↩ Det lille, nøgterne skrift bærer præg af sit habiliterende formål. Det indledes med et overblik over det mineralogiske studiums historie fra Georg Agncola i det 16. århundrede til A. G. Werner, samtidens store autoritet og Steffens' senere lærer i Freiberg. Her demonstrerer forfatteren sit overblik. Dernæst følger en diskussion af studiets formål og dets opdeling i discipliner, hvor han far lejlighed til at vise sin originalitet. Steffens distancerer sig i denne diskussion fra Werner og opstiller sin egen disciplinrække, der er frigjort fra det hensyn til den praktiske bjergværksdrift, som hidtil har bestemt studiet. For Steffens er mineralogien en ren videnskab, hvis formål er kundskab, ikke nytte. Kan dette opfattes som et begyndende romantisk indslag i hans tænkning, bør man dog også bemærke, at videnskaben endnu ikke er forbundet med spekulation. På de punkter, hvor en mulig ansats til naturfilosofi viser sig, træder * 166 Steffens varsomt tilbage, ligesom han med kantiansk accent benægter muligheden af en absolut erkendelse: