✂

Til Phylllis

✂ Naar ej fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Hviler Mørkhed rundt om mig;
Unge Vaar forgjeves yder
Roser, Sang og Himlens Fryder;
Tanken svæver kun om dig.

✂ Lette, som Zephirer, dandse,
Kronede med Blomsterkrandse,
Hyrderne paa bløde Eng;
Alle aande milde Glæder,
Kun din stille Thyrsis væder
Mørkets rædselrige Seng.

✂ Gamle Espers bange Hvislen,
Skjulte Bækkes jevne Rislen,
Lyde i min Sørgesang;
Og Naturens Yndigheder
Visne hen - i Nattens Klæder
Hører du min Sørgesang.

✂ Men naar fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Lyser Glæde rundt om mig;
Himlen i mit Bryst sig gyder,
Himlen fra min Læbe flyder,
Blide Engel, hen til dig.

✂

Elise

✂ Hjertet bløder, Taaren rinder
Ved dit Lig, du Salige!
Ak, paa dine blege Kinder
Visned' Livets lyse Lilie.

✂ Medens Klagesange lyde,
Øjet ned i Graven seer;
Medens hede Taarer flyde,
Sænkes ned din kolde Haandfuld Ler.

✂ Sjeldne Blomst i Jordens Dale,
Ak, du sank i Nattens Skjød! -
Men ti tusend' Sole dale,
Og ti tusend' gjennem Mørket brød.

✂ Lyder gjennem Dødens Have
Den Opstandnes Almagtsord:
Bryder frem af tause Grave
Alle Sønner af den faldne Jord!

✂ O som Morgenrøder svæve
Vi med dig, Elise, hen;
Vore gyldne Harper bæve
Hellig Andagt op til Frelseren.

✂ Evigheden venlig vinker
Os til ædel Virksomhed;
Thi til Virksomhed kun skjenker
Himmelen sin høje Salighed.

✂

Den største Heslighed

✂ At Ella ikke dejlig er,
Det sande maae med mig Enhver,
Naar ud af Øjet Aldren rinder,
og dugger ufrugtbare Kinder:
Naar Kunsten planter Roser der,
Hvor døde Liljers Gravsted er:
Naar en andægtig Elskovsbrand
I hendes røde Øjne griner,
Og fra den allersidste Tand
En Kjerlighedserklæring hviner.
Men at hun troer sig ung og skjøn,
En Krone for det smukke Kjøn,
Og mangen Ynglings tause Bøn,
Og Elskovs sidste, søde Løn,
Det er den største Heslighed,
Der af Pandoras Æske gled.

✂

Phanine

✂ Vaarens yndefulde Pragt
Paa Phanines Kinder svæver:
Øjet straaler Somrens Magt:
Høstens Fylde Barmen hæver -
Vintren smelte ved dit Bryst;
Kun af Sommer, Vaar og Høst
Du din glade Krands maae binde:
Jordens hele Salighed
Synker da fra Krandsen ned
Til din Elsker, o Gudinde!

✂

Sang,
siungen i Gøttingen den 29 Januarii 1792
den Dannerkonges Fødselsdag
som
ophævede Livegenskabet
og
indførde Trykkefrihed

21

✂

Budet

✂ Iil, o Sang, mit ømme Hierte byder,
Til Phaninas tause Hvilested,
Hvor ei Sukket bæver, Taaren flyder,
Hvor hun sank i salig Glemsomhed.

✂ Vent med stille Længsel til fra Øiet
Søvnens lette Skygger smelte hen,
Til hun, nyefødt knæler ned ved Leiet,
Ak, at bede for sin fierne Ven;

✂ Til hun strækker sine bløde Arme
Længselfuld mod Vennens Hiemvei ud,
Til hun, haabefuld ved Andagtsvarme,
Reiser sig og venter Skiebnens Bud -

22

✂ Da forkynd, naar Vinterstormen bukker
Eegens stolte Top til Roden ned,
Naar Naturen, liig en Enke, sukker,
Dækker til sit kydske, rige Skiød,

✂ At jeg da paa Seilets Vinge iler
Hiem til Fædres moderlige Kyst,
Da henrykt i Saligheder, hviler
Ved Phaninas ømme Svanebryst.

✂

Til Veemodigheden
Sonnet

✂ Naar paa Bølgen Aftenrøden bæver,
Maanen følger Solens gyldne Fied,
Dvæler over Dødes Hvilested
Hvor Erindringen sit Hoved hæver;

✂ Naar sig Mørkets sorte Belte væver
Rundt om Jorden til Usynlighed,
Og til Stiernebuens Herlighed
Haabet op paa bange Vinge svæver,

✂ Møder du, Veemodighed, mit Hierte
Da med Himlens Bæger fuldt af Hæld
Og en Draabe fuld af jordisk Smerte.

✂ Tak, o Himmelskyndige, som lærte
Mig at yde Dødeliges Gield
Ved Udødeliges Glædevæld.

✂

Længsel

✂ Vee den, som i Fædres vante Hytte
Og ved Mødres reene Arnested,
For at samle fierne Landes Bytte
Sig af sine Venners Arme sled!

✂ Den Forladte lig, hvis vaade Øie
Hæver sig fra Vennens kolde Liig
Op til Himlens stiernefulde Høie,
Hvor de Dødes Siele samle sig,

✂ O saa seer han fra uvante Breder
Hen til Fødelandets fierne Kyst,
Og hans Siel omsvæver hiine Steder
Hvor han sled sig løs fra Venners Bryst.

✂

Digteren
Rhapsodie

✂ Naturens skiønne Paradiis
Fortryller Skaldens lyse Øie -
Han knæler ned for Dagens Lys
Nyefødt paa Østens røde Høie.
Ved Kildens flydende Krystal,
Ved Oceanets Bølgetrængsel,
Ved Elvens seierrige Fald
Undflygtet Fødeklippens Fængsel,
I Lundens tempellige Skiød
Hvor eenlige Betragtning troner,
Der møder ham den Himmelfred
Som smilende hans Harm forsoner. -
Han stiger op hvor Skyer sig
Om Klippens nøgne Isse trænge,
24 Hvor svangre Uveir gyselig
Ud over Dybets Taushed hænge;
Hvor Hymnen med opsvulmet Bryst
Sin Flammevinge freidig hæver,
Med høitopløftet Syn og Røst
Op for Alfaders Aasyn svæver. -
Han styrter sig i Grotter ned
Hvor selv Alciders Kiækhed blegner,
Selv Glædernes Erindring død
Hen for Melankolien segner.
Dybt hylled ind i natlig Flor,
Udstønnende en bange Tone,
Fremragende blandt Sorgers Chor,
Seer han Gudinden paa sin Trone,
Og fly'r, forfulgt af Rædslers Fjed,
Langt fra Melankoliens Rige,
Af Orkus' Nat til Lysets Bred,
Til Glæders Kreds igien at stige. -
Naar Helios i Havets Skiød
Sin Fakkels gyldne Flamme slukker,
Og Søvnens Gud i himmelsk Fred
Den tause Lidende indvugger;
Naar Drømmene med tvivlsomt Blik1)
Nedsvæve paa Selenes Straaler,
Uddryppe Guders Nektardrik
I Søvnens lethefyldte Skaaler;
Naar tunge Skykolosser sig
Fra Bierges mørke Lunde velte,
Med Maanens Lys, Gravlampen lig
I Mausolæer, sammensmelte,
Naar underfulde Syners Tal

* 1) For at betegne det Uvisse i Drømmene, gave de Gamle dem svage, vaklende Fødder Postque venit tacitus fuscis circumdatus alis
Somnus, & incerto somnia vana pede.

TIBUL Lib. II. Eleg I.V. 89. 90.

Skulde et tvivlsomt Blik være ligesaa charakteristisk som den svage Fod? 25

✂ Da for hans drukne Øie svømme,
Og Længselet med bange Kald
Fremlokker fierne Tid i Drømme;
Naar Anelsen bag Stierners Lys
Hvor Haabets Vinger bange falde,
Forraader ham et Paradiis
Hvorhen ham Fædres Siele kalde -
Da knæler han - som Offerrøg
Opstiger stille Damp fra Engen -
Ved Roden af en hellig Eeg,
Andægtig rørende ved Strengen;
Og ved dens første, svage Lyd
Hans Aand saa bange - salig bæver;
Indtil den nu til Guders Fryd
Paa Harmoniers Hav undsvæver.

✂

Forskeren

✂ Jordklodens underfulde Pragt
Ei fængsler Forsk'rens Ørneøie -
Han modig vover Solens Magt
I kiække Slutninger at veie;
Opdager Maanens Sympathie
Med Oceanets vilde Bølge:
Opiler alt hvad vil undflye,
Og blotter alt hvad sig vil dølge.
Han røver som Prometheus hist
Kiæk Zeus-Kronions Flammepile,
Og byder dem forbi sit Bryst
Ved sine Fødder døde hvile.
Han svæver op ved Lamberts Haand
Til Orioners Cycloider,
Tryg seer dem cirkle ved det Baand,
Som ei af Skiebnens Hænder glider.
26 Han hører under sine Fied
Talløse Sphærers Hær sig velte
Om Soles Vesta-Arnested
Og hen i Harmonier smelte.
Han skuer med seraphisk Lyst
At alt i stadig Hvirvel iler
Og - støttet til den største Trøst -
Tryg paa Nødvendigheden hviler.

✂

Der Zweifler
am
Grabe seinesVaters

✂ Tiefe Stille hütet diesen Hügel,
Rings um in der Espen bangem Laub'
Horcht der Wind und ehrt des Todten Staub;
Nur die Andacht hebt die Flammenflügel;
Und aus des Vergangnen Dämmerung
Kommt mit Thränen die Erinnerung.

✂ Edler, dessen Hülle hier vermodert,
Dessen hohes Haupt mit Sternenlicht,
Herrlicher dein Genius umflicht;
Dem im Mittagslicht die Wahrheit lodert,
Und der Erdball in der Welten Raum,
Ferne schwebt, wie ein verscheuchter Traum! -

✂ Horche hin ins düstre Erdenleben,
Wo der Wahrheit stilles Erstlingslicht
Dämmernd durch des Staubs Gewölke bricht,
Zweifel ihren Orient umschweben,
Der Verklärung Morgenroth erbleicht,
Und des Irrthums gift'ger Nebel steigt! -

27

✂ Horche her aus deinem Himmelsleben
Meinem bangen Ruf an dieser Gruft!
Hülle deinen Glanz in Erdenduft,
Mich mit hoher Ahndung zu umschweben,
Von den Freuden der Unsterblichkeit,
Und des Wiedersehens naher Zeit!

✂ Oder sink, Erscheinung, von den Sphären
Mit der stillen Mitternacht herab!
Leuchte hin auf dieses düstre Grab,
Träufelnd von des Angedenkens Zähren!
Strahle Hell, der Auferstehung Bild,
Auf der Gruft von deinem Staub erfüllt!

✂ Weile nicht! Gib Zeugniß von der Stunde,
Die den Vorhang jener Welt zerriß!
Denn des Zweifels wilder Natterbiß
Rastet nur in der betäubten Wunde.
Heilige den göttersel'gen Wahn,
Kündige mir einen Himmel an!

✂ Daß von ihres Thrones letzter Stufe,
Wo erwartend die Gebete stehn,
Die Erhörung mütterlich mein Flehn
Auf an ihren vollen Busen rufe! -
Sieh,Verherrlichter, wie, unerhört,
Als Verzweiflung es zurückekehrt!

✂ Als die Mitternacht, von Graun verkündet,
Schweigend, schwarz verhüllt vorüberschlich,
Als der Schlaf zum Glücklichern entwich,
Der des Zweifels Schlingen sich entwindet,
Als des Grüblers Schwindel mich ergriff,
Wie der Strudel das verschlagne Schiff,

28

✂ Hüllte jüngst mit ihrem Nebelschleier
Zweifelsucht der Hoffnung Morgenschein
Und der Weisheit stille Lampe ein.
Mystisch wies sie hin auf meine Leier,
Sprach bedeutungsvoll: »Der Ton verklingt
Ach! auf ewig, wann die Saite springt.«

✂ Da erhub ich mich in wildem Grimme,
Riß im Grimm den goldnen Faden ab,
Der die letzten Silbertöne gab;
Warf mich nieder, rief mit lauter Stimme:
»Vater, auf und spreng' des Todes Band!
Kehre wieder in des Lebens Land!

✂ Ich beschwöre dich bei jener Stunde,
Da dein Auge sich im Tode schloß,
Und vom Auge mir Verzweiflung floß,
Bei der aufgerißnen Trennungswunde,
Kehre wieder aus des Todes Land!
Sey der ew'gen Dauer Unterpfand!

✂ Steig in Herrlichkeit zur Erde nieder,
Tilge der Vernichtung Nachgestalt,
Die mit Graun und Schrecken mich umwallt!
Bringe mir die schöne Hoffnung wieder,
Die an deinem Sarg von hinnen flog,
Und um einen Himmel mich betrog!«

✂ Also rief ich aus - und ohne Schimmer,
Ohne Laut lag rings umher die Nacht,
Nur verrathen von der Flamm' am Tacht,
Von des Heimchens ängstlichem Gewimmer,
Und der Eule graunbeladnem Flug'
Um den naß geweinten Aschenkrug.

29

✂ Wehe, wehe mir! die Zweifel winken -
Schnaubend und mit fliegendem Gewand,
Ihrer Locken Nacht in blut'ger Hand,
In gehobener des Dolches Blinken,
Hochgebäumt im wilden Tigersprung
Ha! - ergriff mich die Verzweifelung.

✂ Bleiche Schrecken hüteten die Thäler
Der Verwesung; doch mit Flammenblick
Scheuchte die Verzweiflung sie zurück,
Riß mich über moosbewachsne Mäler,
Warf mich hin an einen Leichenstein
Unter morsches, bleichendes Gebein.

✂ »Höret meinen Ruf, entblößte Seelen!
Ringt mit der Verwesung Allgewalt!
Sammelt die vermoderte Gestalt!
Kommt herauf aus der Gerippe Hölen,
Edle, Frevler, Mörder, kommt heraus!
Ich verhöhne der Gespenster Graus!«

✂ Alles schwieg umher in todter Stille;
Ich erhub mich, lief umher und stand
Weh! an eines offnen Grabes Rand;
Nieder wich der Grund, und: »Rolle, fülle,
Aufgeworfne Erde, roll' herab,
Rief ich aus, und fülle dieses Grab!«

✂ Alles schwieg umher in todter Stille;
Mit Verzweiflung rang ich in der Gruft,
Unter Todtenstaub und Leichenduft.
»Laß, Verwesung, der Gebeine Hülle,
Der Gerippe abgenagtes Mahl,
Rette mich von der Verzweiflung Qual!«

30

✂ Aber ach, vom Gräuelmahle wandte
Sich des Ungeheuers Gier nicht ab
Zu dem offnen, leichenleeren Grab;
Laurend auf die Sterbestunde, sandte
Es Betäubung, seine Schwester, nur,
Zu verfolgen der Verzweiflung Spur.

✂ Blind und taub, in schleppendem Gewande,
Ohne Athem, mit dem Lethetrank
Kam sie langsam näher und umschlang
Die Verzweifelung mit schwerem Bande.
Also lag ich todt bis Grabgesang
Mich ins Leben rief und Schaufelklang. -

✂ Die Gestalt der Folgezeit verkläret
Sich an diesem Grabe; still und hehr
Liegt im Mondenlicht die Welt umher;
Was des Schicksals Wage nicht gewähret,
Führt der Schlaf mit seinem Zauberstab
Jetzt vom Land der Phantasie herab.

✂ Höre mich, Verklärter! - wenn dein Leben
Nicht erlosch in dieser öden Gruft,
O so komm, verhüllt in leisen Duft,
Mich mit Vorgefühlen zu umschweben
Von den Freuden der Unsterblichkeit
Und des Wiedersehens naher Zeit!

✂ Oder sink, Erscheinung, von den Sphären
Mit der stillen Mitternacht herab!
Leuchte hin auf dieses düstre Grab,
Träufelnd von des Angedenkens Zähren!
Strahle hell, der Auferstehung Bild,
Auf der Gruft, von deinem Staub erfüllt!

31

✂ Weile nicht! Gib Zeugniß von der Stunde,
Die den Vorhang jener Welt zerriß!
Denn des Zweifels wilder Natternbiß
Rastet nur in der betäubten Wunde.
Heilige den göttersel'gen Wahn!
Kündige mir einen Himmel an!

✂

Der Morgen

✂ Von meinem Auge schmilzt des Schlafes Duft,
Der Fittig der Begeistrung nimmt mich auf,
Schon wehn zurück im Adlerfluge mit
Die goldnen Locken, und mein Blick begrüßt
Des Schöpfers Bild in seiner Wiederkehr.
In hoher Röthe steiget es herauf
Aus Wolken, die gleich Morgenträumen fliehn,
Und sieh! da strahlt es - sanfterröthend weicht
Der Mond zurück, der Sterne Blick erlischt,
Die Nacht löscht ihre Lampen aus, und rollt
Im Niedergang zusammen ihr Gezelt.
Wie aus des Nichtseyns Schlund der Erdenball
Dem Ruf des Schöpfers einst entgegensprang,
Vom Lichte angeflammet, staunend stand,
Und dann, am Bande des Erschaffenden,
Voll Dranges, sich zu stürzen in die Glut,
Den Herd des neugebornen Lichts umlief,
So springet er, von neuem angestrahlt,
Am Rand des Nichtseyns, wiederwerdend, auf
Und feiert dann der ersten Schöpfung Fest
An des Erwachens vollem Lebenskelch.

✂ Wie trüber Odem von des Spiegels Glanz,
Entweichet von dem See der Dämmrung Duft.
Die Winde wachen in den Wolken auf
32 Und wiegen auf des Waldes Wipfeln sich.
Hoch stehn die Felsen, ihre Scheiteln glühn
Altären gleich. Es schwillt von neuer Kraft
Der Wolken Säugling; silberschäumend stürzt
Er über Klippen sich ins Thal hinab.
Und fleußt, verherrlichet vom Sonnenbild,
Durch des Getraides goldne Wallungen.
Sieh, alles regt und rührt sich hoch und tief.
Der Adler treibt Gewölke vor sich her
Mit sturmbeladner Schwinge; schwebend netzt
Im Silbertropfen, den der Blume Mund
Begierig auffing, ihrer Flügel Paar
Die Honigsammlerinn, indeß der Wurm,
Den Sonnenstäubchen messen, staunend weilt
Am Rand des Tropfens, seines Oceans.
Sieh, in der Höhe, in der Tiefe regt
Das Leben in Gestalten ohne Zahl
Und ohne Nahmen sich, und sieh, da tritt
Der Erde Bräutigam, der edle Mensch,
Noch ringend mit dem jüngsten Traum, hervor.

✂ Der Traum entweichet auf des Schlafes Spur
Ins Wunderland der Phantasie zurück.
Von neuem schließt die weite Wirklichkeit
Sich dem Verjüngten auf; drei Genien
Empfangen winkend an der Schwelle ihn.

✂ Auf Goldgewölken, in gehobner Hand
Das Zauberglas, das die Vergessenheit
Mit ihrem Rabenfittig nicht verhüllt,
Wo, gleich der Sonne Wiederschein im Mond,
Der fernen Zukunft die Vergangenheit
Von neuem aufersteht, entschwebt der Ruhm
Dem Sternenkreis; hält hin des Spiegels Glanz,
Vorüber fleußt im Wogendrang' die Zeit,
Vom Flügel der Vergessenheit gescheucht;
33 Vorüber auf den Wogen fleußt die Schaar
Der Thaten; wen'ge gehn im Spiegel auf,
Bevor sie mit den Wogen untergehn.

