↩ Den fremmede, som slaar sig ned 38 herude, gribes nemlig, naar han eller hun sidder ene i et tomt Hus, af en uimodstaaelig Længsel efter Menneske-Samfund, uagtet den storslaaede Natur her har sin særegne Skønhed. Vel ere Klitterne graa og triste, Lyngbakkerne tunge og mørke, og Mosset ved Ens Fod ser vissent ud. Men en Sommerdag bringer Forvandling. Herude gælder Belysningen mere end noget andet Sted. Naar Solen staar højt, vælder Straalerne ned over det aabne Landskab og vokser til et Hav af Lys, der vugger sig mellem Synsrandens vide Kyster. Den raakolde Jord indsuger som i missende Vellyst det varme Sollys, der glitrer og blinker paa alle Kanter, paa Vinduesruder og hvidkalkede Husvægge, paa alt, hvad der kan kaste Genskin. Ilende Varmebølger jage hinanden, hvorhen Øjet vendes, og rundt om ses gennem et flimrende Straalenet fjerne Banker, Huse og Vejrmøller flydende oppe i den lyse, tindrende Luft.