Sthen, Hans Christensen Uddrag fra En liden Vandrebog

Det sidste tror Chr. Ludwigs ikke på. I sin bog »Af Menighedens Sang« 1918 vil han ikke på forhånd benægte, at der også i pavedømmets tid kan have lydt evangeliske toner, »selv om det synes mig ganske usandsynligt, at dette skulde have fundet Sted udenfor Mystikernes Kreds. Og af Mystik bærer Dagvisen intet Præg, end ikke af den bernhardinske Kristusmystik. En Strofe som: »Det Kors, vor Herre han bar for os« er mig bekendt ganske mageløs indenfor tilsvarende Salmelitteratur«. Hertil må vi indvende, at netop forestillingen om korset som et værn mellem djævelen og mig er rigeligt bevidnet i senmiddelalderens bønnebøger, jf. kommentarens note til Vb 36 str.4,3. Særlig må opmærksomheden henledes på en udbredt »befalelse« eller »antvordelse«, kendt fra slutningen af 1400-tallet, som rummer en række signelser over mennesker, der står for at skulle ud på rejse. Disse »signelser« kan have motiveret placeringen af dette stof i visen om den signede dag. I antvordelsen indgår denne passage: »Thet hellige blodh som vtflødh aff thine hellige fæm wndher, reense mek aff allæ myne synder oc pynæ, thit hellige kors være pa allæ syder omkringh mek, oc mellom mek oc alle myne wuenner, ath diæffuelen.. mwæ mek æy skade til liff eller siæl.. Iek maner alle myne wuenner i faders naffn, søns oc then hellige andz..« MDB II 31,2-8, jf. også bønnebogsteksten Signæth see then dyræ dagh lin.15-17 (cit.Bruun 85). Her genfindes en række af de elementer, som indgår i DV's str.4 (og str.3). Der er ikke en eneste tanke i str.4, som ikke også kendes i middelalderen.