↩ Som Solen skred frem paa sin Bane, 103 og Vandet løb til Stranden, gjorde dette Menneskepar sig Jorden underdanig, saa Sveden randt ad den solbrændte Hud. Do tunge Tag rundede Ryggen og krøgede de ranke Skikkelser, det stadige Slid stivnede de bøjelige Lemmer og gjorde Sørens Hænder haarde som Hornklove. Livet var her med sin Modstand, Jorden med sin Trods, og de havde Villiens Sejghed, Sindets Ro og Haandens Styrke at sætte ind i Kampen.