✂ Geboren an des grauen Ganges Strand,
Verkläret an Phialas1) Schilfgeräusch,
Vom Capitole dann, den öden Schutt
Des Pantheons zum Throne, das Geschoß
Kronions flammend in gehobner Hand,
Die Welt beherrschend - eine Mißgeburt
Mit dreien Köpfen nun, die grinzend sich
Zu blut'gem Kampf und Sieg einst angeblekt,
Des Denkens Flüchtling und der Deutung Spiel,
Der Tollheit Spott, der Weisheit schweigen - winkt
Zum steilen Gange die Religion.
Mit Opferfackeln leuchtet sie voran,
Und stille harrend folgt die Menschheit nach.
So lenken vom Olymp am Strahlenseil
Die Zwillingsbrüder den Piloten, dem
Kein winkender Magnet den Pol verräth,
Kein grauer Meerbefahrer Kunde gab
Vom fernen Tode, der im Strudelkreis
Und an verborgnen Klippen tückisch lauscht.

✂ In rosenfarbigem Gewand, und schön
Wie Cypria im Schnee des Marmelsteins,
Der in des Abends Schein erröthete,
Den heitern Sterblichen am Hellespont
Sich zur Verehrung offenbarte, sinkt
Die Freude nieder, beut den süßen Trank
Holdselig im gefüllten Becher dar.
Die Myrte kränzt, die Traube tränket ihn,
Des Himmels Nektar träuft die Kunst hinein,
Und ihre volle Brust die Sympathie.
Im Hefen gährt der Seuche nagend Gift,
Des Ekels Galle. Faß den Zaubertrank,

*1) Der Quell des Jordans. 34

✂ Der voll, wie aus der Felsenkluft ein Quell
Dem Lechzenden entgegensprudelt, faß
O Jugend, in der Weisheit Maaß ihn auf!
Es ist kein leeres Sieb, an dessen Rand
Des Durstes Glut die offnen Lippen dörrt:
Des Bonzen Lehre ist ein Hirtenstab,
Der die verrathne Herde aus der Welt
Ins leere Chaos auf die Weide führt.
Der Saniassi 2) an des Ganges Strand,
Im stolzen Wahn, ein Gott zu werden, wird
Ein Misgeschöpf; des Schöpfers Ebenbild
Erlischt auf seinem Antlitz, und es lös't
Sein Ring sich von der Wesenkette ab.
Der Weisheit Maaß ist eine Mutterbrust;
Nur einen Tropfen aus dem Wonnequell,
Der aus der schönen Welt zum Schöpfer steigt,
Und wieder niederströmet, faßt es auf.
Der Wonnequell heißt Gottheit, Tugend heißt
Der Wonnetropfen in der Weisheit Maaß.
Auf Erden fand es Phänaretens Sohn,3)
Im Freudenkelche selber fand er es. -

✂ So wallen auf der Sonne goldner Spur
Die Himmlischen zum Erdenkreis herab.
Es drehn um sie im Strudel des Gedrängs
Die Menschen wieder sich herum, bis bald
Der holde Schlaf die Sinnenwelt verschließt,
Und aus dem Feenland die Träume lockt.

*2) Ein indischer Mönch, der die Enthaltsamkeit bis zur notdürftigsten Lebensfristung treibet. *3) Sokrates.

✂

Die Stunde der Andacht

✂ Leise athmen rings umher die Leben,
Träumen gleich der Seligen, umschweben
Ahndungen von ferner Zukunft mich:
Heilig und geweiht ist diese Stäte,
Mein Gefühl entlodert zum Gebete,
Nahet, Schöpfer, deinem Throne sich.

✂ Das Gefühl im düstern Tannenhaine,
Die Betrachtung, die beim Sternenscheine
Bang' den Vorhang jener Welt umfliegt -
Jede Kraft, die der Natur entquillet,
Die des Edlen schöne Seele füllet,
Stärke mich, wann meine Kraft versiegt!

✂ Jeder Thränenguß beim Feierschalle
In des Tempels hochgewölbter Halle
Sey ein Vorgefühl der Seligkeit!
Jede That, mit der die Menschheit ringet,
Jede, die das Mitgefühl umschlinget,
Sey ein Funken deiner Herrlichkeit!

✂ Schwinden dann des Sinnenlands Gestalten,
Die mit banger Ahndung mich umwallten,
An dem Sterbelager, Träumen gleich,
Dann erhebe auf der Hoffnung Schwinge
Kühner meine Ahndung sich und bringe
Mich hinüber in der Geister Reich!

✂

Auf den
Trümmern der Gleichen 1)
Sonett

✂ Wankendes Gemäuer, wo der Eulen
Todtenklage fern die Leben scheucht,
Wo der Eschen hangend Laub erbleicht
Von dem Moder umgestürzter Säulen!

✂ Grauer Thurm, um den die Winde heulen,
Grabgewölbe, wo die Natter kreucht,
Wo das Angedenken düster schleicht,
Und in Schauern nackte Geister weilen! -

✂ Weichet, grausenvolle, morsche Trümmer,
Schwimmend auf der Zeiten Ocean,
Nimmer weicht aus meiner Seele, nimmer

✂ Daß mich fürder nicht der Ehre Schimmer,
Nicht des Nachruhms eitler, leerer Wahn
Lenke auf der Mühe schwerer Bahn.

*1) Zweier verfallenen Bergschlösser unweit Göttingen

✂

Die Stätte
Sonnet

✂ Als mich jüngst die Liebe hier beglückte
Und zum Seligsten der Welt erkohr,
Als ich mich am Wonnequell verlohr
Und an meine Brust Phanina drückte,

37

✂ Weh mir! da erblaßte sie und blickte
Durch der Wehmuth feuchten Nebelflor
Schwärmerisch zum Himmelssitz empor,
Der die Heilige von fern entzückte.

✂ »Diese Stätte wähl' ich mir zum Grabe,
Sterb' ich einst, so fließ' auf meinen Stein
Eine Thräne nur zur Todtengabe.«

✂ Nun ich weinend sie begraben habe,
Senket, gute Götter, mein Gebein
Neben meiner Heiligen hier ein!

✂

Til Lykken

✂ Du, som Længselen tidt kalder med bange Raab,
Siig, hvor dvæler dit Fied? Boer du i Biergets Kløft
Hvor med ruende Vinger
Natten vogter det gamle Guld?

✂ Fandt i Sandhedens Skiød grublende Gransker dig?
Dig i hellige Lund Bragas Besielede?
Lænke blodige Kieder
Dig til rullende Seiersvogn?

✂ Bagdads stolte Calif, kied af en Houris-Barm,
Støder Bægerets Ruus bortvendt af Slavens Haand,
Thi du dvæler, o Lykke,
Ei paa Nydelsens Ederduun.

✂ Halvfødt hilser med Graad Barnet den første Sol,
olding, sukker det træt efter den sidste Nat;
Selv af Ædlingens Øie
Rinder Taaren paa blege Kind!

38

✂ Blive, længes og døe byder os Skiebnens Bud -
Lykke, er du et Sagn om en forsvunden Tid?
Eller er du en Spaadom
Om et saligt Elysium?

✂

Høstfølelse ved Leinen
Sonnet

✂ Skyer drive rundt i mørke Flokker,
Røg af hævnantændte Kloder lig;
Alle Kræfter ruste sig til Krig
Og paa gamle Axe Jorden rokker.

✂ Storme kime huult som Dødeklokker,
Solens blege Aasyn vender sig,
Ak, og paa Naturens kolde Liig
Spreder Lunden sine gule Lokker.

✂ Store Moder, synk i Slummer ned,
Snart skal Englen Vaar igien dig vække,
Og dig venlig Ungdomskrandsen række.

✂ Men paa Dødens askefulde Fied
Fører ingen Taare, ingen Klage
Min Phanina i min Arm tilbage!

✂

Tilbagevendelsen

✂ Nedknælende til slavisk Bøn,
Hvi skielver Støvets feige Søn,
At Hævnens Gud, paa tause Ild
Indslumret, vaagner grum og vild?

39

✂ Lad ældehærded Klippe ryste,
Lad Oceanets Fængsel briste,
Lad Skiebnens store Kiede brækkes
Og Jordens gamle Axe flækkes;

✂ Lad Stiernerne, lig visnet Løv,
Fra Himlen falde ned i Støv,
Og Stormen paa Cometers Veie
Den døde Maanes Aske feie;

✂ Lad, udbrændt, Dagens Arnested
Paa Stormens Maaneaskesæd
Af andre Stormes Vingeslag
Omveltes, som et strandet Vrag;

✂ Lad med opreiste Flammelokke
Cometer ud af Banen rokke,
Og bristende, i blinde Møde,
Med brustne Kloder sammenstøde -

✂ Ha! - Undergangens Flammeflod
Fortærer Verdnens dybe Rod
Og sidste Time vanker, hviner
Imellem rygende Ruiner.

✂ Op, alle Storme, op og dynger
Med sorte skovelige Vinger
Den knuste Skabnings Aske op,
Og hyler Liigsang fra dens Top;

✂ Og qvalte feier Asken ned
Hvor Elementers vilde Sæd
I Hvirvler syder, som et Hav,
I Altings Fødested og Grav. -

40

✂ Du gyser, Støvets feige Søn,
Og knæler ned til slavisk Bøn?
Du skielver, som for Skyens Lyn,
For Verdenundergangens Syn?

✂ Men uden Gruen, lig en Gud,
Seer jeg i Synets Rædsler ud:
En Taage synker fra mit Øie,
Jeg staaer paa Sandheds lyse Høie.

✂ Ved mine Fødder Rum og Tid
Og Kræfter i harmonisk Strid,
Jeg taus nedknæler at fornemme,
O store Verdensaand, din Stemme.

✂ Og Klipper revne, Havet syder,
Ud Stormen af sin Hule bryder,
Ud Flammer af forbrændte Kløfter
Og Liigstøv af udvendte Grøfter;

✂ Og af Naturens dybe Skiød
I mægtig Udtryk Aanden brød,
Som, svulmende af mystisk Længsel,
Den Frommes Siel af trange Fængsel;

✂ Og ud af Stormens døve Brag
En Stemme lød, lig Harpeslag:
»Naar vilde Elementers Baand,
Den altudbredte Verdensaand,

✂ I Aander Aand, i Støvet Liv,
Naturens stedsesvangre Bliv,
Dybt i sit Væsen samler sig
Og Verdnen størknes som et Liig,

41

✂ Da rulle Elementerne
Tilsammen i Forstyrrelse,
Og Verdnen, i sin Oldingsalder,
Til første Chaos sammenfalder.

✂ Men, Udspring af det Heeles Siel,
Du vender freidig til dit Væld
Hvorhen du, mystisk længselfuld,
Opanede af Jordens Muld.«

✂

Fredens og Frihedens Fest1)
Cantate

✂

Chor

Vellyd, Høisang vore Stemmer være,
Festlig Glæde hvert et Hierteslag;
Bleg og maalløs Kummer Smile lære,
Ikkun Lasten føle varig Nag.
Dagen Fest, og Festen Glæde,
Samles her ved Sundets Bred!
Festens Guder, Frihed, Fred,
Ere signende tilstede.

Recitativ

✂ Men hvilken Tummel, hvilke Jammerskrig
Gienlyde ved vor Fest og Jubelsang?
Fra Sønden lyder Mordets hæse Brøl
Og SlagnesVraal og Dræbtes sidste Suk.
Selvraadighed i Kamp med Ret og Frihed,
Til Tartarus steg ned og løsned' Krigen.
Et Sværd i høire Haand, en Brand i venstre,

*1) Bestemt til samme Høitidelighed, men ikke opført, da Musikken ikke kunde blive færdig 42

✂ Den raser grumt i Kadmus' Søsters Rige,
Nedtramper vildt den spirende Natur,
Udgyder Blod i danaidisk Kar
Og Lig og Askedynger er dens Spor.

✂

Arie

Dæmper Glædens Røst til Klage
Og til Sukke Harpens Lyd:
Fred og Frihed, Jordens Fryd,
Fløi til Himlene tilbage!
Skal da evig Vold og Sværd
Jordens svage Slægt fortære?
Skal da intet Fristed være
Tvillingguder! eder værd?

✂

Recitativ

Nei, her paa denne Jordens Flige de
Mod Vold og Krig et sikkert Fristed fandt;
Nei, Danien er deres store Tempel
Og Danskes Idræt deres Dyrkelse.
Her Magt med Ret i lige Skaaler svæver
Og Mildhed sidder ved Retfærdens Side -
Paa Tronen ingen Bøddel, ingen Røver,
Og ingen bunden Træl ved Tronens Fod.
Her sniger Mistroe ei paa Dydens Fied
Og feig befører den Retsindige;
Her Fyrstens frække Barm ei indeholder
Hans Ret, hans Lov til flere Folkefærd;
Og Rettigheders kiække Forsvar ei
Mod ham er Ran, som møder Dødens Rædsel.
Her mæsker han sig ei ved Fraadsergilde
Hvor Millioners Sult paa Taflet staaer;
Her pynter han til Leeg ei sig og sine
Med Millioners kolde Nøgenhed;
Ei Angest Rødmen fra hans Kind forjager
Og Skræk ei Søvnen fra hans Leiested.
43 Dybt i Uvidenhedens Mørke skiules
Ei gavnlig Sandhed her ved hævdet Løgn;
Ei Tanker have Speider, Mistvivl ei
Randsager fræk Samvittighedens Folder.
Her sætter Fyrsten ikke Millioner
Ved Lykkens Urne mod en fodbred Land;
Her ingen Fader skuer sukkende
Sin Søn gaae hen til buden Feidefærd;
Og sine Hænder vrier ingen Brud
Hvis Brudgoms Tapperhed i fremmed Jord
En ubegrædt, en usøgt Gravhøi vandt.

Duett

✂

Begge

Sphærer og Forklarte, laaner
Os til Høisang eders Toner:
Himmelsk er vor Fest og Lyst,
Himmelsk være da vor Røst,

✂

1

Vende gyldne Alders Dage
Gryende igien tilbage?

✂

2

Nei, men spaaede Tid er moden:
Til en Himmel adles Kloden.

✂ Lammet sig hos Tigren leied',
Seglen usaaet Rigdom meied',
Uden Taarer, uden Sved.

✂

2

Rige, Arme, Høie, Ringe
Sig med Broderarm omslynge?
Tifold lønner Jordens Skiød.

44

✂

1

Guderne fra himmelsk Fryd
Stege ned til skyldfri Klode;
Hiertets rene Drivt var Dyd,
Nydelse det største Gode.

✂

2

Guddoms Lighed vikles ud
Af vort drivtersvangre Hierte
Og den Dyd, en Drivt begierte
Adles ved Fornuft til Bud.

✂

1

Tidens Barndom, ak, igien
Du undveeg til Himmelen!

✂

2

Tidens Manddom, Jordens Haab,
Hør vor Hilsens Fryderaab.

✂

Begge

Værer I, hvis Følge Glæde,
Dyd, Fornuft og Sandhed er,
Altid, hulde Genier,
Fred og Frihed, her tilstede!

✂

Recitativ

Med lynfyldt Rør og hvasse Sværd omhegner
O Krigre, dem i hellig Sikkerhed,
Og hvis en sammensvoren Fiendehob
Mod Ret og Frihed æsker eders Arm,
Flux drager ud mod dem til Feidefærd,
Og blotter, tænder eders Sværd og Lyn;
Kiæk binder Seieren til eders Faner
Og vender hiem igien med Fred og Frihed.
Da skal af Stæders aabne Porte eder
45 Med Seiersang og Borgerkrandse vrimle
Imøde Qvinder, Børn og Oldinger,
Og Mindet skal paa Fortids mørke Teppe
Med Flammer skrive hines store Navn,
Som faldt i Kamp for Frihed og for Fred.

✂

Chor

Hæld den, som for Ret i Striden mødte,
Som for Fødeland og Frihed blødte;
Hæld den, som mod blodig, røversk Vold
Stod for Afmagt med sit Bryst til Skiold:
Straalende i uformørket Hæder
Han i Oldtids Helteskare træder;
Sagnet, Sangen glemmer ei hans Navn,
Efterslægten minder tidt hans Savn.

✂

PAA
ARVEPRINDSESSENS
DØD

✂ Græder ei naar matte Olding segner:
Aldren er en seen fuldbyrdet Død;
Græder ei naar syge Spæde blegner
Paa den taarefulde Moders Skiød:
Glædens Krands af hvide Lokker falder,
Sorgen hilser Oldingen sin Ven;
Barnets Skrig mod Lysets Straale kalder
Glæden ei til Vuggens Svimmel hen.

46

✂ Men naar Livet, under Skiebnens Pleie
Viklet ud i yndig Ungdomsvaar,
Stolt paa Lykkens lyse Himmelhøie
Som et Træe i Løv og Blomster, staaer;
Naar det, som et Træe med tusind Rødder,
Jordens Lyst med tusind Nerver nød,
Og naar Skiebnens Rigdom til dets Fødder,
Som Tribut, paa Tidens Bølger flød; -

✂ Og naar to, med Elskovs Himmelglæde,
Samle sig til een i fælles Favn,
Mens paa Skiød og Arm de hulde Spæde
Stammende udnynne Modernavn; -
Og en Barm af Sympathie sig hvælver,
Trøst og Lindring af den vælder ud
I Fortrængtes Hierter - o saa skielver,
O saa frygter Dødens haarde Bud!

✂ Og naar nu den grum sin Haand udstrækker
Og forvandler Jordens Fryd til Leer;
Og naar Gravens sorte Svælg sig flækker,
Og naar Stenen sukker: er ei meer!
O saa græder; Lykkens Yndling yde
Glædens Taare nu i Sorgens Arm;
Misheld-Slavens Taare dobbelt flyde:
Een han ofrer Smerten i sin Barm.

✂ Eders Øie da i Taarer smelte,
Eders fulde Sukke blande sig
Med de hule Toner da, som velte
Ned fra Taarnene saa sørgelig!
Sorgens sorte Fane dunkelt skygger
Over Tronen, over fiern og nær;
Tronen ei mod Dødens Krav betrygger -
O Sophie, ak Du er ei meer!

47

✂ Slukt er Himmellyset hendes Øie,
Klart som Dugens Draabe, straalte med;
Dæmpet er den Røst, som vilde bøie
Mordrens stive Arm til Beltet ned;
Tom den Phantasie som Jordens Skiønne
Med forklarte Himmeltræk gientog;
Stivt det Hierte, som hvad Usle stønne
Sympathetisk bævende, gienslog.

✂ Følende, som hendes Ynde trylled',
Sukke: ak, Sophie er ei meer!
Armod, hendes Sørgemindebilled',
Sukker: ak, Sophie er ei meer!
Magen hen paa hendes Ligseng synker
Sukkende: Min Mage er ei meer!
Ved hans Knæ en Sverm af Spæde klynker:
Ømme Moder, ak, Du er ei meer!

✂ Ynde, Lykke, Godhed, Moder, Mage
Svandt i Dig, Sophie, fra dem bort;
Magens og de Moderløses Klage
Lyder ubønhørt ved Dødens Port.
Og gid Hellas' skiønne Phantasier
Drømte sandt om Haabets skiulte Land,
Lig Alcestes seirende Befrier,
Skiebnen jeg i Kampen overvandt!

✂ Oh - men nu Dig aldrig mere vækker
Magens og de Moderløses Raab;
Skiebnen giennem Dødens Forhæng rækker
I Dit Sted, kun Gienforeenings-Haab.
O saa viis - hvis Dig med Flammevinger,
I opløftet Favn, Henrykkelsen
Op til Lysets, Livets Væld ei bringer -
Viis paa Dødens Forhæng Dig igien.

