↩ I Mørkningen stod Himmel og Jord i een Taage, og intet levende Væsen var at øjne. Han paaskyndte sin Gang, spejdede til alle Sider og bøjede sig 107 jævnlig til Jorden for bodre at skimte enhver Fremtoning. Forgæves. Han raabte Drengenes Navne Gang efter Gang og ventede med tilbageholdt Aandedræt paa Svar. Men ingen anden Lyd var at høre end Vindens sukkende Susen og Snefnuggenes lette Dans.