↩ Dersom en Læser ikke vil opfatte denne Traad, da vil maaskee Læsningen blive ham trættende; men for saadanne Læsere ere disse Breve hellere ikke udgivne. Andre Læsere ville med Deeltagelse følge de eensformige, men dog paa mange forskiellige Maader nuancerede Udbrud af den samme Følelse; og dersom det bliver dem for Meget paa eengang, ville de dog snart vende tilbage dertil igien, og snart beklage, at disse Breve ikke ere flere. Ogsaa tilbyde nogle Episoder en Afvexling, som dog nøie griber ind i det Hele. Saaledes den Vens Historie, som fra en anden Bestemmelse pludseligen udkaarer Skolelivet. Det Pludselige i denne Forvandling retfærdiggiøres ved Udfaldet; det var virkelig til det Inderste, at Lienhard og Gertrud havde talet; og Kampen mellem hans Pligt og hans Kierlighed er i høi Grad interessant. Saaledes er ogsaa Fortællingen om den gamle Amtmandinde riig paa fine, velbenyttede Træk. Man røres over de Forvildelser og Smerter, der kunne finde Sted i et Liv, der hverken syntes forvildet eller sørgeligt, og over det Resultat, hvortil hun omsider er kommen, »at der ikke ligger Magt paa, hvad enten vort Liv bringer os Fryd eller Smerte, naar vi kun tilbringe det saaledes, at vi kunne døe i Fred« (S. 98); og man frapperes over den Ironie, hvormed Skiebnen lader den unge Mand see sine hede Drømme om, ret at udgræde al sin Jammer ved et elsket Væsens Bryst, opfyldte - i Armene paa en gammel rynket Kone.