48

✂ Ogsaa hisset er du Moder, Mage,
Skiønnere end nys Du her det var;
Støvets Former ikkun svagt gientage
Hine Idealer, Himlen har.
Og at ogsaa Veemods søde Taare
Rinde kan paa den Forklartes Kind
Maae Erindrings kielne Kummer saare
Den Forklartes glædedrukne Sind.

✂ O saa svæv fra Himlens Stiernebue,
Klæd med Maanlys Dig i Synlighed;
Men kan jordiskt Øie Dig ei skue,
Svæv usynlig, ikkun anet, ned.
Magens Blik ved Himlens Hvælving hænger,
Og mod Himlen aabner han sin Favn;
Om ham sig de Spædes Vrimmel trænger,
Ak, og klynke ømme Moders Savn.

✂ Denne Gruppe staaer for Dig til Minde,
Den ei Kunstens døde Marmor er:
O saa kom og Himmelroe forkynde
De Forladte, at Du er dem nær.
Sagte, som i Silkelokkers Svæven,
Vifte Trøst og Lise til dem hen;
Og til Veemods kielne Vellystbæven
Lindres ved Din Nærhed Kummeren.

✂ Ved de Moderløses lune Leie
Du i Drømmesyn som Engel staae;
Moderlig Du over dem Dig neie
Hvidskende: o slumrer sødt, I Smaae!
Ogsaa deres Engel naar de vaage,
Led dem frem med sagte, skiulte Drag;
Væn til Dyd i Barndoms falske Taage
Dem ved Glæde og fra Last ved Nag.

49

✂ Spæde, glemmer ei hvad eders Moder
Kielent eder lærte paa sit Skiød:
Selv den nøgne Træl er eders Broder;
Jordens store Slægtskabsbaand er Nød
Ældre selv end Dyd, for allerede
Forud at belønne Dydens Mod,
Derfor Lykken kun i Skiebnens Kiede
Strax ved eders Vugge fængslet stod.

✂ Lykkens Sønner, eders Fied udfolder,
Træder ind i Dødens Helligdom;
Kunsten mellem Liig og Liigstøv holder
Her end eders Aners Leerphantom.
Her I lære, at i Dødens Ager
Kongen er afmægtig som hans Træl,
Og at Dødens Blund i Sarcophager
Ei er sødere end paa en Fiel.

✂ Prinds, hvis matte Tinding Sorgen trætter,
Trøst er nu dit Hiertes store Trang.
Sangen Sorgens tunge Skygge letter;
Gid den Magt forundet var min Sang!
Ei den mod Naturens Taare flyder
Fra en Viismands golde Marmorbarm:
Trøsten deler Smerten; sukker, yder
Taarer med i den Beklemtes Arm.

✂ Lig den syge Væxt i golde Dale
Himlens Lys igien opklækkede,
Mig Dit Smiil af Sorgens tunge Dvale
Til fornyet Liv gienvækkede.
Blid Du gav mig af Din Lykkefylde;
Selv jeg tager af Din Sorg min Deel,
Sympathetisk lidende, indhylde
I Din Sorrigs Skygge sig min Siel.

50

✂ Smiger ei min stolte Barm besmitter;
Jeg for Dyden kun min Harpe slaaer;
Den opløfter jeg af Ringheds Hytter:
Haanende for kronet Last jeg staaer.
Derfor skal min Lovsang Hæder være,
Vises og Heroers Held og Løn;
Derfor skal den deres Navne bære
Ugienkaldt, til Tidens Udløb hen.

✂ Prinds, at Du Algodheds Glædefylde
Stræbte at udtrykke ved Din Dyd,
Og at af Din Godheds tause Kilde
Flød til Sorgens Vraaer Trøst og Fryd;
Dette skal for Fremtids Dommersæde
Og naar Smigren døde med sin Gud,
End min Sang i Hymnetone qvæde
Og fuldbyrde sin Frembringers Bud.

✂ Du som trøsted' tusinde, Dig trøste
Trøstens blide Engel da igien;
Tungsinds Mørke om Din Tinding briste,
Og Du see bag Tidens Teppe hen.
Taalmods stille, hulde Engel tørre
Snart Din sidste Kummertaare af;
Snart, i søde Sværmerier, høre
Du Dig kalde ved Sophie Grav!

✂

Udødelighed
En Sonnet

✂ Hvor Palmyras Stenvidunder stod,
Muldrer nu et Chaos af Ruiner;
Gjennem brustne Mure Vinden hviner,
Tidslen trindt om Templer fæster Rod.

51

✂ Hele Folkefærd paa Tidens Flod
svinde hen som lette Drømmesyner;
Sildig Slægt til Fortids Tavle triner,
Sagnets Træk, udslettet, den forlod.

✂ End du bæver ogsaa at forsvinde?
End dit Navn for yngste Slægt vil staae
laurbærkrandset, paa et Æreminde?

✂ Liv i Navn og Marmor du forsmaae!
Navnløst Liv hos yngste Slægt at vinde,
Frugtbar Daad i Nutids Furer saae!

✂

Menneskets Kald
Plus ultra

✂ Paa Aanders Bane ingen Støtter1)
opreistes af en kiek Alcid,
oprundne Slægt end vid're fløtter
den svundnes Maal fra Tid til Tid.

✂ Naturens skiulte Plan at finde,
Du Væsen med opløftet Blik,
og større Aanders Værd at vinde
du Villien og Tanken fik.

✂ Træng ind, hvor første Aarsag avler,
ind i Naturens Helligdom;
med Verdenlovens skiulte Tavler,
dit Bytte, rig tilbagekom.

*1) Herkules Støtter. Saaledes kalder den græske Fabellære tvende Bierge ved Mundingen af det middellandske Hav, det ene i Europa, det andet i Afrika, og betegner ved dem de Søefarendes non plus ultra. 52

✂ Fald hen til dine Liges Hierte,
see deres Liv, see deres Siæl,
en høire Verden, Glæde, Smerte
og Frihed, rene Aanders Hæld.

✂ Hvis da Betragtning dig indvied'
at finde Skiebnens mørke Spor,
hvis Dyd dig fra dit Selv befried' -
da vov at røre Skiebnens Ror.

✂ Uskrækket, hold Fornuftens Fakkel
for Overtroens falske Gud,
qvæl Løgnens tordnende Orakel,
stød Altret om, sluk Ilden ud.

✂ Med Brutus's Dolk bestorm det Sæde,
hvor første Led af Trældoms Baand,
som Myriaders Taarer væde,
end strammes op af Voldets Haand.

✂ Skiønt baaren i en jordisk Hytte,
Du er af Guders Himmelæt,
og faaer Daimonens Værd til Bytte
i Kamp for Sandhed og for Ret.

✂ Engang skal Sandheds Aasyn bryde
igiennem Løgnformørkelsen;
skal Ret med Enevælde byde,
og Drifters Oprør hylde den.

✂ Et Tempel, hvor Fornuftens Lære
er Almenlov, engang skal staae;
Jordklodens Kreds dets Tilje være,
dets Overhvælving, Himlens Blaae.

53

✂ Kun Lade dvæle, Feige bæve,
vor Høst var Fortids rige Sæd;
en Høst for Eftertiden hæve
Sig da igien af Nutids Sveed.

✂ End en Gregor2) fra Capitolet
formørket Jord med Lynild slog;
en Torquemada's3) Gud paa Baalet
end Tænkeren til Offer tog.

✂ Endnu skreg til en Bourbonide
en Million om Skiul og Brød,
lig Hecatomben, af hvis Side
for Billedguden Livet flød,

✂ om Hine, hvis udkaarne Vælde
ned Løgnens, Voldets Tempel brød,
dybt havde knælet for dets Ælde
og agtet Trudsler, Hævn og Død.

✂ Lad hele Folkefærd forsvinde
i Fortids Skygger, uden Savn!
End yngste Slægt med Sang og Minde
skal hædre hines Daad og Navn.

*2) Gregor VII *3) Spaniens første Storinqvisitor.

✂

Elvin og Elvina

✂ »O bliv dog, o bliv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o bliv dog, o bliv ved min kiærlige Barm
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«

54

✂ »O løs dog, du Hulde, du Søde, dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
en Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.

✂ Hesperiens Høst og Arabiens Vaar
jeg snart bringer hiem over Havet;
snart flettes med Indiens Perler dit Haar,
snart herlig paa Persiens Tepper du gaaer,
som Dronning for Jorden begavet.

✂ Dig, Herlige, ydes hver Vaar og hver Høst,
som stiger fra Solgudens Trone;
hver Kunst dig fortrylle med kongelig Lyst;
min Fare og Møie, mit modige Bryst
med Avind min Lykke forsone.«

✂ »Langt sød're hos dig ere Buskenes Bær,
end Frugt fra hesperiske Hækker;
langt blødere Engen end Tepperne er,
og Indiens Perle mit Smykke ei værd,
naar Elvin af Engen det brækker.

✂ Og fyldte du Seierens uhyre Haand
med Østens tilbedede Krone;
saa friste selv det ei din nøisomme Aand,
men fængslet af Elskovs fortryllende Baand,
med Lidt dig Elvina forsone.«

✂ 'Ei fængsle du, Hulde, ei fængsle du mig,
jeg gaaer dig af Faren at vinde;
med Hav og med Storm jeg vil kæmpe om dig;
det ankes ei skal, kun ved Sledskhed og Svig
jeg vidste dit Hierte at finde.

55

✂ Det ankes ei skal, at kun Hæder var værd
i Favn af din Elskov at hvile:
skiønt Freden forsegler det rustende Sværd,
jeg skal til ublodig, dog hæderlig Færd,
til Farer og Møie bortile.'

✂ »O Elvin, lad Elskovs blidt styrende Bud
din kneisende Stolthed nedbøie!
Bliv her, vær min Brudgom, min Engel, min Gud!
Du elsker mig ikke, er Æren din Brud,
din Bryllupsfest Farer og Møie.

✂ O denne omdrømte Gudinde ei kan
som jeg, til et Hierte dig trykke!
Hun rækker dig Krandsen fra Lighulens Rand,
og lokker med den dig i Dødninges Land -
o Elvin, jeg løser dig ikke.«

✂ 'O løs mig - »o tøv dog - 'o løs mig - »o tøv -
'see Bølgerne vinkende stige -
»o tøv dog; thi Bølgen for Bønner er døv -
'hør, Vinden mig kalder i susende Løv -
»hu! tøv hos din gysende Pige.

✂ O tøv dog, o tøv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o tøv dog, o tøv ved min kiærlige Barm,
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«

✂ 'O løs dog, du Hulde, o løs dog dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
En Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.

56

✂ Til Afsked, du Hulde, du Søde, din Ven
et trøstende Ord har at sige:
Naar Vaarløvet rasler for Vindene hen,
og gæstende Trækfugle flyve igien,
jeg favner min Brud i min Pige.'

✂ »Saa far da - nei, tøv dog, jeg holder dig fast,
en Bøn og et Løfte du høre:
Naar hiemad du styrer din vingede Hast,
et melkehvidt Flag paa den steilende Mast
din signede Hiemkomst da føre.

✂ Paa Stranden jeg fletter af Grene et Tag,
og Mos jeg mig samler til Leie.
Der skal jeg, o Elvin! ved Nat og ved Dag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
til Andagt og Bønner mig bøie.

✂ Min Eenlighed være en Enkestand lig,
din Hiemkomst min Bryllupsfest være!
I Hytten jeg reder et Leie til dig,
der hvile dit Billed ved Siden af mig
til Bølgerne hiemad dig bære.

✂ O strømmede Skiebnens Velsignelses Væld
fra mine, dig signende, Hænder!
Omhegnet af Hellighed være den Fiel,
paa hvilken mit Liv og mit Haab og mit Held,
min Elvin sig bort fra mig vender.

✂ Fra ledende Stierner høit over din Raa
en straalende Bane udvælde;
en Engel for Kiølen paa Bølgerne gaae;
vidtvarslende Flammer paa Skierene staae
og Venskab paa Havnenes Fielde.«

57

✂ Hun hælder sin Kind til hans bølgende Bryst,
ned Haaret fra Skuldrene vælder;
paa Læben en synlig, men uhørlig Røst,
med signende Øie i Taarer opløst
sit Hoved tilbage kun hælder.

✂ I Sukke hans hærdede Barm nu udbrast,
hans Øie i uvante Draaber;
med brændende Læbe han hænger saa fast -
Dog, 'Søde, Farvel!' saa han raaber i hast,
'Farvel!' - han fra Bølgerne raaber.

✂ »O Elvin! min Elvin! o bliv dog! hvorhen?« -
Saa lyder den Trøstløses Klage.
Lad fare, Elvina, lad fare din Ven,
naar gæstende Trækfugle flyve igien,
da vender din Ven jo tilbage.

✂ Alt løfte de modige Søemænd saa steil
til Borde det strammende Anker;
alt svulme af Vinden de susende Seil,
og flyve paa Havets vidtblaanende Speil
bag Synskredsens taagede Skranker.

✂ Halv livløs, med standsende Aande og Blod,
Elvina paa Strandbreden ligger.
Da Aftnen paa Havet med rødnende Fod,
med stiernefuldt Hoved i Skyerne stod,
hun vaagned' i duggende Skygger.

✂ Hun reiste sig mat op af Sand og af Tang,
og Duggen af Lokkerne rysted'.
Vel rødmende Varme til Kinderne sprang,
dog var hendes Barm saa forunderlig trang,
af Mishaab og Anelser krystet.

58

✂ Da brækker, som Knoppen, den taagede Skye,
og Maanen, som Blomsten, udspringer;
for aabnede Himmel nu Sorgerne flye,
og tryllende Drømme til Skyggerne tye
med spraglede Sommerfuglvinger.

✂ I dulmende Afmagt nu Smerten sin Braad
fra blødende Hierter maae bøie;
med sværmerisk Smil og med lindrende Graad
nu Veemod til Himlen, med Stierner besaa't,
opløfter sit stirrende Øie.

✂ Med himmelske Taarer, med udvidet Bryst,
Elvina, du aner og drømmer;
lig bævende Psyche, af Lænkerne løst,
i Flugt til Elysiums nærmere Kyst,
i Vellyd og Syner du svømmer.

✂ Med stigende Længsel du sværmerisk spaaer
om Øer i Stiernernes Belte,
hvor Vaaren uældet paa Høiene staaer,
hvor Hiertet af evig Henrykkelse slaaer,
og Sange fra Læberne smelte.

✂ Beruset af Vellugt, inddysset af Sang,
du hviled' paa Snee og Jasminer;
du aandede Længsel og vellystig Trang,
til Elvin, som Engel, af Busken udsprang
med himmelsk forklarede Miner.

✂ Men Guderne Psyche til Jordkloden bandt,
og Døden kun Lænkerne bryder.
Elvina sig atter paa Strandbreden fandt;
med Himmelens Billed, hun sværmende vandt,
rundt om sig hun Jordkloden pryder.

59

✂ Lig hiemvegen Slave, af Vogterens Haand
giengreben; han fletter med Længsel
Erindringens Roser i tyngende Baand,
og maler sit Hiem med opfinderisk Aand
paa Muren af ensomme Fængsel.

✂ Ved Haab halv forklaret, med Skiebnen i Fred,
Elvina af Søvnen nu favnes;
saa svimmel, som vugget paa Skyer, hun gleed
i Selvglemsel ned paa den sandede Bred,
og Elvin ei længere savnes.

✂ Da Morgenen, hilset af Lærkernes Slag,
udstraaled' af Vandenes Flade,
hun hvælvede dryppende Grene til Tag,
til klosterligt Leie hun udspredte Lag
af Mos og af tørrede Blade.

✂ Af Græstørv fra Engenes blomstrende Skiød
et Alter i Hytten hun reiste;
som Virak, dets Vellugt var liflig og sød.
Til Haab og til Styrke i Liv og i Død,
et Kors høit i Viraken kneiste.

✂ I Cellen, indviet til Elvin og Gud,
hvor Andagt og Kiærlighed brænder,
der sidder en Nonne, der sidder en Brud,
i Havet hun skuer saa længselfuld ud
og løfter andægtige Hænder:

✂ »O Du som selv knyttede Kiærligheds Baand,
Alkiærlighed, Dig jeg paakalde:
du holder det svulmende Hav i din Haand,
du holder i Havet mit Liv og min Aand,
Alkiærlighed, lad ham ei falde.«

60

✂ Sit Ansigt, forklaret af Andagtens Ild,
til blomstrende Alter hun trykker.
En Engel ved Korset staaer herlig og mild,
dog synes formørket hans straalende Smil,
naar bort ud i Havet han blikker:

✂ Den himmelske Vogter med Tillid og Roe
den Bedendes Afsavn formilder,
og signer den Uskyld, som kiærlig og troe
til Gud og til Elvin indvier sin Bøn,
og Andagt med Kiærlighed ilder.

✂ Thi dog hendes Siel kun af Elvin er fuld,
med ham hun det Herligste kroner:
han straaler i Morgenens Purpur og Guld,
i Aftenens Stierne han blinker saa huld
og hvisler i Nattergaltoner.

✂ Naturen af Elvin et Aftryk kun er,
hans Ynde og Pragt kun den viser;
selv naar hun fra Korset til Himmelen seer,
end møder han hende i Glorieskiær
og ham hun med Bønnerne priser.

✂ Selv der, hvor der hverken er Fryd eller Savn,
hvor Lyset og Lyden forsvinder,
og Livet er dæmpet - i Søvngudens Favn
hun skuer hans Billed, hun hører hans Navn,
og Liv og Henrykkelse finder.

✂ Saaledes, ved Andagtens himmelske Trøst,
ved blomstrende Haab og Erindring,
hun aander og lever i sværmerisk Lyst,
og saarer end Frygten det hellige Bryst,
ved Alteret finder hun Lindring.

61

✂ Men Axet alt vinker fra bøiede Straa,
og Meieren Guldsæden fælder;
de afklædte Marker henfalme til Graa,
de tiende Lunde i Regnbuer staae,
og Aaret til Hvile sig hælder.

✂ End sidder Elvina troe under sit Tag
med havad udstrækkede Hænder.
For Elskerens Hiemkomst, ved Nat og ved Dag,
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
af hellige Luer hun brænder.

✂ Alt gæstende Trækfugle flyve igien
og Taget af Hytten bortvifter,
da Vaarløvet rasler for Vindene hen.
En Bolig til Bryllup for sig og sin Ven
hun søger i Strandbredens Rifter.

✂ Med Elskerens Billed' og Korset hun gaaer
glad ind i den ensomme Hule;
med Haab hun forgylder de trængende Kaar,
med Haab hun saa rolig i Mundingen staaer,
naar Vindene rundt hende kule.

✂ Men ak; forgieves ved Nat og ved Dag
af Andagt og Længsel hun brænder;
forgieves hun sidder ved Bølgernes Brag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
og løfter de mødige Hænder.

✂ Og ak! nu visned' nys blomstrende Kind,
nu Haabet i Brystet bortdøde:
det mørknes, saa qvalmt er det anende Sind,
det synes som Skiebnen af Strandhulen ind
med Rædsler kom hende imøde.

62

✂ Den signende Moder med bævende Røst,
med halvbaaren Bøn hun paakalder;
tæt trykkende Korset til haabløse Bryst,
hun blundende føler en lindrende Trøst,
til Søvnen paa hende tung falder.

✂ Og Solen nediler i blodrøde Giord;
det synes rundtom sig at ynke;
det synes at buldre i rystende Jord;
Forfærdelsen raver ved Skibenes Roer,
som Stiernerne ikke tilvinke.

