↩ Stormen rasede som et buldrende Hav, hvori enhver anden Lyd og Larm druknede. I stigende og faldende Bølger brusede den mod Hytten, der gav sig som et Skib i Havsnød. Oppe paa Tagrygningen sad Søren med revne Klæder, bart Hoved og vildt flagrende Haar om det kridhvide Ansigt - som paa den sidste Planke.