↩ Mens Steffens befandt sig i Jena, forefaldt en berømt episode, som på én gang viser, hvor ængsteligt myndighederne holdt øje med den frembrydende romantik, og hvor naturligt Steffens faldt ind i romantikernes kreds. Fichte blev på grund af sine udtalelser om, at Gud ikke kunne adskilles fra det universelle jeg, beskyldt for ateisme. Beskyldningerne nåede hoffet i Weimar, som ikke mente at kunne ignorere dem, og Fichtes stilling blev usikker. I denne situation forfattede Steffens en bønskrivelse til hertug Karl August og foranstaltede en underskriftindsamling blandt de studerende - ikke fordi han personligt eller intellektuelt stod Fichte særligt nær, men fordi han ville hindre et overgreb mod filosofiens frihed. Også Goethe prøvede at bilægge sagen, men forgæves, og Fichte måtte forlade sit professorat i 1799. At Steffens samme år, da der var tale om at sikre Fichte et kald i Danmark, over for Schelling karakteriserede sine landsmænd som magelige molboer (abderiter), viser kun, hvor tynde vægge der i hans personlighed var mellem tvivlsomme egenskaber og utvivlsomt gode.