsk bøn i Anna Brades bønnebog (MDB II 101,11ff), der med denne afslutning tillige rummer hele str.9:

»..the skullæ tha følge hanum (Gud).. som theris kæristæ fadher.. til ewynneligh hymmerigis glæde, som tha skal være theris rætte fæderne landh, oc ther skullæ the glædes meth alt hymmerigis herskaph, eefor vden ænde.. thet wnnæ oss allæ sammen gudh fader oc søn oc then hellighe andh Amen..« (MDB II 102,4-10).

Tanken om at tjene Gud kan også udtrykkes med direkte anvendelse af ordet »tjeneste«, endda i en sammenhæng, hvori indgår både Kristi kors (jf. str.4,1), Kristi blod, der aftoer vore synder (jf. 4,5-6), og en bøn om beskærmelse mod djævelen (jf. 3,3-4 og 4,3). Og tjenesten skal ligesom i str.8,1-2 vare til min dødstime (7,3-6). Og i døden skal ikke djævelen, men Gud tage hånd om min sjæl (jf. 9,3):

».. iec beder thik for thet hellige kors dygd.. och for thit hellige blodh som vore synder aff towde, miskund mik och værne mik aff dieffuelsens voldh .. och lad mik stadælig bliffue i thin tieniste til myn døsz time, och i døden hielp mik thet dieffuelen fonger ey makt heller vold ower myn siæl som thu meth thet dyre blodh løstæ. Amen.« (MDB I 77,15-22).

Hvis DV har haft en funktion som julesang, er det vel ikke irrelevant at henvise til en bøn til juledag i det middelalderlige 229 Visdoms Spejl, der priser den salige stund, som profeter og patriarker har spået om, og opfordrer til glæde over, at den Gud, som skabte Adams børn, »hand wyll nw føræ edher till edhers færnæ land y then ewygæ glædhæ.« (MDB III 208,18-19, jf.223,9). Med andre ord: samme fremtidshåb til det himmelske fædreland som i DV str.9. En anden bøn i Visdoms Spejl (MDB III 238,7-16 jf. 393,17-19) giver os yderligere en mulig forklaring på, hvorfor DV str.9,6 slutter med et håb til treenigheden. Det behøver ikke kun være en stereotyp afslutningsformel, men kan forstås som en uddybelse af, hvori »Himmerigis glæde« i str.9,5 består. Det er beskuelsen af Fader, Søn og Helligånd, der er glædens højdepunkt. Det er i alt fald tanken i denne bønneafslutning: »..saa at ieck motte ynd kome y myt fæderne land at ieg motte beskode the helly trefoldighetz andlede i hemerige. Amen.«

Endelig har samme Visdoms Spejl en jublende ekstatisk anråbelse af den hellige påskedag, hvori vi genfinder nogle af de samme elementer som i DV's str.5 og 9, nemlig de talløse lovprisere og det afsluttende blik til det himmelske fædreland: »O herre, then thid ther tw vdaff graffwen treen, ther glæde seg soll och maane.. hemelen oc stiernerne the glædess ther ved tig, dwggen och riim thee loffwede theck, gress, vrther oc blomster oc træ oc korn the kwnde ecke loffwe theck meth teres røsth, tha loffwede the teck meth theriss natwrlige grøde.. Dyrne the spelede, oc fwlene the swnge sødelige.. Saa loffwer ieck teck herre meth alle miine ledemod, oc beder ieck teck.. at ieck motte saa begaa thenne verdige poske høtyd, at ieg effther miin døth motte vorde førd y then ewige glæde y miith fæderne land oc motte ther meth teck ewyndelige bliffwe. Amen.« (MDB III 353,7-20).

Et af Brandts ovenfor anførte argumenter for, at DV i Th var et reformatorisk arbejde, var tilstedeværelsen af djævelen i str.3,4 og 4,3. Men Luthers og andre reformatorers litterære brug af djævelen står i tydelig gæld til middelalderen, hvilket allerede er demonstreret med citater fra MDB. Endnu et skal anføres, fordi 230 djævelen her, ligesom i DV, får stukket korset/ den korsfæstedes sår og Guds pine i synet:

»O herræ ihesu christe, iek antworter mek (thine hellige fæm vndher) i dagh i vold oc i allæ tymæ oc stwnder, oc bedher.. for the samme fæm vndher, ath tw bewarer mek i døtzcens dagh fraa all dieffuelsens swegh oc frestelsæ, oc giff mek effter thette liiff, thin signede myscund, so ath iek maa ewynnelige loffue tek for thin storæ pynæ oc dyræ dødh..« (MDB II 49,25 - 50,4).

De anførte eksempler skulle være nok til at dokumentere, at både str.4 og str.7-9 meget vel kan have indgået allerede i en middelalderlig dansk version af DV, og at denne kan være optaget i Th i en så godt som uforandret form. Hvis DV i Th har været igennem en form for sanering, kan denne skyldes en bibelhumanist og reformkatolik, gerne af hankøn (jf.Pil Dahlerups tolkning), udgået fra Poul Helgesens skole. En viden herom kan være tilstrækkelig forklaring på, at de tidlige danske reformatorer for alt i verden ikke kunne bruge DV i deres salmesamlinger. I 1569 har Hans Thomissøn ikke længere fundet det nødvendigt at distancere sig fra et eventuelt reformkatolsk ophav. Men ligefrem skilte med navnet på en reformkatolsk bearbejder har han næppe heller følt sig tilskyndet til.

At tilskrive Sthen en (yderligere) bearbejdelse af den middelalderlige DV skulle på denne baggrund være irrelevant.

Hvis en sådan bearbejdelse havde været værd at tale om, kunne Sthens gode ven og kollega fra Helsingør, Albert Hansen, have indføjet Sthens navn, da han, formodentlig i 1582, udgav en revideret Reravs salmebog (rev.Rerav). Her indgår DV, men lige så anonym som i Th. I 1586 tryktes DV igen, i Lorentz Benedichts billigudgave af Th (Th86), men også denne gang anonym. Benedicht havde i den mellemliggende tid samarbejdet med Sthen og trykt flere af hans arbejder. Sthen havde slaet sit navn fast som forfatter og udgiver, Universitetet havde gjort ham til magister. Sthen er nu tilstrækkelig kendt til, at hans navn kaster glans over en ny bog. Derfor betegner Benedicht da også flere af Sthens bidrag i Th86 med initialerne M.H.C.S. og kunne 231 have gjort det også ved DV - om han havde villet! Og selv om Brandt og Ludwigs har ret i, at Sthen i Vb kun sætter forfatterinitialer ved tekster, han ikke selv har skrevet, og at man derfor må kunne gå ud fra, at alle de øvrige tekster er hans egne, kunne han vel godt have gjort en undtagelse netop ved den hidtidigt anonyme DV og dér anbragt det H.C., hvormed han i andre af sine skrifter flittigt mærker sine egne tekster.

Marius Kristensens argumentation for, at de anderledes læsemåder i Vb peger mod Sthen som bearbejder, er allerede gennemhullet af Bruun, der med kendskab til den ældre Vb-udgave V kan dokumentere, at forskellene mellem Vb og Th er minimale. Vi er i stand til yderligere at nuancere billedet af varierende læsemåder. Som ovenfor nævnt findes DV både i rev.Rerav (kendt i udg.1587 og 1593) og i Th86. Dertil kommer forekomsten af DV i Gryd1 fra 1589, samme år som Vb. Det er værd at bemærke, at Gryd1 ikke anvender betegnelsen »dagevise«, men »Psalme« om vor tekst. Der er sidst i kommentaren til Vb 36 en oversigt over samtlige registrerede varianter til DV fra denne periode. Konklusionen på den undersøgelse må være, at Sthen ikke bygger pa teksten i Th, idet Vb's læsemåder i str.3,3; 8,6 og 9,6 allerede forekommer i Rerav87 og Th86 og Gryd1, og at Vb 36 en række andre steder deler tekst med senere samlinger, som næppe er afhængige af Vb. Forlægget for Vb 36 synes derfor at skulle findes blandt de tabte småtryk, for hvis eksistens jeg har argumenteret i forrige afsnit om Tillægget.

Jeg takker universitetslektor Britta Olrik Frederiksen for kritisk og sagkyndig gennemlæsning af dette afsnit og for værdifuld hjælp med litteraturhenvisninger.

Principper for tekstredaktion

Da udgivelsen af Sthens skrifter blev besluttet i 1972, bestemtes tillige, at tekstgrundlaget for Vb skulle være den ældste, komplette udgave, det udaterede Sartor-tryk S. Denne afgørelse måtte revideres, da der siden dukkede tre andre Sartor-udgaver 232 (HNW) op, der alle var ældre end S. Ved et pudsigt sammentræf svarer de fire udgavers kronologi til eksemplarernes tilstand. Den ældste udg.H (dat. 1612-16) er den mest slidte med kun 178 blade bevaret. Den næstældste er udg.N (1616-20) med 220 blade bevaret. Derefter kommer udg.W (1620-24) med 252 blade og endelig udg.S (1624-44) med alle 256 blade i behold. På den baggrund blev det besluttet, at den ældste udg.H skulle være tekstgrundlag i hele sin udstrækning, dvs. fra blad F 2 til og med blad Ee 6 (fraregnet manglende blade K 8 og T 4-5 og lin.1-2 på blad S 2v). Derefter suppleres med udg.N, så langt dens tekst rækker, og udg.W og S er tilsvarende henholdsvis 2. og 3.suppleanter.

Udgivelsen henter altså sin tekst fra de fire udgaver HNWS som følger, idet kursiveret bladtælling betegner delvis brug af tekst herfra:

Bl.A 1 (S)

Bl.A 2-4 (W)

Bl.A 5 (S)

Bl.A 6-7 (W)

Bl.A 8 - F 1 (N)

Bl.C 5 (W)

Bl.D 7-8 (W)

Bl.F 2 - K 7 (H)

Bl.K 8 (N)

Bl.L 1 - T 3 (H)

Bl.S 2 (N)

Bl.T 4-5 (N)

Bl.T 6 - Ee 6 (H)

Bl.Ee 7 - Ff 5 (N)

Bl.Ff 6-7 (W)

Bl.Ff 8 - Gg 1 (N)

Bl.Gg 2 - Ii 3 (W)

Bl.Ii 4-5 (S)

I31.Ii 6-8 (W)

233

En anderledes kildebestemmelse - med bl.a.linietælling - findes til sidst under beskrivelsen af hver af de fire udgaver.

I overensstemmelse med selskabets sædvanlige praksis er det foreliggende kildemateriale gengivet så nøjagtigt og fuldstændigt som muligt. Af samme grund er der f.eks. ikke gennemført konsekvens i indryk på slutlinien i 39 str.2, 5, 7, 8, 25, 26 og 27. Ejheller er der indryk i str.8,3. Vor tekst følger her udg.H's inkonsekvens. Dette sker uden illusioner om at præsentere digteren Sthens autentiske Vb. Den har forlæggere og sættere formentlig sat delvis over styr og givet deres eget præg i den snes år, som ligger mellem 1.udg. og de tidligste kendte udgaver. Den foreliggende tekstredaktion giver sig ikke ud for andet end en trofast gengivelse af fire forskellige, men dog ikke vilkårligt valgte trin i en længere udvikling af Vb's tekster. Dog skal følgende forhold og forbehold bemærkes:

Tilrettelæggelse og typografi: Vb's traditionelle format og dens udstyr ses af facsimiler s. 15, 18, 19, 107, 327, 345, 349, 357 og 363.

For at kunne operere med overskuelige enheder i variantapparat og kommentar m.m. er teksten til Vb af udgiveren opdelt i 63 enheder, og Vb-T er opdelt i 48 enheder, der i teksten er betegnet med nummer i skarp parentes. I apparaterne henvises til disse enheder, der yderligere linie- eller strofetælles. En henvisning til f.eks.55,119 gælder afsnit 55 linie 119, medens T-28 str.9,1 betyder Vb-tillægget afsnit 28 strofe 9 linie 1.

I margen ud for den tilrettelagte tekst er angivet kildens arksignatur med side- og bladtælling, idet r betegner recto eller højresider, medens v betegner verso eller venstresider. I samme spalte findes også linietæller. Ved sammenfald viger linietæller for sideskift. Ligeledes viger sideskift for enhedstæller ved sammenfald.

Som ved tidligere udgivelser fra DSL er fraktur gengivet med antikva, medens antikva eller kursiv i kilden gengives med kursiv. I variantapparatet er anført, når kursiv gengiver antikva.

234

I titler og overskrifter bibeholdes disses opstilling og linieinddeling i regelen. Hvis ikke, er kildens liniedeling markeret ved | , således f.eks. under udgavebeskrivelser. Skriftgrader af forskellig størrelse i overskrifter er gengivet ved højst to grader. Dvs. at stor fed gengives ved fed, normal ved normal og petit ligeledes ved normal.

De store frakturinitialer (se facs. s. 327) over i regelen tre linier, der markerer begyndelsen af en tekst, er gengivet med antikva af normal størrelse. Antikva i akrostika (f.eks. 42 og 49) er gengivet ved fed antikva. Liniedelingen respekteres normalt ikke i gengivelsen af prosatekster. Hvis liniedeling dog markeres, sker det ved den lodrette streg | , der også markerer kildens sideskift. Kustoder er ikke angivet. Kildens vignetter er gengivet i teksten.

Ortografi: Alle tekster er gengivet nøjagtigt efter det anførte tekstgrundlag, og der er ikke foretaget nogen form for normalisering. Forkortelser er dog opløst, men markeret med kursiv. Endvidere er &c gengivet som etc. Det bemærkes, at storbogstavet I/J altid gengives som I. Når tekster fra denne udgivelse fremover aftrykkes i andre publikationer, vil jeg dog finde det både legitimt og undertiden også tilrådeligt at skrive J for I (ved Jesus f.eks.) i overensstemmelse med senere tiders læsemåde.

Interpunktion: De til grund liggende udgaver følges til punkt og prikke. Dog er skråstregerne gengivet med komma i teksten. I udgavebeskrivelsen derimod er skråstregen bevaret. I særlige tilfælde gør variantapparatet opmærksom på afvigende tegnsætning, ligesom kommentaren kan indeholde konjekturer.

Trykfejl og rettelser: Evidente fejl i teksten, dvs. sådanne fejl, som sætteren selv ville have rettet, er korrigeret og korrektionen gengivet i kursiv (i kursiv-tekster, f.eks. 61,62, er det rettede ord omvendt gengivet med ordinære typer), medens fejlteksten kan beundres i variantapparatet, hvor rettelsen i regelen begrundes med henvisning til andre læsemåder. Under udgavebeskrivelse er 235 der ved hver af de tidlige udgaver anført de for kilden karakteristiske trykfejl.

Varianter: De afvigende læsemåder er i Vb-traditionen så talrige, at det har været urealistisk at gengive varianterne på foden under teksten. De er derfor henvist til et særligt variantapparat bag i udgivelsen, hvor der findes en udforlig indledning og brugsanvisning.