✂ Og pludselig Himlens tykhvælvede Rum
i vraalende Storme udbrister:
de hylende, knagende Skove staae krum,
og Himmelen Havets opkaagende Skum
tilbage, som Sneefoge, ryster.

✂ Hun sover, - dump Havet mod Klipperne slaaer,
og steiler mod skumklædte Bredder;
hun sover, og høit over Hulen det naaer,
i svulmende Fraade for Løvleiet slaaer,
og Døden ind til hende træder.

✂ Lig Dødningen jaget af revnende Grav,
hun livløs til Udgangen iler.
Hun bøier, hun flækker det mødende Hav.
Den Engel, som Skiebnen til Værn hende gav,
end rolig i Oprøret smiler.

✂ I døvende Storme, paa høiere Bred,
hun Gudernes Almagt paakalder!
»I himmelske Magter, o red ham! o red!
Qvæl Stormen! Styrt Havet til Afgrunden ned!«
Bedøvet til Jorden hun falder.

63

✂ Blant Bølgernes Anfald og Skierenes Svig
en Seiler paa Skumhvirvler stiger.
Det lyder som Skibbrud, som Synkendes Skrig.
Paa Strandbreden reiser den Daanede sig,
og Englen fra hende bortviger.

✂ Nu nedsvælger Stormen sit døvende Brag,
de faldende Bølger kun sprette.
Saa sort som en Ligfærd, med dæmpede Slag,
de bære en Ligbaar, de bære et Vrag,
og langsomt paa Stranden det sætte.

✂ Til Liglampe Maanen gientænder sit Skin,
som Ligsange Stødvinden klinker.
Elvina sig nærmer med anende Sind,
hun seer og med Skrig og med blegnende Kind
paa Vraget hun Sielløs nedsynker.

✂ Med dæmpet Bevidsthed, med skyggefuld Siæl
tilbage til Livet hun vender.
»Velkommen, velkommen, du hellige Fiel!
Velkommen, mit Liv og mit Haab og mit Hæld!
Min Elvin, min Brudgom jeg kiænder.

✂ Min Eenlighed nys var en Enkestand lig,
din Gienkomst mit Bryllup nu være.
I Kamret jeg redte et Leie til dig,
der hviled' dit Billed ved siden af mig,
didhen jeg min Brudgom vil bære.«

✂ Hun løfter ham op i sin mægtige Arm,
og bærer ham ind i sit Kammer;
hun trykker ham tæt til sin rallende Barm,
af Døden og Livet snart kold og snart varm,
og knuset af skrækkelig Jammer.

64

✂ Hun lægger ham ned og hun tager hans Haand,
fra Jord og fra Jammer hun stræber.
»Kom Død! knyt mit himmelske Ægteskabsbaand!«
Da brast hendes Øie - den martrende Aand
undveeg fra de visnende Læber.

✂

Det Bedre
(I en Stambog)

✂ Den Taare, som ved fremmed Sorg og Nød,
lig Duggen paa en Sørgestøtte, flød;
den Læbe, som i sønderrevet Bryst
inddyssed' Kummer med Vennerøst;
den Haand, som førend Arme bade,
oplukkede den rige Lade,
som modtog trætte Vandrers Stav,
og lønlig Taare tørred' af. -
O denne Læbe, denne Taare,
o denne milde Englehaand
er mere værd end Biergets rige Aare,
end Ærens Krands og Amors Rosenbaand.

✂

Til
den Helliganede

✂ Hændelsen, omvunden af din Kiæde,
tam ved dine Fødder ligge maa;
Hensigt, Orden, Skiønhed, Liv og Glæde
Haand i Haand rundt om din Trone staae.

✂ Stiernerne af Lysets Strøm du støbte,
rundt omkring du hvælved' Æteren;
65 Jord og Maane du i Dunst indsvøbte,
og til Solens Ildbarm lagde hen.

✂ Hist endnu din Almagt Verden dreier
og med Ætherhvirvlers1) Svøb omsnoer:
Selv fremfnysende Comet ei skeier,
hvirvelbunden, ud i Sphærers Spor.

✂ Her du Dødens Askeørken dækker
med en Vaar af Væsener igien,
Og paa Jorden, deres Vugge, lægger
Lys og Blomst og Frugt til Gave hen.

✂ Stiernerne til Diadem sig velte
om din Tinding; Ætren er din Giord;
rundt om alle Væsner som et Belte,
o som Moders Favn, du Armen snoer.

✂ Du, du var og er og end skal være,
Rum dit Tempel, og din Festdag Tid,
Liv din Dyrker, Fryd din Lov og Lære,
Liv og Fryd, Tilbedede, din Iid.

✂ Du - hvad end Henrykkelsen dig kalder
hist ved andre Soles Arnested,
eller her i Jordens Støv, - dybt falder,
Helliganede, for Dig jeg ned.

*l) De cartesianske Hvirvler, der anmode Poesien om et Fristed, efterat de ere forviste af Philosophien

✂

Det dobbelte Bedrag
Sonnett

✂ Aldrig nøisomt, længselsvangert, higer
Hiertet efter meer end nu og her,
derfor Haab dets barnlige Begiær
mild med ventet Fryds Phantom beriger.

✂ Men naar da den seene Dag opstiger
og den saligdrømte Fryd er der,
svunden ak! er Yndens Trylleskiær,
thi den kun var Haabets golde Smiger.

✂ »Haabets Smiger mig saa sødt bedrog,
lød til Skiæbnen Adamidens Klage,
tag min Fryd, giv dens Phantom tilbage.«

✂ Og Erindring Haabets Pensel tog,
malede i Fortids Skyggedage
Haabphantomets idealske Mage.

✂

Erindringer

✂ Jeg hende saae, o søde Minde,
O vær min Kummer stedse nær!
En Helligdom hun var for hver,
En himmelsk Dyd og jordisk Ynde.
Mit Blik ved hendes Smil hang fast,
Og Hiertet slog med dobbelt Hast.

67

✂ Jeg hende saae af Trængslen svinde
Ud i Naturens Eensomhed,
Og der de skiønne Sieles Fred,
En Engels rene Glæde, finde.
Hun drog mit Hierte efter sig,
Paa hendes Spor jeg listed' mig.

✂ Jeg hørte hendes Tryllestemme
Udfolde sig til Harmoni,
Og, o! den Fryd, jeg svømmed' i,
Kun Elysæerne fornemme.
Og hendes Siel imøde kom
Min Siel i Vellyds Helligdom.

✂ Jeg hende saae til Himlen skue
Fra Altret med opløftet Sind,
Og hendes Øie, hendes Kind
Antændt med hellig Andagts Lue.
Jeg knælede hos hende ned,
Til Himmelen hun drog mig med.

✂ Jeg hende saae, da Taarer fløde
I Mismods Furer paa min Kind,
Med Tvillingsorg i bange Sind,
Med Taalmods Smil, min Taare møde.
Jeg sank til hendes ømme Bryst,
Og følte Sympathiens Trøst.

✂ Jeg hende saae, med yndig Smerte,
En Engel, staae i Kreds af Nød:
I Armods Haand hun lagde Brød,
Hun Sorgen Haab og Taalmod lærte.
Gud signe dig! - jeg høit udbrød;
Gud signe dig! - rundtom gienlød.

68

✂ Min Taushed blev min Attraaes Fængsel,
Min Barm af Suk blev stor og øm;
Hun var min Tanke, var min Drøm;
Hun var mit Minde, var min Længsel.
Engang hun sad ved Bækkens Bred,
Jeg satte mig hos hende ned.

✂ Rundtom med Tempelstilhed svømmed'
Udsprungne Vaar i Maanens Skier;
Jeg aned' fierne Fremtid nær,
Og himmelsk lykkelig mig drømmed'.
»O kan du, vil du elske mig?«
Hun stammede: »Jeg elsker dig.«

✂ Naar Nattens Kreds sig hvalte, hvilte
Hun sødt og yndig i min Arm;
Naar Dagen brast af Østens Barm,
Med første Blik hun mig tilsmilte:
En Guddom hun, en Fest hver Dag,
En Tempelhvælving Hyttens Tag.

✂ Jeg hende saae, de brustne Blikke
Indhyllede til sidste Blund;
Jeg hang ved hendes kolde Mund,
Men, ak! mit Skrig fornam hun ikke.
Til Graven bort de hende bar',
Men skrækkelig min Jammer var.

✂

Søstrene
(I en Stambog)

✂ Da dybt af Sorgens Torneskiød
Prometheidens1) Klage lød,
Og Guderne hans Graad saae rinde,
Bønhørte de hans bange Raab,
Nedsendte ufødt Glædes Haab,
Og Søsteren, den svundnes Minde.

*1) Mennesket, som Prometheus, efter den græske Fabellære, bosserede af Leer, og oplivede med olympisk Ild

✂

Kun Glemmigikke
Sonnet

✂ Vinterstorme deres Lænker brøde,
Nina end tilsmilte modne Høst
Diende ved Jordens fulde Bryst,
Ak, men begge med hinanden døde.

✂ Vaaged' jeg, et Haab kom mig imøde,
Sov jeg, nærmed' sig som Drøm til Trøst,
Hvidskende med liflig Tryllerøst:
Gravene, lig svangre Fure, føde.

✂ Og da Lærkens Sang velkommen bød
Unge Vaar i Furens første Smykke,
Saa ved Ninas Høi min Længsel lød:

✂ Slid dig løs fra Gravens svangre Skiød! -
Men af Gravens Skiød kun Glemmigikke
Spirede paa nye for mine Blikke.

✂

Raadet
(i et Exemplar af Messiaden)

✂ Naar for dit Øie Tungsinds Sørgeflor
Rundtom indhyller Himmel, Tid og Jord;
Naar, svulmende af mystisk Længsel,
Dit Hierte slaaer mod Barmens Fængsel;
Naar Haab i den Melankoli,
Din matte Siel sig svøber i,
Naar Venskab i dit klemte Bryst
Ei straaler Dag, ei smiler Trøst -
O tye da, tye, lyssmilende Veninde,
Til Musen hen, og lær, paa hendes Skiød,
I sødt Bedrag et Paradiis at finde,
Raskt tryllet bort fra jordisk Sorg og Nød.

✂

Gienkomst

✂ Naar Gryllen1) klynkende i Hvile
Og Fred inddysser mine Been;
Naar Nelder om min Mindesteen
At dølge Navn og Sagn, fremile:
Selv da du sødt vil drage mig
Fra Stiernehimlen ned til dig.

✂ Naar veemodsfuld min Høi du søger
I Aftnens Skier, og da en Vind
Saa kølig aander paa din Kind,
Saa kiælent med din Lokke spøger:
Min Aand det er, som sagtelig
I Gravens Vind omvifter dig.

*1) Faarekyllingen (Gryllus domesticus). 71

✂ Naar Drømme det, du ønsker, tage
Til Skikkelse, din drukne Siel
Sødt til endymionisk Held,
Til meer end jordisk Fryd, bedrage:
Min Aand det er, som tryller dig
Med himmelskiønne Drømmes Svig.

✂ Naar Taaren giennem Taarer trænger,
Naar Sukket svulmer i dit Bryst,
Dog brat du føler Fred og Trøst
Og ved et Smil din Taare hænger:
Min Aand det er, som englelig
Udaander Fred og Trøst til dig.

✂ Naar Psyche2) bundne Vinge hæver
Og sødt tiltrukken, stræber frem,
I Længsels Suk til Aanders Hiem;
Men mellem Jord og Himmel bæver:
Min Aand det er, som hemmelig,
Som elskende tiltrækker dig.

✂ Naar Veemod blander Graad med Smile,
Og sværmerisk din Siel da gad
Saa sødt, som Svanen i sit Qvad,
I Sukkemelodie bortile:
Min Aand med din saa hemmelig
Til Fryd og Tungsind blander sig.

✂ Naar susende Begeistring svæver
Fra Lundens Hvælving ned til dig,
Din Siel til Stiernehimlen sig
Paa hellig Gysen, svulmet, hæver:
Min Aand det er, som svøber sig
I Gysen, og bortfører dig.

*2) Det græske Navn for Sielen I en af Alderdommens sindrigste og yndigste Allegorier har hun Sommerfuglvinger. 72

✂ Naar Sløret rundt undfalder Psyche
Og du fra aabne Himmels Skier
En Ilende sig nærme seer,
Og til forklared' Barm dig trykke:
Min Aand det er, som favner dig
Og da i Himlen føler sig.

✂

Himmelsynet
Sonnet

✂ Naar Natten med sin Stiernekrone svæver
høitidelig om drømmetryllet Jord,
med Savn og Længsel jeg paa vante Spor,
Forklarte Nina, til din Gravhøi bæver.

✂ De svundne Glæder jeg tilbage kræver
her, hvor med dig og Fortid Mindet boer;
Og see! til meer end Lise, deres Chor,
Et Himmelsyn, paa Gravens Bred sig hæver.

✂ Dit lyse Blik, dit fromme Englesmil,
Din Favn og Svanebarm, din Læbes Ild,
Dig og din Elskov, Tabte, jeg gienfinder.

✂ Dog snart det søde Trylleri forsvinder;
Kun døde Glæders Skygger ak! jeg seer
og sukker dybt: du var - jeg er ei meer!

✂

Til den Troløse

✂ Naar paa dit Skiød en Anden troner
bestraalet af dit Øies Ild:
Naar ei for Jordens tusind Kroner
han bytted' bort din Vellysts Smiil;

✂ Naar da i dobbelt Favn forenede,1)
med Mund paa Mund, med Bryst mod Bryst,
som til et Støttepar forstenede,
I daane, døe i Elskovs Lyst;

✂ Og nu, du med gientændte Blikke
af Glædens Dvale vaagne maae -
da, lig en Afdøds tomme Skygge,
mit blege Billed for dig staae.

✂ Hvi visner nu paa dine Kinder
i Vellysts Smiil dit Hiertes Hæld?
Siig, hvi, af Rædsel pidsker, rinder
dit Blod tilbage til sit Væld?

✂ Før lig en Gæst fra Engles Rige,
mit Billed du velkomment bød,
og Phantasien Englens Lige
til Himlen løfted fra dit Skiød.

✂ Af Fordums Baggrund nu det træde
med Sygdoms Bleghed, Sorgens Træk,
ei meer med Englekommes Glæde,
men fulgt af Anger, Skam og Skræk.

*1) Hvorfor skulde vi ikke stundom torde bruge disse, af Italienerne tidt brugte, rime sdrucciole? 74

✂ Som naar om lukte Øielaage
et Natsyn varsler Nød og Vee,
saa du i Mindets qvalme Taage
end slukte Dages Skygger see.

✂ Din Elsker paa sit Skiød dig vugge
og spotte Skræk og Anger bort,
dog viid, Erinnerne oplukke
alt Orkus'2) tunge Kobberport.

✂ Naar jeg min matte Aand udsukker,
naar Jorden tager mod mit Leer,
og Veemod ved min Gravhøi klukker:
Han sover - muldrer - er ei meer!

✂ Da - gys! - Erinnerne3) oprive
min Grav, og danne paa dens Bred
af Ligdunst mit Phantom og drive
det derfra til dit Leiested.

✂ Med visnet Læbe, udslukt Øie,
med standset Hierte, lydløst Bryst,
saa staaer jeg for dit tause Leie
ved Taarnets hule Midnatsrøst.

✂ Du svømmer trygt i Søvnens Taage
med Rosen lig udsprungen Mund,
Og veed ei at Erinner vaage
hos trygge Troløshed i Blund.

*2) Den græske Fabellæres underjordiske Rige, bestaaende af Elysium og Tartarus, Himmel og Helvede. *3) Furierne. 75

✂ Dit Hierte sig af Fryd forstørrer,
din Haand til Skiebnens Urne naaer,
thi Phantasus, de Drømmes Fører,
blid ved dit Hovedgierde staaer.

✂ End hviler du bag Søvnens Dække,
end male Drømme sig derpaa,
men snart skal Søvnens Forhæng sprække
og Gravens Søn i Riften staae.

✂ Rundt Livets Skueplads er øde,
og Hielpens Haand er Søvnens Træl -
Nu du for Svig og Meneed bøde
med rædselgiennemboret Siel.

✂ Fortvivlende, du sønderslide
de silkebløde Lokkers Baand!
Fortvivlende, til Blod du vride
den rene Snee paa krympet Haand:

✂ End ei for Dagens Komme svinde
opbrukne Liighøis fæle Søn;
men ved din matte Tinding binde
Erinnen ham til Meneeds Løn. -

✂ O grumme Systre, holder inde,
og daaner, stivnede til Steen!
Til Graven du igien forsvinde,
Vanskabning, Dunst af skiøre Been!

✂ Mit Hierte smelter, Taaren flyder.
Mig smitte ikke Hævnens Lyst.
Min Haand jeg til Forsoning byder,
Troløse, Dig, med sonet Bryst.

76

✂ Mit Billede sig ikke trænge
ind i din Elskovs Helligdom,
og ved din Tinding aldrig hænge
Erinnens Grumhed mit Phantom,

✂ I Tungsinds hellig stille Mørke
Dit Billed' jeg opstille skal
og ak! med Taarers Offer dyrke,
tro i mit glædeløse Kald.

✂ Imens hver Morgens Purpur dugge
ny Glæde paa dit Leie ned;
hver Aften kun i Blund dig vugge
til sødt Bedrag og Glemsels Fred.

✂ Naar mørkt mit Blik ved Himlen hænger,
en Fryd nedsynke i dit Sind;
naar ak! min Taare frem sig trænger,
et Smiil udspringe paa din Kind.

✂ I Kreds af alle Aldres Glæder
du sildig staae paa Gravens Rand;
naar Dødens Skygge for dig træder,
da giennemstraale Haabets Land!

✂

Ved Christushovedet,
af Annibale Carracci,
i det Dresdenske Gallerie

✂ Aldrig Suk fra denne Læbe lød,
Aldrig smelted' Graad fra dette Øie,
Denne Ungdom, dette Guddomsnøie
Evig troner over Jord og Død.

77

✂ Da fra denne Læbe Almagt bød,
Hendelsen sit Septer maatte bøie;
Disse Øine over Jordens Høie,
Liv og Lys og Fryd og Haab udgød.

✂ Dog, hvad mørkner disse Øines Straaler?
Hvad betynger dette Aandedræt?
Tungsind, Medynk Jorden kalder det:

✂ Saa, i Røg af Løgnens Offerskaaler,
Gud, paa Evighedens Rand han stod
Og nedstyrted' sig i Tidens Flod.

✂

Skadesløshed

✂ I Mildhed mod hans Søn sig at foreene
Prometheus Genier og Guder bad:
Vi give Mæle, Tanke, Kunst og Qvad,
Saa raabte Smintheus, Hermes og Athene.

✂ O store Zeus - Kronion, du alleene
Forsmaaer at træde i de Mildes Rad?
Velan, udbrød hans grumme Haan og Had,
Med Nød og Død jeg vil din Søn forlene.

✂ Da dysser jeg, som sødt og tit bedrog,
Ham ind i Drøm, at Urnen snart skal springe,
Og han nyebaaren sig af Asken svinge.

✂ Saa nynned' Phantasus og barnlig jog
En Sommerfugl med nysudvoxen Vinge,
Som paa Athenes Hielmbusk Sæde tog.

✂

Til Qvinden

✂ Dig, Natur fuldendt neddukked'
Dybere i alt det Skiønnes Væld,
I hvis blide Ynde, fromme Hæld
Hendes Almagts store Kreds sig lukked!

✂ Mythen lærer, det var dig, som plukked'
Først i farlig Frugt det store Skiel,
Sagnet, at med fremmest aabnet Siel
Først du styred', skiønt for Magen bukked'.

✂ Siig, hvi følger, Hulde, du da ei,
Først foran i Løbebanens Skranker,
Magen siden paa hans Seiersvei?

✂ Atalante liig, du barnlig sanker
Smiggerns gyldne Æbler, medens han
Seiervinget iler dig foran.

✂

Til Eros1)

✂ Med et Slør Urania2) hist spinder
Eros, svæver du til Jorden ned,
Og saa himmelskt tryllende dermed
Jordisk Skiønhed for vort Blik omvinder,

✂ Saa at alle Tidens Ar forsvinder
Og for salig drømt Fuldkommenhed,
Med Urania i hellig Fred,
Hvert Begiær i Tankens Furer rinder.

*1) Amor. *2) Den personificerede høieste moralske Fuldkommenhed. 79

✂ Harmoniens Fødte, rene Gud,
Saa du os fra vor Fornedring leder
Blid tilbage, med indvi'de Kieder,

✂ Saa hvad Skiebnen skilled', ved dit Bud
Bristende af Selvheds trange Skranker,
Sig igien til salig Eenhed sanker.

✂

Sange
for den 28 og 29 Januar 1801

✂

Epistel til Henriette
den 25de September 1797

✂ Med røde Straaler om det blonde Haar
Steeg denne Morgen til mit Leie ned
Og vækked' mig med sagte Rystelser.
»End blunder Du og ingen Aning Dig,
Med mystisk Vellystbæven Dig bebuder
Min Gjenkomst? Op og Festen hellighold!
Med Dandsens Svimmel ei og heller ikke
Med dithyrambisk Fryd, Dit fulde Bæger
83 Høitløftende; men ømt og inderligt,
Dybt i Dit indre Hiem, Bevidsthed, Du
Med kaarne Tanker Festen helligholde.
Thi Aarets Kreds idag ved Solens Gang
Sig sextengange lukked', siden jeg
Paa Fanny's Skiød den spæde Engel saae
Og ved et Undersyn fortryllet, rød
Paa Biergets Top for Dalen længe tøved:
See! Pallas i forhøiet Herlighed
Ned fra Olympen sprang, med Musers Chor
Og trefold Charis til indbudet Følge,
Og alle fletted' om det skiønne Noers
Indvi'de Vugge mystisk Runddands, mens
Piatoners Amor sig som braadløs Bie
Paa Mundens halvtudsprungne Ferskenblomst
Betydningsfuld med al sin Honning satte.«
Saa Solens spæde Søn formaned' mig
Og modnedes til Hemisphærens Dag.
O hulde Pige, lyt til mig! Saa sandt,
Saa inderligt og frit kun sielden een
Og denne Sieldne selv kun sieldent raader.
Thi, ak desværre! har den gode Tone
Forjaget Venskab og Fortrolighed.
I Etikettens gyldne Buur vi nu
Liig Snakkefugle sidde og bedøve,
Med sielløs Høfligheds halvlærte Floskler
Naturens Stemme overstemmende,
Vort frosne Hierte, mens vort Liv og Færd
Indkrymper sig til Forestilling af
Vor Afguds, Levemaadens, Ritual.
Thi lyt til mig!
Hvad Tasso om Rinaldo
Saa yndigt fabler, giør Natur og Kunst
I Dig, o hulde Pige, sandt. Du iler
Forud for Tiden, som Din Moder bag
Dens Ilen tøver. Pallas rækker Dig
84 Sin Straalehaand og aabner for sin Lærling,
For sin udkaarne Lærling Tankens Stoa,
Og ved det Gode, ved det Skiønne slaaer
Med ædel Uroe Din indvi'de Barm.
Du Tankens Rulle, Kunstens Blok og Tavle,
Naturens Mesterværk ei gaaer forbi,
Thi Hebe og Athene favne sig
Høit over Dine Lokkeringes Guld.
Den blide Ynde uden hvilken vi
Det Skiønne vel beundre, dog ei elske;
Og Munterhed som paa urokket Hæl
I Hvirvler dreier sig; og Vittighed
Med liflig Honning og med hvæsset Braad,
Lig Kubens Sønner; Spøgets Genius
Som giennem Satyrmaskens vide Mund
Det runde Hoved skalkeagtigt stikker,
Samt Lattrens ekkolige Nymphe, som
I Barmen boer - see! dette Følge gav
Dig Skiebnens Bud og skulde ei tillige
Til Frænde Lykken have givet Dig?
O aldrig knække Sorgens tunge Haand
De Roser Dine Kinder blomstre med!
Dit Øies Maidag aldrig skiule sig
Bag Graadens Regnskye! Aldrig Klagens Røst
Vanhellige de friske Læber hvor
Med Spøg og Ynde moden Sandhed troner!
Dog aander Frygt mig fierntfra koldt imod
Og bange Varsel mig igiennembæver,
Thi hvo er nu omstunder lykkelig?
Ja, hvo kan være det? Hvis ikke han,
Blant Aander en Alcid, staaer frem til Kamp
Mod Aandeverdnens Antheus, dette Olds
Almægtige og trædske Genius
Og seirende i Favnen knuser ham.
Langt større Udyr end i thrasisk Ørk
I Sæders aabne Rige strøife om
85 Som skrække Glæden fra vort Arnested
Og Søvnen fra vort Leies Ederduun.
Sirenen Forfang1) fra Naturens Skiød
Med giftig Sledskhed lokker os og giver
For ægte Mynt os Regnepenninge.
Thi siig, er Dronning, Frue og Grevinde
Ei Spillemærker, Regnepenninge
Mod Ægtefælle, Moder og Veninde,
De store Værdigheder som Natur
Med himmelsk Stempel, af ublandet Guld,
For hiin den store Kienders valgte Samling,
For Evigheden, dybt og skiønt udpræged?
Men ak! ved hiin Sirenes Røst forførte,
Til Menings Dukkeskab og Modeboe
Hvor Phantasie som Tærne tiener, hvor
Capriccio lig Proteus sig forvandler,
Vi følge, Hiorden lig. Her, udenfor
Naturens Grændse, tusinde Grottesker
Vi undrende begloe, mens Efterlignelsen
Paa dens Procustes-Seng omformer
Og snart forfuskede til Parodier
Paa Skabrens Værk, af Vanmagt ravende,
Paa Verdens Skueplads indfører os.
Kun ved din Barm, Natur, lig Antheus, vi
I Seener og i Kiendsler Styrke føle,
I Menings Favn vi qvalte daane hen.
Paa Verdens malte Scene Glæden blev
Til Uformuenhed at føle, ak!
Hvor fattige paa egen Fryd vi ere.
Vi klynge os ved alt hvad fremmet er
Og kunne endelig ei staae allene.
Vi rave. Ei af Drukkenskab, thi vi
Ei nød, af indre Tomhed rave vi,
Den Skrantende, ei Faunen lig.
Du ei fortørnes vil, o hulde Pige, at

*1) Forfængelighed. 86

✂ Jeg troer at turde byde Dig idag
Til Gave denne Oldemoderviisdom,
Saa hedder den maaske hos mange - thi
Ved Gud! jeg intet bedre kiender. Og ei sandt?
Ung eller gammel, ligemeget, hvis
Kun sand, og troe mig, mig som Skiebnen gav
Til faver Ungdom end Erfarenheds
Maaske for tidlig modne Frugt og som
Tilstæde var i Sorgens dybe Løn,
I Taarer og i Sukke sandt det er.
Du ei fortørnes vil, thi andre Glæder
Dig, foretrukne Pige, sig tilbyde
Som ei paa Livets Halvvei Afskeed tage
Og Væmmelsens Harpyer vinke frem,
De Styxens Fostre, som selv Mindets Krands
Af tøvende Forglemmigei besmitte.
Af indre Kiendslers Følge, tændte an
Ved Skiønt og Sandt, ved Godt og Stort, Du tør
O Hulde, vente Fryd og Fred, Dig værdig.
Natur og Viisdom, Kunst og Videnskab,
Din Mages Elskov, Modrens søde Pligter,
Og Venskabs Arm og eget Arnested
Som Bluefærd, Samdragt og Penelopeia's
Med Dyd og Tænksomhed forvandte Syssel
Hver Dag med friske Krandse pryde tør.
See! paa hvor mange Veie Glæden vinker
Dig op i sin olympisk-rene Æter.
Lad Kjedsomhed, krum under Perlers Last,
Camelen lig som bar dem giennem Ørknen,
Hist i chorintisk Marmorcolonnade
Fra Pille tung til Pille ravende,
Vidtgabende sig støtte og omsonst,
Udstrakt paa gallisk Naals dødfødte Vaar,
I Fortids Bulder og misundte Skrine
Straatækket Hyttes jevne Lykke søge!
Lad graadig Stolthed her med alle Zoner
87 I peruanisk Guld og indisk Steen
Betynge Taflet som et Offerbord
Og hidse Guden som den ofrer til,
Forslugenheden hidse paa sit Bytte.
Styrt, Teppe, ned for Skuepladsen, hvor
Hiin snørte Afgud, Levemaade,
Samt Stolthed, Avind, Daarskab, Kiedsomhed
Og Forfang lure stivt paa Lykkens Fangst
I deres gyldne Net! - -
Dog, hulde Pige,
Paa hiint australisk-stille Hav som holder
De søgte Fredensøer i dets Favn,
Tør Faren true, og som Forfang her
I Verdens vildtoprørte Farvand, hist
En skiønnere Sirene, Sværmerie,
Saa mangt et Tog til Fredensøer stansed'
Tillad mig ved Din lette Gondels Roer
En liden Varsel til Pilot at stille.
Hvor fuld af Trang og mystisk Længsel træder
Hver Yngling og hver Pige frem i Verden!
Den unge Kraft med Brudgomsuroe stræber
At favne Daaden; Hiertet, Psyche ligt,
Ukiendte Glæders Brudgomskomme venter.
Strax Phantasien til Bedrag er rede
Og stiller mellem Skabningen og os
Med magisk Snedighed sit Basrelief.
Som før Pygmalion med Elskovs Luer
Sin Kunstes døde Marmor-Datter rundt
Omringede, til Stenen ved hans Barm
At vige, aande, føle, elske lærte,
Saa vi, kun omvendt, sande Væsener
Forvandle ak! til Kunstens Idealer.
En Grandison er hver en Yngling, hver
En Pige er en himmelsk Clementine.
Vi leve høit, lig Irus, naar en Drøm
Om Giestebud hans mugne Straae omflagrer.
88 Det er saa tungt, saa tungt at skilles fra
De himmelske Phantomer som i Hoved
Og Hierte vi udklækkede og satte
Paa Jorden, deres lave Piedestal,
Til vore dyrkede Idoler hen.
Det er saa tungt og dog det være skal,
Thi langsomt skridende ved Tidens Haand,
Fornuft Skilsmissen byder og antænder
Med Sandheds Fakkel Phantasiens Rige.
Med aaben Favn, i Taarer bristende,
End eengang vore Yndlinge vi skue
Og drages videre, beklemte, bange
Som om vi ginge til vor Grav. Vor Grav?
Ja vel, som om vi ginge til vor Grav,
Thi Verden nu os synes en uhyre,
En almeen Grav, hvor vi kun Spøgelser
Af alt hvad os saa sødt fortrylled, see.
Mens Attraae og Begier saa yppigt knopped
I Hiertet, varmet og befrugtet af
De himmelske Phantomers Trylleskin,
Hiint blev saa stort og stolt, at derimod
Det Virkelige lavt og lidet, blev.
Snart Giestebudets Drøm undveeg og paa
Det mugne Straae hvorpaa, hvortil han fødtes,
Den Daarede som Tigger sig erkiendte:
En Tigger, som hvad Jorden i sit Eie
Ei har, begierer, Bedlamsborgen lig
Som Kongen om en Sol til Gave bad.
Hvor mangen vreed, o Gud! hvor mangen vrider
De ømme Hænder end, naar Midnat Nag
Og Qval udruende, de sorte Vinger
Om fredløst Leie hvælver, ak! fordi
En Grusom Skiebne ved hans Tinding hæfted'
Det tryllende Bedrag! Snart Søvnen veeg
Med Fryd og Fred! I Gravens Taushed kun
Skal den Forladte finde dem igien!
89 O hulde Pige, Dig din Skiebne vil
For denne navnløs-grumme Qval betrygge.
Den lille Genius som ved Din Side
Igiennem Satyrmaskens vide Mund
Saa skielmsk det runde Hoved stikker, skal forjage
Med Latter og med Spøg hiint Sværmeri,
Som stolt med Stierner krandset, lækker sig
Til Taffel med Olympierne sætter
Og Sandhed skal med sindig Sielefred
Og ædru Glæde ved Din Side staae.

✂

Ode
mine Vaabenbrødre tilegnet
ved Fanernes Imodtagelse

✂ Til Fredens vante Hiem, til Retfærds Herredømme
Lød Trudslens Tordenrøst;
En Misdaad, brammende med Oceanets Tømme,
Fnøs frem mod Danners Kyst.

✂ Tangkrandset Sundgud brat sin golde Isse dukked'
I Dybets Tryghed ned,
Mens Fredens Genier i hver en Hytte sukked'
Fra nordisk Tempes Bred.

✂ Da vaagned' Kiækhed op af Fortids lange Dvale
I Fædres Hvilested,
Og patriotisk Id igiennem Herthas Dale,
Skiøn som en Seraph, skred.

90

✂ Et Folk som frit og trygt med Fyldehornet smiled'
Spartanisk giorded' sig;
Selv Kunstens snilde Søn fra attisk Syssel iled'
Og aanded' Kamp og Krig.

✂ Saa stærk og bold du er, o favre Dannerige!
Thi lykkelig du er.
Mon Trælles sultne Hiord angrebne Hiem omdige
Med ædel Feidefærd?

✂ Stands aldrig, Nøiets Hiem! stands aldrig i at prise
Den Haand som signer dig!
Den palmekronte Helt, den glavindvante Vise
Som frit opoffrer sig!

✂ Da Kampens Tordenbrag med Undergang dig trued',
Din Fredrik foran stod,
Og roligt Folket ind i Slagets Uveir skued',
Trygt bag hans Codrus-Mod.

✂ Det hæved' Heltes Arm, det hærded' Heltes Hjerte,
Men Heltene sank hen ...
Triumph! thi skiønt de sank, dog brittisk Almagt lærte
At frygte Seieren.

✂ Den ikkun Byttet vandt, de Overvundne Æren
Tog med fra hvert et Vrag,
Mens fra omtordnet Strand kampgraadig, indfødt, Hæren
Saae det misundte Slag.

✂ Hvi voved' du dig aldrig fra Kiølens vante Veie,
Forvovne Albion?
Da skulde nu vort Nord, ligt siungne Hellas, eie
Et evigt Marathon!

91

✂ Da skulde, Dania! med evige Trophæer
Din Isse krone sig,
Og Clios høie Røst med Hymne-Hymenæer
Til Hædern vie dig!

✂ 1) End Fredens Englesmiil, o mine Vaabenbrødre!
Ei Dan omstraale tør;
End frygter Oldingen, end bæver ømme Mødre
Og kierligblide Møer.

✂ Thi spænder Spartas Giord ei fra Jer' stærke Side!
Høit lyder Ærens Bud,
Og Viisdoms Guddom tør med Skiold og Spyd henskride,
Med Buen Sangens Gud.

✂ Seer! Eder Borgerdyd skal helligt Glavind række,
Og Hæder, Pligt og Kald
Med Krandse rede staae, den Blodstrøm at tildække,
Som atter flyde skal.

✂ Naturen gyser, naar bloddrukne Horder rave
Og følge Hevnens Bud,
Men Borg'res Lighob er en Hecatombegave,
Som offres Fredens Gud.

✂ O trefold salig den, som Borgerdyden kalder
Til Død for Almeengavn!
Thi Himlen vinker, naar det ædle Offer falder,
Og Tak staaer ved hans Savn.

✂ Til sildig Slægts Pæan de faldne Heltes Maner
Med Høifryd lytte ned,
Thi den er Guder lig, som under Retfærds Faner
Sin Død imøde skred.

*1) Herfra synges efter Musik af Hr. Capelmester Kunzen. 92

✂ O Vaabenbrødre! her høimodig Eed os sanke
Om Fanen, Haand i Haand:
Seer! venligt vinker hist de siungne Graves Skranke,2)
De Faldnes Pantheon!3)

*2) Assistentskirkegaarden. *3) Et Tempel for alle Guder og Heroer, hvori dyrkede Dødes Aske hensattes.

✂

Kriegsgesang
Dem freiwilligen Leibjägercorps
gewidmet

✂ Von Albions Gestaden tönet
Der Donner der Gewalt heran:
So weit die Sonne aufgeht, fröhnet
Der Erdenball des Stärkern Wahn'.

✂ Strahl' aus der Vorzeit, o Beispiel der Ahnen!
Rüste die Enkel mit Stärke und Muth!
Reich' uns, Gerechtigkeit! siegende Fahnen,
Siehe, wir kämpfen für Wahrheit und Gut!

✂ Es klagt Natur in ihren Tiefen
Daß jener siegestrunkne Wahn,
Weil Rache und Vergeltung schliefen,
Hinfesselte den Ozean.

✂ Auf! den sie winken, die Säumenden, Hehren,
Auf dann und werft der Verhängnisse Looß!
Frei soll dich Danien wiedergebähren
Weltmeer, aus stärkebefruchtetem Schooß'.

93

✂ Da kommen sie mit frechem Hohne,
Mit Mord und Brand und Machtgebot,
Und bieten Dans ergrimten Sohne,
O Schmach! der Knechtschaft Geistertod.

✂ Segnet uns, Väter mit silbernen Haaren!
Mütter und Bräute, o reicht uns das Schwert!
Bebe nicht, Säugling! Es stürzen die Schaaren
Opfer, an unserm entheiligten Heerd'!

✂ Hinan, hinan, zum Heldentanze!
Dort stäubt die Schlacht: Hinein! Hinein!
Entscheidung mit des Ruhmes Kranze
Harrt unser in der Britten Reih'n.

✂ Auf dann, den Heerd und die Menschheit zu rächen!
Auf dann, zu fallen, denn selig wer fällt:
Da wo wir fallend den Heeresstrom brechen,
Ist dem Thermopylä, siegende Welt!

✂

Sang
for
Kronprindsens Livkorps

✂ Hæld være dig, o Pagt! som sanker
Os i din fulde, stærke Favn!
Du pryder Heltebanens Skranker,
Og adler Kamp til Dyd og Gavn.
Thi være hilset, favnet hver
Blant os, som Borgerglavind bær!

94

✂ Vai høit i Stormen, Dannefane!
Fra Ætrens Blaa forkynd dit Kald!
Du os ad Heltens Løbebane
Til Borg'rens Eegkrands lede skal;
Du danne skal af os et Skiold
For Fredrik og hans Stad mod Vold.

✂ Lad Marathon, lad Murthen qvæde,
O Borgersind! din Almagtsfærd,
Indtil for Mødre, Mager, Spæde
Vi drage Oldtids giemte Sværd:
Ei drives vi til leiet Strid,
Skiælv, Voldgiæst, skiælv for Borgerid!

✂ Naar Kampens Dom vor Uven fører
Hen til Forsonings Alterfod;
Naar Musens Krands vort Sværd indslører
Og Charis's Smil vort diærve Mod:
Da Fredrik! da, som nys i Krig,
I Fred og Fryd vi hævde Dig.

✂ Og Du, som snoer Din Tvillingkrone
Af Eegens og af Laurens Løv;
Naar Freden krandser Herthas Trone,
Naar Slaget hvirvler Damp og Støv,
O Hauch! dig hylder Pligt og Lyst
I hver en Vaabenbroders Bryst!

