↩ En Søndag kort efter, før Frosten endnu rigtig var af Jorden, ilede to Mænd med Digearbejde i Skellet paa Søren Branders Lod. Det var aarle Morgen, køligt og taaget, og hvidt Pudder hang endnu i Lyngrisene. Solen brød dog stærkere og stærkere igennem, glimtede paa Rimens tusinde Krystaller og drev Damp og Ange op af den rygende Jord. Kampen mellem Natten og Dagen, Vinteren og Vaaren, en Fødselsfest for det ny. Nu gryede det ogsaa over Sørens Fremtidsplaner, som han i Dag troede mere fast paa end nogen Sinde. Lethændet førte han sit Redskal, og Tanken syntes at være langt forud for Haanden.