Skjoldborg, Johan Uddrag fra En Stridsmand

Efter en anstrængende Dag samledes de tre Arbejdere om Aftenen i Sørens Stue. Umalet var Bohavet, og nøgent og fattigt saa det lille Rum ud. De eneste Vægprydelser vare to forgyldte Nürnberg-Billeder med bibelsk Indhold, som Ane i et letsindigt Øjeblik havde købt af en omvankende Kræmmer, thi det var vel tvivlsomt, om Sørens Ragekniv, der hang i en Vinkel paa et Stykke broderet Sækkelærred over Kakkelovnen, skulde henregnes til Pynt.