Sonnetter
I
Genierne
✂
Før Sonnettets Genius kun læret
Gad Petrarchas spæde Veemodsqvad,
Han paa Liljekalkens Bredde sad,
Kiælent klukkende i Aftenskiæret.
✂
Som en Sylfe Dug, gad han fortæret
Elskovs Taarer paa et Rosenblad;
Jaget Sukkes Hob i ordnet Rad,
Bobler lig, af Elskovs Barm opgiæret.
✂
Tidens Genius som herlig steeg
Til Olympen, over Skyers Baner,
Ham i sin Forbiflugt saa formaner:
✂
Følg mig du! Forlad din Børneleeg!
Hist du med Athenes Hielmbusk spøge
Og at løfte hendes Spyd forsøge.
II
Ved Staden Wiens Beskuelse fra
Gallizinbierget
✂
Over Wiens Steenkolossers Rader
Hvirvler Røgen af en antændt Skov;
Id og Lyst med Fod og Hiul og Hov
Sliber, pløier, knuser hiine Gader.
✂
Jeg Aartusinde tilbageblader,
Da end ingen Folkehyrdes Lov
Ned fra Himlen steeg med Skrift og Plov
Til Danubens strøifende Nomader.
✂
Hvilket Dyb! Dets Maal Æoner er!
Maale paa Fuldkommenhedens Stige
Fleer vor Frastand fra Fornuftens Rige?
✂
Frem i Tiden ligelangt jeg seer:
Dybt, som hiine for vort Blik undvige,
Sees vi engang af Daimoners Lige.
III
Den Troefaste
✂
Venskab, Søvn og Elskov troeløs vender
Sig mod Lykken i dens Middagsstund;
Selv saa stor som hele Jordens Rund,
Hæderns Hymne Vennesuk ei kiender.
✂
Milde Haab! Din Purpurmorgen brænder
Selv i Tungsinds og Erinners Lund;
Stjernebuen ligt, i Mørket kun
Skiønnest sig dit Himmelskiær antænder.
✂
O hvor yndig, med en Engels Røst,
Ved en Krands af Natfioler fager,
Hvidsker du til Taalmod hist din Trøst:
✂
Hun til Modgangs Bue, uden Klager,
Øiet løfter og med jevnet Bryst
Stor som Niobe, hver Piil modtager.
IV
Til min Genius
✂
Naar du Vingen om min Isse slaaer,
Løsnet ud af Tidens Kreds jeg springer,
Egenvældes Tryllesepter svinger
Og ved Skiebnens brustne Urne staaer.
✂
Hvad prophetisk reene Hierte spaaer
Og hvad Sagnets Æolsharpe klinger,
Meer end Sagn og Spaadom jeg fuldbringer
Rundt om mig til stolt-indbildte Kaar.
✂
Lad mig saa i evig Svimmel hænge!
Bind for evig under mine Fied
Tidens Bølger med Arions Strenge!
✂
End indsvøb mig i Usynlighed,
At ei Guderne af Avind slænge
Tordnen i min skiønn're Verden ned!
V
Tempelhallen
Ved Indfarten i Brentafloden
✂
Seirende, i Ørkner, Sumper, Heder,
Orientens Ynka! du fremdrog,
Og med himmelsk Smiil og Stemme slog
Tigern Vildhed ved din Fod i Kieder.
✂
Siig, mon her Naturen sig bereder
Atter til Triumphvei for dit Tog?
Her hvor Kunsten ved sit Blomsteraag
Den paa Tankens Straalebaner leder.
✂
Ja, din Tempelhalle reistes her!
Olmer sig til Pillerader stille,
Medens Flodlasuren Tiljen er.
✂
Festligt naae fra Pille hen til Pille
Druekieder; Efeus Væv som Tag
Over mig udlukker Dug og Dag.
VI
Ved en Amor af Mengs
I den churfyrstlige dresdenske Samling
af Pastelstykker
✂
Hvilken Vellyst brænder Guden i!
Kun Dione, ved Lyæos's Side
Moder blivende til en Charide,
Nynner den i Sukkemelodie.
✂
Lyst, til hvis forgudende Magie
Skiebnen Nervers Dirren ei indvi'de,
Kun som Drøm og Anelse tør glide
Fiern paa min Bevistheds Rand forbi.
✂
Saa, Orpheussiungne! saa du brændte
Da af Harmoniens Skjød du sprang
Og til Liv og Vellyst Chaos tændte.
✂
Jordens Lyst din's Billed' kun fuldendte
Da med Væsners Hær, ved Stjerneklang,
Hiin i Solens Straalekiede hang.