✂ Mens du de flinke Skarer øver
I Feideleeg og Heltedands,
De sukke tidt, at Faren tøver
Med Kamp og Seier, Død og Krands,
Og at med Krigens Billed Du
Kun tryller deres høie Hu.

✂

Frieriet
Fragment i Stanser

✂ - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Og medens Ridderen saa tankefuld
Med Sværdet Berta's Navn i Sandet skriver,
I sin Fortælling Yndlingen vedbliver.

✂ Langs Aaens Bredde, under Klagepile,
I blidt veemodigt Sværmerie jeg gik;
I Vandets Dyb jeg saae en Himmel Smile
Og sødt i den fordybede mit Blik:
Men af min sværmeriske Fred og Hvile,
Som af en Drøm, jeg vaktes snart og fik
En yndig Mø at skue, Hebes Billed',
Som yndigt rødmende, sig saa fremstilled':

✂ O Fremmed, saae du ei et Barn som spøgte
Med tvende modne Pommerantser her?
Forgjæves jeg rundtom det ængstlig søgte
Og ak! min gode Søsters Søn det er.
Den ømme Moder bad mig det at rygte
Og stedse blive hendes Yndling nær,
Men ak! med ham jeg under hine Grene
Indslumrede og vaagnede allene.

✂ »Ei har jeg seet (tog jeg herpaa til Mæle)
Det du beskriver i saa søde Ord,
Dog at den lille Flygtning nok maae dvæle
Paa dette Strøg, jeg ikke andet troer.
Men hvilke Kløfter, Skygger end ham hæle,
Vi begge nok udspeide skal hans Spor:
O skjønne Mø, du holde op at græde,
Thi sikkerlig opspore vi den Spæde.«

96

✂ I Timer tre, i Timer fire lede
Vi rundtomkring i Skov og Kløft og Krat.
Fra Himlen hælder Solen allerede,
Og Østens Skygger størknes alt til Nat.
Den Huldes trætte Øine sig berede
At briste ud i haabløs Graad, da brat
Ved Occidentens første Purpurlue
I Græsset vi den spæde Flygtling skue.

✂ I Skyggen af Akasier han hviled'
Sødt slumret ind ved Nattergales Qvad,
Og mens i Søvnens Favn saa frisk han smiled',
En skuffet Sommerfugl paa Læben sad.
Med yndig Hast den glade Mø fremiled'
At favne ham, dog jeg beskeden bad
Den spæde Hitting ei sin Søvn at røve,
Og til han vaagnede, med mig at tøve.

✂ Snart jeg til Orde tog med kjelen Stemme
Som tit til Bluefærds bange Hvidsken svandt:
»Hvad maae dog ei et saligt Par fornemme
Naar saa de skue deres Elskovs Pant!
Jeg Jorden samt dens Daarskab skulde glemme
Og aldrig ændse dens høitpriste Tant,
Hvis jeg saaledes hos en yndig Mage
I Øiesyn min Afkom kunde tage.«

✂ Med Ømhed hendes Blik paa Noret ruer,
Min Stemme smelter til petrarchisk Sang:
Med skye Forundring Møen mig beskuer,
Og vante Gjord nu synes hende trang;
Snart hendes Kind i Bluefærds Purpur luer,
I Barmens Løn hun sukker mangengang -
»O lad mig, om jeg vidste dig at røre,
O lad mig, Hulde, dig som Brud hjemføre!«

97

✂ Jomfru'lighedens bange Suk hun drager
Og himmelsk blussende, kun stammer: Ven!
Ved Aftenrødens sidste Glimt jeg tager
Den mødte Haand og henrykt trykker den.
»O Festdag, fremfor alle andre fager,
Vær Pagtens Vidne, før du svinder hen!«
Snart skued' vi med fælleds, navnløs Glæde
Sødt slumret ind som hiin, vor egen Spæde.

✂

Svanesang

✂ Du Glæden, svage Dødelige,
Som Lasten skye,
Thi Savn og Nag fra Plagers Rige
Eens grumme tye:
Forgjæves du for dem dig dølger
I Viisdoms Løn;
Til Midnats Stjernebarm forfølger
De Jordens Søn.

✂ Med Mindes-Taarer maae jeg bøde
Hver Glæde af:
O Skjebne, er da Fryd en Brøde
Og Savn dens Straf?
Hvi blev ei heller Nutids Fængsel
Dybt under dem
Som boe med Minde og med Længsel,
Mit trange Hjem!

98

✂ Hvad med olympisk Lyst mig trylled',
Rev Tiden bort:
Jeg staaer i Sorgens Flor indhyllet
Ved Fortids Port.
Forsvundne Fryd, o vend tilbage!
Saa raaber jeg: - -
Men ak! min længselfulde Klage
Bønhøres ei.

✂ Jeg af mit Hjertes skjønne Eie
Kun Mindet har,
Og jamrer høit paa Tabets Veie:
Jeg var! jeg var!
Iil, seene Død, iil at udklække
Min fangne Aand!
Iil, stumme Fortid, mig at række
Din mørke Haand!

✂ Jeg skal ei bæve naar du tager
Mig i din Favn,
Skjøndt Hædern ei i Sarcophager
Indskjær mit Navn.
Kun een er Døden som mig favner
I kolde Slør,
Men i hvert Nu hvori jeg savner,
Jeg ogsaa døer.

✂ Og at selv Mindet ei skal blotte
Den Svundnes Spor,
O bær ham til din sidste Grotte,
Hvor Glemsel boer!
Lad ei hans Navn og Billed' tøve
I Lysets Rom:
Han andre ei den Fred vil røve,
Han trygler om!

✂

Annalil

✂ Ved Havet skjøn Annalil ene sad
Og kasted' i Bølgerne mangt et Blad -
»Saa al min Glæde og Gammen bortflød,
O gid jeg hviled' i Jordens Skjød!«

✂ Fra signede Reede en Nattergal
Ømtklukkende, tryllede Skov og Dal -
»Min Reede var ved min Kjærestes Bryst,
Der lød til Himlen min fromme Røst.

✂ Han over det troeløse Nordhav drog
Og vendte tilbage i hastigt Tog,
Alt saae han Fædrenes taagede Land,
Men ak! han satte ei Fod paa Strand.«

✂ Og medens hun klager, en Planke kom
Paa hoppende Dønninger skvulpet om.
Den Møe ved Planken en Æske af Blik
Med Angst og Anelse skue fik.

✂ I Æsken laae Brudgommens Testament,
Der læstes det tegnet paa Pergament:
»Bliv, søde Annalil, Elskeren troe,
Endskiøndt i Himlen han har sin Boe.«

✂ Og Annalils Barm blev saa øm og trang,
Og Beltet af aandeløs Angest sprang:
»Gud staaer mig arme Forladte dog bi
Og ende Nøden jeg qvæles i!«

✂ Og fredløs hun iler fra Havets Bred
Til vanlige Have med bange Fjed:
Med hældet Hoved de Blomster der stod
Og døde under den Grummes Fod.

100

✂ Med stridende Tanker, bestormet Sind
Hun styrter i flettede Løvsal ind:
Et Vindstød kaster for Annalils Fied
De sorrigfulde Jasminer ned.

✂ I Fredens og Andagtens tause Løn
Fortvivlet hun kaster sig ned til Bøn:
Men Helgenbilledet bliver saa sort
Og støder Bønnen i Vrede bort.

✂ En Tanke i Annalils Siel blir stor:
Som Brud hun sig pryder med festlig Giord,
En Krands af Tidsler i flagrende Haar,
Til Havets vinkende Bred hun gaaer.

✂ Hun iler med Brudens de lette Fied
Og møder ung Thora ved Borgeleed:
Med Haandtryk stønner hun neppe: Farvel!
Hiin: Herren spare din arme Siel!

✂ Og Solen i Bølgerne brat nedgaaer
Mens blodrød paa Himmelen Maanen staaer
Og Aftendamp som et Sørgeflor
Udfoldes over den tause Jord.

✂ Paa Stranden skiøn Annalil ene staaer,
Hun tager sin Krands af det løse Haar,
Af Fingern Ringen som Elskeren gav
Og kaster alt i det grusomme Hav.

✂ »I Himlen, i Himlen min Brudgom boer,
Farvel da for evig, o Sol og o Jord!«
Saa lød det rundt - i det favnende Hav
Hun fandt sin Brudeseng, fandt sin Grav.

✂

Til en Moder

✂ Ømme Moder, gid mit Hjerte
Mægted' at fortolke sig!
Dig at elske Hjertet lærte,
Ikke at besynge dig.

✂ Tak for hver en Nat du tøved'
Søvnløs ved den Spædes Blund!
Tak for hver en Dag du øved'
Barnets Fjed paa slibrig Grund!

✂ Tak for hver et Raad du stilled'
Hen ved Siden af min Lyst!
Tak for hvert et Dydens Billed'
Du afmaled' i mit Bryst!

✂ Tak for hver en tidlig Kummer!
For hvert sagtnet Hjerteslag!
Tak for hver en roelig Slummer
Og for hver en skyldfrie Dag!

✂ Al den Ømhed som du nærte
For den Spæde i dit Bryst,
Vorde nu i Mandens Hjerte
Lønnende, din Alders Trøst!

✂ Ved min Kraft din Livets Lue
Næres i dens kolde Hjem:
Ved mit Blik du Fjernen skue,
Ved mit Fjed du skride frem.

✂ Og naar seent den store Fremmed
Ak! udflytter af sit Leer
Og i Engles Kreds indlemmet,
Seirende tilbageseer:

102

✂ Ved din Grav, som ved min Vugge
Du før sad, jeg sidde skal
Og med Taarer den bedugge,
Troe i Søvnens fromme Kald.

✂

Den Forførte

✂ Før drypper ei Dug fra Himlen ned,
Før jeg holder op at græde!
Som Løvet for Høstvindens susende Pust,
Saa svandt min Lykke og Glæde.

✂ I Møernes Rad jeg stod saa rank,
De Svende mig saae og brændte:
Men bort fra dem alle med kneisende Hu
Mit stolte Hjerte jeg vendte.

✂ En Fremmed som Gjæst til denne Egn
Nediled' fra hine Høie:
Hans Gang var saa herlig, hans Lokke saa mørk,
Saa lyst hans glimrende Øie.

✂ I Dandsen han mig, jeg ham kun saae,
Han trylled' med slebne Sæder.
Om Natten ved Døren til Citherens Lyd
En Sang han lokkende qvæder.

✂ O du blant Møer
Den eeneste Skjønne,
Klingling - ling - ling -
Min Elskov du lønne,
Hvis ei, jeg døer!
Klingling - ling - ling -
Hvis ei, jeg døer.
Klingling - ling - ling -
103 Luk op! Luk op!
Hør Brændingen bruse!
Hør Natvinden suse
I Lindens Top!

✂ Dit Øie kun
En Straale nedsende,
Og Natten skal brænde
Som Middagsstund.

✂ Oplad din Røst
Og Uveiret smiler,
Og Havet sødt hviler
Ved Jordens Bryst.

✂ Luk op i Hast!
Jeg zittrer, jeg gyser,
Og Haanden den fryser
Ved Cithern fast.

✂ Din Dør opluk,
Hvis ikke, du Grumme,
Jeg her skal forstumme
I sidste Suk!

✂ Den Duun blev saa haard, den Seng saa trang,
Jeg monne ei Lise finde;
Jeg springer i natlige Klædebon op
Og Sangern, væ mig! er inde.

✂ Han var saa beskeden, øm og huld,
Jeg monne ei tage Vare;
Han dristig afbrækkede Liljen og snart
For stedse saae jeg ham fare.

104

✂ Som Knopper, de Bryster svulmed' op
Og Gjorden mig trangt omspændte;
Jeg blussende vendte fra alle mig bort,
Thi ak! min Brøde de kjendte.

✂ I Møernes Rad jeg stod ei meer,
De Svende for mig ei brændte;
Men bort fra mig Arme med haanende Hu
De stolte Hjerter de vendte.

✂ Min Moder ei længer Jammern bar
Og lagde sig ned til Hvile;
Jeg skued' min Broder som deelte min Skam,
Til fierne Lande bortile.

✂ I Qval og i Angst ni Maaner gik,
Da laae i mit Skjød den Spæde;
Jeg moderlig smiled', dog Skiændsel og Nød
Forgifted' Moderens Glæde.

✂ Fortvivlen mig greb, forvirrende
De ængstede, matte Sandser,
Dog, store Natur! du din Favn om mig slaaer
Og Dolken seirende standser.

✂ Jeg lægger det Noer til Moderbryst
Og føler Naturens Kieder;
Jeg løfter det, rødt af nedgaaende Sol,
Til Solens Skaber og beder:

✂ Algode, som tæller hver en Myg
Hvis Vinger mig her omsværme,
Sku' ned paa dit Billed og faderlig du
Den Faderløse beskjerme!

105

✂ Han hverken har Fader eller Navn,
Og Verden ham nægter Ære:
Hans Fader du være og Fromhed hans Navn,
Hans Verden Klosteret være!

✂ Den Moder snart Nonnesløret tog
Og tvætted' i Graad sin Brøde;
Han som St. Franciskus's Discipel blev stor
I Klostermuurenes Øde.

✂

Sonnetter

106 108 110

✂

Til Marco,
en Venetianer

✂ Hvad er Lyæos's Skjønhed? hvad er Phryners
Favn og brændende Kys? misundte Skatte?
Mængdens deelte Trængsel for dine Fødder,
Brammende Marco?

✂ Meget de milde Guder dig forundte,
Dog det bedre de end dig forbeholdte.
Med opløftet Tanke, behersket Attraae
Stræb til det Bedre:

✂ Høisind som ovenfra med Jovis Øie
Alt beskuer, mens Nøisomhed, liig Hebe,
Axet til Ambrosia brat forvandler,
Kilden til Nectar.

✂

Til Mennesk'heden
1793

✂ Skiøn var din Krands, o Mennesk'hed, og herlig
I din signende Haand Fornuftens Fakkel.
Var det Dig som fordum, et Bind for Øiet,
Køllen omhvirvled'?

✂ Nu en Megæra, hvi forvandler Krandsen
Du til Furiens Slangehaar? hvi svinger
Du til Mordbrand Faklen og tænder Staters
Arvede Bygning?

✂ Saa at i Samfald alle Ordner styrte
Medens Selvhed paa nye sit Chaos finder
Og forgiæves Tænkeren søger Reglen
I det Opløste.

✂

Platonismus

✂ Da os Zeus af Aanders Trængsel
Stødte ned i Formens Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand,
Men det blev paa Gravens Rand
Snart til Ahnelse og Længsel.

✂ Derfor snoer med Elskovsbrynde
Kiendslen sig om hver en Ynde;
Derfor følger vort Begiær
Hist og her, og fiern og nær
Alle Varsler, alle Skiær,
Som det Himmelske forkynde.

✂ Men i vor Forviisnings Rige
Synerne saa grusomt svige!
Ved en jordisk Skiønheds Bryst
Daane vi saa sødt til Trøst,
Trylles til Daimonens Lyst,
I den tabte Himmels Lige.

✂ Men de falske Syners Skare
Hilde os i grusom Snare!
Trylleriet svinder hen,
Og vi finde os igien
Stødte ned fra Himmelen,
Hvor i Drøm paa nye vi vare.

✂ Derfor milde Zeus os lærte
Skabe selv hvad vi begiærte:
Phantasien af sit Skiød
Frydphantomer stige bød,
Som i Fængslets Nat og Nød
Trylle det bønhørte Hierte!

✂

Fortrydelse
Sonnet

✂ Ved Arnos Bred, i kiølig Aftenstund,
Saa tankefuld og øm Theresa smiled';
Ved hendes Fod jeg kierlig sad og hviled'
Min Kind paa hendes Haand, saa blød og rund.

✂ Med Sang jeg dyssed' hende ind i Blund.
Og mens i Harmoniens Favn hun hviled'
Med Zephyrs lette Flugt min Læbe iled'
Berørende, hen over hendes Mund.

✂ Men med min Fred for det forvovne Nøie
Jeg bøde maae, thi Sukke trænge sig
Nu af min Barm og Taarer af mit Øie.

✂ Blund evig, Hulde! Idas Jæger lig!
Som Luna øm, jeg evig mig skal bøie
I elskende Betragtning over dig.

✂

Stum og forfærdet staaer ved Edvards Liigfærd Athene

✂ Stum og forfærdet staaer ved Edvards Liigfærd Athene,
Ak! selv Gudinden ei har Ord til at tolke sin Sorg.
Trøstløs forlader Astræa sit tomme halvlukkede Tempel,
Lægger den feilløse Vægt trøstløs paa Yndlingens Grav.
Føl, o Fædreland, Tabet! Ei mange den Bortrevnes Lige
Har du at sidde til Værn høit paa Retfærdigheds Stoel.
Thi er det Alles Sorg; men jeg, som freidig tilbage
Vendte fra Skyggernes Land, skuer nu længselfuld did.
Ak! hvilken Række af Aar mig Skjebnen end maatte tildele,
Dog jeg maaskee ei igjen finder en Ven, som han var.

✂

Ach! er stirbt! - mit zarter Mutter-Klage

✂ Ach! er stirbt! - mit zarter Mutter-Klage
Blickt Athene auf den Sohn herab.
Themis legt mit Witwen-Gram die Wage
Auf des Weisen und Gerechten Grab.
Ach! wer wird, so rufen bange Schaaren
Wer wird nun des Rechts Verkünder seyn!
Der Gesetze heilgen Sinn bewahren,
Und die Wahrheit retten von dem Schein!
Darf auch weinend in des Flores Falten
Sich die Freundschaft jenen Chören nahn?
Froh entflohn den tödtlichen Gewalten,
Steig' ich wieder zu dem Licht hinan,
Aber, ach! Genesung reicht vergebens
Mir im goldnen Kelch ein neu Geschick,
Denn der Augenblick des neuens Lebens
Ist des Freundes letzter Augenblick!
Warum durft' er nicht im Lichte weilen?
Oder ich nicht in der Schattenwelt?
Gleiches würden dann die Freunde theilen,
Schön in Leben oder Tod gesellt!

✂

Sonnetter

115 118

✂

Til den uendelige Natur

✂ O Natur, hvis Fod urokkelig
Staaer i Nattens svimmeldybe Zone,
Mens høitidelig en Stjernekrone
Om din klare Tinding dreier sig!

✂ Du, ved hvis uendelige Bryst
Uden Tal din Afkom barnlig dier
Og i evig andre Harmonier
Livets Dirren vorder sødt opløst!

120

✂ Skaberen i trofast Ægteskab
Dig med Almagts Vælde Mage kalder;
Fra din Barm en Myrias nu falder,
Nu en anden fødes i dens Tab.

✂ Men omsonst uhyre Tanke sig
Om din uopnaa'de Omrids svinger,
Aldrig den dit Billede fuldbringer,
Thi du var og er uendelig.

✂ Ja, selv Rummets vide Favn ei heelt
Dit uendelige Væsen holder,
Og Æoners lange Strøm udfolder
Her dit Billed' kun i Afsnit deelt.

✂ Derfor vær mit Hjertes Ypperste!
Vær mig kun en øm og herlig Moder!
Dybt i Ormen jeg en yngre Broder,
I Seraphen høit en ældre see!

✂ Saa mit hele Væsen smeltes i
Barnlig Ømhed, Slægtskab, Brodervarme,
Og hvad Tanken ikke tør omarme
Vorde fattet ved min Sympathi.

