↩ En følge af Goethes forsoning med eksistensen har ifølge Steffens været, at han bevægede sig bort fra poesien og det, der bar præg af det evige, og endte i en harmonisk og fuldendt kunst inden for endelighedens sfære. Årsagen til Goethes resignation lå for Steffens i, at Goethe ikke havde placeret sig tæt nok op ad antikken, den tid, da poesien efter Steffens' syn på historiens gang i den 7. indledningsforelæsning38 blomstrede mest: