Skjoldborg, Johan Uddrag fra En Stridsmand

Det drømmende, violette Skær fra den blomstrende Lyng i September havde frydet Øjet ved sin indtagende Ynde. Men nu laa Hedefladen falmet med visne Græstotter stikkende op mellem afblomstrede, rødbrune Ris, forpjuskede af Blæst og Regn. Langhaarede Kreaturer tradskede løse omkring over nysaaet Rug og pløjede Stubbe, søgende Erstatning for det svindende Huld. Faareflokkene drev, hvorhen Vejret førte dem, og hver Dag løb Børn omkring og spurgte efter bortløbne Vædre.