↩ Konklusionen af denne undersøgelse bliver, at Steffens har benyttet Goethe i kampen mod det 18. århundredes prosaiske digtning og den golde empirisme i videnskaberne, ligesom siden Georg Brandes i Hovedstrømningerne benyttede det tidlige 19. århundredes digtere i sine kampe mod samtiden. Steffens har sikkert koncentreret sig om den unge Goethe, idet han har fremhævet hans dybe naturanskuelse og hans foragt for digtekunstens regler, mens han har taget afstand fra den klassiske Goethe i en sådan grad, at han ifølge Grundtvigs ovenfor citerede referat synes at have regnet Goethes epoke som digter - digter i romantisk forstand - for afsluttet allerede i det 18. århundrede. Man ved fra Steffens' selvbiografi, at han satte Goethes Faust. Ein Fragment, 1790, meget højt og lærte det udenad, men også, at han ved læsningen af den fuldendte Faust, I, 1808, fyldtes med en grænseløs smerte over kunstværkets afrunding.43 Steffens har for Oehlenschläger og Grundtvig forkyndt den Goethe, der lignede de tyske romantikere mest, Sturm-und-Drang-tidens lidenskabelige og oprørske digter - hvilket også stemmer overens med Steffens' erklærede beundring for Shakespeare. Og denne Goethe har han - for at bruge hans eget udtryk - * 242 kanoniseret.44 Steffens' Goethe-karakteristik har været ensidig og uvidenskabelig. Men den kom til at virke i hvert fald på de to tilstedeværende digtere. Oehlenschläger skriver tilbageskuende om Steffens: