↩ Sjældnere og sjældnere kom han nu i Smugkroen, især siden den store Samtale med Ane. Under hin Ordveksel havde han skønnet, at han ikke kendte hende til Bunds, thi da hun hin Dag sagde, at intet i Verden kunde skrække hende, da syntes han, hun groede i Vejret for hans Øjne og blev større, end han havde troet, hun var. Det Blik, hvormed hun da saa paa ham, var ligesom Lyset fra et indre Liv, han hidtil ikke rigtig havde kendt, skønt de havde levet saa længe sammen ... .