✂ Still govern thou my song,
Urania, and fit audience find, though few.

Milton. Book VII.

l
Til Charis
Prof. Sander tilegnet

✂ O du som kun indviet Hierte finder
Mens for Begrebets Favn du svæver hen;
Som neppe synlig, stedse nye igien
I skiønnere Forvandlinger forsvinder;

✂ O Charis, som med hellig Bluefærd vinder
Hiin siungne Tryllegiord om Skabningen1)
Og Støvets Æt saa sødt og fast til den
Ved luttret Kiendsel, adlet Attraae binder:

✂ Lad end, o lad med de Udkaarne mig
Dig, Dydens Eos, rødmende Sylfide,
O lad mig sværmeriskt ledsage dig!

✂ I dine Rosenskygger den Indvi'de
Ved uvis Klarhed henrykt møde tør
Urania i luftig-vævet Slør.

II
Perlen

✂ Dig, som Solen fra sit Lys forskyder,
Perlemusklens blinde Fange, lig,
Og som du, ved skiulte Skatte rig,
Livet jeg i selvskabt Fængsel nyder.

✂ Idealisk, luttret Stof udflyder
Af min Siel og yndigt sanker sig
Til en digtet Verden rundt om mig
Ved hvis Skabning høi're Love byder.

✂ Mit olympisk-skiønne Fredenshiem
Langs med Tidens Bred jeg troefast fører
Mellem nøgne Klipper med mig frem.

✂ Bølgens Suk derude jeg ei hører
Mens for Mennesk'hedens Diadem
Hemmelig min Perle1) jeg fuldfører.

III
Ved den mediceiske Venus

✂ Der hvor Glædens uoprørte Væld
Ud fra Jovis Stiernetrone rinder,
Phantasie med luerøde Kinder
Spiren vifted' hen i Kunstnerns Siel.

✂ Dydens Fred som til olympiskt Hæld
Luttrer hver en Fryd som Hiertet finder,
116 Tanken under hvilken Jorden svinder,
Pleied' den i hans udkaarne Siel.

✂ Til da Genien som frugtbar ruer
Med udfoldet Vinge, Taagen lig,
Lykkelige Kunstner, over dig,

✂ Skabning vinker - bryndigt Jorden skuer,1)
Ah! men snart forvoven Elskovs Luer
Luttrede paa Altret lægge sig.2)

IV
Ved Alexander's Byste1)
i det florentinske Gallerie

✂ Visnende, den vundne Palmekrone
Falder her af Mennesk'hedens Haar,
Her hvor Skiebnen Philippiden slaaer
Og nedtræder indtil Ormens Zone.

✂ Spot og Vanvid, ja! Bønhørings Trone
Reised' hist hvor Bønners Trængsel staaer:
Der er ingen Zeus-Kronion naar
Denne Qvalkolos ham skal forsone.

✂ Thi maa Laster slæbe Støvets Æt
Hen for denne Marters Dommersæde,
Ak! hvi lærte den da Pligt og Ret?

✂ Hvi ei førtes ved Instinktens Kiæde
Den paa Rovets Spor, til Hulens Roe,
Langt fra Tankens rædsomskiønne Boe!

V
Dødehavets Anadyomene1)
Ved et Madonnabillede

✂ Er det dig som i din Tryllezone2)
Hver en Yndes Billed' glimre lod,
Mens usmittet Glæde, ædelt Mod
Festligt krandset, dandsed' om din Trone?

✂ Er det dig, lystsmilende Dione,
Ved hvis Alters bønforslidte Fod
Lovpriist Savn og skyldfri Angerbod
Tage mod den grumme Tornekrone?

✂ Hvilken Phantasie vanskabte her,
Ængstligt krybende i Trællens Kiæde,
Dig med Bøddelhaand, o Jordens Glæde?

✂ Saa et barskt, blodtørstigt Folkefærd,
Klækket op i Ørknens bange Rige,
Dig af Dødehavet saae fremstige.

VI
I Paris

✂ Rasende, selvmordrisk her sit Hierte
Staten traf og af dens Kiempelig
Ryggesløshed, Blodskyld, Borgerkrig,
Lastens Vanvid1) hvinende fremgiærte.

✂ Paa hvert Aasyn end i Nag og Smerte
Maler Misdaad, Vanhæld maler sig:
Voldets Morderbrøl og Uskylds Skrig
Her paa Gud og Fremtid tvivle lærte.

✂ Bort med Gratiernes lette Slør
Og med alle Kunsters Tryllerier!
Tier, Latterns kaade Hvirvler, tier!

✂ Anger her sig sønderrive bør,
Indtil ved Æoners Afløb Jorden
Selv fra Mindet reen er tvættet vorden.

VII
Dommen
Ved Slutningen af det attende Aarhundred

✂ Tøv, Seklets Genius! jeg holder dig
Ved blodigt Haar. Til Viisdoms Dommersæde
Som Dyders og Chariters Taarer væde,
Til Regnskab og til Dom du følge mig.

✂ Han fulgte, taug og bradt indhylled' sig
For Sagnet som med Tavlen var tilstæde;
Fremraslende i Følgetiders Kiæde,
Han svandt - og Dommen1) udbrød, Tordnen lig:

✂ Halv Pericles, halv Attila, du sno'de
Uhyre, Musens blide Krandse om
Barbarens Kølle som ved dig fremgrode.

✂ Du Tvivl af Tænkerns sprukne Helligdom,
Titansk Begiær af Sæders faldne Rige
I Fredløshed omhvirvlet, bød fremstige.