↩ Søren, Ane og Faderen tumlede ivrige af Sted, men vidste vel næppe, hvad de gjorde, saa rædselslagne følte de sig i deres Afmagt over for den utæmmede Naturens fremfarende Vælde, der hensynsløst syntes at ville knuse 47 det, som endelig møjsommeligt var rejst under Ængstelser og bange Haab.