↩ Søren løb tværs over Grøfter og Banker til Jens Bak paa «den brede Sande»; han var den nærmeste, som holdt Heste, og dog boede han over en Fjerdingvej borte. Blodet bankede som Trommeslag for hans Øren. Tre Mil til Lægen - og han kunde være ude! - Tre Mil tilbage - og hun kunde være død! ... . Han løb, saa han snublede og faldt. Seks Mil! Seks lange Mil! - Disse Veje! - Dette Mørke! - Maaske otte, ti, maaske tolv Timer ... . «Herregud i Himlen!», raabte han højt, «hvis hun dør fra mig og de smaa!» og saa løb han, som naar det er Livet om at gøre ... . Og Jens Bak er saa evindelig langsom i Vendingen! ... . Seks Mil! ... . Han kunde ikke tænke paa andet, mens Rædslen jog ham frem i den bælgmørke Nat ... .