✂

Opfordring

✂ Om Tindingen en Krands af visnet Straae
Som Meieren i Furen levnede,
Forfalsket Maal og Vægt i slappe Haand,
Med knækket Vinge, Middelmaadighed
Til Jorden svæver ned i doven Flugt,
Og maaler jevnende i hver en Barm
Den diærve Kraft som naaer Naturens Maal.
121 Hvor er du, Helteold, da Hiertet slog
Med indfødt Kraft mod den omgivende,
Ei Vilkaar underkastede, Natur,
Som Oceanet mod Indfatningen?
Da Manddom, Mod og Selvfornægtelse
Forstørrede til Heros Mennesket
Og Curtius ved Romas Alter faldt
Med Offerdyrets valgte Blomsterkrands,
Men, faldende, høit paa dets Tavle steeg
Mens til olympisk Nimbus Krandsen blev?
Du malet er, o stærke Hedenold,
Paa gyldne Væg i Aners tomme Sal.
Som deres Gjenfærd, marveløse vi
Paa hine Heltes Grave vanke om:
Blødagtighed, den falske Amme, hvis
Betalte, slappe Bryst en Giftkalk er,
Opfostrer og med Daarskabs Rangle os
Bedøver mod Naturens Melodie.
For Ynde Kraften veeg. Hver Nydelse,
Hver Fryd opqvirlet blev til Slikkerie,
Forfinet blev til Drøm. Som Barnet, vi
Den sløve Haand udstrække efter Alt
Hvad Phantasien, lig en Charlatan,
Bag Glasset lod os see og Meening lumsk
Dig og din høie Jevnhed foretrak,
Forkastede Natur!
Og den almindelige Nedgang drog
Selv Digtren med, ham, som til Guders Borg
Og til Naturens Grotte Adgang fik,
Imens endnu bag ham den Vise stod
For Sandsens broget-malte Tavle der,
Og ei Begrebet sig opkastede
Til Herre over Indtryks vilde Flok.
Han, Himlens Tolk, Naturens blide Ven,
Som ved sin søde Rhytmus Vildhed bandt
Til Skjønheds Barm i Fredens bløde Favn;
122 Hvis foretrukne Anelser kun seent
Bag Tiders Følge naaes af Tankens Flugt;
Han, Guders Yndling, gaaer fra Dør til Dør
Og Bifald tigger, ved sin Lyra's Klang
Ledsagende, ei Sjeles høie Flugt,
Men Hjordens Fied paa trampet Almeenvei.
Ei i Olympen høit, paa lave Torv
Sin Krands han fletter, i hans qvalme Barm
Bortryger den guddommelige Ild
Som Japetiden fra Kronion stial.
Vaagn af din Dvale, Digter! Digter, reis
Af den Fornedring dig og slid dig løs
Fra Torvets Dronnings, Menings tomme Barm,
Hvor du i delilaisk Lænke laae
Med daanet Vælde, som Israels Helt
De kaade Poges Spot og Qvinders Spøg.
Vaagn op igjen og grib dit Arvespiir!
Ei er du Leiesvend, Lovgiver er
I Hjertets undertvungne Rige du,
Og før Fornuft indgrov den sene Lov
Du med Arions Harpe tæmmede
I Sæders Rige Storm og Bølgeslag.
Seer du det Skyggepar som svæver hist?
Skue hen! det Orpheus og Tyrtæus er:
En tæmmet Tiger slikker Thracierns Haand;
Thebaneren ved det vildtudslagne Haar
Opholder Seiern, Skiebne er hans Sang.
Seer du den skjønne Himmelnymphe hist?
Udød'lighed er hendes Navn, hun er
Din Løn ved fjerne Maal, hun i sin Favn
Med evig Attraa, evig Trofasthed
Opholder dig, mens Tidens lange Strøm
I Brudemelodier flyde hen.

✂

Ode
I den franske Ultrarevolutionsperiode

✂ Ak! hvor er jeg og hvad? Dyrkede Skygger, op!
Op af Gravenes Nat! Sokrates! Phocion!
Og du, Største paa Jorden,
Som i Theben den Ypperste!1)

✂ Styrt dit Fyldehorn ud, Geßnerske Genius!
Hvert et Billede bær Glandsen af Dydens Smil.
Klopstock! lad i dit Huulspeil
Himlen stige til Jorden ned.

✂ Ak! hvor er jeg og hvad? Nærmere, Dyders Chor!
Alt hvad mindet ved Sagn, skabt ved Fornuft og Kunst,
Jordforskjønnende smiled',
Samlet være ved Skjaldens Barm!

✂ Troe paa Menneskeværd! hold mig i Favn, at ei
Tvivlens Malstrøm mig ei hvirvle fra Lyset ned
Naar Fornuften selv drager
Lasten trællende i Triumph,

✂ Medens ryggesløs Spøg gøglende leger med
Misfærds blodige Dolk, skoggerende Latter vildt
Haaner Menneskeheden,
Ryster, Zeus! din ældgamle Stol.

* 1) Epaminondas, der som Feltherre og Statsmand var ligesaa stor som han var elskværdig i Borger- og Huusfaderforholdet, har meer end Cæsar Ret til Navnet, den største Dødelige.

✂

Paa et aftalt Samlingssted

✂ Alt Dagen sig i Purpurfolder dølger
Ved Havets ventende, forgyldte Bryst,
Og Maanen rødmende, lig Bruden, følger,
Velkommen hilst ved Nattergalens Røst.

✂ Saa sagde Hun: »Naar Dagens Konge svinder
Og Maanen smiler Fred og Slummer ned,
Da vaagner Kjerlighed og du mig finder
Ved Klagepilen hist ved Bækkens Bred.«

✂ Saa loved' Hun - og Hun kan ikke svige,
Med Sandhed Spøg paa hendes Læbe boer:
Saa vist som Solen atter vil fremstige,
Hun kommer og indløser dette Ord.

✂ Hun kommer - Hør det fra Din Stjernebue
Du, Himlens Gud, og see mig lykkelig!
Modtag, Dig tændtes ingen Offerlue
Saa skjøn som det, mit Blik der takker Dig!

✂ Modtag, mens rundt omkring Naturen tier
Sødtblundende, med sagtnet Aandedrag,
Modtag til Stjernekorets Harmonier
En Hymne i hvert saligt Hjerteslag!

✂ Saa salige kun de Udødelige
Forsamles hist ved Glædens første Væld,
Hvi tør da her, i Nattens øde Rige,
En Dødelig indaande Himlens Hæld?

✂ O du, som luttred', løfted' dette Hjerte,
Hvis engleblide Smil, mit andet Bliv,
Mig Jordens Ynde, Himlens Mildhed lærte,
Blidt overstraalende mit mørke Liv;

125

✂ O du, som mig i Gratiernes Kjæde
Sødt fængslede til skjønne Sjeles Fryd!
Hvis hellig stille Daad og rene Glæde
Omgav med dobbelt Ynde Pligt og Dyd;

✂ O du - men jeg forgjeves stræber
At fatte Dig, Din Ynde og mit Held:
O lad til Offer da paa Dine Læber
Mig i et Kys udstrømme Livets Væld!

✂

Tamira og Rizamor
Fragment i Stanser1)

✂ - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Men gjennem dem Ubaldo med sit Sværd
Sig baner Vei, til han omsider skuer
Et gammelt Taarn hvis Hælden Indfald truer.

* 1) Skjønt andre Sysler have foranlediget Forfatteren til at frasige sig Musernes Besøg for Fremtiden, saa troer han dog ikke, derfor at burde tilbageholde disses tidligere Gaver, hvis Meddelelse hans fleeraarige Ophold uden for Fædrenelandet har forhindret Hvad dette Fragment i Særdeleshed angaaer, saa gives det som en Prove paa et Ridderdigt af betydelig Omfang, der allerede for otte Aar siden i Gottingen blev begyndt og hvoraf to Trediedele ere udarbeidede Hvorvidt Forfatteren haver været hældig i sin Bestræbelse at forlade de romantiske Digteres Alfarevei (paa hvilken, efter en af de ypperligste æsthetiske Recensioner over Oberon i Bibl d. sch. Wissensch und fr K ved Meinhard, selv Wieland alt for tidt lader sig finde) det ville Kjendere af denne Digteart maaskee allerede efter dette Fragment kunne bedømme 126

✂ Det syntes som om her i dette Øde
Ved Seklers Gang nedtraadt, det længe stod,
Mens til dets Samfald Tudsens Klager løde
I Sumpen ved den dybtnedsunkne Fod.
Ubaldos Øine intet Væsen møde,
Kun Snoge boltre sig ved Ellens Rod,
Og uvilkaarlig Rædsel selv den Giæve
I denne Ørken tør igjennembæve.

✂ Men nu, da Stierners blege Skarer stige,
Forfærdelse og Angst udbreder sig,
I Mørket synes Spøgelser at snige
Og Ørknen fyldt med Marter, Blod og Lig:
Dog Nattens Blændværk, Frygtens Feber vige
For Riddrens Troe, som trodser Helveds Svig,
Med faste Skridt han gaaer, til han fornemmer
I Nattens huule Taushed tvende Stemmer.

✂ Ved Taarnets Fod det lød i sagte Klage:
»Tamira, hører du da ei min Røst?
Vil du ei meer den fyldte Kurv modtage
Og lytte ned til mine Læbers Trøst?
Din Rizamor er atter vendt tilbage
Til denne Rædselegn med trofast Bryst,
Du atter sende Snoren ned og hidse
Dit vante Maaltid op til Taarnets Spidse.

✂ Men stille! stille! Maaskee Søvnen binder
Den Fangnes vildtoprørte Sind til Fred,
Mens Drømmes Sværm sødttryllende omvinder
Med Blomsterkieder Skiæbnens Rædsomhed.
O stille! stille! Maaskee Glæden finder
Selv Vei til Sultens Taarn og Martrens Sted:
I Drømmes trygge Grotte smiler Sorgen,
Vær da medlidende og tøv, o Morgen!«

127

✂ Saa sagtned' Stemmen til den uhørt døde
Og kun et enkelt Suk sig høre lod.
Men snart fra Taarnet andre Toner løde
Og i dets Rift en hvidklædt Skabning stod.
Ubaldos Hjerte slog, hans Taarer fløde,
Alt løfter han til vinget Fied sin Fod,
Dog snart beslutter han at staae og tie
Og nærmere Oplysning oppebie.

✂ »Saa er jeg Arme atter vendt tilbage
Til Ørknens tomme Skiød, mit Martersted!
Et Øieblik kun Søvnen turde tage
Mig i sin Favn til Glemsels søde Fred;
De hulde Drømme, ak! igjen uddrage
Af denne Barm, hvori de flagred' ned,
Paa nye den vandte Kjede mig omslynger
Og Nattens Storm i rystet Taarn mig gynger.

✂ Men ak! hvor er du, Himlens Aand, som mader
Den blege Sult i Ørknens golde Skjød?
Du trofast din Tamira ei forlader
O Rizamor! før hun er fri og død.«
»Det høre Gud, som Svig og Meened hader,
(Saa det ved Taarnets Fod til Gjensvar lød)
Før Lammets Blidhed Tigrens Blodtørst tæmmer
End jeg mit høie Englekald forglemmer.

✂ Her ved dit Fængsels Muur mit Liv henrinder,
I endløst Suk jeg stræber op til dig:
Naar kommer Tiden da din Favn omvinder
Og med en Himmel rundt omgiver mig?
Da evig Attraae ved din Barm sig binder
Og paa din Læbe sødt beruuser sig?
Skal jeg da det Umulige begjære
Og ak! min Attraae kun mig selv fortære!«

128

✂ »Du glemme det Forgangne og forbarme
Dig over mig, for Elskov er jeg døv:
Lig nøgne Grene, din Tamiras Arme
Afkastede det skjønne Liljeløv;
Min Læbe visner, uden Fryd og Varme,
Min Barm bortsvinder til ufølsomt Støv,
Jeg løses op - o vil du for den Døde
Af Elskov og af kjelen Længsel gløde?«

✂ »Du grusom Haabets Engel ei forjage
Fra din Tilbeders dig indvi'de Bryst!
Du lade mig saa sødt mig selv bedrage
Og i mit Indre digte Fred og Trøst!
O Gud! hvis Haabet ikke var tilbage,
Mod denne Muur (saa lød hans stærke Røst)
Jeg dette Hoved skulde sønderstøde
Og med mit Liig den mavre Ørken giøde.«

✂ Ubaldo lyttende ei længer bier
Men nærmer Taarnet sig med vinget Fied:
»Siig! hvo er du, som medens Natten tier
I Kampen skrider med Gjenvordighed?
Til Uskylds Værn, til Lidendes Befrier
Indvi'des jeg ved Rhonens fierne Bred,
Mit Navn Ubaldo er, fra Nilens Bølger
Til hellig Jord jeg Ludvigs2) Banner følger.«

✂ »O Ridderskabets Perle! er det Eder,
(Udraabte Rizamor med Glædens Lyd)
Hvis Billed' Rygtet overalt udbreder
Som Ideal for hver en Ridderdyd?
Velkommen her! I disse døde Heder
Er Eders Ankomst, ak! den første Fryd.
Men hvordan kommer I til disse Egne
Hvor ingen Mærker Vei og Sti betegne?«

*2) Ludvig IX Konge af Frankrige, landede i Aaret 1248 i Ægypten og indtog Darniate, for siden at drage til Palæstina. 129

✂ »Min Falk som jeg ved Dagens Grye lod stige
I Luften tvende Turtelduer jog,
Men for en mægtig Guldørn maatte vige
Og overvunden, herhen Flugten tog.
Det nøies dig. Nu derimod du sige
Hvad dig i denne Jammerørken drog,
Ifald den fangne Dame vil tilgive
At vi paa ny de gamle Saar oprive.«

✂ Og Rizamor: »Jeg strax adlyder Eder,
Dog lader mig først trykke denne Haand,
Thi skjøndt i Løgn opfødt, jeg dog tilbeder
De Christnes Guddom med indviet Aand.
Da underveis til Nilens Tryllebreder
Hvor nu vi mødes, jeg paa Libanon
Udhvilede, en Olding der jeg hørte
Som paa den sande Himmelvei mig førte.

✂ Tamira selv som høit i Taarnets Giemme
Fra Jorden skilt, i Stormens Rige boer,
Fornam i Elskerens Apostelstemme
Det sande, himmelfødte Trøstens Ord,
Som eene Løgn og Last og Sorg kan tæmme,
Blidtledende paa alle Dyders Spor:
Det Sædekorn som jeg tog med i Flugten
I denne Ørken her udvikled' Frugten.«

✂ Og nu med Suk som han kun ilde qvalte
Imens hans Øie steeg til Himmelen,
Omstændeligen Rizamor fortalte
Og til det Meldte kom saa tidt igjen.
Sin Konge-Slægt, sin Faders Stat han malte
Paa Grændsen af det gamle Indien,
Og Feen Mapyga han ikke glemte
Som tidlig alt til Dyd hans Hjerte stemte.

130

✂ »Paa samme Tid der i vort Naborige,
(Saa med et Blik paa Taarnet blev han ved)
En sælsom Konge tronede, hvis Lige
Man ikke havde seet ved Indus's Bred;
Thi aldrig han sig kunde nok berige,
Og dybt i Jordens Skjød hans Gjerrighed
Med hundretusind bundne Bjergmænd boede,
Mens Nelder yppigt om hans Trone groede.

✂ Men Folket dog hans Septers Tyngde taalte,
Thi hældigviis en Datter havde han,
Hvis Skjønhed og hvis Ynde overstraalte
Med Trøst og Gavmildhed det hele Land.
Naar han sit Guld og Sølv i Barrer maalte
Og blev beruust af sine Perlers Vand,
Af himmelsk Medynk hendes Øie tindred'
Og hver en Nød hun saae, hun ogsaa lindred'.

✂ Af Liljeduft og Morgenrøde eltet
Ved Amors og ved Zephyrs Aandedræt,
Ved Hebe og Chariterne ombeltet,
Hun syntes ei af Menneskernes Æt;
Ved hendes Blik blev frossen Alder smeltet,
Ved hendes Aasyns høie Majestæt
Forvoven Ungdoms Attraae sig forskjønned'
Og luttret Elskov sødt sig selv belønned'.

✂ Med hendes Billede det vævre Rygte
Om Kloden tumled' sig, fra Sted til Sted,
Og mangen mægtig Konges Søn forsøgte
At smelte hendes Barm til Kjerlighed.
Omsonst! thi med dem alle hun kun spøgte
Og hvert Forsøg fra hendes Hjerte gleed:
Hun elsked' ei, thi i Naturens Rige
Hun i Fuldkommenhed ei fandt sin Lige.

131

✂ Iblant de hundre Beilere man talte,
End jeg, en Kongesøn, fremtrænged' mig:
En Morgenrøde paa min Kind sig malte,
I Bluefærds Skjød min Attraae dulgte sig.
Jeg sittrede og Frygten Ordet qvalte,
Gudinden hun og jeg Tilbedren lig,
Jeg ikke voved' hendes Blik at møde
Og Elskov snart i Ærefrygt bortdøde.

✂ Men med et Smiil som selv Barbarer tæmmed'
Hun Haab og Mod og Tillid mig indgjød,
Og med en Dristighed som hendes Blik ei hemmed',
I Elskovs kjelne Nynnen jeg henflød.
Til himmelsk Fryd vi snarlig sammenstemmed',
Thi Dyd og Ømhed vor Forening bød,
O Mapyga! du sikkert hendes Hjerte
Din gode Pleiesøn at elske lærte.«

✂ »Her Ridder, hører mig som Sagen kjendte,
(Saa lød fra Taarnets Rift den Fangnes Røst)
Det ei var Feen Mapyga som tændte
Den skjønne Lue i Tamiras Bryst:
Ved Elskrens Blik mit trufne Hjerte brændte,
Og ved hans dydige og kjelne Lyst
Jeg aned' at der noget maatte være
Som selve Englens Uskyld tør begjære.«

✂ Med Tak og Fryd som maltes i hans Øie,
Til Sagen Rizamor tilbagekom:
»Men hvordan skulde vi Guldkongen bøie
For hvilken Gnomers Bopæl selv var tom?
Af Guldtørst plaget, uden Ro og Nøie,
Fra Tronen lod han vide Landet om,
At den til Priis hans Datter skulde vinde
Som kunde Nyt i Gjerrighed opfinde.

132

✂ Men ak! i den forsultne Kunst at spare
Det ei var muligt ham at overgaae,
Man derfor snart den hele Frierskare
Foruden Haab fra Hoffet drage saae.
Kun jeg tilbageblev; en List, en Snare,
Den første i mit Liv! - jeg pønser paa,
Og medens hiin paa lange Hjemvei græder
For Kongens Stoel med disse Ord jeg træder:

✂ Din Datter elsker jeg, i Haab at vinde
Til Priis og til Belønning hendes Haand:
Til gamle Memphis3) skal jeg Veien finde
Og stige ned i Hermes's4) Adyton5);
Hvorledes Elementerne sig binde
Jeg lære skal med dybt indviet Aand,
Og naar de Viises Steen mit Bytte bliver
For den, o Konge! du mig Dattren giver.

✂ Den gamle Mand hvis Skarpsind just ei dømte
Saa saare rigtigt om Adepters6) Svig,
Saa ødsel sin Veltalenhed udtømte
For i mit Forsæt at bestyrke mig;
Og mens han sig forud til Midas drømte,
Ved Eed og Løfte han forpligted' sig:
Skaf mig de Viises Steen, det Alla7) høre!
Og du min Datter skal som Brud hiemføre.

