↩ Hvad Gabrielis ved forskjellige Anledninger yttrer, maa naturligviis opfattes som hans Yttringer, og ikke som den rolige Iagttagers Dom. Saaledes maa det katholske Skriftemaal vel synes ham en Trøst og Lise for et besværet Hierte, og det maa forekomme ham, som om dets Afskaffelse var et sandt Tab for Livet (S. 45). Den rolige Betragter erkiender ikke blot de uundgaaelige Misbrug, (og at det just var, for at disse Misbrug kunde finde Sted, at Skriftemaalet erholdt den tvungne Udvidelse i den katholske Kirke;) men ogsaa, 14 at det aldeles overstiger menneskelige Kræfter, paa denne Maade at høre Skrifte af en Mængde, da Skriftestolens lod communes kun lidet kunne trøste og gavne, hvor der just, hvis nogensinde, udfordres den dybeste og skarpeste Indtrængen i Individualiteten; at et virkeligt Skriftemaal er ogsaa i den protestantiske Kirke enhver Præst forpligtet til at høre af dem, der ville vende sig til ham, om end ikke i Kirken; og at det Vigtigste og Trøsteligste er, at udgyde sit Hierte for Gud, som aldrig misforstaaer os, og saaledes at giøre Bønnen til sit Skriftemaal.