VII
Fredensriget
✂
Fred paa Jorden og i Barmen Fred
Er den store, uopløste Gaade;
Enkelt Kraft og evig Almeenmaade,
Hvilken Kiede samler disse Led?
✂
Mens jeg for mit Selv maae knæle ned,
Blodig Afgud, grusom Dyrker baade,
Vil Foreeningsdriften herligt raade,
Strømmende hen over Selvheds Bred.
✂
Ja! til Formers Fredensrige iler
Denne Trang, som Jord og Tid forsmaaer,
Og med Alt i saligt Slægtskab staaer.
✂
Hist en evig Afrodite smiler,
Og i Fred den indre Verden hviler
Medens Selvbestyring Harpen slaaer.
VIII
Tilstaaelsen
✂
Ufulgt, vovsomt, over Ord og Ting,
Tankeverdnens Æronaut, jeg sveier;
Mængdens Trængsel under mig sig dreier
Lig en Myggeskye, i Leeg omkring.
✂
Svimlende, ved Kiedens første Ring
Voldsomt jeg i Ligevægt mig veier,
Lig Cometen, som kun ikke skeier
Af sin Banes dristigt-skrevne Sving.
✂
Skal jeg, tør jeg vove at udsukke
Hvad jeg bar i Tausheds Helligdom?
Gierne, ak! jeg gierne vendte om.
✂
Gierne jeg for Kiephest og for Dukke
Min utrættelige Kunstnerstav,
Ak! og selv mit Ideal bortgav.
IX
Erindring og Haab
✂
Tidt jeg giennem Mindets Skyggerige
Sukker efter hvad jeg før besad,
Som om Aanden alt i Svaneqvad
Vilde til sit Fødeland bortvige.
✂
Snart de Elskedes Phantomer stige
For mit Blik, i yndig malet Rad,
Dog blant dem, fra Tusciernes Stad1),
Skrider seirende Diones Lige.
✂
Sult paa Florents's Høie2) leirer sig,
Arno's Bølge mod sit Udspring triller
O Theresa! før jeg glemmer dig!
✂
Slette, Bierg og Hav fra dig mig skiller,
Derfor Døden blidt tilsmiler mig
Mens i Himlen jeg dit Billed' stiller.
X
Til Marchesi1)
Efter en blid Aria
✂
Mandens Høihed i din Himmelsang
Idealsk med Møens Ynde stemmer,
Som tvetydigt Kiøn om Liber's Lemmer
Sig i yndig-blandet Omrids svang.
✂
Hvert et Hierte Nag og Tvivl og Trang,
Overgivet til din Vellyd, glemmer:
Harmonie hvert indre Oprør tæmmer,
Skiøn som den der af din Barm udsprang.
✂
Naar i Venskabs Favn Saldagno2) hviler
Og hans Aand i Melodie bortiler,
Da det bæver giennem Væsners Rad:
✂
Ah! men Døden al sin Skræk bortsmiler,
Og hver Bævende henslumret gad
I Saldagnos søde Svaneqvad.
XI
Faklen
✂
I Nattens Slør, af Taushed ledet, ned
Til Psyche Amor fra Olympen stiger,
Med navnløs Fryd hun til hans Barm sig smiger,
Med glæde-vogtende Uvidenhed.
✂
Men Nysgjær snart om Rosenleiets Bred
Forførende, lig Edens Slange, sniger:
For Lampens Skin den Himmelske bortviger
Og Blufærds skiønne Charis følger med.
✂
Forgiæves, Psyche! mindefuld du væder
Dit Leiested, i Savnets Enkeflor
Henstirrende paa Flugtens tomme Spor.
✂
Saa flygte, uden Gienkomst, Hiertets Glæder,
NaarVidet med sin Fakkel blandt dem træder
Og giennemstraaler deres Slør og Giord.
XII
Ved Midnat
✂
Sover, mens udfoldet Natten ruer
Over Luft og Jord og Ocean!
Sover, mens med Svøben ingen Khan,
Og med Tordnen ingen Lama kuer!
✂
Under Fængslets skimmelfulde Buer,
Lænket Misdaad, sov paa Helveds Rand!
Sov, o strenge Straf, i Søvnens Land,
Mens selv Samvid Lasten ikke truer!
✂
Modgangs Aand hist paa optegnet Blod
Slumrer ogsaa, Hævnens dorske Luer,
Misvæxts Meeldugurne ved sin Fod.
✂
Ømme Moder lig som bøiet skuer
Sødt inddysset Spædes skyldfri Fred,
Seer paa Jorden milde Guddom ned.