*3) En Stad i det gamle Ægypten. * 4) Eller Thot, en ægyptisk Gud, hvis Præster troedes at være i Besiddelse af flere chemiske Hemmeligheder, blant andre og af den Kunst, at forvandle Metallerne til Guld. *5) Præsternes utilgjængelige Boepæl i de ægyptiske Templer * 6) Guldmagere Den Anachronisme som sætter det gamle ægyptiske Religions- og Kundskabssystem i Ludvig IX Tidsalder, altsaa i Midten af det trettende Aarhundrede, er formodentlig en Deel af Rizamors overlagte Bedragerie, thi man bør ikke troe ham saa aldeles uvidende som han her maaskee kunde synes at være det. *7) Mohammedanerne paakalde saaledes det øverste Væsen. 133

✂ Jeg tvende Aar i Eensomhed tilbringer
Og forberedet, af mit Skiul fremgaaer;
Min høire Haand en Caduceus8) svinger,
Mit Skjæg i Bølger ned til Beltet naaer;
Alt Rygtet med landebeskyggende Vinger
Uhyre stort, for Kongens Trone staaer,
Og mens mit Komme Ærefrygt udbreder,
Man mig som i Triumph til Slottet leder.

✂ O Konge! (saa med Værdighed jeg sagde
Til ham, som uden Vidner ene var),
Hvad Herrebud og Elskov mig paalagde
Jeg hældig, skjøndt med Møie udført har.
Fra Viisdoms Hjem den store Kunst jeg bragte,
Men jeg den bragte i et værdigt Kar,
Thi aldrig jeg skal nogensinde vove
At overtræde mine Mestres Love.

✂ I Hermes's dybe Adyton jeg traade
Og steeg med Hæld til Viisdomsbrønden ned;
Jeg allerede Guldets Kierne naa'de,
Da bød man mig at sværge denne Eed:
Til een allene vil jeg ei forraade,
Til alle eller ingen, hvad jeg veed.
Vil du derfor din Datter ei mig give,
Dit hele Rige, troe mig! Guld skal blive.

✂ Nu Jorden Navn af Rigeste dig giver,
Men naar nu Rigdom saa almindelig
Som Dyndet hist paa Landeveien bliver,
Siig mig, o Konge! mon du da er rig?
Jeg spaaer med Vished, at din Id og Iver
At dynge Guld og Sølv, vil angre dig
Og at med Ringeagt du vil bortslænge
Som Kisselsteene, de tilbedte Penge.

*8) En med tvende Slanger omviklet Stav, som Merkur eller Hermes fører. 134

✂ Thi siig mig, store Konge! hvorfor sanker
Du trofast Dag og Nat det røde Guld?
Og hvi opdynger du bag Laas og Skranker
Ei Sand og Jern, hvad eller Løv og Uld?
Fordi i dine som i vore Tanker
Hver Ting opveies kan ved dette Muld,
Som ved sin Glands hver anden Værd bortstraaler
Og som det Ypperste alt andet maaler.

✂ Kun Sieldenhed kan dette Fortrin skjenke,
Og hvis i Priis saaledes Guldet faldt,
Man vilde snart et andet Tegn optænke,
Et vist Slags Steen maaskee, hvad eller Salt.
Men tænk hvorledes dette maatte krænke
Enhver som eier mere end en Pialt,
Ja tænk især, o Konge blant de Rige!
At du flux vilde blive Staaddrens Lige.

✂ Den Gjerrige med spidse Øren giver
Sit Overlæg til det som bliver sagt,
Snart bleg og rød, snart rasende han bliver
Ved Tanken om det røde Gulds Foragt;
Fortvivlende, han næsten sønderriver
Sin Turban og sin kongelige Dragt,
Dog efter langsomt Overlæg han fatter
Omsider sig og giver mig sin Datter.

✂ Imens man Alt til Bryllup tilbereder
Og Rygtet over hele Landet naaer,
En Fee som hader hendes Stamme, leder
Tamiras Fied til Slottets Urtegaard.«
Her standser han i huule Suk og beder
Sin Brud, som høit i Taarnets Revning staaer,
Erindrings tunge Kald at overtage
Og mindes hine rædselfulde Dage.

135

✂ »Saa tør jeg da (lød hendes klare Stemme
I Nattens huule Taushed tydelig)
Saa tør jeg da den grumme Qval ei glemme
Og i hvert Nu skal Før fornye sig!
Tilgiver, Ridder! at jeg ei kan hemme
Den fulde Taarestrøm som letter mig:
Naar Skjebnen med den ene Haand os saarer
Til Trøst den med den anden skjenker Taarer.

✂ En Sommerdag da seene Aftenrøde
Fortrylled' Jorden med sit blide Smiil,
Mens hver en Sorg ved Søvnens Barm bortdøde
Og Drømme kom og fløi med yndig Iil,
Jeg sætter mig, undgaaende hvert Møde,
I Skyggen af min elskte Klagepiil,
Og mystisk Attraae sig mit Hjerte nærmer
Imens min Sjel blant Idealer sværmer.

✂ Og mens jeg sværmer, see! med gyldne Vinger
En yndig Kolibri omflagrer mig,
I labyrintske Kredse den sig svinger
Og lokker mig saa listig efter sig,
Til endelig min lille Fører bringer
Mig til en Eng, paa tusind Blomster rig,
Dog fremfor alle der en Lilje smiled'
Mens i dens Kalk den sidste Straale hviled'.

✂ Jeg studsed' og ei voved' den at bryde,
Thi i dens Glands en Guddom syntes nær,
Dog i min Barm en Røst jeg hører lyde:
Pluk den, Tamira! den er Dydens Sværd.
Uvisnelig, den siden maatte pryde
Min reene Barm og end den blomstrer der,
Som Talisman den stedse mig beskiermer
Naar Lasten sig med ublu Attraae nærmer.«

136

✂ Her Rizamor sig ikke kunde bare,
Men hans Taknemmelighed saa brød ud:
»O Mapyga! du kjendte hendes Fare
Og for det Værste sikrede min Brud.
Men ak! hvor længe skal det endnu vare
Før al din Magt opløser Troldoms Bud?
De dage kom, de gik i langsom Kjede
Og end vi ei vort Brudeleie rede!«

✂ »Men da jeg under Havens Skyggebuer,
(Saa blev hun ved) til Slottet vender om,
Den første sorte Haremstræl9) jeg skuer
Som langsomt snigende i Mørket kom.
Jeg vidste at han over Bøger ruer,
Indviet i Magiens Helligdom,
Og ofte eenlig i Phantomer favner
Hvad han med tantalsk Helvedsmarter savner.

✂ Dog hvordan skal jeg min Forundring male,
Da dette Afskum med sin Fistelrøst
Om Sympathie formasted' sig at tale
Og om en evig Lue i sit Bryst?
At han kun fjasede i Feberdvale
Og at hans Tankers Kiede var opløst,
Eenfoldig troede jeg, men ak! jeg feiled',
Thi han for Alvor til mit Hjerte beiled'.

✂ Med kielen Attraae og vanvittig Varme
Afskyelig, for mig han synker ned;
Med Rædsel, Væmmelse, Foragt og Harme
Jeg byder Galningen Ærbødighed;
Jeg flyer: de knuddrede, forvovne Arme
Lig Slanger, vikle sig om mine Fied,
En Drage daler med uhyre Vinger
Og med sit Bytte han paa den sig svinger.

* 9) Disse Vogtere over de østerlandske Qvindebuure tabe ikke stedse, med Redskabet til en vis Drifts Tilfredsstillelse, denne Drift selv. 137

✂ Da jeg igjen opvaagned' af min Dvale,
Jeg med Forundring fandt mig i
Et Labyrinth af underfulde Sale,
Hvor Kunsten ødslede al sin Magie;
Thi Væggene sig stedse ny bemale
Med Guido's og Albani's Sværmerie,
Imedens Vellysts bløde Melodier
Rundtom forkynde Nydelsens Orgier.

✂ Det var et Trylleslot foruden Mage
I Kunst og Nyhed, Ynde, Smag og Pragt,
Med Guld til Vægge, Platina til Tage
Og trende Pilleordner af Smaragt.
Om Kuplen snoede sig en rædsom Drage
Som Flammer sprudede med Ætna's Magt,
Mens tusind Aander Vingerne udfoldte
Og svævende, i Luften Slottet holdte.

✂ Rundtom mig lokker hver bluefærdig Ynde
Som dybt i Hjertet vækker ømt Begiær;
Hver drukken Lyst og hver forvoven Brynde
Forførerisk, foruden Slør, staaer der;
Og tusind Stemmer vexlende forkynde
Vellystig Nydelsens Mysterier,
Mens tusind Syner og for Øiet vise
Hvad hine smeltende for Øret prise.

✂ Rundt Sylpher ikkun svøbe sig i Krandse
Og lokke sødt med kielen Attraaes Røst;
Vellystigen de en Fandango10) dandse
Som maler Kjerligheds fuldendte Lyst,
Thi pludselig i Favn de parviis standse
I Kys, med Mund paa Mund, med Bryst mod Bryst -
Jeg blussende min Lilie udstrækker
Og hver en Smitte fra min Barm bortskrækker.

*10) En spansk Nationaldands, som forestiller Kierlighedens Grader og Glæder indtil den sidste. 138

✂ Med dydig Væmmelse jeg Øiet vender
Og skuer giennem Kuppel og Portal:
Et syvfoldt Lys i magisk Blanding brænder
Paa Himmelbuens spillende Chrystal;
I hver en Sephyr mildt udaandet, sender
Sin hele Virak Yemens11) rige Dal;
Samtidigt, Vaar og Høst i Favnen standse
Og Blomst og Frugt indsnoe i fælleds Krandse.

✂ Lig colossalske Tempelcolonnader,
I yndig afmaalt Orden, Høie staae,
Og Rosenkieder mellem deres Rader
Fra Høi til Høi, en Blomsterkuppel, naae,
Imedens tusind Kilder som Cascader
Fra første Fald høit over Slottet slaae
Og Øiet høit i deres holdne Buer
Et Feepallads af Bølger flettet, skuer.

✂ Sneehvide Hjorder fra de trygge Høie
Til Dalens slebne Sølvspeil hænge ned,
Hvor Hyrden skuer med forelsket Øie
Hyrdindens Slummer ved forskjønnet Bred.
Fortryllet ved Betragtnings reene Nøie,
Han vover ei at bryde hendes Fred,
Dog snart med Blomsterbaand han hende binder
Og vaagnende hun i hans Favn sig finder.

✂ Rundt Hymenæers Samklang kielent lyder,
Hvert Træe en Lyra, og hver Green en Streng,
Og mens et almeent Vellystdirren skyder
Igjennem Høie, Dale, Lund og Eng,
Og Jorden sig med Himlens Ynde pryder
Til Glædens og Naturens Brudeseng,
Hvert Aandedrag, hvert Pulsslag synes sige:
O nyder! nyder! Her er Glædens Rige.

*11) En Deel af Arabien. 139

✂ Men hvad der meest mig i Forundring sætter,
Det er en Ramme, som besynderlig
Af Ædelstene sig til Løvværk fletter
Og som et Maleri indfatter mig,
Mens lige for mig Negeren sig mætter
Med griskt Beskuen og Indbildnings Svig,
Og tidt de laadne Arme mod mig strækker
Skjøndt hvergang Liljen ham tilbageskrækker.

✂ Tidt sukker han i Elskovs kielne Klage,
Fortæret af sit aldrig lægte Savn:
O skjønne Jomfru! end min grumme Plage
Som hverken Billed' haver eller Navn.
Lad os hinanden sværmende bedrage
Med Mund paa Mund, i sammenviklet Favn,
Og hvad os Skjebnen forbeholdte, drømme
Til vi phantastiskt Amors Bæger tømme.«

✂ Her ended' hun, og Riddren: I mit Øre
Til Eders Røst, Prindsesse, fængslet har,
I selve Skovens Udyr vilde røre
Ved Eders Nød, ulykkelige Par.
Dog længes jeg ret inderligt at høre
Hvad denne sorte Troldoms Udfald var,
Thi vist en Traad, vestaliske Heltinde!
Af Eders Levnet maae i mit sig spinde.

✂ Og Rizamor, ei uden Graad og Klage,
Fortællingen til Slutningen spandt ud:
Hvorlunde han i hine Jammerdage
Alt livkied hørte Haabløshedens Bud,
Til endelig ham Mapyga bød drage
Fra Fædres Hjem, at stride for sin Brud,
Og undervisende, ham gav et Billed'
Som hende fuld livagtig forestilled'.

140

✂ »Jeg endelig, igjennem Nød og Møie,
Og mangen Snare lykkelig forbi,
Til Slottet kommer an og i det Høie
Det grundet seer ved underfuld Magie.
Men neppe lukker Dagens Gud sit Øie,
Før paa et valseføddet Staffelie
Tamiras trufne Billed' jeg opstiller
Og bag det skjult, rundtom i Egnen triller.

✂ Om Natten da fra Kuplen Dragens Lue
Lig en Fontæne, op til Skyen naaer,
Ved blodrødt Skin troer Negeren at skue
Dernede det som i hans Ramme staaer,
Og i eet Springs forfærdelige Bue
Han Favnen om Tamiras Lige slaaer,
Da flux jeg frem bag Staffeliet springer
Og Sværdet dybt i haarde Nakke svinger.

✂ Han styrted' brølende og Jorden revned'
Ved Vægten af hans fæle Kjempekrop,
Men ak! kun halvt jeg Dyd og Uskyld hævned',
Thi gyselig han flux igjen sprang op;
End Skjebnens Vilje Aande nok ham levned'
At mane de betvungne Aanders Trop,
Forbandelser han hvinende udstødte
Før han i sorte Bølger sig forblødte.

✂ Og pludselig forvandles Glædens Rige,
Til Sumpe daaner mat det vævre Vand;
De lyse Enges Blomstertepper vige
For Hedens Ukrudt, Ørknens golde Sand;
Som lumske Snoge og som Tudser snige
De fromme Lam rundtom i Dødens Land,
Hvor Slottet svæved', dette Taarn sig hæver
Og ynkelig Tamira Føde kræver.

141

✂ For stedse skilte, her vi skulle lide,
Saa var den Grummes sidste Villie,
Det Tantals Savn, den Marter Qval og Qvide
Han leed ved hiint umalte Billede.
Mens over os de tunge Dage skride
Og Ørknen stæddes i Forbandelse,
Vi mod hinanden Armene udstrække
Men ak! vi ei til elsket Gjenstand række.

✂ Kun eengang Feen Mapyga nedsvæved'
I denne Sultens Ørk og Jammerns Dal:
Vort faldne Mod hun ved en Spaadom hæved'
Som sikkert ei saa snart opfyldes skal:
Kun naar en feilfri Helt som aldrig bæved',
Saa sagde hun, i Kydskheds tunge Kald,
Tamira med sin reene Favn omvinder,
Kun da det Tryllerie igjen forsvinder.«

✂ »Nu, hvis I begge andet ei behøve,
Saa sagde Ridderen med Lune, da
Tør jeg nok vove denne Dyst at prøve
Med hver en Dame, selv med Mapyga.«
Han nærmer Porten sig og see! de sløve,
Troeløse Skud og Laase springe fra,
Tværskurrer den i rustne Hængsel
Og Riddren skrider ind i Sultens Fængsel.

✂ Han følger Trappen som sig steil opvinder
Og gjennem mange Dørre Spidsen naaer,
Hvor Damen venter ham med røde Kinder,
Mens han sin kolde Favn om hende slaaer,
Og pludselig det frelste Par sig finder
I fælleds Favn, med hvert et attraaet Kaar,
Og Ridderen som Himlens Engel ligner,
Med roligt Smiil staaer hos og dem velsigner.

142

✂ Da de fra Sphærerne igjen tilbage
Til Jorden kom, han Damen nærmer sig:
»Jeg end i mangt et Eventyr maae drage
Og mangen Kamp med Hjertet venter mig,
O tør jeg da af Eders Haand modtage
Den Lilje som er uvisnelig?«
Og smilende ham Damen Liljen rækker
Som lig et Skjold mod Smitte Barmen dækker.

✂

Sang

✂ Jeg kjender et Land som i Bølgernes Favn
Lig Glutten i Moderens, hviler,
Hvor Freden velsigner hver Ager og Havn
Og Førsten som Solguden smiler.

✂ Jeg kjender i Landet en hemmelig Dal
Opfyldt med Naturens Idyller,
Hvor Skjønhed og Uskyld i mangt Ideal
Det saarede Hjerte fortryller.

✂ Jeg kjender i Dalen en Hytte hvor Smag
Den linnede Nøisomhed pryder,
Og Gratiers Leege forskjønne hver Dag
Indviet til Flid og til Dyder.

✂ Jeg kjender i Hytten en rødmende Møe,
Et Syn fra Seraphernes Rige!
Hvis Sjel er saa klar som den hvilende Søe
Med Himlens afmalede Lige.

143

✂ Jeg kjender - uvidende Tanke, men tie!
Et Glimt kun af Himlen du kjender:
For tusindfold meer end du sværmede i,
Mit anende Hjerte sig tænder.

✂

Nødvendighed

✂ Mon det Hændelsen er, som med sin Dannestav,
Ved Forvildelsens Haand, hersker i Stoffens Land,
Og sit Vanvid fremstiller
I de vordende Skikkelser?

✂ Eller er det maaskee sindet Vilkaarlighed,
Som, en lovløs Despot, nu et nedtrampet Folk
Grusom kræver til Offer,
Nu fremsmiler en Festens Dag?

✂ Nei! Naturen er ei meningløs Grotteværk,
Arabeske og Leeg: Verden et Bagdad ei,
Hvor Chalifens uhyre
Løse Lune er Folkelod.

✂ Ham jeg saae og endnu stirrer mit store Blik,
Altings Styrer jeg saae: evig Fornuft, din Søn!
Verdens Lov i den høire,
Tidens Flod i den venstre Haand.

✂ En Uendelighed, maalte og fyldte han
Tankens, Gisningens Grav, bredde- og bundløst Rum;
Evig Een og sig selv lig,
Thi hans Navn er Nødvendighed.

144

✂ Lig den trofaste Form, Kunstnerns Fortroelige,
Alnærværende, han binder det store Al:
Verdners Grundstof indsmeltes,
I Forvandlingen Formen staaer.

✂ Altings Styrer, jeg Dig hilser med Hymneklang!
Uforkrænket Du er evig og overalt,
Himlens gisnede Stjerne,
Jordens Lilie lige nær.

✂ Kraft og Drift og Instinkt lyde dit Enebud,
Og Beslutningen stolt dølger sin Lænke kun:
Støvet, Stjernen og Ormen,
Aanden, trælle i samme Baand.

✂ I dit Rige tør ei Oprøret reise sig
Mod den stærkere Lov: see! Undergivenhed
Iisgraae, tæller Æoners
Følge dybt ved din Klippefod.

✂ Straf med lynende Sværd, Naade med ødsel Haand
Ikke tjene dit Vink: Frygten og Haabet døer:
Ubønhørlighed ligger,
Lig en Ørk, ved din frosne Barm.

✂ Ei forsonet og mild, ikke fortørnet nu,
Ubevægelig, eens, seer Du med samme Blik
Hen hvor Pesten fortærer,
Lykken hygger et talløst Folk.

✂ Naar Forandrings Orkan ophvirvler Tidens Flod,
Over Tingenes Fald, Skibbrud og Undergang,
Høit i medfødte Straaler,
Evig, svæver den holdne Form.

145

✂ Og din Krone den er. Tanke, min Ægis vær,
Og betrygg i min Barm Viisdommens Ligevægt,
At min Glæde kun Blidhed,
Sorgen Alvor kun vorde tør!

✂ Hold for stedse mig her, høit over Haab og Frygt!
Fra Betragtningens Høi, herlig og stor ved Savn,
Uomveltet, jeg skue
Dybt Omveltningen ved min Fod!

✂

Sonnetter

146 148